Tag-arkiv: malbec

Malbec er en gammel, fransk, rød druesort, der kommer fra det det sydvestlige Frankrig og specielt området omkring Cahors, hvor druen også er kendt som Côt.

Malbec druen har dog fået sin helt store succes som den ikoniske nationaldrue i Argentina, hvor man især i Mendoza producerer vine, som får international berømmelse.

I Frankrig skal Malbec udgøre mindst 70 procent af enhver AOC Cahors vin suppleret med rig, rund Merlot og rustik, tannisk Tannat. Den har også været en del af mange Bordeaux vine, men det var været nedadgående i mange år.

Betydningen i Bordeaux blev markant reduceret efter den store frost i 1956, som dræbte mange af regionens ældste vinstokke. I årene efter dette valgte de fleste vinbønder at genplante deres vinmarker ikke med Malbec, men med mere pålidelige, økonomisk levedygtige sorter som Merlot.

Malbec findes også i mere beskedens omfang i Loire, hvor den blandes med Cabernet Franc og Gamay … undertiden endda som en del af en mousserende Saumur vin.

Malbecs store kommercielle gennembrud i Argentina skyldes bl.a., at druen der dyrkes i højderne på Andesbjergenes skråninger, hvor Malbec udvikler et tykkere skind og giver en dybere koncentreret smag. Vine fra højderne over 1.000 meter er mere aromatiske og har intens, levende farve og rangerer blandt de mest respekterede af alle sydamerikanske vine.

Argentinas allerhøjeste vinmarker i Salta provinsen ligger i næsten 3.050 meters højde og er blandt de allerhøjeste beliggende vinmarker i verden. Disse er typisk plantet med Malbec sammen med nationens ikoniske hvidvinsort Torrontes.

Malbec modnes typisk midtvejs i vækstsæsonen og producerer små, intens farvede druer. Den giver oftest en middel til kraftig og frugtig rødvin med bløde tanniner og en stor dybde med masser af brombær og krydderier.

Druen er også god i blandinger med fx Cabernet Sauvignon og får mere dybde og flere tanniner, hvis den fadlagres. Der laves ofte ukomplicerede rosévine på Malbec. Disse er ofte karakteriseret ved masser af røde hindbær og jordbær i duft og smag.

Udover Frankrig og Argentina, så findes der også Malbec i Californien i USA, Australien og New Zealand.

2012 Familia Zuccardi, Aluvional Paraje Altamira, Mendoza, Argentina

2012 Familia Zuccardi, Aluvional Paraje Altamira, Mendoza, ArgentinaNæste vin i glasset blev én af topvinene hos Familia Zuccardi, nemlig deres Aluvional Paraje Altamira, hvor druerne kommer fra husets bedste marker i Valle de Uco.

Jeg har skrevet om vinhuset nogle gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg nok undlade denne gang, men i stedet se nærmere på denne Aluvional Paraje Altamira.

Den er en del af en topserie af Malbec ikonvine, som Zuccardi kalder Aluvional … samlet 5 enkeltmarksvine fra områderne La Consulta, Vista Flores, El Peral, Gualtallary samt Paraje Altamira.

Denne Aluvional Paraje Altamira kommer fra marken Finca Piedra Infinita, der ligger i Paraje Altamira og ganske højt i omkring 1.100 meters højde. Jordbunden består øverst af et varierende lag af grus og småsten i en dybde fra 10-80 cm.

Under gruslaget er jorden fyldt med grovkornede store kalksten. Området er meget tørt, så markerne bliver vandet med smeltevand fra de bagvedliggende Andesbjerge.

Druerne er håndplukket og sorteret. I vineriet sorteres druerne endnu en gang og afstilkes. Lavet med i betontanke med maceration i 20-25 dage samt spontangæring alene med druernes naturlige gærstammer.

Efter endt gæring og maceration lagrer vinen på såvel træfade som cementtanke inden aftapningen, som sker ufiltreret.

Næsen emmer af tæt, kraftig og fuldmoden vin … søde, gærede bær, næsten overgærede bær, virkelig tætpakket og mørk frugt, sorte kirsebær, blommer, mørk engelsk lakrids, blomster, salte mineraler og stor modenhed. Det er en blockbuster af en vin.

Smagen er imidlertid blid og blød med en vis syrlighed i frugten, et peberbid og er faktisk ikke særlig omgængelig, så det er en vin, der kræver en vis fordybelse.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2000 Château du Cèdre, GC Cahors, Sud-Ouest, Frankrig

2000 Château du Cèdre, GC Cahors, Sud-Ouest, FrankrigGC Cahors er storesøsteren til Le Cédre Cahors fra Château du Cèdre og her smager jeg vinen i en moden årgang 2000.

