Tag-arkiv: Italien

2019 Antonella Lombardo, Cheiras Bianco, Calabrien, Italien

2019 Antonella Lombardo, Cheiras Bianco, Calabrien, ItalienMed næste vin bliver vi i Calabrien, hvor vi helt ude på tåen af støvlen finder vinhuset Azienda Agricola Antonella Lombardo, der holder til den lille by Bianco. Vi smager her deres 2019 Cheiras Bianco.

Antonella Lombardo er oprindeligt fra Bianco, men byggede, efter endte studier i jura og en strålende karriere som advokat i Milano, sin egen vingård i hjembyen.

Det var i 2019, at hjemlængslen blev for stærk og Antonella flyttede tilbage til Bianco, hvor hun anskaffede sig 5 hektar vinmarker og lejede sig ind i beskedne lokaler for at begynde at lave vin.

Antonellas første vin kom på markedet i 2020, men hun og hendes vine har på ingen tid fået et kolossalt ry. Allerede i sit første år med vine på markedet blev Antonella udnævnt som årets bedste vindyrker af den prestigiøse Gambero Rosso-guide.

Denne Cheiras Bianco er lavet på 100% Greco di Bianco, der er høstet i løbet af september, hvor druerne allerede er tørret let på vinstokkene. Efter høsten er de så tørret yderligere i 20 dage i husets kælder før vinificering.

Derefter er druerne så afstilket og så er vinen lavet som en orangevin med gæring sammen med skindet og druernes egne gærceller ved kontrolleret temperatur i rustfrie ståltanke. Så er vinen lagret i tankene sur lie i 18 måneder … og yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en sødlig, let vammel og landlig vin, en smule mødding, ristede hasselnødder, noget humle og mjød, fersken, abrikos, kandiserede citroner samt en stor modenhed.

Smagen er fyldig, masser af smag, men også en tør friskhed, syre og dermed ikke helt en dessertvin. Den har en noget vandet lethed, en frugt af tørret abrikoser samt et ganske lille tanninhuk. 90 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Sergio Arcuri, Più Vite Riserva, Calabrien, Italien

2015 Sergio Arcuri, Più Vite Riserva, Calabrien, ItalienSergio Arcuri leverede både aftenens ringeste og bedste vin … og i første kategori var det rosévinen Il Marinetto Rosato Calabria, men her en ganske fortryllende 2015 Più Vite Riserva.

Men fælles for de to vine er faktisk, at begge er lavet på Gaglioppo druen, som til denne Più Vite Riserva kommer fra nogle af familiens allerældste krogede, gamle, buskformede vinstokke, som blev plantet på vinmarken Piciara i 1948.

De gamle vinstokke giver meget små mængder af fremragende druer, som i høj grad har været den primære årsag til Sergios ry som en fremragende kultproducent.

Druerne forvandler Sergio  nænsomt til decideret stor vin, ganske simpelt ved at gære og lagre vinen i 6 år på betontanke og derefter et år på flaske.

Det dufter ret fremragende … god kompleksitet med læderbælter, frisk mødding, rå-lakrids og lyse, lette og fine frugter, lyse blommer, jordbær, blomster  … utrolig luftig, æterisk, aromatisk og sikke fin, sart og feminint udtryk.

Uha hvor det smager godt, lys, let og spændstig med en vild, klar samt vibrerende og syrlig nerve. Alderen trykker på ingen måde, for det er nærværende og tanniner både tørre, lyse og skarpe tanniner, meget elegant med en lys og lemonagtig syre, som medvirker til at skabe en frisk, syrlig, blød og smuk vin.  95 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Rocca del Principe, Aurelia Taurasi, Campanien, Italien

2019 Rocca del Principe, Aurelia Taurasi, Campanien, ItalienVi skulle lige for en stund tilbage til Rocca del Principe, som vi jo smagte aftenens 2. syditalienske hvidvin fra, men har var det så deres røde 2019 Aurelia Taurasi.

Denne er også aftenens første vin, der er lagret på egefade, da alle de forrige er lagret på stål, men Aurelia Taurasi er også lavet på Aglianico, der tit regnes som den syditalienske Nebbiolo.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke over 25 dage og efter endt gæring er vinen så lagret 12 måneder på barriques, 12 måneder på store slavonske egefade og endda yderligere 18 måneder på flaske.

