Tag-arkiv: Toscana

Vinanmeldelser

2009 Il Borghetto, Bilaccio, Toscana, Italien

2 kommentarer

På adressen Via Collina udenfor den lille søvnige by Montefiridolfi, ikke langt fra San Casciano Val di Pesa og vel omkring 10-15 kilometer syd for Firenze ligger Azienda Agricola il Borghetto, en lille vingård kombineret med B&B … en lille højborg for Gastronomi. De står bag vinaftenens næste vin, som kort og godt kaldes Bilaccio.

Azienda Agricola il Borghetto ejes og drives af Roberto Cavallini og hans hustru. De købte ejendommen i 1990, hvor den udelukkende bestod af skov og olivenlunde, og det var først i 1999, at man valgte at plante de første vinstokke på 20 små parceller.

Samlet har vingården tilplantet 6 hektar med vinstokke ud af et samlet jordareal på 30 hektar, og man har selvfølgelig også lidt oliventræer – faktisk hele 12 hektar oliventræer – og producerer årligt mellem 2-3 tons olivenolie af sorterne Morellino, Frantoiano, Pendolino og Leccino.

Og det med gastronomien er virkelig i højsædet på vingården. Azienda Agricola il Borghetto tilbyder således kokkeskole, vinsmagninger, mulighed for at lave din egen olivenolie og et klassisk italiensk køkken. Læg hertil en total charmerende toskansk villa med en lille pøl i baghaven. Hmmmm, lyder som et rejsemål for den houlbergske familie.

På de 20 parceller – alle ganske forskellige – har man plantet Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er dog Sangiovese druen, som er husets primære drue, og den findes da også på 85% af vinmarkerne.

Til at forestå produktionen af vinene på gården hyrede Canallini allerede fra første fløjt en professionel vinmager, nemlig den talentfulde ønolog Tim Manning. Han styrer alt arbejdet i Il Borghettos vinmarker og kældre. Tim Manning har tidligere arbejdet på så berømte ejendomme som Domaine Dujac i Bourgogne og Cristom i Oregon.

Vinhuset laver omkring 34.000 flasker vin årligt, fordelt på 6 forskellige vine, heraf en enkelt Chianti Classico samt 5 IGP vine … altså lidt i stil med IGT vine, Indicazione Geografica Protetta. De seks vine er vinene Collina 21 (opkaldt efter adressen på vinhuset og i øvrigt en ganske fremragende vin), Rosie, Monte de Sassi Chianti Classico Riserva, Clante, Montigiano og denne Bilaccio, som er husets topvin.

Vinen er lavet på 100% Sangiovese druer fra 4 af husets bedste parceller. 30% af druerne presses som hele klasser, og efter presning og gæring lægges vinen på 40% nye egetræsfade, hvor den lagrer i mellem 16-20 måneder. Afslutningsvist filtreres vinen og tappes på flaske, hvor den får lov til at lagre i omkring 6 måneder, inden den frigives til salg. Der laves 7.000 flasker af denne vin årligt.

Og hvilken herlig vin, som i næsen er toskansk som ind i helvede. Det er roser, violer, tør jord, lakrids, tobak, svampe, champignon, lidt alder, skovbund … virkelig indbydende næse. I munden er der meget tydelig mineralitet, stramme tanniner, frisk frugt … og alligevel virker vinen blød, elegant og har i det hele taget en god lethed, intensitet og fylde kombineret med lang eftersmag.

Klassevin. Hvor gad jeg godt på ferie på Azienda Agricola il Borghetto.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 325 kr. Det er den også værd.

Rating 5,5/7 

Vinanmeldelser

2009 Col d’Orcia, Banditella Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

Omkring 5-6 kilometer syd for Montalcino by … mellem Castelnuovo dell’Abate og Borgo Santa Rita ligger vinhuset Col d’Orcia Società Agricola, og de står bag denne lille bandit … Banditella Rosso di Montalcino, totalt charmerende italiensk baby Brunello.

Col d’Orcia er én af de ældste vingårde omkring Montalcino, og har spillet en rolle i hele historien om Brunello. Vingården stammer helt tilbage fra 1890, hvor ejendommen – jf. gamle journaler – var eget af Franceschi familien fra Firenze. Gården hed dengang Fattoria di Sant’Angelo in Colle.

I 1933 præsenterede Fattoria di Sant’Angelo in Colle allerede sin første Brunello på en vinudstilling i Siena, og det var vel og mærke årtier inden Brunello vinene for alvor slog igennem på verdensscenen, blev berømte og efterspurgte af vinelskere.

Da ejendommen senere i 1958 arves af brødrene Leopoldo og Stefano Franceschi, så må vingården pga. stridigheder imidlertid opdeles i to vingårde. Da vilkårene for delingen bl.a. indebar, at ingen af brødrene måtte kalde deres nye vingårde for det gamle navn Fattoria di Sant’Angelo in Colle, så kaldte Stefano Franceschi opkaldt sin gård Col d’Orcia, hvilket betyder bakken over Orcia, efter floden der løber gennem ejendommens marker.

Stefano Franceschi blev senere gift ind i den kongelige spanske familie under Kong Juan Carlos, men Stefano og hans kone fik ingen børn, så i 1973 solgte Stefano Franceschi Col d’Orcia Società Agricola til familien Cinzano fra Piemonte under ledelse af greven Alberto Marone Cinzano. Han drev i forvejen et stort firma indenfor spiritus og havde således netværket til at sælge vinene fra Col d’Orcia.

