2001 Château Suduiraut, Sauternes 1. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2001 Château Suduiraut, Sauternes 1. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVinmæssigt sluttede jeg 4-retters middagen på HOS med en 20 år gammel vin … en smuk Sauternes 1. Cru Classé fra Château Suduiraut.

Vi har her fat i et helt specielt vinslot, for det er nemlig et 1er Cru slot i 1855-klassifikationen, selvfølgelig ikke under Medoc vinene, men under Sauternes-Barsac.

De søde hvidvine fra Sauternes-Barsac blev nemlig også klassificeret i 1855. Château d’Yquem blev betragtet som så enestående, at vinen kom i en kategori for sig, men Château Suduiraut blev ratet som 1er Cru Classé.

Château Suduiraut er samtidig nok et af de smukkeste slotte i Sauternes. Det kan dateres tilbage til det 16. århundrede, hvor den adelige Leonard de Suduiraut giftede sig med Nicole d’Allard og som medgift fik jorden til det, som vi i dag kender som Château Suduiraut.

Det var dog Leonards nevø Comte Blaise de Suduiraut, som fik slottet opført og samtidig stod bag opførelsen af den smukke have omkring slottet … anlagt af den berømte havearkitekt Le Nôtre, som også havde skabt Versailles-slottets haver. I dag kan de flotte haver omkring slottet fortsat nydes.

Men da Comte Blaise de Suduiraut døde uden arving, så fik slottet en grum skæbne og endte med at blive plyndret og brændt ned ved Fronde opstanden, der varede fra 1648 til 1653. Det blev derefter genopbygget og i slutningen af ​​det 18. århundrede overtaget af en nevø af Suduiraut-familien Jean Joseph Duroy, som omdøbte vinslottet til Cru du Roy.

Det var også Jean Joseph Duroy, som skabte det våbenskjold, som Château Suduiraut bruger i dag … en kartouche med Suduiraut- og Duroy-våbenskjoldene smeltet sammen i et.

Der har formentlig nok altid været produceret vin på Château Suduiraut, men det var først i begyndelsen af ​​det 18. århundrede, at man begyndte med at høste overmodne druer for at lave de søde sauterne vine … og det gjorde man også på Suduiraut.

Selvom det var naboen lidt længere mod syd Château d’Yquem, som løb med den største hæder, så blev Château Suduiraut også hurtigt anerkendt som et af de bedste vinhuse for fremstilling af de søde dessertvine. Slottet blev således også registreret som 1er Cru i den officielle 1855-klassifikation for de søde hvidvine fra Sauternes-Barsac.

Men op gennem 1940’erne, 50’erne og 60’erne dykkede kvaliteten mærkbart og mange Sauternes elskere vendte vinene fra Château Suduiraut ryggen.

Så da den franske forsikringskoncern AXA i 1992 overtog Château Suduiraut, så satte man alt ind på at bringe slottet tilbage på sporet. Den store forsikringskoncern ejede i forvejen Château Lynch Bages og Château Pichon Baron i Pauillac. De satte Christian Seely ind som administrerende direktør på Château Suduiraut flankeret af teknisk direktør Pierre Montegut … og foretog betydelige investeringer.

Men de har absolut båret frugt og i løbet af 2000’erne er der sket et markant kvalitetsløft. I dag er Château Suduiraut igen en af områdets betydelige producenter.

De råder over hele 92 hektar marker med i gennemsnit 30 år gamle vinstokke fordelt på 90% Semillon og 10% Sauvignon Blanc. Den nærved liggende Garonneflod sørger for fugtighed og tåge, der er essentielt for at den noble råddenskab Botrytis Cinerea udvikles,  grundvilkåret for stor sød Sauternes.

Denne 2001 Sauternes 1. Cru Classé er lavet på 90% Sémillon og 10% Sauvignon høstet af 3 omgange efterhånden som druerne blev angrebet af botrytis, hvilket i 2001 tog forholdsvis lang tid. Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men vinen er lagret samlet 24 måneder, heraf 40% på nye fade, 30% på fade brugt én gang tidligere og 30% på ældre fade. Vinen har små 150 gram restsukker pr. liter.

Det dufter sgu ganske fremragende … en kombination af ædeltræ, mahogni, nedfaldsæbler, syltede appelsiner, karamel, lidt oxideret ædelhed, nødder, abrikos, pærer, tørrede frugter, æblekompot og kanel, vanilje og eksotiske krydderier.

