Tag-arkiv: Veneto

2020 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2020 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienTidligere i år smagte jeg første gang denne Poggio Siresa Valpolicella Ripasso fra Cantine Giacomo Montresor aka CGM SPA. Dengang var det i årgang 2019, men nu smager jeg 2020’eren.

Jeg har faktisk også før smagt den i årgang 2018 og dengang skrev jeg også om vinhuset, historien og produktionen. Det skal jeg undlade denne gang i så bare skrive om vinen.

Poggio Siresa Valpolicella Ripasso er et klassisk blend af Corvina, Rondinella og Molinara, der er lavet med den berømte ekstragæring på ståltanke med druekvaset fra Amarone-produktionen. Herefter krydres og afrundes rødvinen gennem 6 måneders modning på egetræsfade, inden den er klar til frigivelse.

Duftmæssigt fanger jeg først en aroma med våde fade, landlig og omgående kommer der også noget lakrids … blød finsk lakrids og tør engelsk lakrids, mens frugten er blommer, sorte kirsebær, brombær og så kommer der fra fadene lidt kakaopulver og klart bagepulver.

I munden er det en ret tør vin … mere ren, syrlig, slank og stringent end jeg normalt vil forvente af en Valpolicella Ripasso, hvilket faktisk er rigtigt godt. Der er dermed en frisk frugt med umodne blommer, tranebær, lyse kirsebær, knuste hindbær og godt med lemon. Samlet giver det en frisk og letbitter vin … dejlig Ripasso, så lad dig ikke snyde af pris eller etiket. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, Italien

2020 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, ItalienFra Perfetto til Il Lussurioso … vi er fortsat hos Cantine Buglioni, men nu smager jeg deres 2020 Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso pg alkoholen er også gået fra 13% til 15,5%.

Det er en  Amarone della Valpolicella Classico, som jeg har smagt et par gange før og årgangene 2013, 2015 og 2017. Blendet har været forskelligt fra år til år … i denne årgang 2020 består blendet af 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta

Alle druerne kommer fra 16 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar i anden halvdel af september og er derefter tørret frem til januar måned.

Vinificeringen starter derefter med afstilkning af alle druerne efterfulgt af knusning og så er sker gæring og maceration over 25 dage og med en gæring ved 24 grader efterfulgt af malolaktisk gæring.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i hele 30 måneder på en kombination af tonneaux og store egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt minder vinen ufattelig meget om 2017’eren … har den samme note med tør engelsk lakrids og sød finsk lakrids, tjære, tørv, tobak, chokolade og klart lidt tørrede blomster. Frugten er kirsebær, sorte kirsebær, blommer, svesker og klart småsyrlige og balsamiske elementer … mørk og strutter samtidig er friskhed og vild energi.

I munden er det en sjov kombination af frisk og ung vin … og så alligevel med en mørk frugt, der strutter af  figner, svesker, blommer, mørke kirsebær, blommer og så kommer der også blød lakrids, tobak og mælkechokolade. Virker mere målbevidst, tør og ret karakterfast med et let peber og alkoholbid, der dog er styret rigtig pænt, men så kommer der også nogle vilde og knastørre tanniner frem og de er sgu ikke sådan at spøge med … men imponerende. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 329,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I’m) Perfetto, Veneto, Italien

2022 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I'm) Perfetto, Veneto, ItalienEfter en fed spansk sag, skal vi til et par fede italienske svigerinder og den første er den selvtillidsfulde Valpolicella Superiore Classico (I’m) Perfetto, som jeg har smagt i årgang 2022.

Vinhuset er vi stødt på før på bloggen og jeg har også skrevet en helt masse om vinhuset. Det gør jeg ikke denne gang, men kigger blot nærmere på den perfekte vin.

Vinen er lavet på fremstillet på et helt klassisk Amarone blend af 50% Corvina, 20% Corvinone, 25% Rondinella og 5% Croatina, som kommer fra økologisk certificerede vinmarker.

Druerne er afstilket og knust, hvorefter gæring og maceration er sket ved 28 grader i 10 dage med yderligere maceration i 20 dage, mens en del er lavet på lufttørrede druer efter appassimento-metoden, som kendes fra produktionen af Amarone.