Imidlertid var der i 1973 ikke meget vinproduktion tilbage på Col d’Orcia, som i stedet havde en bred vifte af afgrøder, bl.a. hvede, tobak, oliven og vindruer. Og der var endda kun få hektar med druer. Men den udvikling vendte greven hurtigt, og allerede i 1980 havde vingården 70 hektar vinmarker.

I 1992 overtog grevens søn Francesco Marone Cinzano driften, og han har siden fortsat med at udvide vinmarkerne, og har siden fordoblet vinmarkerne. I dag har vinhuset således samlet 140 vinmarker, hvoraf ikke mindre end 108 hektar er Brunello-marker, hvilket gør Col d’Orcia til den tredje største ejer af Brunello vinmarker i Montalcino.

Der dyrkes selvfølgelig primært Sangiovese druer, men der dyrkes også andre sorter som fx Cabernet Sauvignon, Pinot Grigio, Merlot, Ciliegiolo, Chardonnay, Moscadello di Montalcino, Petit Verdot og lidt Syrah.

Markerne er fordelt på 9 større parceller/vinmarker, nemlig Poggio al Vento, Bozzolino, Olmaia, Giardino, Pian di Vitino, Nastagio, Pascena, Campone og endelig Banditella, som selvfølgelig leverer druerne til denne Banditella Rosso di Montalcino.

Vinen er lavet med en mellemlang maceration i åbne tanke og temperaturstyring, således temperaturen ikke overstiger 28 grader for at bevare så frisk frugt som muligt. Efter den malolaktisk gæring vinen overføres i både franske barriques og store egetræsfade, hvor den lagrer 12 måneder inden vinen flaskes.

Og hvilken herlig perle af en vin … kom virkelig bag på mig. I næsen er det våd hund, gamle fade, mulle kælder, søde krydderier, tobak … nærmest sød pibetobak, mælkechokolade, mørk frugt, lidt overmodne blommer og vanilje. Sikke en lækker duft … lige mig. I munden er vinen blød, kraftfuld … der er godt med tanniner og syre, som holder fyldigheden på sporet. Det er bare velsmag, sødme og fylde. Thumbs Up Big Time.

Jan havde købt vinen hos Supermarco i København, pris 199 kr.

Rating 6/7  

Vinanmeldelser

2013 Marchesi de Frescobaldi, Chianti Castiglioni, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

2013 Marchesi de Frescobaldi, Chianti Castiglioni, Toscana, ItalienÉn af weekendens vine blev en Chianti … Chianti Castiglioni fra vinhuset Marchesi de Frescobaldi, som jeg efterhånden har skrevet om en del gange her på bloggen. Jeg har endda også tidligere smagt denne Chianti, blot i en årgang 2009. Så for nærmere beskrivelse af vinhuset vil jeg blot henvise til tidligere blogindlæg.

Jeg skal derfor blot linke til de vine, som jeg tidligere har skrevet om fra vinhuset, nemlig deres 2009 Chianti Castiglioni, 2008 Nipozzano Riserva Chianti Rufina, 2006 Lamaione IGT, 2009 Luce IGT, 2008 Morellino di Scansano Riserva Pietraregia dell’ Ammiraglia, 2011 Nipozzano Vecchie Viti Chianti Rufina Riserva og 2007 Castel Giocondo Brunello di Montalcino.

Den store  vinfamilie ejer en helt række vinslotte i Toscana, nemlig Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta Luce Della Vite, Tenuta dell’Ammiraglia, Castello di Nipozzano og Tenuta di Castiglioni. Det er selvfølgelig fra sidstnævnte at denne Chianti stammer fra.

Druerne til denne Chianti Castiglioni hentes fra 40 hektar lerjord beliggende i 150 til 250 meters højde med forskellige eksponeringer. Vinstokkene er gennemsnitlig 20 år gamle og høstudbyttet er så lavt som 45 hektoliter pr. hektar. Lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot, lavet på ren stål … har slet ikke set egefade.

Duftmæssigt lidt grønne blade, umodne bær, ribs og en lidt sjov duft, som jeg ikke lige kan definere. Der er krydderier, støvet og tør jord samt gamle egetræsplanker. I munden har vinen frisk frugt … igen lidt ribs, jordbær, men – akkurat som 2009’eren – lidt vandet i udtrykket. Der også godt med tanniner, en frisk syre og krydret smag.

Lidt kantet. Umiddelbart ikke den store forskel i forhold til første gang, at jeg smagte vinen. Blev en smule bedre næste dag … så et godt råd må være, at give vinen rigeligt med luft. Rigeligt.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 100 kr., pt. på tilbud til 80 kr.

Rating 3,5/7 

Vinanmeldelser

2012 Tenute dell’Ornellaia, Le Volte dell’Ornellaia, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

Den anden vin på NEUMANNs | Bistro & Weinbar blev denne Le Volte dell’Ornellaia fra Tenuta dell’Ornellaia, det store, berømte vinhus, som ligger ved foden af Monti Metalliferi et par kilometer nord for den lille by Castagneto Carducci i Bolgheri i det sydlige Toscana og ikke mere end et par kilometer fra Middelhavet.

Vinhuset er i dag én af stjernerne i området, og husets topvin Ornellaia i årgang 1998 blev i 2001 placeret på Wine Spectators Top 100 som nr. 1. Vi er med andre ord hos én af de bedste producenter i supertoscanernes hjemland.

