2014 Hewitson, Baby Bush Mourvèdre, Barossa Valley, Australien

2014 Hewitson, Baby Bush Mourvèdre, Barossa Valley, AustralienHewitson er et nyere vinhus, som ligger i hjertet af Barossa Valley på den historiske Seppeltsfield Road. Derfra smager jeres flittige vinblogger nu denne 2014 Baby Bush Mourvèdre.

Vinhuset er grundlagt i 1998 af Dean Hewitson, som i 1986 blev uddannet vinmager fra Australiens kendte vinskole Roseworthy Agricultural College. Derefter har han arbejdet og fået erfaring med vinproduktion i både hjemlandet og det meste af verdenen, bl.a. i  Bordeaux, Bourgogne, Champagne, Beaujolais, Rhône og Provence.

Derefter rejste han til Californien, hvor han bl.a. fuldførte sin Master indenfor vinproduktion, men han arbejdede hos huse i Santa Barbara, Napa Valley, Sonoma Valley, Monterey, Oregon og Washington State.

I 1998 etablerede han så – sammen med hustruen Lou – sin egen vingård i Barossa Valley og laver nu vine fra gamle vinmarker i primært Barossa, men har også et par enkelt vinmarker i Eden Valley, McLaren Vale og Adelaide Hills.

Til at hjælpe har parret også børnene Ned, Henry og Harriet. Og sammen har familien bygget en moderne vingård med en produktion med vægt på bæredygtighed, bl.a. solenergi, genanvendelse af vand og naturlig biodiversitet i markerne.

Perlen blandt vinmarkerne er Hewitsons Old Garden, en gammel vinmark med Mourvèdre vinstokke plantet  i 1853 af Friedrich Koch. Det er en vinmark, som har overlevet både oversvømmelser, brande, hungersnød og den verdensomspændende phylloxera epidemi. Det er således en af verdens ældste vinmarker.

Dean har da også taget nogle aflæggere af vinstokkene fra den gamle mark og bl.a. anvendt til anlæggelse af marken Baby Bush Vineyard, hvor stokkene i dag dog alene er omkring 15 år gamle.

Men her smager vi netop en vin med druer fra Baby Bush Vineyard, hvor druerne bliver delvis afstilket efter høsten. Vinen er så lavet med maceration og gæring over 2 uger med remontage og punch-down dagligt. Derefter er vinen lagret 15 måneder på franske barriques … brugte fra  topvinen Old Garden.

Der laves årligt 24.000 flasker af denne vin … stensikre 5 houlbergske fingre og endda med pil op.

I næsen er det en syrlig, dekadent bærduft, bondsk, animalsk, landlig aroma. Det er hestestald, mødding, blæk, grafit, meget saftig med en hulens masser saft, blåbær, kirsebær, jordbær, nelliker, urter, rosmarin, skovbund og jord. Virkelig syrlig og saftig næse.

Smagen er monster saftig med en smule saftevandsfølelse, lidt peber, masser af tæt, fed og moden frugt, meget fløjlsagtig med fed krop, lidt marmelade, eg og sødme. Tanninerne er også både fede, modne og bløde.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 180 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7