Tag-arkiv: Alsace

Alsace er vinregionen i det nordøstlige Frankrig, som er berømt for sine hvidvine. Alsace ligger i læ af bjergkæden Vogeserne, hvilket giver et tørt og solskinsrigt klima, og i kombination med komplekse jordbundsforhold gør det området særlig egnet til vinproduktion.

Det er omkring 15.300 hektar vinmarker i Alsace fordelt omkring 119 byer og omkring 4.000 vinavlere. Ved at følge den 170 kilometer lange rute Route des Vins d’Alsace kommer man igennem 67 kommuner og mange af de små, gamle og charmerende byer.

Der produceres årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og 90 % af produktionen er hvidvine og en /4-del eksporteres. Generelt er hvidvinene fra Alsace mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre

Alsace er en gastronomisk og kulturel smeltedigel med det bedste fra de to nabolande Frankrig og Tyskland. En region, som har mange ligheder med nabolandet i Rhinlandet. Historisk har Alsace både tilhørt Tyskland og Frankrig under navnene Elsass og Alsace.

De otte primære sorter er Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Pinot Blanc, Muscat, Chasselas og Sylvaner.  Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning bl.a. grundet regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland. Chaptalisering – altså tilsætning af sukker i produktionen – er fx lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Alsace laver det meste vin under appellationen Alsace AOC, som stammer fra 1962. Derudover findes der appellationerne Crémant d’Alsace AOC fra 1976, den lille Rouge d’Ottrott AOC for rødvine og se selvfølgelig Alsace Grand Cru AOC.

Der findes i alt 51 Grand Cru marker i Alsace. De første 25 marker blev udnævnt i 1983, 25 nye i 1992 og den seneste i 2007. De eksklusive Grand Cru vine udgør kun 4% af den samlede produktion i Alsace.

Der kan dyrkes 4 druesorter på Grand Cru marker, nemlig Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris og Muscat … dog med en lille undtagelse om en enkelt Grand Cru mark med Sylvaner.

I de bedste årgange bliver nogle Alsace AOC eller Alsace Grand Cru AOC vine tildelt en af de to klassifikationer Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

2016 Mélanie Pfister, Breit Blanc de Blancs Cremant d’Alsace Extra Brut, Alsace, Frankrig

2016 Mélanie Pfister, Breit Blanc de Blancs Cremant d'Alsace Extra Brut, Alsace, FrankrigMélanie Pfister på Domaine Pfister i Dahlenheim laver selvfølgelig også lidt ægte Alsace bobler aka Cremant d’Alsace, nemlig denne admirabel, respektindgydende Breit Blanc de Blancs Cremant d’Alsace Extra Brut.

Mélanies Cremant d’Alsace er lavet på 50% Chardonnay, 25% Pinot Blanc og 25% Pinot Auxerrois.

Druen Pinot Auxerrois har jeg skrevet lidt om tidligere, men der er altid lidt forvirring om den, for nogle siger, at det er samme drue som Pinot Blanc, men det er imidlertid ikke helt korrekt.

Pinot Auxerrois kaldes da også – mere forvirrende – for Pinot Blanc Auxerrois, men hedder mest rigtigt Pinot Auxerrois eller Auxerrois Blanc. Et fransk vinmagasin har da også poetisk skrevet, at de to druer er falske brødre, men gode venner.

Men faktisk sælger mange vinbønder i Alsace vine på Auxerrois som Pinot Blanc. Det skyldes primært, at vine på Pinot Blanc er langt mere kendte internationalt og dermed selvfølgelig også lettere at sælge. Det var dog ikke gået, såfremt druerne havde været fra en Grand Cru mark, så var denne omgåelse ikke tilladt.

Faktisk skriver Mélanie også selv på bagetiketten af vinen, at den er lavet på et blend af Chardonnay og Pinot Blanc.

Mélanies far lavede denne vin første gang i 1980’erne, men da den unge kvinde i 2019 ændrede etiketterne og sætte sit eget navn på, så fik vinen navnet Breit, som refererer til marken Hangenbreite, hvor druerne til vinen kommer fra.

