Tag-arkiv: 4½

2009 Domaine Garnier & Fils, Bourgogne Epineuil Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Garnier & Fils, Bourgogne Epineuil Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigEndelig fredag … en travl uge uden vin, så er det vist på tide at nyde lidt vin igen. Valget faldt på denne Bourgogne Epineuil Pinot Noir, som forhandles af et nyt online vinfirma Menuvin.dk. Vinen produceres af en lille Chablis producent Domaine Garnier & Fils, som ligger i byen Ligny-le-Châtel, knap 10 km. nord for selve Chablis by.

Domaine Garnier & Fils ejes og drives af to brødre, Xavier og Jérome Garnier, som kommer fra området omkring Ligny-le-Châtel. Brødrene ejer omkring 23 hektar vinmarker, fordelt omkring byerne Ligny-le-Châtel, Maligny, Villy, Lignorelles og Chablis og har siden 1992 løbende udvidet både deres produktion og kvalitet. De laver primært Chablis vine.

I dag laves der helt præcis 8 forskellige vine, heraf er de 7 selvfølgelig hvide, og et par stykker er endda 1. Cru og Grand Cru Chablis … og så producerer brødrene også denne ene røde bourgogne, som de selv kalder Bourgogne Epineuil Pinot Noir, da druerne til fremstilling af vinen ikke kommer fra egne marker, men derimod er købt hos andre vinbønder, nemlig fra et markområde på omkring 1 hektar ved byen Epineuil. På denne hektar forsyner 10.000 vinstokke Garnier & Fils med beskedne 40 hl. druesaft, som bliver til denne Bourgogne Epineuil Pinot Noir.

Vinen har selvfølgelig lagret på egetræsfade, i dette tilfælde 12 måneder på 228 liters fade med en alder mellem 2 og 6 år. Vinen hører – for Bourgogne – til i den billigere ende, og sammenholdt med, at vingården primært laver hvide vine, så man kunne godt frygte, at det ville være en sur bandit, men sådan er det ingenlunde, for vinen overrasker faktisk positivt.

I glasset en klar, teglfarvet vin, som straks indikerer Pinot Noir. Duftmæssigt en god overraskelse, for der er nemlig en lidt sød “burgunder” duft, den lidt søde kostald, som man ofte finder i rigtig gode, tyske Spätburgundere, men her er sødmen skruet en anelse ned, hvilket dog er helt forventet, okay og meget passende med, at dette jo er en fransk og landlig pige. Duftmæssigt også lidt frugtrig syrlighed, kirsebær og en anelse jordbær. Rigtig dejlig duft. Jeg elsker bare Pinot Noir, når den giver sådanne dejlige duftoplevelser. Smagsmæssigt lidt syrlighed, kirsebær igen, lidt let ristede toner, lidt grønne toner men også en anelse skarphed, tannin og vinen bider måske en smule. Det skal dog ikke ødelægge fornøjelse af en fin bourgone til fornuftige penge.

Brødrene siger selv, at vinen skal drikkes indenfor 4 år fra høst, så vi har derfor også ramt den helt rigtigt, og endda fra et godt Bourgogne år … nemlig 2009.

Fås hos Menuvin.dk til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Azienda Collefrisio, Uno Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2008 Azienda Collefrisio, Uno Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienI skal da ikke lige snydes for de to vine, som jeg smagte i tirsdag, generøs skænket af Jens, en ung, dygtig erhvervstrainée, som en måneds tid besøgte min arbejdsplads. Han donorede flot to flasker rødvin som tak for opholdet, og vi sender da straks en tak tilbage … og jo, vi fik da hurtigt smagt på flaskerne.

Den første vin i tirsdags kom fra et hus, som jeg tidligere har smagt vine fra, nemlig Azienda Collefrisio, som ligger i vinområdet Abruzzo. Jeg har også tidligere skrevet om huset, nemlig da jeg smagte husets Zero Montepulciano d’Abruzzo DOC og deres Collefrisio Montepulciano d’Abruzzo DOC.