Uha, hvor det også smager godt, blød, cremet og smelter sgu nærmest i munden, hvor alle de søde, syrlige, modne og intense smage løber ud i alle afkroge. Selvom det smager som bedste nektar, så er vinen ikke bare sød, men har også en skarp og direkte smag, en rank ryg … måske med lidt rynker, men det er storhed på flaske.

Forhandles flere steder … bl.a. hos Supervin, hvor en flaske i en nyeste årgang 2020 kan købes en primeur til 549,95 kr. eller 408,75 kr. ved køb af 6 flasker. 2001’eren kan man nok ikke finde mere.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2012 Famille Perrin, Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins, Rhône, Frankrig

2012 Famille Perrin, Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins, Rhône, FrankrigJeg har jo næsten lige smagt og skrevet om Beaucastels 2015 Châteauneuf-du-Pape, men til hovedretten med andebryst og knoldselleri, stegte blommer & madeirasauce med langpeber, så kom der atter Châteauneuf-du-Pape fra Perrin brødrene i mit vinglas … 2012 Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins.

Det er således ikke Beaucastel vin, men en vin i deres Famille Perrin Sélections Parcellaires serie … og denne enkeltmarksvin er fra familiens topmark Les Chapouins, som er en lidt blæsende og kølig mark.

Modsat Beaucastels Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på alle 13 tilladte druesorter, så er Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins kun lavet på 3 sorter, hvilket primært er Grenache tilsat lidt Mourvèdre samt Syrah … men ellers er vinen faktisk lavet på nøjagtig samme måde som Beaucastel.

Vinificering er sket i egetræsfade for Syrah og Mourvedre, men den mere oxidative Grenache drue har gæret i traditionelle cementtanke og efter den malolaktiske gæring er vinen blandet og så lagret 5 år på store egetræsfade,

Duftmæssigt er aromaerne lidt rustikke … våde fade dynget til med vin, dyb og mærk aroma, lakrids, lakridsrod, lidt mentol, tung, mørk frugt, blommer, tørret kød, flæsk, fadnoter med vanilje, chokolade og sødbrændte noter, grafit, blæk og lidt sorte trøfler.

Smagen er faktisk ganske kompleks, fyldig og overraskende tør, god syre og knastørre tanniner. Det er en robust og stærk fætter, lidt til den mørke side i forhold til Château de Beaucastel. Der er kakao, en smule mokka og søde spejderhagl. Det er en elegant vin med en utrolig lang finish.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Bader-Mimeur, Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Bader-Mimeur, Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, Bourgogne, FrankrigBedste ret hos Restaurant HOS blev for mig ristet helleflynder, sprød kål & kærnemælkssauce med brunet smør & ørredrogn, mens vinen her var intet mindre end imponerende. Det var en Saint-Aubin 1er Cru en Remilly fra Domaine Bader-Mimeur.

Domaine Bader-Mimeur holder til på Château de Chassagne-Montrachet i udkanten af selve Chassagne-Montrachet by. Det fine bourgogneslot ejes i dag af Bader Mimeur familien, der har været beskæftiget indenfor vinavl siden 1700-tallet … både Bader og Mimeur familierne.

Det var oprindelig Charles Mimeur, der i 1919 købte vinmarkerne omkring Château de Chassagne-Montrachet, en del af den nordlige fløj, slottets gamle kældre og vineriet på Château de Chassagne-Montrachet fra Masson Dubois familien.

Château de Chassagne-Montrachet stammer helt tilbage til 1270, hvor det blev ejet af Jean de Cru og senere i det 1300-århundrede af Hugues de Chassagne, der var rådgiver for kongen. Slottet har siden haft mange skiftende ejere … altså indtil 1919, hvor Mimeur købte en stor del af slottet, som blev renoveret og delvis fornyet i det 19. århundrede.

Efter Charles Mimeur overgik ejerskabet senere til hans datter og svigersøn. Hans datter Eliste Mimeur blev allerede i 1920 gift med Charles Bader, hvilket også er årsagen til, at vinhuset siden har heddet Domaine Bader-Mimeur.

I dag administreres vingården af Alain Fossier og Marie-Pierre Bader-Fossier samt deres børn Nathalie og Sebastien. De ejer også fortsat hovedparten af Château de Chassagne-Montrachet og har endda også opkøbt yderligere marker i Chassagne Montrachet, Saint Aubin og køber derudover druer hos avlere i Meursault, Pommard og Chambolle.