Vinen er først lavet på rustfrie ståltanke, men har efter aftapning på flaske ligget med andengæring sur lie i hele 30 måneder … meget længere end de normale 9 måneder en Cremant d’Alsace lagrer. Vinen er degorgeret 3. januar 2020.

Det dufter sgu godt … tænker omgående en tør, krisp og sprød champagne, men det er “kun” en Cremant d’Alsace, men for pokker den dufter godt. Det er gær, ristede hasselnødder, lidt overgæret øl, syrlige æbler, pærer, lemon og en lille snas grape. Det er sgu meget indbydende og tør aromaer.

I munden er boblerne tætte og små, hvilket gør vinen cremet og blød, men det er fortsat knastørt og selv en lille sødme får ikke lov at bestemme noget som helst. Boblerne er vedholdende, tætte, fine og bliver ved med at fylde munden meget nænsomt. Der er sure æbler, pærer, fersken … absolut også en smule bitter grape, nødder som giver ristede og runde smage og fin blid, let afslutning.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Mélanie Pfister, Furd Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2018 Mélanie Pfister, Furd Pinot Gris, Alsace, FrankrigMer’ alsacisk vin fra den charmerende unge kvindelige vinmager Mélanie Pfister … og nu er det hendes 2017 Furd Pinot Gris.

Vinen har Mélanie kald Furd, da druerne til vinen kommer fra en parcel på marken Furdenheimer Tal.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med gæring alene på druernes egne gærceller og i svære år neutrale gærtyper. Efter endt fermentering er vinen er lagret med bærmen i ståltankene og flasket alene med et knivspids svovl.

Duftmæssigt er det en blid vin … der er fersken, melon, røde æbler, kvæde, svag grape, lidt nødder, lynghonning, bivoks, blomstersæbe, safran, sødkrydrede noter og noget, som minder om balsamtræ eller sandeltræ og så en pose med Katjes Salte Fisk lakridser.

I munden er det er meget blød, cremet og rund vin, som har en meget lavt syreniveau … nærmest mild som et forårsvindpust, mens frugten er fersken, mango og ananas, hvilket så suppleres af nogle jernholdige elementer, faktisk vildt med mineraler og jernholdige smage i eftersmagen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Mélanie Pfister, Berg Riesling, Alsace, Frankrig

2018 Mélanie Pfister, Berg Riesling, Alsace, FrankrigVi nupper lige endnu en vin fra den unge alsaciske vinbombe Mélanie Pfister … og denne gang er det hendes 2018 Berg Riesling.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med gæring alene på druernes egne naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen er lagret sur lie i ståltankene.

Vinen har Mélanie kaldt Berg, da druerne kommer fra parceller på markerne Auf dem Berg og Silberberg, som ligger lige ved siden af hinanden. Markerne har begge en undergrund med en variation af den berømte argile-calcaire … en blanding af ler- og kalksten.

Sikke en dejlig, lift og inderlig aroma, sådan lidt varmkrydret med både æbler, pærer og eksotisk frugt, klart med en meget fin alsacisk varme, fylde, krop og modenhed. Det er en meget frugtrig duft, ren, smuk og virkelig elegant.

Smagen er meget syrlig, tør, sprød med sure citroner, lemon, grape … og netop lige med en krydret fylde. Det er sådan knastørt, stramt og surt, herlig surt, ren og langt mere stringent og ren end normalt for en sådan Alsace Riesling … dejligt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, Frankrig

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, FrankrigEn alsacisk bombe er Mélanie Pfister blevet kaldt … for den franske vinbonde er en aktiv kvinde, som hele tiden med 100 kilometer i timen farer rundt mellem traktorer, vineri og vinkælder. Hun er en af de nye stjerner i Alsace og jeg smager nu lidt vine fra den jernhårde kvinde og starter med vinen Mel Quatre Cépages Nobles.