Som jeg nævnte i det tidligere blogindlæg, så ejer Azienda Collefrisio i alt 3 vingårde, Valle del Moro, Morrecine samt Giuliano Teatino. Uno er storesøster til Zero, mens Collefrisio Montepulciano’en er den øverste vin på gården, og alle selvfølgelig lavet på 100% Montepulciano. Høstudbyttet til Uno ligger på omkring 50 hl/hektar, mens der laves 65 hl/hektar ved Zero vinen. Ved topvinen er udbyttet nede på 40 hl/hektar.

Lad os da smage på vinen. Duftmæssigt lidt røde frugter, en meget ren duft af frugt og så en omgang fugtige sten … eller noget i den retning. Smagsmæssigt meget varm vin, masser af krydderier, peber, ren frugt og tonsvis af tannin, som klæder vinen fint. Ikke så skarp, som jeg husker lillesøsteren Zero, men klart et bedre glas vin. Smager rigtig fint.

Fås hos Skovgaard Vine, 149 kr. ved køb af 1 stk. og 75 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2008 Azienda Vitivinicola Roncolato, Amarone Della Valpolicella, Veneto, Italien

2008 Azienda Vitivinicola Roncolato, Amarone Della Valpolicella, Veneto, ItalienFredag sluttede med denne Amarone fra Azienda Vitivinicola Roncolato, en vin Jesper havde medbragt. Vi er hos en lille producent ikke langt fra den gamle middelalderby Soave, kun et par kilometer fra Verona. Midt mellem de bløde bakker i en solrig dal ligger Azienda Vitivinicola Roncolato, som drives af Antonio Roncolato og resten af hans familie.

Det er da også konen Anna, som er vært i gårdens smagelokale, hvor der er plads til besøg på op til 60 mennesker, som kan nyde de forskellige vine foran en kæmpe pejs. Der er endvidere … som på mange andre vingårde i Italien … også mulighed for at overnatninger eller en miniferie på gården.

Der laves en række forskellige vine på Azienda Vitivinicola Roncolato, bl.a. 4 hvide vine, 2 spumante, lidt grappa samt 5 røde vine, heraf én Amarone, nemlig denne Amarone Della Valpolicella, lavet på helt traditionel vis med de 3 tradiotionelle druer i Valpolicella distriktet: Corvina, Molinara og Rondinella.

Druerne er sent høstet og efter en omhyggelig selektion bliver druerne lagt til tørring på et loft med god ventilation. Herved opnår de en højere koncentration af sukker, der er en del af fundamentet for fremstillingen af disse meget aromatisk og koncentrerede rødvine med tørhed og højt alkoholindhold. Man presser først druerne i februar, og begynder vinifikationen derefter.

De tørrede druer har mistet op til 40% af væsken, og sammen med fadlagring får man så en kraftig, let krydret vin med en anelse sødme
og noter af kirsebær, chokolade og moden frugt.

Lad os se, om det passer med mine smagsnoter. Duftmæssigt har jeg nødder, rosioner og mynte, og generelt stor sødme fornemmes klart. Smagsmæssigt igen en stor sødme med overmodne blommer, kaffe, cola, svedsker, mørk chokolade, lidt krydderier, men også en klar omgang alkohol i eftersmagen. Den lidt stærke eftersmag kan måske løses ved at gemme vinen er par år yderligere, men trækker i min vurdering en anelse ned i det samlede vurdering af denne kraftige vin.

Fås hos Glud Vin til 279 kr. Tidligere importør Vinita havde vinen til 175 kr., så prisen har fået et nøk opad. I Tyskland ligger vinen til 25€.

Vinanmeldelse 4,5/7

2011 Château Mourgues du Gres, Les Capitelles Rosé, Costières de Nîmes, Frankrig

2011 Château Mourgues du Gres, Les Capitelles Rosé, Costières de Nîmes, FrankrigFredag aften bød også på et besøg fra et par gode venner … og så skulle der da lidt mere vin på bordet. Vi startede med denne rosé vin fra Chateau Mourgues du Gres, som ligger ved byen Beaucaire, ca. 20 km. sydvest for Avignon i området Costieres des Nimes, dvs. den vestlige del af Rhonedalen.

Chateau Mourgues du Gres ejes og drives af Anne og François Collard, et ungt og ambitiøst ægtepar, der har markeret sig ved en konstant høj kvalitet via intenst mark- og kælderarbejde og derved ændret ejendommen fra at være underleverandør til de store, til selv at lave og sælge vinene.