Samlet ejer huset selv 8 hektar i appellationen Chassagne-Montrachet, herunder 5 hektar på den mest prestigefulde mark Clos du Château. Men her smager jeg husets 2018 Saint-Aubin 1er Cru en Remilly, hvor Chardonney druerne kommer fra 2 marker på 1,7 hektar i Saint Aubin … markerne La Montagne og La Clairière de la Montagne. Vinen er lavet helt klassisk og er efter endt gæring så lagret 12 måneder på barriques, heraf 20% nye.

Saint Aubin vinene er meget kraftfulde og strukturerede vine. De har måske en tendens til at mangle samme ynde og finesse, som man finder Chassagne Montrachet og Puligny Montrachet, men denne er bare virkelig lækker.

Duftmæssigt siger jeg bare WAUW … ristede noter, brunet smør, nødder og en vibrerende´syre, som stikker hovedet frem sammen med bagt æbletærte med ristede nødder ovenpå, let estragon, ren, klar og med lidt let røgede noter. Det er en lys, feminin og valsende vin med blomster og forsigtigt anstrøg af mineraler.

Smagen følger med duften … cremet og indbydende, men fortsat med slank krop, masser af frugtrigdom, syren er virkelig dansende rundt på tungen, ren og slank med let saltede elementer. Der er en spændstig, fin og elegant vin … vibrerende, sitrende og levende, så klart 6 store fingre med pil op.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Egon Müller, Scharzhof Riesling, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Egon Müller, Scharzhof Riesling, Mosel, TysklandFruen var på hvidvin hele aftenen og jeg havde bestilt nok verdenens bedste Gutsriesling, nemlig Egon Müllers Scharzhof Riesling og her i årgang 2018.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere … sidst var det i 2015, hvor jeg smagte samme vin i en årgang 2011. Dengang skrev jeg også lidt om Egon.

Denne Scharzhof Riesling er husets entry-level vin, en ren Gutsriesling fra husets marker i Saarburg, Oberemmel, Wawern, Wiltinger Braunfels og Wiltinger Kupp. Lavet på ren stål og ikke lagret på eg overhovedet og hele 28 gram restsukker pr. liter.

Allerede fra første snif fornemmer du Egon Müller skræmmende niveau … masser af krop, ædelhed, maskulinitet og vinen fylder bare næsen med velbehag. Der er let petroleum, men ikke hysterisk TDN drevet, selvom dækslet til benzintanken er skruet helt af og gør alle duftene brandfarlige. Udover de æteriske dampe, så er der sødme med en frugt af grønne og modne æbler, fersken, hyld, kvæde, citrus, vingummi, muskat, appelsin, honning, våde sten, flint og også lidt krydrede noter.

I munden er det også en kraftig 98 oktan blyholdig saft med fylde, krop og sødme … bare denne store, tunge og alligevel elegante smag, der næsten er olieret, men så præcis og delikat. Dermed bliver det en cremet, fed og sød vin, hvor efter smagen byder på lidt salvie, appelsin og måske endda akaciehonning.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 F.E. Trimbach, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, Frankrig

2017 F.E. Trimbach, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, FrankrigFørste vin i min lille prestige vinmenu på Restaurant HOS skulle følge en ret med saltede kammuslinger med havesyre, peberrodscreme & syrnet fløde. Det var en fin 2017 Riesling Grand Cru Schlossberg fra legendariske F.E. Trimbach.

Trimbach ligger i den idylliske 800 år gamle Ribeauvillé og er i dag synonym med de bedste vine fra Alsace. Huset er selv grundlagt i 1626, hvor Jean Trimbach begyndte at producere vin for første gang. Firmaets populære rygte er blevet bevaret fra far til søn takket være et blændende vindistrikt og den gode kvalitet på vinene.

Siden 1898, som var året, hvor Frédéric Emile Trimbach først præsenterede sine vine på den internationale vinmesse i Bruxelles og fik højeste udmærkelse, er navnet Trimbach slået fast og er blevet kendt på internationalt plan som et af de bedste navne i Alsace.

Siden etableringen i 1626 er metier’en givet videre fra far til søn i hele 12 generationer. I dag er husets frontfigur Hubert Trimbach og ved sin side har han sin bror Bernard. Generationsskiftet er allerede i gang.

