Tag-arkiv: mourvèdre

Mourvèdre er en meget udbredt rød drue, som vokser i hele verdenen, men oprindelig formodes at stamme fra Spanien. Den kendes specielt fra Frankrig, hvor den i det sydlige Rhône er en regelmæssig komponent i blandingerne Côtes du Rhône og Châteauneuf-du-Pape og derudover i Provence, hvor den er hoveddruen i de røde Bandol og krydrede rosévine.

Den spanske oprindelse afsløres bl.a. også ved, at der i Catalonien ligger en by kaldet Mataro, hvilket Mourvèdre også kaldes i både Australien og Californien, mens der også i Valencia ligger en by kaldet Murviedro, hvor druen er meget udbredt, men i Spanien kaldes druen i dag dog primært Monastrell.

I Australien og Californien kaldes Mourvedre ofte Mataro, selvom prestige forbundet med dets franske navn har tilskyndet mange producenter til at opgive betegnelsen Mataro.

Mourvèdre er en meget mørk drue med små bær med tykt skind, hvilket giver vinene masser af farve og et højt indhold af tanniner, hvilket gør druen meget velegnet til at blande med andre druer. Og derfor ses Mourvèdre også ofte sammen med specielt Grenache samt Syrah i det klassiske GSM blend.

Mourvèdre blandes også ofte sammen med andre klassiske sydfranske sorter som Carignan og Cinsaut.

Sorten blev hårdt ramt af phylloxera epidemien i 1880’erne, hvor den stort set blev udryddet fra mange området, men i områder med sandjord – som fgx Bandol – blev vinstokkene ikke ramt. Phylloxera kan simpelthen ikke overleve i den lette jord, men foretrækker tungere jordtyper som fx ler.

Mourvèdre er ikke verdens nemmeste drue for vinproducenterne, da den kræver stor tålmodighed. Det tager således lang tid for en vinstok at give druer af god kvalitet, typisk skal der gå 5 år inden vinstokkene giver deres første høst.

Sorten modner også sent … er faktisk en af ​​de sidste, der plukkes. I Provence omkring Bandol plantes Mourvèdre bevidst på varmere, sydvendte skråninger for at fremskynde modningsprocessen, mens Syrah og Grenache plantes på køligere, nordvendte skråninger.

Duftmæssig har Mourvèdre typisk aromaer som brombær, violer og et strejf af stald. Vinen er rig på tanniner og syre. Typisk har smagen syrlige brombær, søde sveskeblommer, grillet kød, urter og lakrids. Ung Mourvèdre kan være grov i udtrykket, men udvikler kompleksitet med lagring.

2022 Domaine de la Janasse, Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2022 Domaine de la Janasse, Terre d'Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigDet er ved at være et stykke tid siden, at jeg sidst smagte en vin fra det altid gode rhônevinhus Domaine de la Janasse, men nu har jeg så fået en 2022 Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages i glasset.

Det er en vin, der er lavet på 25% Grenache, 25% Syrah, 25% Mourvèdre, 25% Carignan, som kommer fra gamle vinstokke på nogle stenede marker et stenkast udenfor Châteuneuf-du-Pape-zonen lige nord for byen Courtezon.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er derefter lavet med 75% afstilkning af drueklaserne og vinifikation med maceration 18-21 dage med manuel pigeage dagligt.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder …. for Syrah og Mourvèdre og Carignan druerne lagrer på barriques, hvoraf 1/3-del er nye fade, Grenache druerne er lagret i foudres. Janasse laver årligt 40.000 flasker af denne vin.

I næsen er det en tæt, fyldig og mørk vin … har klart nogle noter af søde lakridspiber, oksefond, løvstikke og selleri, kaffegrums og i det hele taget aftryk fra fadene. Frugten er mest solbær, kirsebær, figner og derudover fanger jeg lidt blæk og våd kælder.

Det bedste er dog smagen, som er tyk, opulent og helt skærevenlig med en vis frugtsødme, der sammen med en stor intensitet og aftryk fra fadene med chokolade, vaniljesukker og finsk lakrids, giver en ret tæt, vamset, cremet og behagelig smag. Tanninerne hiver dog vinen den anden vej, for de er virkelig knastørre, småfede og markante, så de virkelig hænger på fortænder og øverst i ganen. Det gør den sgu ret godt og sammen med end sødbitter syre, så giver det faktisk en ganske flot rhônevin med solide 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Castel Mireio Rouge, Rhône, Frankrig

2021 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Castel Mireio Rouge, Rhône, FrankrigSå sluttede jeg Domaine André Berthet-Rayne vinene og det blev med denne 2021 Cairanne Castel Mireio Rouge … modstykket til den hvide og er fra en enkeltmarksvin med 65 år gamle stokke.