Ejendommen tilhørte tidligere Ursulines-klosteret, men så er vi også helt tilbage før den franske revolution. Navnet Mourgues du Gres har også rod i historien og ejendommens beliggenhed. I Provence betyder Mourgues nemlig nonner og Grès betyder småsten … efter de mange små rullesten på vinmarkerne. Og i gården til slottes findes der også et solur med mottoet “Sibe Sole Nihil” (intet uden sol) og det kan symbolisere, at her modner solen druerne til optimal modenhed … hvilket giver afbalancerede vine. Soluret er samtidig blevet logoet for Chateau Morgues du Gres og går igen på alle etiketterne.

François Collard er uddannet landbrugsingeniør og ønolog, og er udlært i vinbranchen på Château-Laffite i Médoc. I 1990 besluttede han at vende tilbage til familiens ejendom, Chateau Mourgues du Gres, med det mål at fremme de lokale druesorter og i stedet for at sælge druerne til de store ejendomme, at producere egen vin.

Hans første årgang blev 1993, hvilket alene var rødvin. Siden er produktionen udvidet med både hvidvin og rosé. I 1995 droppede hustruen Anne Collard sit job indenfor byplanlægning og sluttede sig til François’ vinprojekt. Og det er gået ret godt siden denne spæde opstart, bl.a. har den gode Parker udtalt følgende om Mourgues de Gres; “Et af de mest imponerende godser i Costières de Nîmes, en skattekiste af prisbillige vine”.

Denne rosévin har navnet Les Capitelles des Mourgues, navngivet efter en lille stenhytte, som står midt på vinmarken. Stenhytten har været anvendt til at gemme landbrugsredskaber og som ly for markarbejderne i dårligt vejr. Alle gårdens vine med navnet “Les Capitelles” betyder også, at de er fremstillet på en anderledes måde end gårdens øvrige vine, nemlig med både gæring og lagring i egetræsfade i flere måneder.

Vinen er hovedsageligt laves på Mourvèdre med et strejf af Syrah og Grenache føjet til den endelige blanding. Duftmæssigt er der en lille eksplosion af blomster, jordbær, vanilje og en anelse hyld. Smagsmæssigt en voldsom fin balance mellem sødme og syre. Vinen er meget, meget behagelig, bliver ikke helt for sød, og er en rigtig “crowd-pleaser”, som alle vil kunne li’. Fin vin til velkomst eller på terrassen en varm sommerdag. En lidt kraftigere rosé end normalt, men det gør bestemt ikke noget.

Købt hos Bichel Vin til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2005 Bernard Magrez, Herència Del Padri, Priorat, Spanien

2005 Bernard Magrez, Herència Del Padri, Priorat, SpanienLørdag bød på en enkelt vin, nemlig denne Herència Del Padri fra Priorat området i Spanien. Vi er helt præcis i den catalanske by Porrera, som ligger knap 200 km. sydvest for Barcelona.

Vingården er grundlagt af Sant Brut Carthaginian munke i det 12. århundrede og har de tilhørende vinmarker på stejle skråninger i en højde af 700 meter. Herència Del Padri betyder noget i retning af “Arven efter bedstefar”.

Vingården ejes selvfølgelig … fristes man næsten til at sige … af Bernard Magrez, som blev rig på at sælge spiritus og har i dag solgt firmaet William Pitters og brugt pengene på ikke mindre end ca. 35 vinslotte i hele verden.

Ham har jeg vist skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte hans 2005 Saint-Chinian En Silence fra Languedoc og hans 2004 Chateau Croix de L’Esperance Lussac Saint-Émilion.

Den store Margrez har selv udtalt, at købet af Herència Del Padri er ét af hans bedste køb, og siger videre, at vinene fra gården har samme store standard som de store vine fra Bordeaux.

Der er nu ikke tale om en kæmpe vingård, og sammenlagt dyrkes der under 4 hektar med vin. Markerne er tilplantet med 40 -75 år gamle vinstokke med franske druesorter, nemlig Syrah, Carignan, Grenache, Merlet og Cabernet druer.