Vinhuset ligger i Dahlenheim i det nordlige Alsace og Mélanie Pfisters familie har været vinbønder der siden 1780. Familien har samlet 10 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Mélanie er selv uddannet landbrugsingeniør og ønolog i Dijon og arbejdede efterfølgende hos vinhuse som Zind-Humbrecht i Alsace, Méo-Camuze i Bourgogne, Château Cheval Blanc i Saint Emilion, på Château d’Yquem i Sauternes og Craggy Range i New Zealand … inden hun vendte tilbage til Alsace for at overtage familiens gård, hvor hun er 8. generation og første kvinde til at stå for driften.

Hun lavede sin første vin på Domaine Pfister i 2005, hvilket faktisk var denne Mel Quatre Cépages Nobles, som hun oprindelig kaldte Cuvée 8, da hun jo var 8. generation og med inspiration fra hendes tid på Château Cheval Blanc, hvor hun opdagede mulighederne i vine på et blend af forskellige druer.

Hun har siden sin overtagelse – og fortsat med hjælp fra sin far – ændret en række ting i produktionen. Der er fx investeret i moderne vineri og stilen lagt om til langt mere tørre vine. Hun har også i 2018 sat gang i en omlægning af produktionen til økologisk drift, men vil først blive certificeret i 2021.

De bedste marker er klart  Silberberg og Grand Cru marken Engelberg, og samlet laver Mélanie 15 forskellige vin, hvor alle – bortset fra en Pinot Noir og hendes Pinot Gris Silberberg – laves og lagres på ståltanke.

Her er det – som nævnt – hendes Mel Quatre Cépages Nobles, som selvfølgelig er lavet af et blend af 4 druesorter, nemlig Riesling, Pinot Gris, Gewürztraminer og Muscat, hvor forholdet mellem druerne varierer år for år.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke og hver druesort vinificeret separat, således det endelig blend først laves, når gæring og lagring er slut. Gæringen sker som udgangspunkt alene med druernes egen naturlige gærceller, men Mélanie kan godt tilsætte andre gærceller, hvis de naturlige gærceller ikke er nok. Vinen er derefter lagret sur lie i stålfadene en periode … hvor lang tid kan jeg ikke se.

Lidt overraskende, så er det er sød og meget behagelig duft, ganske aromatisk med både æblemost, blomster, grillede citroner, lemon og akaciehonning. Det er lige før, at det dufter som en dessertvin, svagt lidt nødder og så samtidig let, liflig og behagesyg.

Men smagsmæssigt er det en langt mere tør, skarp, krisp og sprød vin med masser af syre, godt med lemon, lidt fyldig grape bitterhed, småsure grønne æbler, saltet mineraler og lækker lang eftersmag med grapen siddende ætsende i munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, FrankrigJacques Sipp er en af verdens rareste mennesker, en spøgefugl og samtidig fabelagtig vinmager og fra ham smager jeg nu igen vinen Cuvée des Collines.

Sidst jeg smagte vinen var det i årgang 2012 …uh hvor tiden dog flyver. Siden sidst er Jacques’ datter Carolyn Sipp kommet mere ind i både vinkælder, produktion og salg.

Jeg har efterhånden et utal af gange skrevet om vinhuset, men det skal jeg nok undlade nu og blot kigge nærmere på denne Cuvée des Collines, som er lavet på 60% Riesling, 20% Pinot Blanc, 10% Sylvaner samt 10% Muscat. Det er en vin, som er lavet specielt til Jysk Vin … mener jeg at kunne huske og så vinificeret udelukkende på rustfrie ståltanke.

Det er en no-nonsens vin, en hverdagsvin af høj kvalitet, hvor næsen er rund, sød med modne æbler, noget tropisk frugt er der vel også i form af fersken og melon, lidt svag citron og lime … syren virker til gengæld ikke så tydelig.

I munden er det lidt samme historie … pæn saftighed, sødme, nogle af de eksotiske frugter, lidt bælle saftevandsfornemmelse, lidt brede skuldre, varme og fylde. Syren er vitterlig lidt rund, pæn, afdæmpet og endda måske lidt vag, men ellers er der god smag og klart bedre end tidligere årgange.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker,

Vinanmeldelse 4/7

2014 Domaine Schoffit, Pinot Noir Tradition, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Schoffit, Pinot Noir Tradition, Alsace, FrankrigDen sidste vin fra Bernard og sønnike Alexandre Schoffit på Domaine Schoffit i Colmar er en syrlig, præcis Pinot Noir Tradition.