Bernards 2 sønner er nu dybt involveret i familiefirmaet. Pierre er vinmager og Jean arbejder med salg. Næste generation er allerede sikret. Jean og Pierres børn viser allerede stor interesse for faget.

Trimbachs jordlodder er hovedsageligt beliggende i landsbyerne Ribeauvillé og Hunawihr. Alle 27 hektar er syd – sydøst vendte, og jordbundsforholdene er perfekte: jorden er meget ler- og kalkholdig og indeholder nogle steder også et lag af mergel.

Vinstokkenes gennemsnitsalder på 25-30 år er også medvirkende til altid at sikre den højeste druekvalitet. Men ikke alle druer kommer fra egne marker. Trimbacharbejder tæt sammen med nogle mindre vinbønder, hvorfra der også opkøbes druer fra omkring 120 hektar.

Her smager vi fra husets Grand Grus Collection en 2017 Riesling Grand Cru Schlossberg, hvor druerne kommer fra den 2 hektar store parcel, som familien købte i 2012. Denne årgang 2017 er således blot 4. udgave af vinen fra den meget granitholdige Grand Cru Schlossberg mark.

Efter høsten bliver druerne straks bragt til vineriet, hvor der sker sortering og presning.  Gæringen foregår alene på rustfri ståltanke ved kontrollerede temperaturer og efter endt fermentering lagrer vinen også sur lie i tankene inden aftapning på flaske.

I næsen virker vinen lettere fed og allerførst kommer der lidt tertiære noter med petroleum suppleret med fersken, melon, æbler, blomster, tulipaner, kaprifolier samt lidt bivoks.

Smagsmæssigt er det en seriøs Riesling, men den mangler i mit beskidte objektiv en smule bundtræk og dybe. Men så har den til gengæld en saltet mineralitet med flydende sten, melon, citron og en syre, som ikke er syrespids, men til at snakke med. Dermed giver Houlberg vinen 5 store tomler med pil op.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

Houlberg besøgte Restaurant HOS i Odense … afslappet stemning i mørket

En miniweekend i Odense bød – selvfølgelig – på et lille restaurantbesøg med gode vine. Jeg havde endda i god tid lavet en reservation af et bord på Restaurant HOS, der ligger centralt på Kongensgade i midtbyen.

Restaurant HOS er en hyggelig frokost- og aftenrestaurant, som drives af Michelle Hemme og Jakob Spolum. HOS er da også en sammentrækning af forbogstaverne af ejernes efternavne Hemme og Spolum.

Restauranten har specialiseret sig i smørrebrød til frokost … måske endda med en hjemmelavet snaps til, men har derudover åben fredag og lørdag aften med spændende menuer på højt niveau med fortolkning af årstidens råvarer. På den vinøse side har de en kraftig, udpræget burgundiske slagside med et rigtigt fint vinkort.

Vi ankom næsten præcis til det reserverede tidspunkt og fik anvist et bord. Restaurant HOS er ganske lille og utrolig hyggelig. Der emmede af god stemning, så vi følte os omgående godt tilpas. Vi fik et menukort i hænderne, men havde faktisk allerede besluttet os for både mad og vin inden besøget.

Det var vist meget heldigt, for den hyggelige atmosfære i restauranten betød også, at der var noget mørkt … endda så mørkt, at jeg næsten ikke kunne læse menukortet, hvor tilvalgsretterne stod med så små bogstaver, at de nærmest var ulæselige … selv med de medbragte læsebriller.

Nå, men vi valgte at springe på HOS’ 4-retters middag, som bestod af

  • Saltede kammuslinger med havesyre, peberrodscreme & syrnet fløde
  • Ristet helleflynder, sprød kål & kærnemælkssauce med brunet smør & ørredrogn
  • Andebryst med knoldselleri, stegte blommer & madeirasauce med langpeber
  • Æbler, crème anglaise, hasselnøddekiks, marcipan & æblesorbet

Vinmæssigt blev det en kombi-løsning … til fruen en hel flaske hvidvin, som jeg selvfølgelig fik lov at vælge og samtidig også lige kunne smage.

Jeg sprang selv på en prestige vinmenu med 4 forskellige vine tilpasset de 4 retter … eller med andre ord en løsning helt perfekt for vinbloggeren.