Vinen her er lavet på 55% Carignan , 21% Grenache Noir. 15%, Merlot og 9% Cabernet Sauvignon. Afstilkning sker ved håndkraft, og vinen overføres ved tyngdestrømning gennem alle operationer i vinfremstillingen, og vinen tappes også i hånden. Lagring sker i nye franske egetræsfade. Udbyttet er meget lavt, helt nede på 27 hl. pr. hektar.

Lad os kigge lidt på vinen. I glasset en mørk, klar vin … måske et svagt orange skær i kanten, men også kun ganske, ganske svagt. Duftmæssigt er der imidlertid alder, svedsker, overmodne og overgærede blommer, champignon, lidt animalsk og lidt indelukket. I løbet af nogle timer aftager den lidt overgærede blommeduft en smule, og det klæder kun vinen.

Kan nu godt lide det lidt animalske staldduft, selvom den her sammen med alder og overmodne blommer måske kan blive lidt kvalm. Har dog svært ved at se en sammenligning med Bordeaux, for dertil savner jeg både jord, mineralitet og rankhed.

Smagen er fin cremet med bløde tanniner, okay syre … en smule krydret, blommer og en fin eftersmag. Har måske også lidt svært ved at forstå, at det er en Priorat vin … dertil mangler jeg helt klart også rygrad. Tænker om vinen måske skulle være drukket for et par år siden?

Købt hos Vinspecialisten til 150 kr. på tilbud, førpris 490 kr. Det skal måske tages med et gran salt, for i dag sælges nyere årgang for 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2009 Montes, Kaiken Malbec Ultra, Mendoza, Argentina

2009 Kaiken, Malbec Ultra, Mendoza, ArgentinaMed aftenens sidste vin havnede vi i Sydamerika, nærmere bestemt Mendoza i Argentina. Mendoza er Argentinas bedste område til rødvin. Montes fra Chile står bag Kaiken-projektet i Mendoza.

Montes blev stiftet af Aurelio Montes og tre partnere i 1988 med ambitionen om at lave Chiles bedste vine. Montes er vel nok Chiles bedst anmeldte vinhus både i internationale og danske vinmedier. Kåret som Chiles bedste vinhus og vinmager flere gange, topscorer både i Wine Spectator og Robert Parkers Wine Advocate.

I 2001 besluttede Aurelio Montes sig for også at lave vin i Argentina. De fandt nogle områder og producenter, som kunne levere den ønskede kvalitet og de fandt en vingård ved byen Vistalba, hvor vinene skulle fremstilles.

Der blev valgt producenter i områderne Maipú, Cruz de Piedra, Ugarteche, Agrelo samt Valle de Uco. Disse producenter accepterede Montes retningslinier for alle step i deres prodution, alene med det formål at dyrke de bedste druer.

Stilen i vinene fra Kaiken er moden og koncentreret, men også fast og med en fin rankhed, især i Cabernet Sauvignon. Malbec er mere rund og letkrydret saftig.

Wine Enthusiast har givet vinen 92 point, og skrevet om vinen; “This is opaque, offering a lush collection of black fruit aromas on what amounts to a deep, dense bouquet. Layered and displaying excellent size and texture, it has saturated, meaty black-fruit flavors along with toasty, integrated oak. A powerhouse Malbec and maybe the best Ultra to date”.

Vinen er lavet på 96% Malbec og 4% Cabernet Sauvignon fra lavtydende marker i nogle af de bedste områder i Mendoza. 70% af druerne er dyrket i Uco Valley (Vistaflores, Altamira, Gualtallary) og de resterende 30% omkring selv produktionsanlægget i Vistalba). Alle vinstokke på de respektive vinmarker er plantet før 1970.

Duftmæssigt brombær, lidt chokolade, vanilje, toast og blommer. Smagsmæssig let krydret, igen brombær … måske en anelse stærk i alkoholen, men ellers en fin vin.

Købt hos Bichel vine, tilbudspris på 99,75 kr, normalpris 129,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2004 Bodegas Peñafiel, Miros de Ribera Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2004 Bodegas Peñafiel, Miros de Ribera Crianza, Ribera del Duero, SpanienNæste vin i rækken, en dejlige Crianza fra vinhuset Bodegas Peñafiel, som jeg tidligere har skrevet om, da jeg smagte husets Miros Tinto Roble. Her er det imidlertid husets Miros de Ribera Crianza. Når der står “Crianza” på en spansk vinetiket, så betyder det, at vinen er lagret i minimum 2 år, heraf 6 måneder på eg, men dog alene 1 år i lige præcis Ribera del Duero, Rioja og enkelte andre områder.