Det er som lillesøsteren 100% Malbec, hvor druerne er høstet og sorteret med håndkraft. Derefter afstilkes de, men maceration og gæring i store 500 liter egefade varer 40 dage med regelmæssigt punch-down.

Derefter lagrer og gennemgår vinen den malolaktiske gæring med 24 måneder egefadene inden vinen tappes ufiltreret på flaske.

Det er duftmæssigt en fortættet vin, voldsom mørk med sød frugt, svedsker, blåbær, marzipan, virkelig overmoden frugt, fede blommer og ganske voldsom på egetræ.

I munden er det lidt kluntet, overmodent … en fyldig vin med alt for megen egetræ. Det er en voldsom vin, næsten alt for meget, lidt for overdone og den vil nærmest alt for meget. Den burde jo være bedre end Le Cédre Cahors, men det synes jeg imidlertid ikke, selvom det bestemt ikk’ er en ringe vin … tværtimod.

Ingen forhandler herhjemme, men i Frankrig koster en nyere årgang omkring 65€ … svarende til omkring 484 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

1997 Château du Cèdre, Le Cédre Cahors, Sud-Ouest, Frankrig

1997 Château du Cèdre, Le Cédre Cahors, Sud-Ouest, FrankrigMinsandten om vi ikk’ også skulle smage Le Cédre Cahors fra Château du Cèdre i en endnu ældre årgang, nemlig 1997 og dermed en 21-årig smækker sag.

Det er umuligt at finde oplysninger om produktionen af denne 1997’er, men jeg gætte på, at den er lavet som de øvrige årgange … dvs. med afstilkning af druerne efter høsten, hvorefter de knuses og  vinen fermenteres med 40 dages maceration med punch-down i den første periode. Den malolaktiske gæring sker i egefade, hvor vinen også er lagret i 24 måneder … 80% i nye fade og resten i fade, der er brugt én gang tidligere. Ingen klaring eller filtrering inden vinen tappes på flaske.

Duftmæssigt er det perfekt moden frugt, blid, elegant med mørke bær, blåbær, sorte kirsebær, blæk, blyanter og den biodynamiske side kan faktisk fortsat duftes. Vinen har – som 2008’eren – nogle mørke noter med oliven, nødder, kakao og samme lidt syrlige, blomsterrige kant.

Smagsmæssigt er 1997’eren akkurat som 2012’eren rå, upoleret og samtidig har den også mere garvesyre, hvilket er imponerende efter alle de år. Den er virkelig spillevende, tørt og smager sindssygt godt. Klart samme høje niveau som 2008’eren.

Ingen forhandler herhjemme, men en nyere årgang koster 29€ i hjemlandet … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2005 Primo Palatum, Cahors Mythologia, Sud-Ouest, Frankrig

2005 Primo Palatum, Cahors Mythologia, Sud-Ouest, FrankrigBag Primo Palatum står ønologen Xavier Copel og vi smager her hans Cahors Mythologia, som Xavier faktisk har produceret hos brødrene Pascal og Jean-Marc Verhaeghe på Château Le Cèdre.

Xavier Copel er født i Cahors i 1968 og blev uddannet vinmager i 1991 fra universitetet i Toulouse. Han slog sig efterfølgende ned i Bordeaux, hvor han grundlagde firmaet Réveil-Papilles, men i 1996 gik han i gang med projektet Primo Palatum, hvor han besluttede at lave vine fra de forskellige områder i Sydfrankrig, altså Sud-Ouest, Bordeaux og Languedoc og faktisk også et par vine fra den anden side af grænsen i Spanien.

Vinene laves i samarbejde med vinbønder i de forskellige områder, så Xavier Copel ejer ikke selv vinmarkerne, men opkøber druerne og vinificerer alle vinene hos en række udvalgte producenter i de respektive områder.

Men vinene sælges alle under Primo Palatum navnet og serien Mythologia går igen igennem vinene fra de forskellige områder, men denne er fra Xaviers hjemegn Cahors.

Det er ikke ren Malbec, idet der er omkring 10% Merlot i vinen … varierer dog en smule fra år til år, men i hvert fald et sted mellem 8 og 10% Merlot.

Druerne kommer fra grus, sten, ler og kalkstenholdig marker, mens vinen er gæret og lagret i nye barriques og flasket uden klaring eller filtrering. Der er i denne årgang 2005 alene lavet 800 flasker af vinen.