Da fruen – og dermed indirekte mig selv – skulle forkæles, så blev hvidvinen en 2018 Riesling Scharzhof fra Weingut Egon Müller og selvom det er en simpel Gutsriesling, så er det bare på et out-standing højt niveau, for Egon er jo konge.

Maden

Men lad os da endelig lige kigge nærmere på maden og vinene fra vinmenuen.

Saltede kammuslinger med havesyre, peberrodscreme & syrnet fløde

Vi startede de 4 retter med kammuslinger, som var saltet eller rimmede … derefter skåret i skiver og serveret noget grønt og let bittert … det var lidt havesyre, der jo er lidt større og grovere end skovsyre.

Kammuslingernes sødme blev komplimenteret af den syrnede fløde … fin lille ret, som HOS vinmæssigt matchede op med en 2017 Riesling Grand Cru Schlossberg fra F.E. Trimbach i Alsace.

Ristet helleflynder, sprød kål & kærnemælkssauce med brunet smør & ørredrogn

Næste ret var også fisk … og niveauer over retten med kammuslinger. Jeg elsker fisk, der er sprødstegt på skindet og denne helleflynder var SÅ PERFEKT med palmekål med bid i under fisken suppleret med en syrlig kærnemælkssauce til at give lidt spændende syre … og så ørredrogn til at poppe lidt i munden. Det er sådan en ret, som jeg bare knuselsker.

Den tilhørende vin var nok også aftenens bedste … en lækker hvid 2018 Saint-Aubin 1er Cru en Remilly fra Domaine Bader-Mimeur … hvor der både var fad og en sprød, vibrerende syre. Sammen var det et match made in heaven … eller hvor man nu laver sådanne oplevelser bedst.

Andebryst med knoldselleri, stegte blommer & madeirasauce med langpeber

Hovedretten var i årstidens ånd selvfølgelig præget af den kommende højtid … andebryst med knoldselleri, stegte blommer og hertil madeirasauce med langpeber.

Hvad fanden er langpeber? Det er tilsyneladende en anden pebersort, der primært dyrkes i Malaysia, Indien og Singapore. Det er en lille 2 centimeter lang peber – også kaldet Piper Longum – der er høstes som umodne og soltørrede fra en lille busk og har en meget mere krydret, mere aromatisk og stærkere smag end almindelig sort peber.

Nå, men her indgik den altså i det kompakte, smagfulde ret … andebrysterne bare så totalt møre, at fruen og jeg drøftede, hvorvidt de måske var lavet sous vide?

Anyway en god ret og selvom jeg måske i mit stille sind havde håbet på en lækker rød bourgogne i vinmenuen, så blev anden selvfølgelig mere korrekt understøttet af en moden 2012 Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins fra Perrin brødrene.

Det var dog ikke en Château de Beaucastel vin, men fra deres Famille Perrin serie. Et stort og kraftigt glas vin … et totalt wake-up efter den hvide bourgogne, men et godt match.

Æbler, crème anglaise, hasselnøddekiks, marcipan & æblesorbet

Aftenen sluttede med lidt sødt … marcipan & æblesorbet med en hasselnøddekiks ovenpå og så serveret med lidt af den allestedsværende crème anglaise.

Det var fint uden at være prangende, men vinen fejlede sgu ikke noget, for det var en moden 2001 Sauternes 1. Cru Classé fra Château Suduiraut, der ligger i Preignac ved siden af ​​Château d’Yquem i Graves. Uha … det var sgu også lækker.

Vinmenuen

Dermed kom prestigemenuen af vine samlet til at se sådan her ud:

Jeg har as usual linket til mine eskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Vi fik undervejs i middagen god information om vinene fra HOS’ flinke vintjener … og da han opdagede, at jeg nok var lidt mere end normalt vininteresseret og stod bag Houlbergs Vinblog, så blev der også tid til lidt mere vinsnak end normalt.

Vi fik også en snak om vinkortet, som er meget frankofilt … specielt Bourgogne er Restaurant HOS rigtig stærke på, men underligt nok, var der ikke en eneste rød fra Tyskland. Men vintjenere kom da fluks med en Spätburgunder fra Mosel, som jeg kunne smage et glas af … og dagen efter købte jeg faktisk en flaske af vinen hos en nærliggende vinforretning.

Samlet en rigtig fin aften … god mad og lækre vine, så bestemt en stor anbefaling herfra.