Vinen er lavet på et blend af 60% Grenache, 30% Syrah samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et beskedent udbytte på kun 30 hektoliter pr. hektar … og der laves kun 100 hektoliter af vinen.

Efter høst er druerne afstilket inden traditionel fermentering i cementtanke efterfulgt af 40 dages maceration med flere løbende overpumpninger. Efter endt gæring er vinen lagret 1 år på fade og som med den hvide, så laves der årligt kun 6.000 flasker.

I næsen er Castel Mireio endnu mere dyb … og fadpræget også ganske tydelig, hvilket så også giver vinen en ekstra comfortagtig tæt blødhed. Der er solbær, brombær, kirsebærsirup, noget tørv, tørhed, grafit, tørre krydderier, kanelstængler og lidt hængt kød.

Smagen er tæt, dyb og samtidig frisk, der er brombær, kirsebær og hindbær, engelsk lakrids, saltlakrids og noget peber, som lige bider bare en lille smule, mens tanninerne er tørre, markante og alligevel ganske pænt integreret i vinen, som samtidig har et godt bid med en stor og læskende kompleksitet med lidt citrus bitterhed. 93 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Anonyme, Rhône, Frankrig

2019 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Anonyme, Rhône, FrankrigVi bliver lige en stund hos Xavier Vignon i det sydlige Rhône, for næste vin i vinglasset er nemlig hans Châteauneuf-du-Pape Cuvée Anonyme i en årgang 2019.

Cuvée Anonyme 2019 er fremstillet på 60% Grenache, 15% Mourvedre, 10% Syrah og et mix af andre Rhône-sorter, så det er formentlig – hvad jeg kan opsnuse – Vaccarese, Counoise,  Cinsault, Terret Noir samt lidt Muscardin … men det er ingenlunde 100% sikkert.

Druerne er høstet fra vinmarker i den nordligste del af selve Châteauneuf-du-Pape og Grenache stokkene er over 100 år gamle og giver et ekstremt lavt høstudbytte helt ned til en vinstok pr. flaske.

Vinen er lavet ved, at druerne først er delvis afstilkede, mens gæringen og macerationen er sket ved 22-24 grader over omkring 30 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på en 1/3-del konniske fade, 1/3-del demi-muids og den sidste 1/3-del i betontanke.

Der er fart på allerede fra første snif … kødfuld, lidt bacon, mørbrad gryderet, nogle mælkede noter, en mørkere frugt af brombær, sorte kirsebær og hindbær. Der kommer også noget mandarin, kandiseret appelsin, cedertræ, laurbærblade, friske blomster, tobak og så en lille smule afsmitning fra fadet med vanilje. Kompleks.

Hvor smager den godt …cremet, dyb og stoppet med smooth frugt, frugtsødme og alt er blødt, rundt og så kommer der alligevel et spark fra peberen og måske også højoktanen på 15%. Det er kompleks, ret intenst og med nogle ristede elementer samt tørre – men fyldige – tanniner, urter, sødme, brombær, blåbær, hindbær samt en saftig syre, der er med til at gøre det en letdrikkelig vin. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men prisen er  kun 249,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Xavier Vignon, Arcane IX l’Hermite Gigondas, Rhône, Frankrig

2016 Xavier Vignon, Arcane IX l'Hermite Gigondas, Rhône, FrankrigDen vilde vinmager Xavier Vignons serie Arcane har etiketter med tarotkort og denne viser L’Hermite aka eneboeren, som er det niende kort i Tarot de Marseille spillet og her i årgang 2016.

Tarotkort siges at indeholde hele universets visdom … og kan du tyde kortene får du andel i denne visdom og dermed vejledning til at leve livet og træffe vigtige valg på livets vej.

Kortene er opdelt i den store arkana – Arcane – der består af 22 kort, som siges at være symbol for de 22 prøvelser, som et menneske skal igennem for at opnå indsigt og forståelse af sig selv og hele universets sammenhæng.