I næsen er det en fed, tæt og formørket frugt … blåbær, enebær, jernbanesveller, tjære, eg og næsten lidt for meget. Vinen er het epo dopet – lidt for meget – og har derudover en lidt sjov aroma, som jeg ikke helt kan identificere, men stikker helt af. Arghhhh.

Smagsmæssigt er der godt med mørk og lidt flad syre, ganske poleret men lidt usammenhængende. Der er oss’ en sødme, som bliver lidt for meget og en smule kunstig. Det er en okay vin, men falder lidt igennem i forhold til de forrige.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 29€ i hjemlandet … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2012 Château du Cèdre, Le Cédre Cahors, Sud-Ouest, Frankrig

2012 Château du Cèdre, Le Cédre Cahors, Sud-Ouest, FrankrigVi fortsatte i samme spor … med endnu en årgang af Le Cédre Cahors fra Château du Cèdre, nemlig nu blot årgang 2012.

Denne årgang er lavet på samme vis som foregående vin … druerne fra samme marker og vinifikation også helt på samme måde, dvs. fermentering med 40 dages maceration med punch-down i en første periode. Den malolaktiske gæring sker i egefade, hvor vinen også er lagret i 24 måneder … 80% i nye fade og resten i fade, der er brugt én gang tidligere. Ingen klaring eller filtrering inden vinen tappes på flaske.

Duftmæssigt er vinen en kende mere rå end 2008’eren … nærmest med råt og fersk kød, blod og vinen virker også lidt mælket med mørke bær, kirsebær, blåbær, nødder, kakao, mælkechokolade og virkelig intens. Det er en liflig og luftig aroma med en mørk urkraft.

Smagsmæssigt er vinen også mere syrlig end 2008’eren, men for pokker en kontrolleret syre med fast bid. Der er kraftigt, men elegant, tæt og powerfuld. Der er tannniner, men okay kontrolleret og samlet en virkelig lækker vin … bare ikke helt så god som 2008 … eller i det mindste ikke endnu.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 29€ i hjemlandet … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 5/7    

2008 Château du Cèdre, Le Cédre Cahors, Sud-Ouest, Frankrig

2008 Château du Cèdre, Le Cédre Cahors, Sud-Ouest, FrankrigVi skulle til Sydvestfrankrig smagningen smage 4 vine fra Château du Cèdre og vi startede med denne 2008 Le Cédre Cahors … monsterlækker vin.

Vinhuset Château du Cèdre er grundlagt i 1958 af Charles Verhaeghe og hustruen Marie-Thérèse. De havde overtaget gården efter Charles’ far Léon Verhaeghe, som i starten af den 20. århundrede havde flyttet til Sydvestfrankrig fra Morsleede i Flandern. De havde købt en gård tæt ved den lille by Vire-sur-Lot omkring 25 kilometer vest for Cahors by.

Da Charles overtog driften var der en blandet drift på gården, men han startede med at plante nogle vinstokke på markerne … en hektar blev tilplantet med vinstokke hvert år på 3 forskellige parceller.

Det betød, at Charles i 1973 kunne lave sin første vin, men det var først da sønnerne Pascal og Jean-Marc Verhaeghe kom med i driften, at vinproduktionen virkelig tog fart.

I dag er det Pascal – som I ser på billedet ovenover – og Jean-Marc Verhaeghe, som driver Château du Cèdre, som samlet har 27 hektar vinmarker, hvoraf de 26 hektar er med røde sorter, primært Malbec … men også lidt Merlot og Tannat, mens de hvide sorter – der alene fylder 1 hektar – er Sémillon, Muscadelle samt Sauvignon Blanc.

Markerne er certificeret økologisk i 2012, mens høsten dog foregår med maskine … en specielt maskine, som er ombygget af Jean-Marc samt en lokal smed.

Brødrene er begge uddannede ønologer. Pascal er uddannet i Macon Davayé og har arbejdet i Bourgogne samt Napa Valley i USA, mens Jean-Marc efter sin uddannelse har arbejdet på La Tour Blanche i Sauternes.

Château du Cèdre har fået sit navn efter et stort og gammel cedertræ, som står ved indkørslen til vingården.

Her smager vi først husets Le Cèdre Cahors i en årgang 2008, som er 100% Malbec fra forskellige af husets marker … med to typer undergrund, henholdsvis stenet ler og kalksten samt marker med ler, sand samt en del småsten. Høstudbyttet er på beskedne 30 hektoliter pr. hektar.

