Tag-arkiv: pinot blanc

Pinot Blanc er en fransk, hvid druesort, som måske i hjemlandet kendes mest fra Alsace, hvor den dog fortsat står i skyggen fra både Riesling og Gewurztraminer.

Derudover findes der også masser af Pinot Blanc i Alto Adige-regionen i Italien og i dele af Tyskland og Østrig, hvor druen er kendt under navnet Weissburgunder … den hvide burgunder. Men Pinot Blanc er også i familie med de øvrige Pinot druer og deler således ett genetiske fingeraftryk med Pinot Noir og Pinot Gris.

Pinot Blanc anvendes til produktion af almindelige hvidvine, mousserende vine – er nærmest hoveddruen i Crémant d’Alsace vinene – samt søde dessertvine. Selvom det måske ikke er den mest glamourøse druesort i Pinot familien, så er sorten alligevel brugt rigtigt mange steder.

Pinot Blanc menes at stamme fra Bourgogne, hvor der også fortsat findes vinmarker med druen, selvom man sjældent støder på Pinot Blanc vine fra Bourgogne.

Men druen har faktisk en del ligheder med Chardonnay … den giver vine med en mellemstor til fyldig stil, har god syre og reagerer godt på lagring på egefade. Pinot Blanc har også ofte noter af æbler, mandler og røg … nogle af de samme som Chardonnay.

Pinot Blanc blomstrer og modner tidligt og giver gode udbytter. Vine på Pinot Blanc er lette og saftige med medium syre og rund frugt.

2017 Gut Oggau, Timotheus Weiss, Burgenland, Østrig

2017 Gut Oggau, Timotheus Weiss, Burgenland, ØstrigForleden åbnede jeg denne fabelagtige Timotheus Weiss fra det østrigske vinhus Gut Oggau. Fruen sagde, at etiketten var ret grim, men jeg synes, at vinen er ret imponerende.

Gut Oggau er da også ét af Østrigs mest spændende og nytænkende vinhuse, der ligger i byen Oggau am Neusiedler i Burgenland. Vinhuset med det sjove navn drives af parret Eduard Tscheppe og Stephanie Tscheppe-Eselböck. Han er søn af en vinmager, og hun datter af en 2-stjernet michelinrestaurantejer.

De grundlagde vinhuset i 2007, da de overtog et gammel vinhus Weingut Wimmer med tilhørende 10 hektar marker omkring Oggau og gik i gang med at producere vine efter deres egne idéer.

Parret dyrker markerne helt biodynamisk, og arbejder meget klassisk i vinkælderen. De bruger ingen tilsætningsstoffer af nogen art, presser vine ved at trampe i mosten med fødderne, anvender spontangæring i åbne kar, bruger ingen filtrering og så laver de fremragende vine.

Vinene markedsføres alle med et tegnet hoved på hver etikette … nærmest opdelt i en fiktiv familie i 3 generationer, de unge, forældrene og bedsteforældrene. Der findes i alt 9 vine i familien … med stamtræ og det hele. Nogle påstår, at alle navne er taget fra de tidligere beboere af den gamle vingård Weingut Wimmer.

Alle ansigterne er tegnet til den enkelte vins personlighed og etiketterne bag på flaskerne nævner også vinenes personlighed frem for en detaljeret beskrivelse af smag, område og lagring. Hos Gut Oggau er det ikke så meget druesorten, som det er alder og terroir, der betyder noget.

Og vinhuset laver vinene på de lokale druer, dvs. Zweigelt, Blaufränkisch, Grüner Veltliner, Zierfandler og Rösler. I den unge serie hedder vinene Theodora, Winifred og Atanasius. Forældrene er Emmeram, Timotheus, Josephine og Joshuari, mens de gamle – og topvinene – er Mechthild og Bertoldi.

Vinene er i dag blevet til ikoner i vinverdenen, og flaskerne er således at finde som en del af udstillingen på MOMA – Museum Of Modern Art i San Francisco.

Denne Timotheus Weiss er – som navnet fortæller – en hvidvin, der er lavet på et mix af 70% Grüner Veltliner og 30% Weissburgunder, En tredjedel af druerne er gæret med en skindkontakt i 3 måneder og efterfølgende lagret på store brugte 500 liter fade i 12 måneder uden omrøring. Aftappet uden klaring, filtrering og tilsætning af svovl.