Man siger, at eneboeren er karakteriseret ved dømmekraft, venlighed, indre styrke, stilhed, forsigtighed, langsom effektivitet, opdagelse af sjælen, se lyset i sig selv, bevidsthedens vej og lytten indad.

Jeg har før skrevet om Xavier Vignon og hans vine med tarotkortene, men det kan du læse mere om i i blogindlægget; Seriesmagning af vinøse tarotkort … Xavier Vignons Arcane vine.

Arcane IX L’Hermite 2016 er fremstillet på 80% Grenache, 7% Mourvèdre, 5% Syrah, 4% Muscardin og 4% Picpoul Noir, hvor alle druerne kommer fra op til 100 år gamle vinstokke fra ikke mindre end 25 højtliggende og stejle parceller nær toppen af den ikoniske
bjergkæde Dentelles de Montmirail.

Mosten gærer på cementtank og efter endt fermentering er vinen så lagret mere end 12 måneder på barriques, som Xavier har nedsunket i store kar. Fadene er speciallavet med rustfrie metalringe, men her er de ikke – som med Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape dækket med vin – med blot med vand.

Vandet skulle modvirke oxidation af den notorisk sarte Grenache-frugt og fremhæver Gigondas’ens unikke træg af terroir.

Duften er magtfuld, robust, stenrig, kødfuld, hård og en kende tør samt ubarmhjertig … men der kommer også lidt cola, lakrids, vanilje, bagepulver, toast og en mørk frugt med sorte kirsebær, brombær og bløde blommer. Der har samtidig denne liflige sødkrydrede kant, der mest er vaniljesukker og sukkersøde blomster.

I munden er det tæt med masser af både finsk og engelsk lakrids … faktisk fylder lakridsnoterne pænt meget sammen med balsamico af ændre dato, lidt soya, oliven, nelliker, kardemomme og denne mørke og tørre frugt, har en hårdhed med let peber, mens tanninerne dog er mere venlige … men den har spark, krop og mørk styrke og kant. Der er godt med tør, muskuløs og mørk frugt. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., men prisen er  kun 249,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine de la Tête Noire, Vacqueyras, Rhône, Frankrig

2017 Domaine de la Tête Noire, Vacqueyras, Rhône, FrankrigDen tredje i rækken af vine fra Domaine de la Tête Noire var fra Vacqueyras, hvor vinene ofte er lidt robuste og grove i det … men lad os se, om det også er tilfældet her.

Det er en vin, der i denne årgang er lavet på 60% Grenache, 25% Syrah og 15% Mouverdre, som er høstet fra den berømte mark La Garrique samt parcellerne La Féraille, La Clapière, Les samt Ramières med et udbytte på omkring 36 hektoliter pr. hektar og fra 35 år gamle vinstokke.

Druerne er håndplukkede og vinen er macereret i ståltanke over hele 3 uger og derefter er vinen lagret på ståltanke i 18 måneder for at beholde så meget af frugten som overhovedet muligt og derved vise den rene vin.

Igen viser Domaine de la Tête Noire en lys side af Rhône, for der er blomster, igen lidt garrique, mentol, grønne urter samt en frugt, der mest er blommer, brombær, en lille smule sorte oliven og eller noget saltlakrids.

Hvor er det også smagsmæssigt en let Vacqueyras, der virker fin, dansende, ubesværet, let på tå, livlig og ligetil. Det gør den samtidig læskende, men det er samtidig med en stenet side, har lidt peber og under det letlevende en hård kerne. Den afslører også et tannisk bid, hårde tanniner og seriøs Rhône karakter. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2020 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigDen næste vin havde jeg også smagt før … det er en Côtes du Rhône Villages fra La Bastide Saint-Dominique og her smager jeg vinen i en årgang 2020.

Vinen er lavet på 50% Grenache, 20% Syrah, 15% Mourvèdre og 15% Carignan. Druerne kommer fra markerne Champovin og Bois Lauzon, hvor vinstokkene er mellem 20-60 år gamle.

Efter manuel høst og sortering afstilkes druerne inden gæring og maceration ved 28 grader i store temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke. Processen tager 18 dage med daglig punchdown. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på cementtanke inden aftapning på flaske.

I næsen er der syrligt mejeri, en mørk og gæret frugt af både blåbær, solbærmarmelade, blommer og granatæbler, noget engelsk lakrids, snustobak, tryksværte, blæk og sorte oliven… har en lys og frisk syre, der gør næsen forholdsvis frisk, har lidt mentol og virker i det hele taget meget ren og frugtsyrlig.