Duftmæssigt … tør, stram og med god kraft, dyb frugt og det pæne fadpræg trænger godt igennem og dermed virker vinen klart mere mørk og simpel end fx en Barolo. Frugten virker mørk, gæret og der er sorte kirsebær, tørret blomster, tørrede urter, lidt violer og så en omgang læder … ganske flot og mørk vin med nerve.

Nu smager vinen også som en flot, stram og alligevel saftig vin med markante og tørre tanniner, som virkelig er mundudtørende, bare på en mere mørk facon. Den har også godt med syrlighed, lidt tjære og syrligheden fortsætter i en lang eftersmag. 92 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Paolo Calì, Pruvenza Frappato Vittoria, Sicilien, Italien

2017 Paolo Calì, Pruvenza Frappato Vittoria, Sicilien, ItalienVi øhopper igen til Sicilien, men denne gang til den sydøstlige del af øen nede ved Vittoria, hvor vi finder Azienda Vitivinicola Paolo Calì, der har lavet denne 2017 Pruvenza Frappato Vittoria.

Paolo Calì er egentlig selv uddannet farmaceut/apoteker inde i Vittoria, men kommer fra en gammel, lokal familie, der altid har dyrket jorden og lavet vin på stedet.

Han er også startet med at lave vine helt efter sit eget hoved fra 15 hektar vinmarker, som han har overtaget fra familien og endda er de bedste marker med gamle sandklitter og masser af kalkfossiler. De drives alle bæredygtigt, men det tørre klima betyder, at sprøjtning ofte er helt unødvendig.

Sandet og fossilerne giver lys jord, der kaster meget lys tilbage og derfor er med til at holde markerne relativt kølige. Markerne ligger i 200 meters højde og kølige nattevinde fra nærliggende højder køler dem yderligere ned.

Efter overtagelse af markerne, så har Paolo Calì plantet de lokale druesorter Frappato, Nero d’Avola og Grillo, men han holder udbytte i markerne lave og høster ved balanceret modenhed.

Denne Pruvenza Frappato Vittoria er lavet på druen Frappato, der også kaldes Frappato di Vittoria. Her kommer druerne fra marken Pruvenza, der ifølge Paolo Calì altid giver de bedste Frappato-druer på hans jorder.

Som med de foregående vine, så er denne alene lavet på ståltanke og alene med druernes egne gærceller. Her er gæring og maceration så sket over 15-20 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på ståltanke.

Hvor dufter vinen let, luftig og fin med en sødlig, blomstret aroma samt lys frugt af jordbær samt lyse kirsebær. Den er så fin aromatisk, bondsk og lys, leret og virker overraskende elegant, ren og hele tiden med denne note af ler, skov og efterårsluft. Mums.

Smagen er skam også lys, let og blomstret … virkelig easy-going, saftig, læskende og ren. Selvom tanninerne ikke er særlig markante, så kan den smagsmæssigt minde en smule om en lys Nebbiolo, har en frugt af kirsebær, grønne jordbær, hindbær og lemon, bare så fuldstændig ren, fin og næsten sart. 94 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 VignaFlora, Tre Tomoli Rosso Susumaniello, Puglia, Italien

2018 Vignaflora, Tre Tomoli Rosso Susumaniello, Puglia, ItalienMed næste vin skal vi på hælebar … eller i hvert fald til Italiens hæl, hvor vi Noci ved Murge-bakkerne i Puglia finder VignaFlora di Saponari Filomena, som står bag denne 2018 Tre Tomoli Rosso Susumaniello.

Filomena Saponari – der blot kaldes Flora – startede sin lille vingård i 2010 som 42-årig helt fra bunden på et stykke 2 hektar jord, som havde tilhørt hendes morfar Donato Parchitelli. Hun havde egentlig arbejdet som revisor i mange år, men hendes kærlighed til landskabet og vinene erobrede hende definitivt og derfor startede hun VignaFlora i en sen alder.

På jorden plantede Flora Susumaniello-sorten, som ellers hører til i omegnen af Brindisi og alle hendes marker har været drevet 100% økologisk fra begyndelsen.

Denne 2018 Tre Tomoli Rosso Susumaniello er så en af Floras få vine, men altså som navnet siger lavet på Susumaniello druen, der jo egentlig ikke været en særlig populær druesort og ikke anvendt særlig meget, men Flora kan noget specielt.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke over 14 dage og efter endt fermentering er vinen blot lagret i ståltankene i hele 18 måneder.

