Med næste vin er vi atter hos det chilenske vinhus Clos des Fous, for det er nemlig deres 2013 Würm Cabernet Sauvignon.
Clos des Fous har jeg skrevet om flere gange her på Houlbergs Vinblog, senest da jeg smagte deres 2015 Pucalán Arenaria. I det blogindlæg kan I læse mere om det chilenske vinhus og historien.
Würm er en nyere topvin fra Clos des Fous på Cabernet Sauvignon hovedsageligt fra Alto Cahapoal … den østligst beliggende vinregion i Chile med nogle af landets højest beliggende vinmarker. Den høje beliggenhed giver store temperaturudsving mellem nat og dag, og sikrer en fin friskhed i selv meget moden frugt.
Würm er lavet første gang i 2012 årgangen, men der kom de fleste af Cabernet Sauvignon druerne fra Alto Maipo, men havde også en lille andel druer fra Alto Cachapoal. I denne årgang 2013 er alle druerne så fra Cahapoal. Der er imidlertid slet ingen noter omkring produktionen, så vi spinger direkte i smagsnoterne.
Duftmæssigt har vinen en syrlig, bitter og mørk chokoladeagtig aroma, sødbrændte fade, dyb lakrids, fedme og mørke bær … masser af solbær, brombær og sorte kirsebær, store muskler, masser af eg og vanilje samt et bundt grønne urter.
Smagsmæssigt er stilen dog langt køligere end duften, og egentlig hurra for det, for det gør det samlede indtryk langt mere elegant og rent. Der er fortsat masser af solbær, en fyldig frugt, men vinen er meget tør og rank, mens tanninerne er bløde og pænt integreret.
Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr.