Nebbiolo er – skulle man sammenligne med kendte kvinder – vel nærmest en slags Natalie Portman … smuk som ind i helvede, let, yndefuld, elegant, stærk og streng. Kommer nemt til ufrivilligt at spille hovedrollen i alle forsamlinger.
Og de mærkater kan skam også hæftes på denne Barolo Monvigliero fra vinhuset Fratelli Alessandria, der holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og vel omkring 5 kiliometer sydvest for Alba. Smag bare på navnet … Barolo Monvigliere.
Fratelli Alessandria stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.
Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og for deres topmoderne vineri.
Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.
Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.
Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer, samlet 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolee og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.
Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der alene finds ved byen Verduno. Herunder dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.
Denne Barolo Monvigliero er selvfølgelig lavet med druer fra marken Monvigliero, der ligger umiddelbart nedenfor Verduno. Fratelli Alessandria har en parcel på 1,3 hektar på marken, hvor jordbunden består af kalk- og lerholdig mergel og sandsten. Vinstokkene på marken er omkring 45 år gamle. Vinen er lavet første gang i 1978 og der laves årligt 7.000 flasker af vinen.
Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med maceration i 20-25 dage, hvorefter vinen lagrer i omkring 3 år i store 20-30 hektoliter slavonske egefade og derefter 2 måneder i ståltanke og 6 måneder på flaske inden frigivelse.
Duftmæssigt er det herlig Barolo … let svævende med blomster, roser, sten, violer, let og luftig babybræk – på den dejligste måde – eg, lette kirsebær, let tobak, grøn ensilage, mentol, trøffel og let kanel. Syren er delikat og svævende og vinen virker utrolig feminin, let og forførende. Natalie Portman.
Og uha det smager godt … præcis med let syre og voldsomt elegant. Det er lyse bær, dansende syre, som bare lige sidder i solar plexus … en hvirvelvind med hindbær, lette krydderier, fine tanniner og smuk, smuk syre. Great wine.
Købt hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 399 kr.