Smagen er tør … sådan virkelig tør engelsk lakrids tør … har bitre tranebær, syrlige kirsebær og jordbær, virkelig frugtrig, ren og klar, har vild god intensitet og smag … mørk og stærk samt et let bitter peberbid i eftersmagen. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr. mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Xavier Vignon, Côtes-du-Rhône Orange Label, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigJeg har smagt mange vine fra den vilde og dygtige vinmager Xavier Vignon, der helst laver sine vine efter eget hoved … her smager vi en 2020 Côtes-du-Rhône Orange Label.

Vinen er lavet på et blend af 85% Grenache, 10% Syrah og 5% Mourvèdre, som håndhøstes fra mere end 200 parceller på 25 unikke terroirs i Sydrhône.

Mange af druerne kommer fra meget gamle vinstokke.  Således er Grenache-stokkene næsten 100 år gamle og Mourvèdre over 60 år, mens Syrah holder en alder på små 45 år.

Vinen er fremstillet i en ren og autentisk stil med frugtbevarende gæring og relativ kortvarig modning, heraf 80% på betontanke og 20% på egetræsfade.

Umiddelbart er det en forholdsvis let og lys Côtes-du-Rhône, som har en frugt, der er lysere end forventet. Der er hindbær, rabarber, blommer og lyse jordbær, en smule saltlakrids og stenet mineralitet suppleret med en frisk og let citronagtig syre.

Sådan er vinen næsten også i munden … bare med en lille og lys frugtsødme, som gør vinen utrolig let at drikke … har bællepotentiale og en rank, lys syre, der støtter hele foretagendet. Man mærker også Syrah druerne med noget sort peber … men damm hvor er den let og letdrikkelig med lang og syrlig eftersmag. 90 point og godt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan fås til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Château Puech-Haut, Le Loup Du Pic, Languedoc, Frankrig

2020 Château Puech-Haut, Le Loup Du Pic, Languedoc, FrankrigDen sidste vin fra Château Puech-Haut blev så flokkens førerulv i form af vinen Le Loup Du Pic, som jeg ligeledes smagte i en årgang 2020.

Le Loup Du Pic er lavet på 70% Syrah, 15% Grenache  samt 15% Mourvèdre, der høstes i de tidlige morgentimer fra kalk- og
mergelholdige vinmarker i Languedoc regionen Pic-Saint-Loup … helt præcist fra Claret og Fontanes 30 kilometer nordøst fra Montpellier. Dér er klimaet ikke lige så ekstremt her som i andre dele af Languedoc.

Druerne er 100% afstilket inden gæringen, der varer 4-5 uger og efter endt fermentering er vinen lagret i ståltanke, men dog er 50% lagret 12 måneder på egefade.

I næsen er vinen mere fortættet end foregående … mere tæt, kompakt og koncentreret med tør engelsk og sød finsk lakrids, lidt mere sødme og har en snert af lidt tørret kød, mejeri, chokolade og kakao. Det er solbær, brombær og søde, sorte kirsebær, oliven, røg, våde fade og man mærker også, at syren snerrer lidt af dig.

Det smager sgu fremragende … mørk, cremet og kraftig, hvor frugten virkelig sætter sig igennem med saft og kraft, mens syren klart er lys, frisk og livlig. Man mærker langt mere eftersmag … både af frugt, røg og et drej med peberkværnen, men den bliver aldrig stærk eller for meget, for vinen er skruet satans godt sammen. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Vignobles & Compagnie, Font du Mirail Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2022 Vignobles & Compagnie, Font du Mirail Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin er – som vidt jeg kan se – fra kooperativet Vignobles & Compagnie ved Castillon du Gard. På bagerste etiket af Font du Mirail Côtes du Rhône 2022 står der, at den er fra Ferdinand Labarthe, som skulle være et brand for netop Vignobles & Compagnie.

Kooperativet et er grundlagt tilbage i 1963 som Gard Côtes du Rhône Vin aka CREPVIN og var først en samling af 12 små kooperativer, som slog pjalterne sammen med Paul Blisson som leder af foretagendet.

Han var i forvejen formand for kooperativet Cave de Saint Hilaire og havde arbejdet politisk og havde sammen med Baron Leroy bidraget til, at vinområdet Castillon du Gard blev klassificeret indenfor Côtes du Rhône regionen.