Tenute dell’Ornellaia blev grundlagt i 1981 af Ludovico Antinori, bror til Piero Antinori, som ejer flere vinhuse i Italien, og bl.a. står bag vine som Solaia, Tignanello og Guado al Tasso. Solaia har jeg smagt to gange inden de sidste par måneder og skrevet om her på bloggen.

Men det var ingen tilfældighed, at Ludovico valgte vinproduktionen som sin levevej. Hans karriere startede nemlig sammen med broderen Piero. Faktisk løber vinen i blodet hos familien, og de to brødre er også i familie med Mario Incisa della Rocchetta, manden bag Sassicia … som i øvrigt også er naboejendom til Tenuta dell’ Ornellaia.

De to brødre veje skiltes imidlertid i begyndelsen af 1980’erne, og Ludovico påbegyndte derefter beplantningen af et større område på de bedst beliggende marker ved Bolgheri. Det 135 hektar store stykke land havde han fået i arv, og det havde været hans hjemmebane siden barnsben, så lokalkendskabet var derfor særdeles godt.

Markerne blev tilplantet med “bordeaux-druer” som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot. Ludovico fik hjælp af den kendte amerikanske vinekspert André Tchelistcheff, der var overbevist om, at de klassiske bordeaux-druer ville gøre sig bedst i området og at man derfor ikke skulle plante Sangiovese, der ellers dominerer i Toscana.

Bolgheri-området minder da også på mange måder om Bordeaux; det er forholdsvist fladt, ligger tæt på vandet og har (næsten) samme mikroklima.

I dag er det den verdensomspændende vinkonsulent Michel Rolland, der rådgiver på stedet – hans oprindelse er jo i øvrigt også Bordeaux. Vinmager på Tenuta dell’ Ornellaia er Axel Heinz.

I 1989 stod et nyt state-of-the-art vineri færdigt. Bygningerne der i sin arkitektur er noget helt unikt, er bygget halvt under jorden ind i bakkerne. Indvendig er vineriet beklædt med den fineste marmor fra lokale forekomster og en større kunstsamling pryder væggene. Absolut intet er overladt til tilfældighederne, og det gælder i sandhed også i kælderen. Det bedste vinifikations udstyr, der kan købes for penge, er blevet installeret, og det ajourføres løbende.

De sidste 5-10 år har ejerskabet af Ornellaia været lidt omskifteligt. I 2003 solgte Ludovico Antinori Tenuta dell’Ornellaia til et partnerskab mellem Robert Mondavi og Frescobaldi. Da Constellation Brands i 2005 overtog Robert Mondavi Winery, købte Frescobaldi de fleste aktier, men Michael Mondavi har stadig en lille aktiepost.

Jeg har tidligere smagt husets Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, men denne Le Volte dell’Ornellaia er en lillesøster og produceret på Cabernet Sauvignon, Sangiovese og Merlot høstet fra Ornellaia, helt præcis 50% Merlot, 30% Sangiovese og 20% Cabernet Sauvignon, i hvert fald her i årgang 2012.

De enkelte druer tilfører hver i sær vinen sin egen specielle karakteristika; Merlot fedme, Cabernet Sauvignon rygrad, struktur og tannin, og Sangiovese syre og frugt. Alle druerne høstes manuelt, og efter gæringen lagrer vinen 10 måneder på franske 2. og 3. års barriques, der tidligere er brugt til Ornellaia.

Og hvilket fantastisk valg … i næsen en overflod af dufte. Jeg fik noteret champignon, trøfler, balsamisk noter, blommer, kirsebær, træ, søde krydderier samt lidt røg. Ganske indbydende. Smagen er ren lys frugt … med tydelig italiensk syre og godt med tanniner, som sætter sig forførende på tænderne. Der er lidt peber, stor blødhed … fuck hvor er det bare elegant. Virkelig overrasket over kvalitetsniveauet i denne vin.

På Neumanns kostede en flaske 46€, men det er jo restaurantpris. Herhjemme forhandles vinen er både Sigurd Müller Vinhandel og Q-Vine. Pris omkring 144 kr., men ser ud til at være udsolgt. Prisen er meget attraktiv i forhold til kvaliteten. Jeg balancerer lige mellem 5½ eller 6 Thumbs Up … måske præget af højt humør efter gennemført maraton … men rigtige rating er 5½ Thumbs Up med pil op … det er sgu god vin.

Rating 5,5/7  

Vinanmeldelser

2005 Fattoria Varramista, Varramista Rosso, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

Vespa scootere, Fiat, fodboldklubben Juventus og en vin fra Fattoria Varramista … hvad har det med hinanden af gøre?

Ja, det er en længere historie. Men lad os starte i det underskønne Toscana ved den lille by Montopoli in Val d’Arno – lige op ad floden Fiume Arno og vel 10-15 kilometer øst for Pisa.

Lige dér finder vi vinhuset Fattoria Varramista, som står bag næste vin fra i torsdags. Vinen hedder Varramista Rosso, er på ren Syrah og er topvinen hos vinhuset.

Som mange gamle italienske godser, så har Varrimista også en lang og spændende historie. Efter sigende skulle ejendommen oprindelig være doneret fra styret i Firenze til Gino di Neri Capponi for hans sejr i spidsen for tropperne i kampene mod Pisa i 1406.

Og familien Capponi var en af de mest hæderkronede familier i Firenze. Familien fik bl.a. Bartolomeo Ammannati, en berømt billedhugger og arkitekt fra Firenze, til at designe en ny ejendom på stedet.

Helt frem til 1876 forblev ejendommen i Capponi familiens eje … fra generation til generation, men blev efterfølgende overtaget af familien Gentile Farinola, en adelig familie fra Genova. I 1950 købes ejendommen imidlertid af Umberto Agnelli, som vil bruge godset til sommerrecidens.