Druerne er efter høst afstilket og knust, hvorefter vinen fermenteres med 40 dages maceration med punch-down i en første periode. Den malolaktiske gæring sker i egefade, hvor vinen også er lagret i 18 måneder … 80% i nye fade og resten i fade, der er brugt én gang tidligere. Ingen klaring eller filtrering inden vinen tappes på flaske.

Og sikke da en vin … meditationsvin med røg, mørke bær, blåbær, sorte kirsebær, meget straight-on og super harmonisk aroma med lakrids, mynte, sorte oliven, blomster, nødder, kakao samt en flot, syrlig lethed midt i alt mørket. Det er svært ikke at synes om.

Det gælder også smagen, som rummer både kraft, lethed og elegance malet med en mørk pensel. Der er masser af liv i denne 10-årige kraftvin, men det smager sgu bare totalt i orden. Far bliver helt glad i låget.

Ingen forhandler herhjemme, men koster vistnok 29€ i hjemlandet … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2015 Mas del Périé, Bloc B763, Sud-Ouest, Frankrig

2015 Mas del Périé, Bloc B763, Sud-Ouest, FrankrigDen anden Malbec vin fra Fabien Jouves på Mas del Périé hedder blot Bloc B763 … og hvorfor vil I sikkert spørge? Men det skyldes formentlig – og nu gætter jeg – at druerne kommer fra en lille parcel, som kaldes Bloc B763.

Samtidig er Bloc B763 lavet efter nogenlunde samme læst som foregående vin, dvs. i betontanke med 30 dages gæring, hvorefter den er lagret sur lie i 22 måneder på en blanding af foudres og barriques. Vinen er derefter flasket uden hverken klaring eller filtrering og der er alene tilsat minimalt svovl.

Eneste forskel er, at druerne til Blov B763 formentlig kommer fra en anden mark, nemlig Bloc B763 hvor vinstokkene er en kende ældre, nemlig minimum 50 år, men fortsat fra skråninger med en undergrund med rødt ler og kalksten.

Det minder selvfølgelig meget om foregående søstervin Les Acacias, men Bloc B763 er mere rund i næsen, mere let og imødekommende, og den biodynamiske slagside er måske knap som udtalt. Det er fortsat mørke bær, men også andefond, rodfrugter, rødbeder, lakrids, blomster, mineraler, krydderier samt et lille orange tvist.

Smagsmæssigt er vinen også langt mere blød … virkelig en blid, venlig og blød Malbec. Den har en favnende og fadende blødhed, nærmest pakket ind i vat, men klart også mer’ sødme end søstervinen. Det bliver dog aldrig for sødt, for man kan ikke andet end elske blødheden i denne vin. Flot.

Ingen forhandler af Mas del Périé herhjemme. I Frankrig koster en flaske 48€ … svarende til 357 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Mas del Périé, Les Acacias, Sud-Ouest, Frankrig

2016 Mas del Périé, Les Acacias, Sud-Ouest, FrankrigEfter en Malbec fra Jérémie Illouz, så skulle vi smage 2 Malbec vine fra hans gamle studiekammerat Fabien Jouves på Mas del Périé, og vi startede med denne Les Acacias.

Det blev således aftenens anden vin fra Mas del Périé, da vi jo tidligere havde smagt Fabiens Orange Voilée Chenin Blanc.

Denne Les Acacias er 100% Malbec, som kommer fra 40 år gamle vinstokke på nogle skråninger med undergrund af rødt ler og kalksten. Markerne er selvfølgelig helt biodynamiske og certificeret efter både AB og Demeter.

Les Acacias er lavet i betontanke med 30 dages gæring, hvorefter den er lagret sur lie i 22 måneder på en blanding af foudres og barriques. Vinen er derefter flasket uden hverken klaring eller filtrering og der er alene tilsat minimalt svovl.

Og den biodynamiske tilgang er også virkelig tydelig i vinen, som dufter af både krudt, rebis aka blodurt, mørke bær, grønne grene, andefond, fennikel eller svag lakrids, en smule astronaut-is, blæk samt lidt urter.

Smagen er blød … fader helt fantastisk langsomt ud i munden med et fint, afrundet og blidt tryk, god stil og meget lækkert. Syren er levende og spiller godt op til kraften i vinen. Der er en god garvesyre aka tanniner i vinen og samlet en spændende, god og lækker vin.

Ingen forhandler af Mas del Périé herhjemme. I Frankrig koster en flaske 27€ … svarende til 201 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Parlange & Illouz, Haute Pièce, Sud-Ouest, Frankrig

2014 Parlange & Illouz, Haute Pièce, Sud-Ouest, FrankrigMed næste vin blev det ren Malbec fra Cahors … vinen Haute Pièce fra vinhuset Parlange & Illouz, der ligger lidt nord for byen Villesèque og omkring 10 kilometer vest for Cahors by.