Efter endt fermentering er de to vine samlet og gennemgår så malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 6-8 måneder på både 750 liter tonneaux-fade og 5.000 liters traditionelle egetræsfade.

Duftmæssigt er det bestemt ingen fed vin … den viser faktisk allerede fra start nogle grønne elementer, grønne grene, urter, violer, blomster og lidt nelliker. Frugten er sure kirsebær, ribs og blommer … renere, slankere og mere frisk end forventet, mens fadene bidrager med en lille smule vanilje og kanel.

I munden virker langt mere balanceret, afklaret og endda sammenhængene end fx 2020’eren. Frugten er sådan medium i styrke med kirsebær, blommer og moreller med en svag frugtsødme samt kakaopulver og noget peber, som giver lidt spark. Men samlet giver det en fin Superiore Classico, så bestemt forsøger af være Perfetto … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 209,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2022 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienLøgneren – Il Bugiardo – er efterhånden en klassiker hos Cantine Buglioni og fik oprindelig sit navn, da en kendt sommelier udtalte;  If this is not Amarone, then it is a lying wine! Men det er husets Ripasso Valpolicella Superiore Classico med tilnavnet Il Bugiardo og jeg smager den nu i årgang 2022.

Jeg kan også sige – uden at lyve – at jeg har smagt vinen før i både årgang 2009, 2014, 2017, 2019 og 2021, så jeg kender løgneren ret godt, selvom jeg dybest set ikke er hverken Ripasso eller Amarone mand.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo årgang 2022 er på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar fra gamle vinstokke på marker passet økologisk siden 2019.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene ved 28 grader i ståltanke og derefter efter Ripasso-metoden med kvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne.

De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade og 5.000 liter fade … og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

WHAT??? … virker lidt mere rhônsk i næsen end tidligere årgange … der er i hvert fald godt med krydderier, hård og stenet mineralitet, ellers er det fortsat tobak, saltlakrids og frugt med blommer, brombær og kirsebær … virker pænt tør i stilen og mindre ripassoagtig, selvom der skam fortsat er power, fylde og mørk frugteksplosion.

I munden er den heller ikke helt så mørk, som jeg husker den … der er mere lidt nordrhônsk over frugten med kirsebær, umodne blommer og ribs, meget rank, ren og man mærker slet ikke, at der er anvendt tørrede druer i vinen og samtidig er sødmen også lav. Det giver en stærk, rank og syrlig basse … uden streg under basse, for den er utrolig ung, kejtet og adræt. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2021 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienDet kræver et større immunforsvar at kunne modstå en højoktan 15,5% alkohol vin, men i 2021 Amarone della Valpolicella Classico fra Cantina F.lli Zeni er alkoholprocenten imidlertid ganske fornuftigt integreret i vinen.

Cantina F.lli Zeni er et af de store, populære vinhuse, som mange måske også har besøgt på ferie ved Gardasøen, Jeg er selv af en dem, som på en sommerferie i 2015 besøgte det populære vinhus sammen med en masse andre  turister … stedet er nok også noget overrendt og samtidig meget kommercielt.

De er med andre ord vant til, at turister i hobetal kommer forbi og i deres vinbar skulle man også betale ekstra, hvos man skulle smage 3 Amarone vine … så det gjorde jeg selvfølgelig.

Denne basis Amarone della Valpolicella Classico er lavet på de klassiske Valpolicella druer 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara … og dermed anderledes end tidligere årgange, hvor der var Corvione druer i blendet i stedet for Molinara.

Men ellers er alle druerne høstet og tørret i kasser 2 måneder, så de næsten bliver til rosiner. Derefter er der sket gæring og maceration over 3-4 uger og efter endt fermentering er vinen så lagret 2-3 år på 50 hektoliter store, gamle egefade inden endelig aftapning på flaske.

Det dufter sgu da glimragende … fyldig, varm og alligevel meget frugtrig med primært blommer, kirsebær, figner og svesker, men på ingen måder en Amarone rosinvæske. Der er også skrald på fadene med mælkechokolade, vanilje og sød lakrids og de den oktanhøjde alkoholprocent kan faktisk slet ikke mærkes i næsen.