Det er fra Schoffits Tradition serie, som er de tørreste vine fra det alsaciske vinhus.

Druerne til denne Schoffit Pinot Noir Tradition kommer fra en 0,9 hektar stor mark ved Hartj, hvor vinstokkene er omkring 40 år gamle. Druerne høstes med håndkraft og vinen er lavet ved, at 70% fermenteres i ståltanke, mens de resterende 30% gærer i et år gamle barriques. Derefter er vinen lagret på egefade i 4 måneder.

I glasset herlig lys, transparent og teglfarvet vin, som giver dig en duft af lyse blommer, let moden frugt, ribs, granatæbler, jern, grønne blade, blomster, mentol og gazebind … virker meget tør. Lige åbnet tænkte jeg, at den var tæt på udløbsdatoen, men med lidt luft i glasset opdager du, at der er masser af liv i vinen.

Det er en let, lys, grøn og syrlig vin, som egentlig samtidig er meget ukompliceret og ligetil. Det er en stringent, rank og grøn Pinot Noir, som er frisk, direkte, ren og syrlig. Jeg kan virkelig godt li’ den … et frisk input og en vinder en sommerdag, når der skal rødt i glasset.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 111,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Domaine Schoffit, Chasselas Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Schoffit, Chasselas Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigJeres vinblogger er en smule betuttet, forundret, lamslået, paf,  forbløffet, måbende, målløs og endda forbavset over denne Chasselas Vieilles Vignes fra Domaine Schoffit … den smager sgu ret enestående.

Det er faktisk mit første officielle møde med druen Chasselas, som oprindelig stammer fra Schweitz, men findes i flere områder og lande, men i Frankrig mest i Loire, hvor den tit blandes med Sauvignon Blanc i vinene Pouilly-sur-Loire. Men Chasselas findes altså også i Alsace, som her hos Schoffit.

Druerne til denne Chasselas Vieilles Vignes kommer fra en lille 0,9 hektar parcel tæt ved Colmar, hvor Chasselas stokkene blev plantet tilbage i 1940, så det er virkelig gamle stokke. Druerne høstes med håndkraft, gærer og lagrer også i rustfrie ståltanke, så vinen har overhovedet ikke set nogle egefade. Den indeholder 3 gram restsukker pr. liter.

Duften er let, frisk, blomsterrig, luftig, kalket og sart. Der er melon, en lille svagt ædelskab eller petroleum eller noget i den retning, lidt smørfedme … ikke meget, men lidt. Næsen har en sådan dejlig, inderlig og delikat skrøbelighed, som er ganske forførende.

I munden er vinen sådan set også frisk med en svag fylde … igen ganske sart og lidt skrøbelig, pæn tørhed, mens syren i modsætning til Riesling slet ikke er vild, men tværtimod lidt vag. Der er melon, fersken og fin eksplosiv, der er lidt mandler, lidt muskat, en bitte smule grape og alt meget let.

Der er lidt grønne blade i eftersmagen og med lidt luft forsvinder nogle af de første indtryk langsomt i glasset. Det er som sne på en bjergtop … betagende, men forsvinder hurtigt i solen. Jeg er sgu da totalt vild med vinen og hoster vild sommerkåd op med 5½ fede houlbergske fingre.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 118,75 kr., hvilket egentligt er en ret billig pris på en spændende vin.

Vinanmeldelse 5,5/7

1994 Domaine Schoffit, Riesling Harth Cuvée Prestige, Alsace, Frankrig

1994 Domaine Schoffit, Riesling Harth Cuvée Prestige, Alsace, FrankrigDet var denne 1994 Riesling Harth Cuvée Prestige fra Domaine Schoffit, som vandt min Best Alsace Riesling blindsmagning. En farisæer. En opkomling, som havde sneget sig med i feltet på en badebillet. Men samtidig et fandens godt bevis på, hvad Alsace Riesling virkelig kan … det kan ældes med ynde og give vidunderlige oplevelser.