Duftmæssigt er det vitterlig en økø bio armsveds-mødding-prut-funky aroma med både krudt, bananer, grønne bønner, stikkelsbær, gær, revet lemonskal, voks, urter og vaniljeekstrakt … stinkende charmerende og med vild hippiekarakter.

I munden er vinen godt syrlig … smager også som bio bio naturvin med lemonskalbid, masser af lemon, citroner, umodne pærer og sur æblejuice, virkelig spændende og funky. Det er en vin med en jazzy kant og supercool … vitterlig et mundspidsende syrligt citronsyretrip.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske i årgang 2019 koster 319 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Weingut Groh, Grohsartig Chardonnay & Weißburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Groh, Grohsartig Chardonnay & Weißburgunder, Rheinhessen, TysklandVi fortsætter lidt endnu i Rheinhessen, men nu hos Weingut Groh i Bechtheim omkring 18 kilometer syd for Nierstein i den sydligste del af området. Vi starter med deres 2020 Grohsartig Chardonnay & Weißburgunder.

Helt tilbage fra 1899 handlede familien Groh ikke med vin, men med kul … og det gjorde de lige frem til 1980. Men allerede fra starten i 1899 fik Henrich Groh ofte små markparceller som betaling fra kunder, der ikke kun betale deres gæld. De de små markparceller ofte lå langt fra familiens ejendom og heller ikke kunne anvendes til byggegrunde, så derfor fortsatte Groh familien med at dyrke markerne og blev også vinproducenter.

Siden 1948 har vingården været drevet som Weingut Groh og den udgjorde en stigende andel i det samlede familieforetagende. I 1981 – hvor kulhandlen helt var ophørt – overtog Alex Groh som 4. generation driften af vingården.

Alex har efter investeret massivt i at modernisere vindriften … nye ståltanke, nye rørsystemer, køleanlæg og har skabt den moderne vingård Wein-Groh, som vinhuset også kaldes.

Alex har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. parceller på fine marker som Bechtheimer Geyersberg, Heiligkreuz, Rosengarten, Stein samt Alsheimer Frühmesse og Römerberg. På markerne dyrkes Riesling, Müller-Thurgau, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Kerner, Huxelrebe og Sauvignon Blanc.

Der bliver dog også plads til lidt røde sorter som Pinot Noir, Regent, Portugieser, Dornfelder, Dunkelfelder, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Vinene laves i 2 serier … Groh Klassik samt Groh Konzept, hvor sidstnævnte er en række af vine med sort etiket med reference til familiens fortid som kulhandlere. Og det er netop en vin fra Konzept serien, som vi her har fat i … deres 2020 Grohsartig Chardonnay & Weißburgunder.

Som navnet siger, så er vinen laver på Chardonnay og Pinot Blanc … alene vinificeret på ståltanke, hvor vinen efter fermenteringen også er lagret en periode inden aftapning på flaske. Vinen har 5,8 gram restsukker pr. liter.

I næsen er lidt sødkrydret vin, faxe kondi, tonsvis fersken, der suppleres af lidt pærer og honningmelon. Den virker sgu meget imødekommende med et glimt i øjet, let muskat, blomster, en lille smørsødme og let lidt nødder … bare en strejf.

Smagsmæssigt er det også sødkrydret, hvor der melon, honningmelon, lidt en smule grape, men mest af alt en sødlig, rund, blød og imødekommende hvidvin, som er svær ikke at holde af. Det er en vin med stor bællepotentiale … og hurra for det. Grohsartig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg Reitschul Weissburgunder, Pflaz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg Reitschul Weissburgunder, Pflaz, TysklandNår vi nu er hos Johannes Jülg … hvorfor så ikke trykke hygge-volumen op på maksimum, steppe helt op og smage hans 2019 Schweigener Sonnenberg Reitschul Weissburgunder? Jeg er klar og har fyldt glasset op med en vin på den druesort, som er mere populær i Tyskland end nogensinde.