Vinen er lavet af chefvinmager Alfonso Medina, og ligesom de øvrige vine fremstillet i de konisk udformede gæringstanke. Ifølge Alfonso øger det ekstraheringen af farve, aroma og tannin. Vinen her er fra serien Miros de Ribera, dvs. niveauet over husets basisvine, og som sagt en Crianza, lavet på ren Tempranillo og lagret på egetræsfade i 12 måneder. Endda egetræsfade fra fire forskellige bødkerfirmaer. Vinen har også en flot etikette, som er malet af den spanske maler/kunstner Marc Jesus Vives Murtra.

Crianzaen her har fået en del udmærkelser i den danske presse, bl.a. 5 glas i Politiken med kommentarerne; “Udviklet næse med mørk frugt, kakao og let ristede toner. Kraftig smag med en del tannin. Rank og karakterfuld. Til lammeretter med rosmarin og masser af hvidløg.” Fik også 90 point i Vinbladet med kommentarene “Moden, udviklet duft, svedskeblommeagtig med mokka, chokolade og karamel. Moden smag, fløjlsblød, fyldig med sveskeagtig eftersmag med mørk chokolade. Helt på toppen.”

Lad os se, om mine smagsnoter passer med disse anmeldelser. Duftmæssigt har jeg solbær, svedsker, blommer, marmelade., sødme, lakrids og en stor portion sødme. Smagsmæssigt en rund, behagelig og cremet vin, igen med masser af solbær og blommer samt en stor portion tannin, som bare sætter sig på den foreste del af gebisset. Fin og behagelig vin.

Købt i Randers Vinhus på tilbud til 80 kr., normalpris på Wine.dk er 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Millton Vineyards, La Cote Vineyard Pinot Noir, Gisborne, New Zealand

2009 Millton Vineyards, La Cote Vineyard Pinot Noir, Gisborne, New ZealandAftenens tredje rødvin var også på Pinot Noir, nemlig denne La Cote Vineyard Pinot Noir fra vinhuset Millton Vineyards, som ligger ved byen Manutuke på Nordøen i New Zealand. Hovedbyen i området er Gisborne, og vi er i et frugtbart landbrugsområde og også tæt på det sted, hvor James Cook første gang trådte i land i New Zealand i 1769.

Vingården er etableret i 1984 af James og Annie Millton. Oprindelig var det Annie far, John Clark som havde plantet vinstokke på én af vingårdens marker, Opou Vineyard tilbage i slutningen af ​​1960’erne, men da James og Annie Millton efter uddannelse i henholdsvis Frankrig og Tyskland kom hjem og overtaget gården, så gik de målrettet i gang med vinproduktion. I Europa havde de arbejdet hos Bollinger champagnehus, Maison Sichel i Bordeaux og Weingut Kurstner i Rheinhessen.

Allerede året inden opstarten af Millton Vineyards havde parret startet genplantningen på store dele af vingårdens marker. I alt ejer gården 4 større marker, nemlig Riverpoint Vineyard, Opou Vineyard, Te Arai Vineyard samt Clos de Ste Anne Vineyard. Sidstnævnte består af 5 parceller, Naboth, La Bas, La Cote, Les Arbres, og The Crucible. I alt har Milton 29,5 hektar vinmarker. Gården var også den første i New Zealand til at opnå Bio/økologisk certificering.

Vingården drives som et lille familielandbrug, idet John står for al produktion af vin, hustruen Annie står for finanserne, salg og markedsføring og datteren Monique varetager salg og administration.

Vinen her er fra parcellen “La Cote”, som er en del af Clos de Ste Anne Vineyard, beliggende på stejle nordøst skråninger ved foden af ​​Poverty Bay. På “La Cote” dyrkes en række moderne Pinot Noir kloner og marken har siden 1989 været dyrket biodynamisk.