Duften er tør og fed … virker meget sort med blæk, tryksværte, blåbær, sorte kirsebær, sorte modne kirsebær, tæt og intens med nogle lakridspiber, bagepulver, lidt mynte og noget peber.

I munden er der masser af power, men så alligevel med en  imponerende friskhed. Jeg har før smagt Susumaniello, men der var vinen mere tung … det er den bestemt ikke her, hvilket virkelig virker rigtigt godt. Den har en let sødme, fedme og god ren frugt … nogle fede tanniner, let peber og samlet set ret spændende. 92 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Sergio Arcuri, Il Marinetto Rosato Calabria, Calabrien, Italien

2022 Sergio Arcuri, Il Marinetto Rosato Calabria, Calabrien, ItalienAzienda Agricola Sergio Arcuri ligger i byen Cirò Marina helt ud til Det Ioniske Hav på Calabriens kyst, men derfra kommer næste vin, som er rosévinen Il Marinetto Rosato Calabria.

Vingården er grundlagt allerede tilbage i 1880 af Peppe Arcuri, der havde en stor kærlighed for at dyrke druer og dengang passede alle markerne med heste og æsler.

Det var dog først i 1973, at barnebarnet – der skam også hed Peppe Arcuri – byggede en vinkælder, men primært solgte sin vin bulk til en lille – men stigende – kundekreds. Han havde dog ellers siden 1940 som ung 9-årig lært hele håndværket fra sin bedstefar.

Men i 2009 overtog Sergio Arcuri driften sammen med sin bror Francesco. Han har moderniseret vinkælderen og producerer nu 4 forskellige vine med lidt hjælp fra sin far.

Sergio Arcuri ejer kun 3,5 hektar vinmark fordelt rundt i Cirò-området og markerne er overvejende beplantet med gamle stokke, der dyrkes ad alberello aka som små, enkeltstående buske.

Markerne befinder sig på de tre hovedtyper af jordbund i området, nemlig lys, kalkholdig lerjord inde i landet, rødlig, jern- og kalkholdig lerjord på et lavt plateau og lys, finkornet sandjord lige ved stranden.

Sergio dyrker kun én sort og det er Gaglioppo. Dyrkningen er reelt set biodynamisk, men er ikke certificeret som sådan. Til gengæld er dyrkningen certificeret økologisk.

I realiteten er Sergios metoder så naurlige med så lidt indgriben og vinene laves kun på ståltank uden kulturgær og tilsætningsstoffer eller andet skidt … udover en lillebitte smule svovl ved flaskning.

Denne Il Marinetto Rosato Calabria er også lavet på Gaglioppo, som efter høst har lagt køligt sammen med skindet i 6 timer før presning og så gæring i temperaturkontrollerede ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen blot er lagret 6 måneder i ståltankene.

I glasset er vinen nærmest lidt kobberfarve … lyserød kobber, men har en duft af lysrøde frugter og blomster. Det er mest kirsebær og kandiserede kirsebær, lemon samt grape. Der er også aromaer af en smule mælkebøtter, virker leret og sandet … endda ganske parfumeret.

Smagsmæssigt virker vinen lidt vandet, men har egentlig en ganske okay frugt, let syre samt lidt saltlakrids og sten. Det bliver ikke lige min favorit, men med rosévine er jeg også altid meget forbeholden, hvilket også er tilfældet med denne. 87 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2021 Consorzio San Michele, Superbia Gallurese Vermentino di Gallura Superiore, Sardinien, Italien

2021 Consorzio San Michele, Superbia Gallurese Vermentino di Gallura Superiore, Sardinien, ItalienSå laver vi igen et lille øhop, for et par kilometer vest Berchidda i den nordlige del af Sardinien finder vi Consorzio San Michele, der står bag denne Superbia Gallurese Vermentino di Gallura Superiore 2021.

Consorzio San Michele er nærmest et mikro-kooperativ, der blev oprettet i 2013 af fire medlemmer fra to familier.

De ville kombinere deres viden, færdigheder og besluttede at forbedre Vermentino di Gallura vinene fra området, der ligger ved Gallura nær Berchidda næsten overfor kirken Chiesa campestre di San Michele, så de brugte også derfor navnet til deres lille konsortium.

Sammen har de omkring 13 hektar vinmarker, der alle ligger ved Berchidda for foden af Limbara-bjergkæden.

Familierne har ejet deres jord og dyrket druer her igenem flere generationer, og syntes nu, at det var på tide at starte for sig selv, fremfor at sende druer til det store lokale kooperativ.