Smagen er tæt, fed, kraftig og buldermægtig med en opulent frugt, der mest er blommemarmelade, kirsebærsauce og sveske kompot og de 15,5% kan nu også fornemmes, men overraskende svagt. Du får i stedet lidt småfede tanniner og der kommer frugtmæssigt også ribs samt syltet lemon, som er med til at give vinen en syre, der klæder vinen og giver modspil til det fede og en pæn frugtsødme. Det er dermed 91 klare point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens prisen er 219,95 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Cantine Buglioni, Il Disperato Bianco Trevenezie IGT, Veneto, Italien

2022 Cantine Buglioni, Il Disperato Bianco Trevenezie IGT, Veneto, ItalienIl Disperato hedder næste vin … ikke at jeg var desperat efter mere vin, men den pludselige sommervarme gør, at man bare lige får lyst til at sætte sig ud på terrassen for at nyde et glas hvidvin … og det blev denne 2022  Il Disperato Bianco Trevenezie IGT fra Cantine Buglioni.

Vinen er lavet på 90% Garganega og 10% Incrocio Manzoni, der kommer fra 26 år gamle vinstokke på marker i 150 meters højde og er høstet med et udbytte på 70 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten har druerne ligget i kølig maceration ved 3 grader inden gæring. Så er druerne afstilket og presset, hvorefter gæring er sket i rustfrie ståltanke over 15 dage ved 16 grader. Derefter er vinen blot lagret 4 måneder i ståltankene og 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt snakker vi pærer, pigeonæbler, hybenroser, papaya, mango, ananas, hvid peber samt en lidt sødbitter, krydret note med lidt papkasser, spidskommen, muskat og gul blomsterpollen.

I munden er det en blød vin, hvor den hvide peber også hurtigt stikker snuden frem og giver vinen et stærkt kick. Der er æbler og godt med lemon. Syren lidt til den mørke og maskuline side, hvilket skaber en vin med krop og fylde. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men pt fås på tilbud til 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Val d´Oca, Prosecco Blue Millesimato Extra Dry, Veneto, Italien

2019 Val d´Oca, Prosecco Blue Millesimato Extra Dry, Veneto, ItalienDenne blå 2019 Prosecco Blue Millesimato Extra Dry havde vi haft til at ligge i køleskabet i garagen, men jeg ved faktisk ikke, hvor den kommer fra … altså udover den er lavet af kooperativet Val d´Oca.

Val d’Oca hedder mere korrekt Cantina Produtttori di Valdobbiadene og ligger i den lille by Valdobbiadene nær Bigolino i bakkerne mellem Asolo og Conegliano i den nordøstligeste del af Veneto.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1952 af 129 stiftende medlemmer aka vinavlere, som gik sammen for at drage fordel af et samarbejde. I dag har Cantina Produtttori di Valdobbiadene 600 medlemmer, der hver har lidt vinmarker, men samlet bliver det alligevel til over 1.000 hektar.

Omkring 90% af produktionen består af hvidvin – på druesorten Glera, som jo netop anvendes i de mousserende Prosecco vine og det er jo netop sådan en, at jeg nu har fået i glasset.

Denne 2019 Prosecco Blue Millesimato Extra Dry er også lavet på ren Glera og er en klassisk Prosecco, som netop har denne liflige og lette karakter, som man forventer. Efter høst af druerne presses de, og den første gæring går i gang.

Efter endt alkoholisk gæring foretages den anden gæring, som sker i tryktanke efter den billigere Charmat metode. Derefter tilsættes en lille mængde sukkersirup, som afgør sødmegraden i vinen. Dette er jo en Extra Dry, hvilket betyder, at den har en let sødlig bagkant.

Flasken skal vi lige forbi … total blå, så den vil give opmærksomhed ved enhver fest, men kan selvfølgelig også gøre, at det kan virke en anelse for poppet og useriøst … men det er det ikke.

Virker fra start lidt tør i næsen … der er både sødbitre pigeonæbler, pærer, æblemost, en anelse Faxe Kondi, lemon og så pirrende landlig og nøddet note, der lige løfter vinen og gør den spændende, livlig og levende.

