Tirsdagssmagningen på jobbet bød på 2 vine, og den første var denne Chablis Vaudon fra vinhuset Maison Joseph Drouhin, et af de klassiske huse i Bourgogne. Huset blev grundlagt i 1880 og har lige siden været en af forkæmperne for de autentiske Bourgogne-vine. Som Robert Drouhin selv siger: “Der skal være en naturlig sammenhæng mellem jordens terroir og det, som vinen udtrykker”.
Denne filosofi er medvirkende til, at man hos Maison Joseph Drouhin er meget bevidst om at tage vare på det miljø, der omgiver vinstokkene. Man undgår derfor helst at sprøjte mere end højst nødvendigt, men foretrækker at luge mellem stokkene. Der anvendes i høj grad organisk gødning til at nære og biologiske midler til at forsvare vinstokkene med.
Der bliver tænkt på fremtiden, for, som familiens overhoved siger, der skal jo også være noget til næste generation. Faktisk er man allerede på nuværende tidspunkt så langt i processen, at husets Chablis-vine udelukkende dyrkes på økologisk vis, så det nu kun er i Bourgogne, man stadig må hjælpes lidt på vej af nutidens hjælpemidler.
Jorden i Chablis består af en helt speciel type kalk dannet i Jura tiden på base af skaller og skeletter fra bittesmå dyreplankton og snegle. Denne type kalk har den enestående evne til at kunne indeholde 80% vand uden at afgive fugt til omgivelserne. Det er en stor fordel for vinstokkene, der derfor aldrig behøver at tørste og samtidig ikke står i fugtig jord, som har givet druerne skimmelsvamp.
Joseph Drouhin er en stor jordbesidder i Chablis. Efter et besøg i tresserne hvor Joseph Drouhin indså, at man nemt kunne kopiere Côte d´Or’s succes ved hjælp af frostkontrol, opkøbte han parceller fra de absolut bedst beliggende marker. Gennem intensive undersøgelser og smagninger af såvel gamle som nye Chablisvine, fandt han den stil, han ville lave sine vine i: Så kontant et udtryk for jordens karakter som mulig.
Duftmæssigt en frisk, rank vin, som har noter af grønne æbler, fersken, appelsin, lidt ananas. Smagsmæssigt flot knastør, god syre og mineralitet og lidt stenet i udtrykket. Ingen stor Chardonnay fedme her. Dejlig vin.
Købt hos Vinspecialisten, pris 155 kr.