Jordbunden af forvitret granit og markerne ligger i 350 meters højde og er under en afkølende indflydelse fra Limbara-massivet er ren arketype for Vermentino fra Gallura.

Udbytterne holdes lave,og vinene fremstilles så simpelt som muligt, med temperaturkontrolleret gæring med druerne naturlige gær og så blot lagring på rustfri ståtanke.

Denne Superbia Gallurese Vermentino di Gallura Superiore er selvfølgelig lavet på ren Vermentino, der er høstet i slutningen af september. Efter høsten er druerne afstilket, hvorefter der sker en kold maceration aka udblødning i 48-72 timer inden brød presning.

Den fritløbende most gærer derefter i ståltanke ved 11-12 grader over 20 dage og derefter er vinen lagret i ståltankene 6-7 måneder med hyppig batonnage.

I næsen er der godt med blomstermarker, meget intens og tæt med kogte pærer, moste ferskner, honningmelon, kvæde og lidt harpiks, men man fornemmer også en vis fedme og ganske meget blødhed.

Den smager sgu også  fed … fed og cremet, for virker meget bred i munden, mens den til gengæld også virker lavere på syre. Smagen er sådan lidt tilbagelænet … grillet lemon, modne ferskner, men har så alligevel en frisk mineralitet, som aldrig gør vinen alt for voluminøs eller slasket, men bestemt er med til at gøre den yderst drikbar., så dermed 91 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2021 Rocca del Principe, Tognano Fiano di Avellino Riserva, Campanien, Italien

2021 Rocca del Principe, Tognano Fiano di Avellino Riserva, Campanien, ItalienMed næste syditalienske hvidvin rykker vi ind på fastlandet, for i de grønne bakker i Irpinia tæt ved byen Lapio sydvest for Taurasi i Campanien finder vi Rocca del Principe, som står bag denne 2021 Tognano Fiano di Avellino Riserva.

Azienda Vitivinicola Rocca del Principe di Fabrizio Aurelia er grundlagt i 2004  af Ercole Zarrella, hans hustru Aurelia Fabrizio og hans bror Antonio. De kommer fra en familie, der altid har viet deres liv til jorden, efter mange års salg af druer til andre, så besluttede de selv at starte med at lave deres egne vine.

Rocca del Principe har samlet 10 hektar vinmarker, hvoraf 5 hektar ligger i Fiano på Arianiello-bakken … faktisk ligger vingården, hvor zonerne til Taurasi DOCG og Fiano di Avellino DOCG overlapper hinanden. Vinmarkerne er placeret i to modsatte sider af bakken, nordsiden og sydsiden … på sydsiden dyrkes de røde druer og på nordsiden dyrkes de hvide sorter.

Jordbunden i Rocca del Principes marker er af vulkansk herkomst fra et af Vesuvs mange udbrud med underliggende lerjord, der holder godt på vandet og giver friskhed.

Markerne dyrkes økologisk, men dog uden certificering. Den store højde og den friske jordbund giver vine, røde som hvide, der først og fremmest er domineret af mineralitet og en nærmest glitrende friskhed.

Denne Tognano Fiano di Avellino Riserva er fra enkelt vinmarken Tognano, der ligger i 550 meters højde og bl.a. har nogle gamle pre-phylloxera stokke med Fiano druen, men de fleste er dog plantet omkring 1990 og druerne er høstet i starten af oktober.

Vinen er lavet ved, at vinen først ligger køligt med en maceration med drueskindet i 15 timer, hvorefter gæringen er sket i ståltanke over 45 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 12 måneder på ståltankene og yderligere 12 måneder på flaske.

Igen er der her en aroma med blomstersæbe, urter, harpiks, grønne blade, nødder, oregano, melon, mirabiller, nektariner, fersken samt umodne pærer. Der kommer også lidt honningagtige noter og en smule mineralitet.

Det er smagsmæssigt en vin med en vis fyldighed, fedme og pænt koncentreret. Frugten virker en smule kandiseret med lemon, grape og grillet citron. Det er ganske cremet … næsten på vej til at være olieret og syltet, men samtidig uden at miste en rank friskhed. 92 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Ayunta, Piante/Sparse Etna Bianco, Sicilien, Italien

2020 Ayunta, Piante/Sparse Etna Bianco, Sicilien, ItalienEn lille syditaliensk smagning forleden – forstået af Ole Udsen – startede med et glas af denne sicilianske Piante/Sparse Etna Bianco 2020 fra vinhuset Ayunta.