Schoffis Riesling Harth Cuvée Prestige er selvfølgelig lavet med druer fra marker ved Harth, høstet med håndkraft, gæret og lagret i rustfrie ståltanke. Og så har den ventet og ventet … 25 år på, at den så skulle trækkes op af den flittige jyske vinblogger.

Under folien var proppen nærmest helt sort og lugtede mildest talt ikke særlig godt, så jeg havde egentlig afskrevet vinen, men proppen var faktisk intakt og havde klaret årene under problemer.

Duftmæssigt er vinen herlig animalsk, fuldstændig frisk og levende med en luftig, æteriske aroma, saltede mandler, petroleum, æter, benzin og havvand i skøn forening. Der er lidt müsli med nødder, tropisk frugt samt en gæret modenhed. WAUW.

I munden er vinen frisk med den mest naturlige og indlysende modenhed, masser af citroner og syre, meget smagfuld samt en imponerende sødme/syre balance. Dette smager jættegodt og har alderdommens vished, overblik og overlegenhed. Der var også enighed omkring bordet med en gennemsnit på 95,5, mens bloggeren strakte sig til 97 point.

Vinene fra Schoffit forhandles af Winelovers.dk, hvor du kan finde nyere årgange af Schoffits vine på bl.a. Riesling.

Vinanmeldelse 6,5/7

2012 René & Michel Koch, Riesling Grand Cru Muenchberg, Alsace, Frankrig

2012 René & Michel Koch, Riesling Grand Cru Muenchberg, Alsace, FrankrigDomaine Koch René et Michel på Rue de la Fontaine midt i den lille by Nothalten havde også to vine med i Best Alsace Riesling smagningen og den anden var denne 2012 Riesling Grand Cru Muenchberg.

Vinen er lavet med druer fra Grand Cru marken Muenchberg, som har en undergrund med meget sand. Vinen er lavet traditionelt, altså gæring i store gamle egefade, hvor vinen også er lagret en periode, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om vinen.

Næsen er dyb, kompleks, lækker, har lidt astronaut-is, æter, benzin, petroleum, honning, fersken, modne æbler og i det hele taget pænt overmoden aroma og man fornemmer noget alder på vinen.

Riesling Grand Cru Muenchberg har en smuk balance, masser af eksotisk frugt, modne æbler, æblemost, citroner, blomster, pæn og lidt maskulin fylde, grønne elementer, meget ren samt en sindssyg lang eftersmag med lidt grape.

Forhandles af Vinotheket, hvor en flaske koster 188 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Etienne Simonis, Riesling Alsace, Alsace, Frankrig

2017 Etienne Simonis, Riesling Alsace, Alsace, FrankrigEtienne Simonis i byen Ammerschwihr omkring 10 kilometer fra Colmar var også repræsenteret med 2 vine … Riesling Grand Cru Kaefferkopf og denne lidt billigere Riesling Alsace.

Vinen er lavet biodynamisk og generelt laves vinene hos Etienne både på rustfrie ståltanke og gamle egefade. Efter høsten, som selvfølgelig sker via håndkraft, så presses druerne, hvilket sker langsomt over 6-8 timer. Derefter får mosten lov at hvile i 12-24 timer, således de værste urenheder falder til bunden.

Så overføres vinen til gæringstankene, hvor vi gærer spontant på druernes naturlig gærceller i monsterlang tid … 3-6 måneder, hvorefter vinen så lagrer en periode sur lie – altså med bærmen – inden vinen så flaskes.

I næsen er det en virkelig let vin, lidt sjov, røget og urtet, har masser af æbler, æbleflæsk, flodvand, estragon, grønne elementer samt en hel buket blomster i alle farver.

Smagsmæssigt pæn stram med citrus, jern … en fin balance, hvor lidt sødme blander sig og forsøger at vinde dit hjerte. Der er grønt, syrligt, meget nærværende og super balanceret.

Forhandles af Økovin, hvor en flaske koster 128 kr.

 Vinanmeldelse 5/7