I dag er Weissburgunder nemlig ved at blive den druesort, som tyskerne selv drikker mest af. En fortalte mig, at det skyldes, at vor tyske broderfolk generelt er blevet lidt korpulente og at de tykke maver har svært ved at tåle Riesling vinene med deres høje syre, som kun forstærker problemer med mavesyre.

Hmmm … om det er rigtigt skal jeg ikke sige, men Riesling er selvfølgelig fortsat den mest udbredte druesort i Tyskland med omkring 23.800 hektar vinmarker, mens der alene er 5.747 hektar med Weissburgunder. Til gengæld stiger det tal i øjeblikket og arealet af vinmarker med druen er fordoblet siden 2001.

Hos Jülg er Weissburgunder også populær, men det skyldes også, at Johannes’ bedstefar Oskar Jülg allerede ved etableringen af huset tilbage i 1961 havde en særlig forkærlighed for vin fra Bourgogne og så startede med at lave vine på de burgundiske druer … her altså også på Weissburgunder.

Denne vin er alene lavet med druer fra en mark på den tyske side, nemlig fra parcellen Reitschul på Schweigener Sonnenberg marken, der ligger forholdsvis tæt på vingården.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering så lagret 8 måneder sur lie på helt nye 500 liter tonneaux.

Jamen for satan … det vælter nærmest op af glasset og selv mit store bourgogneglas kan næsten ikke holde duftene inde. Det er tæt på at springes, men det er jeg også … af glæde. For det damper nærmest hysterisk op af glasset med både fed, svulstig og eksotisk frugt med fersken, ananas samt dåsepærer, et fint og pænt styret fadpræg. Det giver lidt sødme med vanilje og lidt småristede noter suppleret med blomster, en snas lemon med et touch bitterhed … men scheisse det dufter fabelagtigt og måske endda også geil.

Smagsmæssigt … sikke en renhed, for her får Weissburgunder druen slet ikke lov til at dovne i sofaen. Den er ren og holdt i stramt seletøj, som var den enten Tarok eller en bondagefixeret amatørsvinger på speed. Det er sådan en både fin, sart og kølig stil, der sagte og roligt som en stille flod flyder igennem og kærtegner alle mundens sarte punkter. Det er som et vinøst kinderæg med både cremethed, logisk samt nøjagtig syre og en linedanserbalance. Sindssygt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2020 Weingut Krämer, Pudelwohl, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Krämer, Pudelwohl, Rheinhessen, TysklandDenne Pudelwohl fra Weingut Krämer er et skønt lille bjæf af et gadekryds mellem druerne Grau- og Weißburgunder. Det er en vin, som jeg har smagt tidligere i årgang 2019, men her et det altså den nyere årgang.

Pudelwohl er produceret 60% Grauburgunder og 40% Weißburgunder fra Tobias Kramers marker omkring byen Gau-Weinheim. Vinen er fermenteret ved lav temperatur og lagret kortvarigt i ståltanke. Vinen har i denne årgang 2020 lidt mere sødme end 2019’eren …. nemlig 8,6 gram restsukker pr. liter.

Næsen minder meget om 2019 med en fyldig, krydret sødme, hvor frugten er honningmelon, fersken, pærer, bitter lemon og  samtidig sådan en lille varm, olieret fedme, lidt småbuttede aromaer med blomster og måske endda lidt nøddeolie samt en sitrende fed saftighed.

I munden er det en rund, blød og saftig vin. Igen med en fyldig og buttet krop, masser af eksotisk frugt, mango, fersken, ananas samt koket sødme, lidt krydderier, lemon og grape, et ganske okay bid og samlet er det atter en lille lækker og saftig bandit, der vil glæde de fleste og sprede glæde en snarlig forårsdag på terrassen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Haack, Weisser Burgunder, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Haack, Weisser Burgunder, Nahe, TysklandNæste Gutswein i rækken fra det lille familedrevne Weingut Haack var denne 2019 Weisser Burgunder og som de forrige med skruelåg lige til hurtig åbning hverdag eller fest.

Der er ikke mange oplysninger om vinen, men Andrup Vin har oplyst, at vinen er lavet i store rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering har lagret sur lie både i ståltankene og på egetræsfade for at give mere struktur til vinen. Hvor lang tid fremgår dog slet ikke. Den har i øvrigt 7,2 gram restsüße aka restsukker pr. liter

Duftmæssigt har vinen en smule fylde og fedme, pærer, blommer, ananas og virker samtidig lidt tør og støvet i udtrykket med en smule landlighed, hyld, safran, nødder … meget rar og fin duft.