Duftmæssigt kirsebær, lidt læder, blomstereng samt en del grønne noter. Ikke så meget stald … måske en anelse. Smagsmæssigt fin syre/sødme balance, masser af mørke kirsebær, dejlig renhed, klare tanniner og en rigtig dejlig vin. Ikke så sød som den tyske Spätburgunder og knap så syrlig som den franske bourgogne, men måske ligger den smagsmæssigt et sted midt imellem.

Købt hos Estwine til 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin, Bourgogne, FrankrigSom aftenens første rødvin havde jeg valgt, at byggesjakket skulle smage lidt bourgogne. Det blev denne fra Jean-Michel Guillon, og i den fremragende årgang 2009.

Domaine Jean-Michel Guillon ligger i byen Gevrey Chambertin. Jean-Michel Guillon kom til byen i 1980. Jean-Michel Guillon havde ingen familiemæssige relationer til Gevrey-Chambertin, ej heller venner i byen. Men ved et besøg i Gevrey-Chambertin i begyndelsen af firserne blev han betaget af byen, og det at dyrke og fremstille vin. Han opgav sit virke og slog sig ned i Gevrey-Chambertin, fastbesluttet på at blive vinproducent. Han har siden stille og roligt skabt sit domæne helt fra bunden. Jean-Michel var tidligere pilot samt ingeniør med speciale i aeroteknik, og han dyrker fortsat flyvningen i fritiden.

Domainet er i dag på 12,5 hektar og ud over Gevrey-Chambertin har han også parceller i Chambolle-Musigny og Nuits-Saint- Georges og laver et utal af cuvéer. Hans søn, Alexis, har allerede været med i driften i mere end 5 år. Hans stil i vinfremstillingen er anderledes end den gængse i byen. Han bruger forholdsvis mange nye vinfade, og desuden anvender han koldmaceration i nogle dage, inden gæringen sættes i gang, hvilket resulterer i vine med en fin balance af træ og frugt.

Duftmæssigt fik jeg noteret lidt sure kirsebær, våd og kold jord, toast, eg, røg, champignon og grønne blade. Smagen lidt i samme boldgade med lidt grønne undertoner, lidt kirsebær og stor mineralitet. Meget frugtdomineret vin, og stadig en anelse ung … ville sikkert have godt af at ligge en del år i kælderen.

Købt hos Theis Vin til 349,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Paul Cluver, Chardonnay, Elgin, Sydafrika

2010 Paul Cluver, Chardonnay, Elgin, SydafrikaNæste vin i rækken var … i min optik … aftenens bedste vin, en fin Chardonnay fra vinhuset Paul Culver. Vingården hedder De Rust Estate og er beliggende i byen Grabouw i Elgin vinområdet.

Ejendommen har været i Cluver familiens eje siden 1896 og udover vinproduktionen har De Rust Estate også frugtplantager af med både pærer og æbler. Det er en familiesag hvor 4 ud af 5 Cluver-søskende alle hjælper til hvor de kan indenfor marketing, økonomi og drift.

Nuværende ejer … er Paul Cluver IV … ja alle ældste drengebørn i familien har båret samme navn! Paul Cluver IV har indenfor de seneste år overtaget driften efter faderen Paul Cluver III, som i øvrigt sideløbende havde en karriere som hjernekirurg.

Vingården har omkring 82 hektar med vinstokke, og driften er fuldstændig økologisk. Paul er meget aktiv indenfor økologi, bl.a. har han grundlagt organisationen Biodiversity and Wine Initiative for at fremme tanken om integreret vindyrkning, landbrug som en del af den samlede biosfære og i forlængelse heraf en opfattelse af mennesket som en del af naturen. Paul Cluver er naturligt stolt over sine initiativer, der ser ud til at brede sig til andre af de sydafrikanske vingårde og områder, hvor intensiv sprøjtning og kunstgødning ellers har været kutymen.

Normalt gærer de hvide vine hos Paul Cluver med gærkultur, men denne Chardonnay er gæret 100% naturligt på fransk eg, hvoraf 40% af nye egetræstønder.

Duftmæssigt dejlig fedme, fad med toast, smør, anis, citrus og æblemarmelade, yammy. Smagsmæssigt flot syre trods den typisk Chardonnay fedme, og samtidig også en dejlig mineralitet, som virkelig klæder vinen. Fed … med frisk … sådan. Og til prisen er det et godt køb.

Fås hos Valuewine til 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7