Umberto var én af de store industrikanoner i Italien. Han var storaktionær i Fiat koncernen, CEO for koncernen i en del år og har også siddet som formand for bestyrelsen i hele Fiat koncernen, som udover bilfabrikation også talte et par aviser og forlag. Derudover var han politikker og involveret i fodbold, dels som bestyrelsesformand for fodboldklubben Juventus og senere som formand for det italienske fodboldforbund.

Forbes Magazine anslog på et tidspunkt, at Umberto Agnelli var verdens 68. rigeste mand, og at hans nettoformue var omkring 5,5 milliarder dollars.

Umberto var gift med Donna Antonella Bechi Piaggio, som var arving i Piaggio koncernen. Det er dem, som laver de kendte Vespa scootere, som er så voldsomt populære i Italien … ja, vel i hele verden. Piaggios forskelige datterselskaber beskæftiger i alt 6.700 medarbejdere, driver fem forsknings- og udviklingscentre og har selskaber i mere end 50 lande, så bare den del er en ret stor historie.

Parret blev gift i 1959, og det skete selvfølgelig på Fattoria Varramista. Parret fik – inden de blev skilt igen i 1974 – tre sønner, bl.a. Giovanni Alberto Agnelli.

Giovanni blev leder af Piaggio koncernen og valgte Fattoria Varramista som sin faste bopæl. Og nu nærmer vi os sagens kerne, for det var netop Giovanni Alberto Agnelli, som i midten af 1990’erne startede vineventyret på Varramista. Han begyndte at omlægge markerne på godset til vinproduktion, fast besluttet på at lave kvalitetsvine. Sammen med ønologen Federico Staderini valgte Giovanni at satse på to druesorter, nemlig den lokale Sangiovese og så Syrah.

Giovanni Alberto Agnelli blev i 1996 gift med Avery Howe på Fattoria Varramista, men døde allerede i 1997 af kræft i en alder af blot 33 år. I dag drives godset af direktøren Andrea Barbuti, mens Federico Staderini fortsat – den dag i dag – står for vinproduktionen. Federico Staderini er måske også lige værd at kigge lidt nærmere på, for han har bl.a. tidligere været førende vinmager på det legendariske Tenuta dell’Ornellaia.

Om Agnelli familien fortsat ejer godset … ja, det har jeg ikke kunnet finde ud af, men det ikoniske Vespa scooter findes fortsat på vinhusets hjemmeside, som en del af ejendommens gloværdige historie.

Samlet har Fattoria Varramista omkring 400 hektar jord, hvilket omfatter en stor italiensk, renæssanceagtig have … ja, vel nærmest en park, skove med eg, kastanjer og nåletræer, mens arealet af vinmarkerne er ganske begrænset. Det er svært at finde tal på antal hektar, men bedste bud ligger på omkring 14 hektar med vinstokke, hvilket giver basis for produktion af 8 forskellige vine, hvoraf de 6 er rødvine … og denne Varramista Rosso altså er topvinen.

Udover vinproduktion omfatter driften også udlejning af værelser, fordelt på husets 4 ejendomme; Villa La Frasca, La Lecceta, Il Monsonaccio og La Burraia. Samlet betyder det ikke mindre end 15 ferielejligheder i alle mulige størrelser, én endda beregnet til 20 personer, så hvis man vil på vinferie, så er her et godt rejsemål.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne Varramista Rosso, lavet på 100% Syrah, lagret 15 måneder på egetræsfade og 24 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der godt med urter, som den første og mest dominerende aroma. Herefter er der våde fade, godt med fugtig kælder, skovbund, brombær, lakrids og let peber. I munden fortsætter det med lidt peber, mynte, en meget direkte, ren og syrlig frugt sammen med fylde. Syrlighed og fylde på én gang. Virker som en sjov sammensætning, men det virker sgu meget godt. I eftersmagen overtager syren og efterlader et fint bid. Jeg kan rigtigt godt li’ denne vin.

Købt hos dk Wine Import, pris 195 kr.

Rating 6/7 

Vinanmeldelser

1990 Marchesi Antinori, Solaia, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

Hvad skal man drikke til maden på en dødelig onsdag aften? Hvorfor ikke bare kultvinen Solaia fra Marchesi Antinori i en ældre udgave fra 1990? Dem har man vel masser af i kælderen?

Jens ville lige forkæle os til onsdagens bestyrelsesmøde, og med intet mindre end én af de største kultvine fra Italien. Og lige præcis den vin, som jeg havde smagt for 3 uger siden … blot i årgang 2001.

Ikke en dårlig vane, at smage sådan en vin i tide og utide … blot en dyr vane!

Antinori familien er blandt de ældste vinavlerfamilier i Italien. Man har optegnelser der daterer familiens vinproduktion tilbage til 1180, hvor familien lavet vin på ejendommen Castello di Combiate. Den nedbrændte imidlertid i 1202 og familien flyttede til Firenze, hvor man drev handel med silkestoffer og bankvirksomhed.

I 1385 meldte Giovanni di Piero Antinori sig ind i Firenzes Vinmagerlaug, og det blev den officielle grundlæggelse af vinhuset Antinori.

I de kommende år blev familien mere og mere berømte for deres vine og som følge af deres sucess købte de i 1506 Palazzo Antinori. I 1861 blev familiens overhoved tildelt titel af Marschesi … markis, og den titel følger fortsat familien i dag.