I munden har vinen en fin syre og surhed og så fornemmer man også en vis fylde, men den er slet ikke så sød, som de to foregående Haack vine. I stedet er der grape, sure æbler, umodne pærer, bitterhed og syre i god kombination … læskende og virkelig interessant.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Gustave Lorentz, Crémant d’Alsace Zéro Dosage, Alsace, Frankrig

2017 Gustave Lorentz, Crémant d’Alsace Zéro Dosage, Alsace, FrankrigNæste Crémant d’Alsace var en Zéro Dosage fra vinhuset Gustave Lorentz, altså uden tilsætning af sukker i den liqueur d’expédition som vinen fyldes med efter degorgering. Så en eventuel sødme i denne vin stammer således ikke fra tilsat sukker, men fra druerne.

Gustave Lorentz ligger i Bergheim og er grundlagt tilbage i 1836 af Jacques Lorentz. Familien var oprindelig grovsmede, men slog sig altså på vinproduktion. I dag ledes vingården af Georges Lorentz som 7. generation.

Vingården har samlet 33 hektar vinmarker omkring Bergheim, og heraf er hele 14,6 hektar Grand Cru markerm nemlig primært markerne Grand Cru Altenberg og Grand Cru Kanzlerberg.

Men derudover så køber vinhuset også druer fra 120 hektar vinmarker tilhørende lokale vinavlere, og dermed er Domaine Gustave Lorentz faktisk en pæn stor producent.

Efter George Lorentz overtagelse af driften i 1995 har han investeret over 50 mio. kr. i nye moderne produktionsfaciliteter. Han har også omlagt husets egne marker til økologisk drift, hvilket siden 2012 også har været certificerede.

Og næste generation i form af Georges 3 døtre er også klar til at drive familiens vingård videre.

Denne Crémant d’Alsace Zéro Dosage er lavet på 74% Auxerrois og Pinot Blanc, 21% Chardonnay samt 5% Riesling. Selve basisvinen er lavet i store tanke af de sundeste druer, mens andengæringen, der også kaldes prize de mousse sker i flaskerne.

Vinen lagrer så 2 år inden roteringen til lodret position de sidste 4 dage, hvor gæren aflejres i flaskens hals før degorgeringen, som sker med liqueur d’expédition uden tilsat sukker. Vinen har 1 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen bestemt ikke bone-dry … der er modne, søde æbler, hyld, pærer, toast, lidt nødder samt blomster og grønne grene og egentlig meget likable, tilgængelig og medgørlig.

Smagsmæssigt starter med et stort og frisk opbrus, som rammer din mund med vild kraft, men boblerne fader dog overraskende hurtigt. Der er grape, lemon, pærer og grønne æbler, men vinen er ikke tør … faktisk sødere end forventet … klart en Crémant d’Alsace, som alle vil kunne lide.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Domaine Sohler Philippe, Crémant d’Alsace Millésimé, Alsace, Frankrig

2008 Domaine Sohler Philippe, Crémant d’Alsace Millésimé, Alsace, FrankrigDenne Crémant d’Alsace Millésimé 2008 fra Domaine Sohler Philippe blev aftenens bedste crémant … og det er svært at skelne denne fra topklasse champagne.

Domaine Sohler ligger i Nothalten … en lille by på Alsace vinruten mellem Haut-Koenigsbourg og Mont Ste Odile. Sohler Philippe har været i familiens eje i mange generationer og det var oprindelig et traditionelt landbrug med både korn og vinavl, men druerne blev blot solgt videre.

Men da André og hans hustru Marthe Steinbach i 1964 overtog driften fra faderen Germain Steinbach, så satsede de mere på vinproduktion og begyndte at producere og flaske vine, mens det øvrige landbrug langsomt blev afviklet.

I dag er det Andrés nevø Philippe Sohler, som har overtaget vingården og driver den sammen med sin hustru Christine og deres døtre Lydie og Marine. Philippe er selv vokset op på vingården, men havde egentlig valgt en karriere som flymekaniker i luftvåbenet inden rødderne og livet som vinbonde kaldte i 1995.