Vinhuset drives af vinmageren Paul Parlange samt ønologen Jérémie Illouz. Og de to herrer laver vine fra både Cahors i Sud-Ouest samt fra Bordeaux, da Jérémiah Illouz ejer 5,5 hektar i bakkerne ved Cahors, mens Paul Parlange har 2,8 hektar vinmarker under appellationen AOP Côtes de Bordeaux.

Jérémie Illouz – som I kan se til højre på billedet ovenover – stammer fra Paris, men forlod staden for at studere vin i Bordeaux med ønsket om at blive vinbonde. På universitetet mødte han Fabien Jouves, som jo i dag driver Mas del Périé i Cahors og sammen startede de to en lille forretning med handel med vin.

I 2012 slog Jérémie i Lot regionen ved Villesèque, hvor han købte sin ejendon med 5,5 hektar marker, som han omgående omlagde til økologisk drift. Han teamede samtidig op med en anden ven fra studietiden i Bordeaux, nemlig Paul Parlange og laver nu sammen vine fra de to områder under navnet Parlange & Illouz.

Siden har Jérémie Illouz også omlagt produktionen til biodynamisk drift og vinene laves uden tilsætninger af nogen slags, alene anvendelse af druernes naturlige gær.

Han laver vinene helt efter sine egne normer, hvilket i 2015 har fået ham til at sælge årgangen som en Vin de France, da hans vine farvemæssigt ikke levede op til appellationens forskrifter.

Her smager vi Jérémie Illouz’s Haute Pièce, der er lavet på 100% Malbec druer fra gamle vinstokke, gæring alene på druernes egne gærceller, lang maceration og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder sur lie på egefade.

Og nøj hvor det dufter godt … besidder en tæt, mørk urkraft med engelsk lakrids, en kødfuld, mejeriagtig kølighed samt en ganske fin, præcis og stringent syre.

Smagen er langt mere syrlig end lige forventet, men igen kølig, saftig og elegant stil med meget frisk frugt. Der er et fast, koncentreret tanninrigt bid, som nærmest smækker på tungen. Smæk og kast dine hæmninger væk … og det gør vi så.

Ingen forhandler herhjemme og i Frankrig koster vinen 24,30€ … svarende til 181 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Château du Bousquet, Côtes-de-Bourg, Bordeaux, Frankrig

2014 Château du Bousquet, Côtes-de-Bourg, Bordeaux, FrankrigI det lille vinøse epos om Les Châteaux et Domaines Castel og deres i alt 21 vinslotte er jeres flittige vinblogger nået til det 7. af slagsen … nemlig Château du Bousquet, som ligger på højdebred i Côtes-de-Bourg … den appellation, som nogle kalder udkastsbordeaux, selvom Margaux ligger lige overfor på den anden side af Gironde floden.

Château du Bousquet ligger på en lille bakkeskråning, som grænser op til floden Libarde … en af Girondes mange bifloder. Slottet – som I kan se på billedet ovenover – blev købt af Castel familien allerede tilbage i 1960, så det er faktisk et af de første vinslotte, som familien købte, da de i 1960’erne startede deres opkøbsraid.

Slottet har sit navn fra betegnelsen bousquét eller bousqué, som er er afledt af ordet bois, som betyder træ … en henvisning til, at slottets vine altid har været præget af egetræ.

Château du Bousquet har samlet 65 hektar vinmarker, som ligger spredt i to dale .. enten hvor undergrunden er præget af kalk og en præget af sandet ler. På markerne har Castel 70 % Merlot, 20 % Cabernet Sauvignon, 7 % Malbec og 3 % Cabernet Franc.

Denne 2014 udgave af slottets vin er lavet på 75% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon og 5% Malbec. 60% af vinen har været lagret på egetræsfade, mens de resterende 40% har været lagret på ståltanke.

Duftmæssigt mørk og gæret frugt, solbær, modne kirsebær, skovbund, vanilje, eg, hasselnødder, røg og meget tæt, kompakt og koncentreret i aromaerne. Det dufter sgu godt.

I munden har vinen en ren frugt … stringent med jern, mineraler, fine og tørre tanniner, pænt med syre og det smager også ganske godt, så det er bestemt godkendt Bordeaux fra en vinmager, som absolut ved, hvordan en god vin skrues sammen. God frugt og god eftersmag. Godkendt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 124,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7