I dag drives firmaet af 26. generation repræsenteret af Piero Antinori, og vinhuset ejer en lang række vingårde i primært Toscana, men også i resten af Italien og rundt om i verdenen. Ja faktisk ejer huset i dag over 2.000 hektar vinmarker fordelt på forskellige vingårde i Italien og i udlandet. Huset har deres hovedsæde i San Casciano Val di Pesa i Chianti.

For at få en fornemmelse af, hvor stor Antinori er i Italien … ja endda internationalt, så lige lidt om deres vingårde.

I Toscana ejer man – udover hovedsædet San Casciano Val di Pesa – ejendommene Pèppoli på omkring 100 hektar, hvoraf 50 hektar er vinmarker, Badia a Passignano med 223 hektar vinmarker, Guado al Tasso med 300 hektar vinmarker, Pian delle Vigne med omkring 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker, Fattoria Aldobrandesca på 193 hektar, Fattoria Le Mortelle på 270 hektar, La Braccesca på 342 hektar, Montenisa på 60 hektar, Santa Christina, som også er voldsom stor, samt endelig Tenuta Tignanello med 127 hektar vinmarker.

Derudover har man også vingården Castello della Sala i Umbrien, hvor der ejes 500 hektar, hvoraf 140 hektar er vinmarker, Tormaresca i Puglia, Prunotto med 50 hektar i Piemonte, mens ejendommene i udlandet tæller Antica samt det kendte Stag’s Leap i Californien, Col Solare i Washington State, Haras de Pirque i Chile, Tuzko i Ungarn, Meridiana på Malta og endelig Vitis Metamorfosis i Rumænien.

Deres store indflydelse og betydning kan også ses på, at Antinori er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub ”Primum Familiae Vini” … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Amtinori i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils (Beaucastel) samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også “Leading Wine Families”. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieeje står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Nå, men tilbage til Antinoris mange vingårde, hvor vingården Tenuta Tignanello er den mest interessant i relation til kultvinen Solaia … ja mest interessante vel i det hele taget. Ejendommen blev købt i 1900 af den daværende ejer Piero Antinori. Dengang var ejendommen alene på 47 hektar, men er gennem årene løbende blevet udvidet ved yderligere opkøb af marker. Da var imidlertid Pieros søn, som først begyndte at eksperimentere med druesorterne på ejendommen.

I 1924 skabte han en decideret skabte skandale i Toscana, da han fremstillede en Chianti indeholdende druesorter, som dengang kun var kendt fra Bordeaux. Han fortsatte med at eksperimentere med nye blends, nye typer egefade, temperatur kontrol og flaskelagring.

Han gik på pension i 1966 … men hans søn Piero Antinori var endnu mere innovativ. Man eksperimenterede med tidligere høst af hvide druer, forskellige typer barriques, ståltanke og malolaktisk gæring af røde vine.

Den virkelig revolution kom i 1971 da Piero Antinori lancerede vinen Tignanello, en barrique lagret vin opkaldt efter selve vingården. Vinen indeholdt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Dette betød at den ikke kunne høre ind under Chianti Classico klassifikationen. Og ydermere indeholdt vinen ikke en mindre del hvide druer, som lovgivningen i Chianti fra 1975 ellers foreskrev.

Teknisk set var Tignanello ikke den første supertoscaner … den ære tilfaldte Sassicaia, som er skabt af en Antinori slægningen Marquis Mario Incisa della Rocchetta … men netop med bistand fra Piero Antinori, som jo havde eksperimenteret med Cabernet siden 1920’erne.

Men det blev Tignanello som virkelig rystede op i den italienske vinverden. Dette medførte blandt andet konsekvenser i både lovgivningen og for fremtidigt arbejde med Chianti klassifikationen. Selvom lovgivningen for Chianti Classico i dag er lavet om efter Antinoris model, så fortsætter familien med at sælge deres Tignanello som IGT vin.

Og netop inspireret af successen med Tignanello … ja, nu nærmer vi os langsomt sagens kerne (håber de tålmodige er med endnu) … så lancerede Antinori i 1978 vinen Solaia.

Solaia betyder ”den solbeskinnede” på italiensk og er én af markerne på Tenute Tignanello. Den i alt 10 hektar store mark ligger ideelt på en sydvestvendt skråning.

Den første årgang af Solaia kom kun på det italienske marked. Det oprindelige blend var 80% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc. Efterfølgende valgte Piero Antinori dog at introducere den lokale Sangiovese i sit blend.

I dag består blendet hvert år af 75% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc samt 20% Sangiovese, men her i årgang 1990 er vinen lavet af 70% Cabernet Sauvignon, 10% Cabernet Franc samt 20% Sangiovese. Og faktisk er 1990 én af de store årgange for Solaia.

Vinen er lavet med maceration i store 50 hektoliter åbne egetræsfade, 15 dage for Sangiovese druerne og 20 dage for Cabernet druerne. Derefter har vinen lagret i nye franske Troncais og Alliers barriques i 14 måneder, hvorefter vinen aftappes og ligger på flaske i yderligere 12 måneder inden frigivelsen.

Og lidt med ærefrygt smager jeg denne vin, som i næsen afslører lidt alder … men ellers lever i allerbedste velgående. Den er fortsat animalsk, godt med mødding, skøn fugtig kælder, søde røde frugter i kombination med balsamiske noter, kridt og ganske mineralsk. Fremragende.