Domaine Sohler har samlet 11 hektar vinmarker, som alle ligger omkring Nothalten og der dyrker familien Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Muscat, Pinot Blanc og Sylvaner.

Her smager vi en fantastisk crémant … deres Crémant d’Alsace Millésimé 2008 lavet på ren Pinot Blanc og efter den alkoholiske gæring har vinen fået en andengæring i 10 år inden degorgering og har beskedne 0,5 gram restsukker pr. liter.

Nu snakker vi … masser af moden frugt, langt mere kompleks I aromaerne med både toast, røg, masser af gør og gæret frugt, abrikos, overmodne pærer, kalk og tavlekridt, bivoks, tørrede blomster, grillede citroner, citronskal, lemon, en gammel støvet bogreol og man får den følelse, at aromaerne omfavner dig, vugger dig blidt og passer på dig. Meget fint.

I munden er boblerne og smagen meget ren … det minder vitterlig om tør champagne. Det er en frisk smag, masser af syre, masser af sure citroner, masser af tørhed, nogen grape bitterhed og alt med et strengt mineralsk dirigentslag. Boblerne er tætte, intense og cremede.

Det er ikke den Crémant d’Alsace du skal servere til kransekage ved slaget til det nye år, men mere et fremragende glas som velkomst … eller allerbedst følgesvend til lidt skaldyr. Trods en andengæring på 10 år, så står denne Crémant d’Alsace knogletør og pivskarpt. Klart 5,5 houlbergske fingre med en boblende stor pil op.

Forhandler skulle være Café Sebastopol, men jeg har ikke fundet vinen der, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Cave Vinicole de Hunawihr, Calixte Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Cave Vinicole de Hunawihr, Calixte Crémant d’Alsace Brut, Alsace, FrankrigNæste Crémant d’Alsace blev én af smagningens bedste … en Non Vintage Calixte Crémant d’Alsace Brut fra kooperativet Cave Vinicole de Hunawihr, som vi efterhånden mange gange er stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Kooperativet ligger selvfølgelig i Hunawihr og er grundlagt i 1954. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange caves coopératives – kun 3-4 stykker. Vinavlerne fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister. I 1954 var vinbønderne i krise, mens de store vingrossister provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, som de plejede.

For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe et cave coopérative … et kooperativ, så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden.

Cave Vinicole de Hunawihr er vokset fra 90 hektar vinmarker i begyndelsen til over 200 hektar i dag. Og der dyrkes bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring.

Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang. Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden … og det jo netop den crémant, som jeg nu har fået i glasset.

Calixte Crémant d’Alsace Brut er opkaldt af paven Pape Calixte, der i 1123 forsvarede Hunawihr ved at sætte en stopper for de stigende skatter. Vinen er lavet på et skønt blend af Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris og Auxerrois Blanc. Efter den første alkoholiske gæring er andengæring sket på flaske i omkring 18 måneder inden degorgeringen.

Det dufter sgu godt … meget indbydende med pærer, nødder, toastbrød, fennikel og måske også lidt blomster. Alt er fint balanceret i aromaerne, meget præcis, elegant med lidt kalkede elementer, medium friskhed og tilsvarende modenhed.

I munden minder det virkelig om en tør champagne … tætte, små bobler, men afdæmpede og på ingen måder aggressive. Der er noget storslået over smagen, igen svagt lidt nødder, men ellers er det citroner, lemon, grønne æbler, modne pærer … uha, den kan jeg vitterlig godt lide. Det er bestemt en Crémant d’Alsace, som fortjener et pænt selskab, en glad aften og lidt smuk latter.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Wunsch et Mann, Crémant d’Alsace Brut Tradition, Alsace, Frankrig

N.V. Wunsch et Mann, Crémant d’Alsace Brut Tradition, Alsace, FrankrigHoulberg skulle smage endnu en Crémant d’Alsace fra brødrene Thierry og Maxime Mann på familiens gamle vinhus Wunsch et Mann i Wettolsheim og det blev deres Crémant d’Alsace Brut Tradition.