Samlet anmeldelse 5,5/7

2020 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, Frankrig

2020 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, FrankrigEfter den sprøde 2020 Sancerre fra Patrice Moreux forleden, så napper vi da bare endnu en vin fra huset i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire. Nu blev det hans 2020 Pouilly-Fumé.

Det er selvfølgelig igen 100% Sauvignon Blanc, som kommer fra 3 forskellige marker ved byen Loges. Der er vinstokkene omkring 30 år gamle og vinen er lavet med pneumatisk presning af druerne og spontangæring med naturlige gærceller fra druerne. Efter endt fermentering er vinen lagret i ståltankene sur lie en kort periode inden aftapning på flaske efter månens cyklus.

Duftmæssigt er det bestemt ikke en ultragrøn Sauvignon Blanc Pouilly-Fumé vin, for næsen er nærmest lidt forsigtig med et fint tilbagetrukket, kalket udtryk, en frugt med hyld, melon og fersken, svagt grøn peber og solbærblade … slet ikke så stenet, som man måske ville forvente, men pænt omgængelig.

I munden er vinen faktisk langt grønnere, mere syrlig og skarp … her kommer de knuste flintesten, granit og andre mineraler frem, hvilket sker sammen med grønne æbler, lemon og citroner … endda med et lille skvis grape. Dermed bliver det virkelig en frisk og tør hvidvin, selvom der også detekteres en lille kæk sødme.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Mathias Gaul, Pinot Gris St. Stephan, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Mathias Gaul, Pinot Gris St. Stephan, Pfalz, TysklandWeingut Matthias Gaul har vi før smagt vin fra … ja ham vingutten, der bor på Weinstraße 10 i Grünstadt-Asselheim i Pfalz. Nu smager jeg atter en vin fra Matthias … hans vilde 2018 Pinot Gris St. Stephan.

Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldte ham i november 2017 for the King of Pinot. Det skyldes bl.a. at han i i 2017 vandt en pris for bedste rødvin. Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række druesorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver han en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt. Her er det nærmest en orange Lagenwein lavet på 100% Pinot Gris druer fra marken Asselheimer St. Stephan, der er en stenet kalkstensholdig mark med mange små kalksten på overfladen og en sydlig orientering.

Undervejs er der sket grøn høst, som udbyttet er beskedent, men koncentreret, hvilket forstærkes af en sent høst ved fuld modenhed. Efter den manuelle høst har druerne gennemgået en maceration i 36 timer inden spontangæring i barriques.

Vinen har efter alkoholiske gæring gennemgået malolaktisk gæring og lagret videre sur lie på de burgundiske barriques i godt et år med batonnage aka omrøring af gæren hver 4. uge.

Åhhhhhhh for en duft, men inden den rammer dine næsebor med fremadstormende intensitet, så bliver du først overrasket af vinens farve, der er helt let orange efter macerationen med drueskallerne. Så sættes en sand vellugt og fragrans extraordinaire i gang med både masser af fadnoter, vanilje, lakridskonfekt, søde kirsebær og saftige ferskner, appelsinsyltetøj, abrikos, fudge og karamel, altheabolsjer samt lidt honning. Svulstig og sexet.

I munden er svulstigheden tøjlet en anelse, for vinen har en virkelig frisk syre … sådan en lille indkapslet syre med lemon, grillet citron og syrlige og sure æbler samt appelsin med alt det svulstige og fyldige udenom. Vinen får dermed en stor saftighed, masser af ooouuuzz vibrerende frugtrigdom. Det er ikke mainstream Pinot Gris, men eksplosiv, ekspressiv og antidepressiv, for man bliver glad i låget samt ellevild. 6 kæmpe houlbergske tomler med pil op.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 375 kr., mens prisen er 299,90 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 De Stefani, Plavis da Uve Merlot, Veneto, Italien

2015 De Stefani, Plavis da Uve Merlot, Veneto, ItalienFalken syntes, at vi skulle have et ekstranummer og åbnede en magnumflaske af denne 2015 Plavis da Uve Merlot fra De Stefani, der ligger i byen Fossalta di Piave i Vento.

De Stefani har jeg skam også før skrevet om … faktisk for omkring et år siden, hvor jeg smagte vinen Solèr … en vin lavet på et mix af forskellige druer.