Smagen er – hold da op – helt fantastisk. Vinen er blød, blid … velour-blød, men fortsat med friskhed, syre og nerve. Syren er helt fantastisk … indbegrebet af den italienske sjæl, blid men alligevel til stede og tanninerne er blevet blankpolerede og frugten bare ganske koncentreret med en smule peber og lette krydderier.

I forhold til 2001’eren, så er næsen her mere dominerende, og far er begejstret … og hoster op med de sjældne 7 Thumbs Up.

Jens havde for herrens mange år siden vistnok købt vinen til 25 kr. Hos Leisner Wine står vinen til 2.999 kr., men på Ebay og i udlandet kan en flaske findes billigere. Det rykker ikke ved, at der har været en god forrentning af investeringen … ja altså indtil vi drak flasken.

Rating 7/7  

Vinanmeldelser

2013 Bontadini, Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

Koner er en sær størrelse … men nogle gange har de ret. Det skal I selvfølgelig ikke fortælle, at jeg har sagt. Da min frue sagde, at hun ikke kunne li’ denne Toscana Rosso IGT fra Bontadini, så var det netop én af de gange, at hun havde ret … for godt er det sgu ikke.

Ja, men selvfølgelig heller ikke, at hun får ret.

Men hvem står egentlig bag vinen … og hvad dækker betegnelsen Toscana Rosso over? Hmmmm … efter jeg smagte vinen, så har jeg nu undersøgt sagen nærmere … som den ihærdige vinblogger jeg jo er ;o)

Vinhuset Bontadini kan man ikke finde nogle steder … og det eksisterer formentlig heller ikke … da vinen kommer fra det store danske vinkoncern Taster Wine og designet/produceret specifikt til det danske marked, og dvs. primært danske supermarkeder.

Dermed er det en Sangiovese baseret vin, som kommer fra forskellige marker rundt om i Toscana. Taster Wine skriver selv, at druerne er høstet fra marker i Toscana distriktet og vinifikationen er traditionel med lagring på tanke og for en del af mosten på egetræ. Det er vist også al den information, som der kan findes om vinen.

Nå, men så springer vi da bare til mine smagsnoter. I næsen virker vinens skæv … duften er ærligt talt ikke særlig lækker. Der er lidt overmodne blommer, champignon, og en mærkelig sær note med nogle krydderier. Langt fra indbydende. I munden fortsætter ubalancen … virker syntetisk med en sødme, som er helt malplaceret og … ja, skæv i mangel af et bedre ord.

Det er som om, at de forskellige smagsindtryk slet ikke hænger sammen, og jeg må derfor denne dag holde med konen; det smager ikke godt. Det er ikke særlig lækker vin, og ikke for at være krukket eller vinsnob på nogle måder, men jeg havner sgu i bunden af min karakterskala. Der kan fås mange sjovere og bedre vine til prisen.

Vinen forhandles flere steder … og til mange varierende priser. Jeg har fundet den hos SuperBrugsen, hvor tilbudsprisen er 49,95 kr. og normalprisen horrible 99,95 kr. Skjold-Burne ser også ud til at ha’ forhandlet den på et tidspunkt, hvor tilbudsprisen er 50 kr. ved køb af 6 flasker og en normalpris på 69,75 kr. Ikke engang normalprisen er man enige om.

Der er også flere, som forhandler vinen og dér varierer priserne også meget. Jeg har med god hensigt fået vinen i gave.

Rating 1/7  

Vinanmeldelser

2009 Le Potazzine, Gorelli Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

Jeg kigger på fugle … hvorfor ikk’, hvorfor ikk’? … synger Djämes Braun, og det var også tilfældet for de 4 vinnørder ved vinaftenens næstsidste vin, en Gorelli Brunello di Montalcino fra vinhuset Le Potazzine, som ligger i Montalcino i Toscana, og netop har et par livlige småfugle på deres etiketter.

Le Potazzine er et lille familiefirma, der er grundlagt af Guiseppe Gorelli i 1993. Le Potazzine er det italienske ord for nogle meget farverige fugle, som lever i området. Det er er også kælenavnet for Guiseppes og hustruen Gigliolas to døtre Viola og Sofia, der blev født omkring grundlæggelsen af vingården.

Ja, reelt var det nu pigernes mormor, som gav pigerne kælenavnet Potazzine.

Før etableringen af Le Potazzine lavede Guiseppe Gorelli vin for sin far på vingården Due Portine-Gorelli og var derudover konsulterende vinmager for en række andre ejendomme. I dag er markerne fra Due Portine-Gorelli en del af Le Potazzine. Guiseppe fungerer dog fortsat som vinmager for en række andre producenter i området.

Vingården har samlet 5 hektar vinmarker, alle marker ligger inden for Brunello-appellationen, så der dyrkes udelukkkende Sangiovese Grosso. Den ene mark Le Prata er på 3 hektar og ligger lige ved vingården. Den anden mark La Torre er på 2 hektar og ligger i den sydlige del af Montalcino ved Sant’Angelo i Colle.

På Le Potazzine dyrkes alle markerne økologisk, hvilket dog er uden certificering. Vinifikationen foregår naturligt uden tilsætning af gær og i det hele taget behandles vinen så nænsomt som muligt. Vinifikation og lagring foregår på stål og store fade af slavonsk eg. Lagringskælderen ligger lige under vinifikationsrummet, så al vinen kan flyttes vha tyngdekraften uden brug af pumper.

Der laves 4 forskellige vine på Le Potazinne, nemlig denne Brunello di Montalcino, en Brunello di Montalcino Riserva, en Rosso di Montalcino samt IGT vinen Le Potazzine IGT Sangiovese. Herudover laver man også en grapa. Den samlede produktion er på 35.000 flasker årligt.