Jeg smagte tidligere deres Crémant d’Alsace Chardonnay Brut – og skrev lidt om vinhuset og deres lange historie siden 1793. Denne Crémant d’Alsace Brut Tradition er lavet på Pinot Blanc og Pinot Auxerrois, der høstes tidligere end normalt for at opnå et højt syreindhold.

Derefter presses druerne og gærer i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen tappet på flaske til andengæringen som har varet omkring 3 år inden degorgering.

I næsen er der grape, stikkelsbær, lemon, hyben, umodne grønne æbler, havtorn og grønne blade … streng, grøn og frisk. Med lidt luft i glasset dukker der lidt sødere frugt op … pærer og honningmelon.

Smagsmæssigt masser af livlig brus, tætte og små aggressive bobler, som dog hurtigt fader ud. Der er citroner, lemon og umodne æbler. Der er sgu pænt med syre … ikke så fin og elegant, men stringent, småvrissen og småbitter. Vild megen mineralsk syre.

Forhandles af Taastrup Ny Vinhandel, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Domaine Rémy Gresser, Crémant d’Alsace, Alsace, Frankrig

N.V. Domaine Rémy Gresser, Crémant d'Alsace, Alsace, FrankrigNæste levende og boblende Crémant d’Alsace i glasset var fra Domaine Rémy Gresser, der ligger i Andlau tæt på Mittelbergheim.

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1520 af Thiébaut Gresser, der også var udnævnt borgmester i Andlau. Selve vingården er dog grundlagt lidt senere i 1667, men lige siden har familien Gresser lavet vin i den lille by, der ligger i en smal dal ved foden af Mont Ste Odile med marker på de stejle skrænter.

I dag er det Rémy Gresser, der driver den gamle, historiske vingård med samlet 10,3 hektar vinmarker, herunder de 3 Grand Cru marker Kastelberg, Wiebelsberg og Moenchberg samt de 3 Lieu-dits Brandhof, Kritt og Duttenberg.

Det giver en exceptionel variation i jordbundstyper, der sammen med de mange forskellige eksponeringer og højder skaber et hav af forskelligartede terroirs.

For at kunne udtrykke naturen … det lokale terroir driver Rémy Gresser stedet økologisk og biodynamisk. For Rémy Gresser gælder det om at skabe et miljø, der er favorabelt for vinstokkenes trivsel, så de kan producere sunde og modne druer på en naturlig måde.

Der bliver lagt vægt på livet i jorden, som skal beskyttes, fordi det er regnorme, diverse insekter samt bakterierne, der omdanner de organiske elementer til næring, som planterne kan optage.

I en økologisk produktion bruger man kun naturlige midler til at beskytte planterne. I meget fugtige perioder, hvor vinen fx er truet af meldug behandles der med de naturlige midler svovl og kobber, der påføres planterne manuelt udefra.

Men det betyder også, at i meget regnfulde perioder må Rémy og hans team ud og behandle planterne efter hver eneste byge, fordi den den beskyttende opløsning bliver skyllet af bladene.

Konventionelle producenter, som anvender kemikalier for at beskytte deres høst, er i mindre grad underlagt naturens luner. De anvender primært systemiske midler, som bliver absorberet gennem rødderne og beskytter planterne indefra og i længere tid.

Her smager vi huset Crémant d’Alsace Non Vintage, men druerne stammer alle fra høsten i 2017. Det er et blend mellem Pinot Blanc og Auxerrois Blanc … lavet med direkte presning af druerne inden en gæring og kort lagring på ståltank. Derefter er andengæringen sket på flaske i mindst 12 måneder.

Næsen er utrolig grøn … nærmest som hyben, stikkelsbær, grønne og sure æbler, lidt grape … men ellers noget til den neutrale side. Der er måske lidt grønne krydderurter som mynte, timian og løvstikke. Med lidt luft i glasset kommer der også lidt gærede noter frem.

I munden brusser vinen vildt op … way over the top, aggressiv fizz, mens smagen er grønne æbler, frisk og renser munden rigtigt fint. Der er kommer lidt svag bitter lemon med i billedet, som nærmest sætter sig på tænderne. Det er en frisk Crémant d’Alsace, stikker ikke dybt, men smager fint.

Forhandles af Vinea, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7