Det er en ganske lille familieejet vingård, der ejes af Mangione-familien og de har ejet marker på Etna i generationer.

Helt præcis ligger Agricola Ayunta i 700 meters højde på de nordlige skråninger af den iltre vulkan nær Randazzo en smule vest for Passopisciaro … altså nærmest i hot-spottet for nogle af Etnas  bedste vinproducenter i dag.

Det var også områdets store succes, som fik Mangione-familien til at begynde at fremstille og flaske vine på deres druer fra deres små 2,8 hektar vinmarker med den vulkanske undergrund.

Familien har altid dyrket vinmarkerne nænsomt uden brug af kunstgødning og altid med minimal sprøjtning og intervention. Nu hvor de selv fremstiller vinene, er alt arbejdet decideret økologisk og minimalistisk, men de har dog ikke orket at lade sig certificere.

I vinkælderen er tilgangen udpræget hands-off, og der benyttes ingen kunstgær og tilsætningsstoffer, bortset fra en ganske let svovling ved flaskning.

Resultatet er rene, klare vine med heftig stedsans, en mineralsk, vulkansk på virkning, stor saftighed og en lille, dejligt drikkevenlig og madvenlig stramhed.

Her smager vi familiens hvide Piante/Sparse Etna Bianco, der er deres top-hvidvin med druer fra deres ældste marker. Den er lavet på 90% Carricante og 10% Catarratto … eller det er i hvert fald, det som fremgår på gårdens hjemmeside.

Men de 10% Catarratto dækker nok i virkeligheden over et field-blend med op til 13 forskellige grønne sorter, der står rundt omkring i de ældste vinmarker i promiskuøs sammenplantning med de blå sorter, sådan som vinbønderne altid gjorde det, indtil for nogle få årtier siden.

Kun nogle af sorterne kendes rigtigt, mens andre er ældgamle og kun har lokale navne … nogle helt andre typer, herunder en eller flere halv- til hel-aromatiske typer.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og med gæring fra vildgær og efter endt fermentering er vinen også lagret i ståltanke … samt på flaske en periode efter aftapning.

I næsen er det en lidt anderledes duft, men egentlig meget charmerende og særegen. Der er lidt oksefond, ligusterhæk, gyvel blomster, virker lidt vokset i det, sæbeparfumeret med lidt nødder og en frugt af æbler … mest grønne æbler.

De grønne æbler går også igen i smagen, som er frisk og syrlig med en fremtrædende mineralsk krop. Syren bærer også citrus noter, en smule salt, men samlet set har vinen en rigtig god kombination af en fylde, friskhed og syrlighed … smager sgu godt. 92 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Zeni, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2020 Zeni, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienJeg smagte derefter også Cantina F.lli Zenis Amarone … men ikke en vin, som jeg har smagt før, for dette er tilsyneladende blot en 2020 Amarone della Valpolicella … altså uden betegnelsen Classico.

Det er nu imidlertid nok en Amarone della Valpolicella Classico, for dels prissætter Supervin den som en Classico og dels kan jeg heller ikke finde oplysninger om, at Zeni skulle lave en Amarone della Valpolicella uden Classico betegnelsen, så måske det bare er en testflaske til vinanmeldere.

Hvis den er en Classico, så er den lavet på de klassiske Valpolicella druer Corvina, Corvinone og Rondinella. De er alle høstet og tørret i kasser 2 måneder, så de næsten bliver til rosiner.

Derefter er der sket gæring og maceration over 2-3 uger og efter endt fermentering er vinen så lagret 2-3 år på store, gamle egefade inden endelig aftapning på flaske.

Som sidst er duften ikke overfed rosinsaft, for vinen har en god, fyldig og varm frugt, der mest er blommer,  sorte kirsebær, figner og svesker, men det er også som om, at man kan fornemme den høje oktan på 15,5% suppleret af lakrids, lidt vanilje, nelliker og søde krydderier.

Som med den forrige Valpolicella Ripasso Superiore, så er smagen  både sød, fed, jammy, marmeladeagtig og stærk. Det tilter dog ikke helt, for der er også en syre, der aldrig bliver overfed. Der er frugt af blommer, rosiner og svesker, sød tobak … igen er alt fint integreret og alt er pakket både blødt og cremet ind, så dermed er vinen helt perfekt til en juleaften med and og danskerhygge. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7