I munder er boblerne fine, tætte og aggressive … faktisk en rigtig dejlig mousse og der kommer omgående en anelse citron, grønne æbler og så kommer denne søde kant, som dog aldrig bliver alt for meget, men giver en liflig, let og dejlig Prosecco, så 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Col Tamarìe, Vino Frozzante Bianco, Veneto, Italien

2022 Col Tamarìe, Vino Frozzante Bianco, Veneto, ItalienDalle Crode Alberto laver sammen med sin kone Marta naturvine under navnet Col Tamarìe aka Vigna San Lorenzo i den lille højtbeliggende by San Lorenzo i Vittorio Veneto og det er mest hvidvine med bobler og en enkelt uden. Jeg smager nu hans 2022 Vino Frozzante Bianco.

Under Abert Einsteins udsagn; Observe nature and you will understand the meaning of everything, så laver parret vine fra 4,5 hektar vinmarker i 450 meters højde på de solrige skråninger af starten på Alperne. Det er med biodiversitet som det bankende hjerte i deres økosystem … økologisk og biodynamisk drift.

Samtidig dyrker Alberto og Marta alle de lokale, gamle druesorter som fx Glera, Bianchetta, Boschera, Grapariol, Verdiso, Perera og Marzemina Bianca. De har udvalgt sorter, der passer perfekt til det lokale terroir, for de er overbeviste om, at kun på denne måde kan vine udtrykke essensen af ​​deres territorium … druer, som ikke kun trives i dette klima, men også fortæller historien om landet.

Druerne høstes naturligvis i hånden og de behandles med så lidt indgriben som muligt, så de kan udtrykke sig på en autentisk og sund måde. Maceration varierer efter den naturlige rytme i hver årgang, og friløbssaften adskilles omhyggeligt fra skindet, så man undgår tilsætning af presset most.

De griber i vinifikationen så lidt ind som muligt … og efter gæring sorteres blot urenheder fra inden aftapning på flaske, hvorefter de så lader vinen gære igen på flasken og lader den hvile på bundfaldet til efteråret.

Her smager vi husets 2022 Vino Frozzante Bianco, der en Pet Nat eller Prosecco af en slags, der laves på 7 hvide druesorter som Glera, Bianchetta Trevigiana, Boschera, Verdiso, Grapariol, Rismi og Malvasia Istriana.

Glera druen, der jo altid indgår i Prosecco, er jeg stødt på før, men jeg er også før stødt på Rismi, som vi andre steder kender som Welschriesling.

Men alle de andre er nye for mig, så derfor jeg undersøgt lidt om de andre druesorter og beskrivelserne kan du finde her:

Den er lavet som beskrevet ovenfor … og minimum lagret 8 måneder på flaske med bærmen inden den frigives. Parret laver årligt 20.000 flasker af denne lille hippe vin, der lige hældt op byder på masser af hvidt skum, mens der i flasken er lidt gærrester i bunden.

I næsen kommer der til at starte med en opkvikkende bouquet, hvor der både er dejlig animalsk landlighed, gærede noter, juicy saft med pigeon madæbler, citroner … friske og let grillede, en lille smule blød karamel, nougat, tørre kalkede og kridtede noter, blomster og glad sommerhumør på terrassen … kom bare an.

Smagen er anderledes end forventet … har en sjældenflot balance, hvor der er godt med syre via citroner, citronlikør, sødbitter grape, virkelig frisk æblesaft suppleret med æblekerner og med en ultralet frugtsødme, som giver en let, sommerlig og læskende saftig vi, hvor boblerne er blide og moussen cremet. Smagen er slank, ren, mager og smal, men det virker sgu forbandet tiltrækkende. 93 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 230 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Fasoli Gino, Igino, Veneto, Italien

2018 Fasoli Gino, Igino, Veneto, ItalienIndkøbsfællesskab Kobaj har godt 400 vingårde tilknyttet deres hjemmeside og vingårdene lægger på skift selv deres tilbud ud. Et af disse huse er Azienda Agricola Fasoli Gino, hvorfra jeg nu smager deres 2018 Igino … en Cabernet Sauvignon Veronese IGT.

Azienda Agricola Fasoli Gino ligger i den lille landsby San Zeno di Colognola ai Colli drives nu af brødrene Amadio og Natalino Fasoli. Deres sønner – Mateo og Giordano – deltager også i driften som 4. generation.