Alt arbejdet med vinen foregår i hånden og vinifikationen sker på den mest naturlige måde med druernes eget gær. Druerne macererer og gærer 30-35 dage, hvorefter vinen lagrer 38-40 mdr. på store 3.000 liters fade af slavonsk eg. Efter fadlagringen lagrer vinen 1 år på flaske, før den sendes på markedet.

Duftmæssigt grønne noter … italiensk tænkte jeg straks. Blomster, parfume, babybræk, violer, hindbær, lyse kirsebær kan lægges oveni … og nu er det helt sikkert italiensk. Smagen er stringent og imponerende med et stenet udtryk … mineraler, kirsebærsten, våde flintesten, kalk, hvilket efterfølges af hindbær, let lakrids og fin syrlighed … næsten medicinsk i udtrykket. Der er Brunello, når det er bedst. Flot vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Bichel Vine, pris 399,75 kr.

Rating 6/7 

Vinanmeldelser

2001 Marchesi Antinori, Solaia, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

Som kultvin havde Jan valgt IGT vinen Solaia fra Marchesi Antinori. Mere kult kan det næppe blive i Italien, én af de ældste vinproducenter i landet, medlem af den eksklusive klub PFV samt skaber af nogle af de mest hypperede supertoscanere, nemlig vinene Tignanello og Solaia … og det er netop Solais saft, som nu flyder rundt i glasset.

Antinori familien er blandt de ældste vinavlerfamilier i Italien. Man har optegnelser der daterer familiens vinproduktion tilbage til 1180, hvor familien lavet vin på ejendommen Castello di Combiate. Den nedbrændte imidlertid i 1202 og familien flyttede til Firenze, hvor man drev handel med silkestoffer og bankvirksomhed.

I 1385 meldte Giovanni di Piero Antinori sig ind i Firenzes Vinmagerlaug, og det blev den officielle grundlæggelse af vinhuset Antinori.

I de kommende år blev familien mere og mere berømte for deres vine og som følge af deres sucess købte de i 1506 Palazzo Antinori. I 1861 blev familiens overhoved tildelt titel af Marschesi … markis, og den titel følger fortsat familien i dag.

I dag drives firmaet af 26. generation repræsenteret af Piero Antinori, og vinhuset ejer en lang række vingårde i primært Toscana, men også i resten af Italien og rundt om i verdenen. Ja faktisk ejer huset i dag over 2.000 hektar vinmarker fordelt på forskellige vingårde i Italien og i udlandet. Huset har deres hovedsæde i San Casciano Val di Pesa i Chianti.

For at få en fornemmelse af, hvor stor Antinori er i Italien … ja endda internationalt, så lige lidt om deres vingårde.

I Toscana ejer man – udover hovedsædet San Casciano Val di Pesa – ejendommene Pèppoli på omkring 100 hektar, hvoraf 50 hektar er vinmarker, Badia a Passignano med 223 hektar vinmarker, Guado al Tasso med 300 hektar vinmarker, Pian delle Vigne med omkring 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker, Fattoria Aldobrandesca på 193 hektar, Fattoria Le Mortelle på 270 hektar, La Braccesca på 342 hektar, Montenisa på 60 hektar, Santa Christina, som også er voldsom stor, samt endelig Tenuta Tignanello med 127 hektar vinmarker.

Derudover har man også vingården Castello della Sala i Umbrien, hvor der ejes 500 hektar, hvoraf 140 hektar er vinmarker, Tormaresca i Puglia, Prunotto med 50 hektar i Piemonte, mens ejendommene i udlandet tæller Antica samt det kendte Stag’s Leap i Californien, Col Solare i Washington State, Haras de Pirque i Chile, Tuzko i Ungarn, Meridiana på Malta og endelig Vitis Metamorfosis i Rumænien.

Deres store indflydelse og betydning kan også ses på, at Antinori er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub ”Primum Familiae Vini” … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Amtinori i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils (Beaucastel) samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også “Leading Wine Families”. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieeje står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Nå, men tilbage til Antinoris mange vingårde, hvor vingården Tenuta Tignanello er den mest interessant i relation til aftenens kultvin … ja mest interessante vel i det hele taget. Ejendommen blev købt i 1900 af den daværende ejer Piero Antinori. Dengang var ejendommen alene på 47 hektar, men er gennem årene løbende blevet udvidet ved yderligere opkøb af marker. Da var imidlertid Pieros søn, som først begyndte at eksperimentere med druesorterne på ejendommen.

I 1924 skabte han en decideret skabte skandale i Toscana, da han fremstillede en Chianti indeholdende druesorter, som dengang kun var kendt fra Bordeaux. Han fortsatte med at eksperimentere med nye blends, nye typer egefade, temperatur kontrol og flaskelagring.

Han gik på pension i 1966 … men hans søn Piero Antinori var endnu mere innovativ. Man eksperimenterede med tidligere høst af hvide druer, forskellige typer barriques, ståltanke og malolaktisk gæring af røde vine.

Den virkelig revolution kom i 1971 da Piero Antinori lancerede vinen Tignanello, en barrique lagret vin opkaldt efter selve vingården. Vinen indeholdt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Dette betød at den ikke kunne høre ind under Chianti Classico klassifikationen. Og ydermere indeholdt vinen ikke en mindre del hvide druer, som lovgivningen i Chianti fra 1975 ellers foreskrev.