Efter sammenslutningen byggede det nye kooperativ et moderne vineri i sydamerikansk latino stil og tegnet af arkitekten Joseph Massota og inspireret af Oscar Niemeyer … den verdensberømte brasilianske arkitekt og en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.

I 1969 foretog Merlaut familien med deres vinkoncern Taillan Group store investeringer i kooperativet og havde i de efterfølgende år stor ganske indflydelse på driften og i 1990 overtog Taillan Group også hele ejerskabet. Siden 1969 var den årlige produktion også steget fra 8 millioner flasker vin til 25 millioner flasker.

Groupe Taillan, som ledes af Jacques Merlaut, har vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, idet Taillan bl.a. ejer en række større vinslotte i Bordeaux, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue, Citran, Broustet, Camensac, Chasse Spleen, Gressier Grand Poujeaux og Haut-Bages-Liberal.

Derudover ejer de masser af andre vinhuse, men drives altså også Vignobles & Compagnie sammen med en række vinavlere, herunder altså også Villessèche familien, som har været med siden starten af kooperativet. Vignobles & Compagnie ledes i dag af Thomas Giubbi, som de seneste år er blevet assisteret af Nicolas Rager som landbrugsingeniør.

I dag er Vignobles & Compagnie  ikke så stor som tidligere, da årsproduktionen i dag ligger på 9 millioner flaske vin, som kommer fra omkring 260 hektar vinmarker hos de tilknyttede vinavlere.

Font du Mirail Côtes du Rhône er lavet på et blend af Grenache, Syrah og Mourvèdre, som er høstest ved optimal modenhed og så fragtet til vineriet, hvor de knuses nænsomt.

Druerne får lov til at ligge med skallerne i 3-4 uger for at sikre et perfekt udtræk af farve, aromaer og struktur. Til helt samme formål gøres der også brug af hyppige overpumpninger af mosten. Vinen er gæret og lagret på betontanke.

Duften er garrique, tørrede middelhavskrydderier, blyanter, grafit, tør engelsk lakrids, violer, læder, lidt lavendelvand og eukalyptus … virker meget tør med en frugt af sorte kirsebær, brombær og ribs.

I munden er der mere kraft, fylde og power med peber, mens en høj-oktan på 16% også giver lidt summende alkohol bagerst i munden og smågrove tanniner. Der er samtidig nogle sorte trøfler, en solmoden og varm frugt med blommer, søde kirsebær og lakridsen er nu mere sød i form af finsk lakrids, lakridspiber og slutter blød, fed, rund og næsten cremet. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Château Camparnaud, Prestige Côtes de Provence, Provence, Frankrig

2022 Château Camparnaud, Prestige Côtes de Provence, Provence, FrankrigDen fine Art Collection Côtes de Provence gav mig lyst … lyst til endnu mere rosévin fra Château Camparnaud, så derfor overfaldt jeg nu storesøsteren, som er denne 2022 Prestige Côtes de Provence.

Det er selvfølgelig fortsat et Provence blend, som her består af druerne Grenache, Cinsault, Syrah, Mourvèdre, Tibouren og Rolle, der kommer fra økologisk certificerede marker med vinstokke på 20-60 år. Igen er der anvendt tri-optik i sorteringen, så kun de bedste druer kommer med i udvalget.

Igen er vinen udelukkende lavet på rustfrie ståltanke, både med gæringen og den efterfølgende lagring.

Hvor minder den om lillesøsteren … har samme fin, sart og nærmest feminine aroma og balletdanserbalance. Hvor er alting så balanceret og afdæmpet, at man omgående bliver i endnu bedre humør. Der er igen lyse og lyserøde bær, moreller, jordbær og melon, meget liflig, lys og let. Det er som at snuse til ubekymret smuk ungdom på en solrig dag i haven.

Sådan er smagen også … lidt som lillesøster, men måske lige en tøddel mere alvorlig med en svag rynke i et ellers gudesmukt ansigt, har lidt peber, melon, fersken, moreller og jordbær … æterisk, luftig, airborn med feminin blonder, flæser og blonde fletninger. Syren har igen en lille nærmest lemonagtig bitterhed, men – ihhhhh – hvor er det altså godt … og jeg er ellers slet ikke rosémand. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7