Navnet Gino stammer fra brødrenes far, som hed Gino Fasoli, som allerede i 1980 startede på en omlægning til økologisk drift … men vingården er grundlagt allerede tilbage i 1925 af Amadio Fasoli.

Fasoli Gino er en af hele Italiens ældste økologiske vingårde og blev allerede i 1990 certificeret ICEA. økologisk. Det er også i høj grad Amadio og Natalinos fortjeneste, for allerede i 1980’erne tog de til  Montpellier i Frankrig for at lære mere om økologisk drift.

På det tidspunkt kendte man ikke rigtigt til økologisk vindyrkning i Italien og naboerne rystede da også på hovedet og sagde til dem, at de satsede jo på fortiden og ikke fremtiden.

Familiens 14 hektar vinmarker er inddelt i 7 forskellige jordstykker med vidt forskellig undergrund, hvilket også har påvirket plantningen af vinstokkene.

Markarbejdet udføres omhyggeligt og der gødes alene komøg og der foretages grundig beskæring af vinrankerne, så udbyttet holdes så lavt som muligt, hvilket giver mere koncentrerede druer. Skadedyr og sygdomme holdes væk med naturlige midler.

Fasoli Gino producerer både hvide Soave vine, men også klassiske Valpolicella og Amarone rødvine. Denne Igino er dog lavet på 100% Cabernet Sauvignon, som efter høsten først er tørret i 50-60  dage og så har gæret og macereret i store rustfri stålkar ved kontrolleret temperaturover 20 dage. Den er lavet efter Amarone-metoden, men udelukkende på Cabernet Sauvignon.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i hele 36 måneder på barriques … og så lige en forbrugerinformation … vinen har en stor højoktan alkoholprocent på hele 17% !!! Vinen er opkaldt efter brødrenes bedstefar.

I næsen har vinen en lidt woody og umamiagtig aroma …. der er cedertræ, tyk lakrids- og chokoladevæske, er intens og kompleks med bløde blommer, solbær og solbærlikør. Der er tobak, sort kaffe, er solvarm og krydret, men man mærker også lige de højpotente 17% alkoholmuskler.

Smagsmæssigt er det også en stor historie … masser af solvarme, peber og så får man også et gedigent alkoholspark, der er stærk som en jysk hest eller måske nærmere en italiensk hingst. Alkoholen får du sammen med solbærlikør og blommemarmelade, brændte noter, tunge gardiner … øhhh tanniner. Alkoholen er nu egentlig integreret ganske okay i vinen, men samlet bliver det virkelig en kraftbasse. For Amarone elskere er det fed guf … jeg er der ikke helt. 90 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  329 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2019 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienCantine Giacomo Montresor aka CGM SPA er et gammelt vinhus grundlagt tilbage i 1892 og ligger i den nordvestlige del af Verona på adressen Via Ca’ di Cozzi og nu smager jeg så deres 2019 Poggio Siresa Valpolicella Ripasso.

Det er en vin. som jeg også smagte for halvandet år siden i årgang 2018 og dengang skrev jeg også om vinhuset, deres historie og den nuværende produktion. Det skal jeg undlade denne gang i så bare skrive om vinen.

Poggio Siresa Valpolicella Ripasso er et klassisk blend af Corvina, Rondinella og Molinara, der er lavet med den berømte ekstragæring på ståltanke med druekvaset fra Amarone-produktionen. Herefter krydres og afrundes rødvinen gennem 6 måneders modning på egetræsfade, inden den er klar til frigivelse.

Det dufter dejligt, comfortagtigt, blødt, sødt og endda animalsk, absolut med god mørk frugt og fyldighed. Frugten er klart blommer, sorte kirsebær og brombær, men fadene bidrager med vaniljesukker, kakao, blød lakrids og tør engelsk lakrids, blæk og bagepulver. Det er ikke en overfed Ripasso … faktisk er duften pænt sammenhængende og ganske frugtrig med disse fadnoter.

Smagen virker også lettere og en smule mere ren og stringent end 2018’eren, men det klæder faktisk bare vinen. Dermed virker syren mere rank og slank med en smule tranebær og citronsyre suppleret med en svag lemon bitterhed. Det giver friskhed og sammen med en frugt af lyse kirsebær og blommer samt en lille tør sødme, så er det faktisk en meget fin Ripasso. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7