Plavis da Uve Merlot er – som navnet siger – en rødvin på 100% Merlot og er derudover opkaldt efter floden Piave … eller Plavis, som den også kaldes. Merlot druerne kommer fra marken Le Ronche, der ligger øst for Treviso og nordøst for Venedig i Fossalta di Piave.

Det ser ikke ud til, at vinhuset laver denne vin længere, for den fremgår i hvert ikke af deres hjemmeside. Den skulle dog være lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller med en gæring og maceration over 15 dage. Derefter har vinen lagret på franske barriques … hvor lang tid fremgår dog ikke.

I næsen er det lidt en kombi af blomster og sød, mørk frugt. Der er blommer, brombær, solbær, fyldig, opulent med pænt stort fadpræg med kanel, vanilje og sød tobak.

Smagsmæssigt har vinen både en pænt sødme, men samtidig virker den stenet og stærk. Der er mørke bær, blommer og solbær, blæk og selvom alt kommer fyldigt og blød, så har den kant.

Forhandles af Glud Vin, hvor en magnumflaske koster 419 kr.

 Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Domaine du Pégau, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée, Rhône, Frankrig

2014 Domaine du Pégaü, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée, Rhône, FrankrigDet var sgu lidt af et vinøst missilangreb, som Falken fik fyret af under byggemødet. Han sluttede stædigt i Rhône sporet med en 2014 Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée fra Domaine du Pégau.

Vinhuset har en historie, der går helt tilbage til 1670, men drives i dag af Laurence Féraud,

Laurence Férauds forfædre har således derfor været vinavlere i Châteauneuf-du-Pape igennem generationer. Hendes oldeforældre Elvira og Leon Féraud over fik over en lang periode  samlet 22 hektar vinmarker, som i dag er grundstenen på Pégau.

Det var imidlertid Laurences far Paul Féraud, der i 1964 – sammen med sin italienske hustru Odile – startede med at aftappe noget af sin produktion og sælge vinene under navnet Domaine Feraud, mens resten af produktionen fortsat blev solgt til forskellige negociant producenter i området.

Det var dog Laurence Féraud, der i 1987 – efter afsluttet uddannelse indenfor vinproduktion og handel – udvidede både vineri og vinkældrene samt oprettede Domaine Pégau, således hun i 1990 kunne aftappe hele produktionen fra familiens marker.

Sammen har far og datter gjort ejendommen til en af de bedste i Châteauneuf-du-Pape, men efterfølgende har den ihærdige kvinde også oprettet negociantvirksomheden Sélection Laurence Féraud, hvor hun også laver vine på opkøbte druer. Derfra har jeg bl.a. i år smagt både en Gigondas samt en Châteauneuf-du-Pape.

Samlet har Laurence Féraud i dag 72 hektar vinmarker, herunder 23 hektar i Châteauneuf-du-Pape. Derfra laver hun så på Domaine du Pégau i alt 5  vine og alle Châteauneuf-du-Pape. Det er 2 hvide og de 3 røde Cuvée Da Capo, Cuvée Laurence Rouge og Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée. De øvrige Côtes-du-Rhône vine udgives under Château Pegau navnet.

Denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée er – som foregående vin – lavet på alle 13 tilladte druesorter, men her med Grenache som den mest fremtrædende med 80% efter fulgt af 6% Syrah samt 4% Mourvèdre. De resterende 10% er de alle de øvrige.

Fremstillingmåden er klassisk, ingen afstilkning, lang gærings- og macerationsperiode og omkring 18 måneders lagring på gamle fade efter at vinen har tilbragt nogle måneder i ståltanke. 2014 var ikke det bedste år i det sydlige Rhône, men de gode producenter laver jo næsten altid gode vine … og det er dette også.

I næsen har vinen en god moden frugt … forholdsvis lysere end forventet, sådan lidt kirsebær, hindbær og et skvis af lidt solbær og blommer, godt med grønne urter, lavendel, fennikel, tør lakrids, våde hunde og våde fade, blæk, læder, bagte æbler, chokolade og tør jord. Samtidig ligger der et lag af landlige og animalske noter henover … absolut godkendt.

Smagsmæssigt har vinen også et lettere tråd end forventet, men fortsat med en stor urkraft, voldsom tørhed og godt med tanniner. Igen kommer der urter frem, godt med krydderier, mens frugten er brombær, blommer og jordbær. Der kommer en smule chokolade varme noter, men samlet fin balance og flot vin.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger