Næste Riesling er også fra et vinhus, som vi før har mødt her på Houlbergs Vinblog, for det er nemlig Weingut Tesch. Nu er det hans Gutsriesling aka basisvin i årgang 2020 jeg smager.
Jeg har tidligere skrevet en masse om Weingut Tesch, bl.a. da jeg tilbage i 2018 smagte en del vine fra vinhuset og skrev om det i mit blogindlæg Riesling Vineyard Box fra Weingut Tesch.
Denne basis Riesling er lavet på druer fra nogle af Teschs nyeste vinmarker. Den er i vineriet lavet alene på rustfrie ståltanke, hvor gæringen også er sket med nænsom presning og temperaturstyret gæring, mens lagringen også er sket i ståltankene.
Med det samme jeg dufter vinen, så får jeg denne specielle aroma, som bare er så typisk det Tesch, som jeg før har smagt … som om, at han bare har sin egen stil. Det er citroner, lemon, pærer, lidt grønne æbler og den virker pivfrisk, perlende med både lidt brændte noter samt en klart, ren og let saltet mineralitet.
Smagsmæssigt er vinen ikke vildt syrlig, men har bestemt lidt lemon bitterhed, grape og småsure æbler, men der kommer også en sødme ganske svagt, hvilket sammenlagt giver en vis saftighed. Dejlig lille Riesling og sådan lige mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.
Vinen forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.