2017 Gut Oggau, Timotheus Weiss, Burgenland, Østrig

2017 Gut Oggau, Timotheus Weiss, Burgenland, ØstrigForleden åbnede jeg denne fabelagtige Timotheus Weiss fra det østrigske vinhus Gut Oggau. Fruen sagde, at etiketten var ret grim, men jeg synes, at vinen er ret imponerende.

Gut Oggau er da også ét af Østrigs mest spændende og nytænkende vinhuse, der ligger i byen Oggau am Neusiedler i Burgenland. Vinhuset med det sjove navn drives af parret Eduard Tscheppe og Stephanie Tscheppe-Eselböck. Han er søn af en vinmager, og hun datter af en 2-stjernet michelinrestaurantejer.

De grundlagde vinhuset i 2007, da de overtog et gammel vinhus Weingut Wimmer med tilhørende 10 hektar marker omkring Oggau og gik i gang med at producere vine efter deres egne idéer.

Parret dyrker markerne helt biodynamisk, og arbejder meget klassisk i vinkælderen. De bruger ingen tilsætningsstoffer af nogen art, presser vine ved at trampe i mosten med fødderne, anvender spontangæring i åbne kar, bruger ingen filtrering og så laver de fremragende vine.

Vinene markedsføres alle med et tegnet hoved på hver etikette … nærmest opdelt i en fiktiv familie i 3 generationer, de unge, forældrene og bedsteforældrene. Der findes i alt 9 vine i familien … med stamtræ og det hele. Nogle påstår, at alle navne er taget fra de tidligere beboere af den gamle vingård Weingut Wimmer.

Alle ansigterne er tegnet til den enkelte vins personlighed og etiketterne bag på flaskerne nævner også vinenes personlighed frem for en detaljeret beskrivelse af smag, område og lagring. Hos Gut Oggau er det ikke så meget druesorten, som det er alder og terroir, der betyder noget.

Og vinhuset laver vinene på de lokale druer, dvs. Zweigelt, Blaufränkisch, Grüner Veltliner, Zierfandler og Rösler. I den unge serie hedder vinene Theodora, Winifred og Atanasius. Forældrene er Emmeram, Timotheus, Josephine og Joshuari, mens de gamle – og topvinene – er Mechthild og Bertoldi.

Vinene er i dag blevet til ikoner i vinverdenen, og flaskerne er således at finde som en del af udstillingen på MOMA – Museum Of Modern Art i San Francisco.

Denne Timotheus Weiss er – som navnet fortæller – en hvidvin, der er lavet på et mix af 70% Grüner Veltliner og 30% Weissburgunder, En tredjedel af druerne er gæret med en skindkontakt i 3 måneder og efterfølgende lagret på store brugte 500 liter fade i 12 måneder uden omrøring. Aftappet uden klaring, filtrering og tilsætning af svovl.

Duftmæssigt er det vitterlig en økø bio armsveds-mødding-prut-funky aroma med både krudt, bananer, grønne bønner, stikkelsbær, gær, revet lemonskal, voks, urter og vaniljeekstrakt … stinkende charmerende og med vild hippiekarakter.

I munden er vinen godt syrlig … smager også som bio bio naturvin med lemonskalbid, masser af lemon, citroner, umodne pærer og sur æblejuice, virkelig spændende og funky. Det er en vin med en jazzy kant og supercool … vitterlig et mundspidsende syrligt citronsyretrip.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske i årgang 2019 koster 319 kr.

Vinanmeldelse 6/7