Teknisk set var Tignanello ikke den første supertoscaner … den ære tilfaldte Sassicaia, som er skabt af en Antinori slægningen Marquis Mario Incisa della Rocchetta … men netop med bistand fra Piero Antinori, som jo havde eksperimenteret med Cabernet siden 1920’erne.

Men det blev Tignanello som virkelig rystede op i den italienske vinverden. Dette medførte blandt andet konsekvenser i både lovgivningen og for fremtidigt arbejde med Chianti klassifikationen. Selvom lovgivningen for Chianti Classico i dag er lavet om efter Antinoris model, så fortsætter familien med at sælge deres Tignanello som IGT vin.

Og netop inspireret af successen med Tignanello … ja, nu nærmer vi os langsomt sagens kerne (håber de tålmodige er med endnu) … så lancerede Antinori i 1978 vinen Solaia, altså aftenens kultvin.

Solaia betyder ”den solbeskinnede” på italiensk og er én af markerne på Tenute Tignanello. Den i alt 10 hektar store mark ligger ideelt på en sydvestvendt skråning. Den første årgang af Solaia kom kun på det italienske marked. Det oprindelige blend var 80% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc. Efterfølgende valgte Piero Antinori dog at introducere den lokale Sangiovese i sit blend.

I dag består blendet hvert år af 75% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc samt 20% Sangiovese. Lavet med maceration i store 50 hektoliter åbne egetræsfade, 15 dage for Sangiovese druerne og 20 dage for Cabernet druerne. Derefter har vinen lagret i nye franske Troncais og Alliers barriques i 14 måneder, hvorefter vinen aftappes og ligger på flaske i yderligere 12 måneder inden frigivelsen.

Vinen har fået 93 point af Parker i 2004, 3 glas i Gambero Rosso samt 96 point af Wine Spectator i 2006. Så har vi også den del på plads. Men hvordan smager sådan en kultvin? Og så efter alle disse år? Ja, det er vi skam også nået til nu.

I næsen er her blæk, blomster, champignon, lidt mejeri, engelsk lakrids og måske lidt toast. Ikke sådan en monster næse, volumiøs eller voldsom animalsk … nærmest lidt stille i næsen. Det gælder til gengæld ikke i smagen, for det er blødhed i blødhed, bamseline-vat-nervøst-velour-fløjl-blødt … hold da op. Her er blåbær, rundhed, fylde, hvor er det altså godt … fuldstændig moden … glider bare langsomt ned med stor og lang eftersmag. Nok én af de blideste vine, som jeg har smagt i lang tid.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos bl.a. SuperVin, hvor en årgang 2004 kan findes til 1.650 kr. – ved køb af 6 stk.!!! Kan vel forhandles? Jan havde købt hans eksemplar privat.

Rating 6,5/7  

Vinanmeldelser

2008 Castello di Querceto, Cignale, Toscana, Italien

Skriv en kommentar

Ekstranummer mandag … fortsat Italien, men ikke en 2006’er, men derimod en 2008’er fra vinhuset Castello di Querceto og én af deres supertoscanere, nemlig den barriquelagrede Cignale … som betyder “vildsvin”, og det er jo også ganske illustrativt vist på etiketten.

Castello di Querceto ligger i den nordøstlige del af Chianti Classico-distriktet 7 kilometer fra byen Greve. Ejendommen stammer fra det 16. århundrede og har siden 1897 været i familien François’ eje.

Siden 1978 har ejendommen været drevet af Alessandro François sammen med hustruen Maria Antonietta samt deres 3 børn, bl.a. står datteren Lia for regnskaberne, mens sønnen Simone er ansvarlig for produktionen. Sidstnævnte del sker dog med hjælp fra vinmageren Giovanni Cappelli der de sidste 20 år har betydet meget i udviklingen af vinene fra Castello di Querceto. Agronomen Giacomo Grassi er ansvarlig for markarbejdet.

Jordbesiddelserne, der ligger omkring 500 meter over havet, er på hele 190 hektarer, hvoraf 60 hektar er beplantet med vinstokke og 5 hektar med oliventræer. Vinmarkerne er hovedsageligt beplantet med varianter af Sangiovese, men også klassiske franske sorter som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot.

Der fremstilles hovedsageligt klassiske Chianti-varianter, men det er i særdeleshed deres såkaldte supertoscaner, der har fået den internationale vinverdens øjne op for Castello di Quercetos imponerende formåen.

Og denne Cignale er netop én af husets supertoscanere, en IGT vin lavet på 90% Cabernet Sauvignon og 10% Merlot. Druerne til vinen kommer fra marken Ponticini-Sorgente, hvor stokkene er plantet i 1981. Vinen laves med en maceration på 20 dage, hvorefter den lagrer et sted mellem 20 og 24 måneder på franske Allier, Tronçais og Limousine egetræsfade efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen er lavet første gang i 1986, og der laves årligt 20.000 flasker af vinen.

Næsen er rustik … næsten med stald, solbær, blåbær, tørret kød, søde krydderier, fennikelfrø, citronskal, en smule indelukket … men ellers våde papkasser samt generelt søde noter. Smagen er sådan meget ren solbær, og med en syre, som rammer bagerst i mundhulen. Fin struktur med masser af mørke bær, nærmest sorte bær, lidt tjære og stor tørhed. Jeg vil mene, at det er en vin, som kræver tålmodighed og fordybelse.

Forhandles af Theis Vine, hvor 2007’eren i øjeblikket er eneste tilgængelige, men er på bud til 334 kr.

Rating 5,5/7