Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2013 SenZanome, Barolo Bricco San Pietro Riserva, Piemonte, Italien

2013 SenZanome, Barolo Bricco San Pietro Riserva, Piemonte, ItalienI vor tirsdagsvinklub på jobbet smagte vi forleden denne fine 2013 Barolo Bricco San Pietro Riserva fra det i dag ophørte vinhus SenZanome.

Vinen er lavet af Giovanni Manzone, mens ejendom og de 2,5 hektar vinmarker er solgt til  Elio Grasso,

Druerne til Barolo Bricco San Pietro Riserva er høstet primo oktober, og lavet med en lang maceration på 30 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret i 36 måneder  i 500 og 700 liters egetræsfade.

Duftmæssigt er det virke arketypisk Barolo med læder, violer, rosenblade, men er ikke sådan ultralys, let og feminin, men har en vis bund og dybde i aromaerne. Der dukker lidt kirsebær og hindbær op, mentol, tranebær, jernagtige noter, eg, engelsk lakrids, medicinskab samt lidt røg. Giv den endelig god tid i glasset, så samles duftene mere og der dukker også lidt lakridskonfekt sødme op.

Smagen er tør, bitter med tranebær, kirsebær, lidt kant samt en okay syre. Tanninerne er fortsat ung, fyrrige, syrlige og vildt tørre. Der er lidt peber, læder, tobak og fint bid. Det smager fortsat meget ungt med spændstighed, jernede noter og stiv rankhed.

Forhandles bl.a. af Lundens Vin Kompagni, hvor denne magnum koster 1.100 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Cantine Povero, Linda, Piemonte, Italien

2016 Cantine Povero, Linda, Piemonte, ItalienVi napper en piemontisk bastard mere … også en vin lavet på et mix af forskellige druer, for det er nemlig vinen med det ret solide navn Linda og den er fra Cantine Povero i Cisterna D’asti 15 kilometer nord for Alba.

Cantine Povero stammer helt tilbage fra 1837, hvor Francesco Povero købte sin første vinmark i Fippiane regionen i Canale d’Alba.

Men det var dog Tumlin Povero aka Bartolomeo Povero, der i 1948 rigtigt fik gang i vinproduktionen og startede med at producere samt markedsføre vinene under navnet Cantine Povero.

I dag drives vingården af 3. og 4. generation af Povero familien, nemlig de tre brødre Luca, Daniele og Alessio samt deres børn. De har samlet 50 hektar vinmarker beliggende i 322 meters højde i Roero, Langhe og  Monferrato, hvor de dyrker 7 forskellige druesorter.

Siden 1998 har markerne været drevet økologisk og samtidig blev vingården også renoveret … nænsomt, for den er faktisk på UNESCO listen over bevaringsværdige bygninger, selvom en del i 2010 er forsynet med et større solcelleanlæg, der også forsyner gården elbiler med strøm.

Omstillingen til økologisk drift har været lang, for først i 2019 opnåede Cantine Povero sin økologiske certificering for alle deres 50 hektar vinmarker.

Nå, men her smager vi altså på Linda … so to speak og helt indledningsvis kaldte jeg den en bastard. Det skyldes, at den hverken er en Dolcetto, Barbara eller Nebbiolo vin, men – lidt atypisk – lavet på et mix af forskellige druer.

Cantine Povero har dog ingen oplysninger om vinen på deres hjemmeside og i det hele taget findes der sparsomme oplysninger om vinen på internettet. Kan dog se, at den i forgående årgang 2015 er lavet på 50% Barbera, 30 % Nebbiolo og 20 % Shiraz, som er gæret i ståltanke og efter endt fermentering lagret 36 måneder i egefade.

Importøren skriver dog, at denne årgang 2016 er lavet på 50% Nebbiolo og 50% Barbera … men fælles for begge årgange er, at der er tale om en kraftbasse på 15% og på den led også atypisk for Piemonte vinene.

Duftmæssigt dukker der først en lille urtet, grøn syre frem … de 36 måneder på fad dominerer dermed slet ikke duften, selvom der også kommer små strejf af kanel, lakridskonfekt og måske endda vanilje op. Frugten er så umiddelbart lidt svær at spotte, men det er sådan lidt blommeagtigt, måske brombær og tranebær.

Smagsmæssigt gør de urtede og grønne noter igen … smagen lidt stærk med kant og peber, men samtidig pænt tør. Tanninerne er også tørre og tydelige, hvilket forstærkes af godt med alkohol samt nogle bitre elementer. Der er sgu bid i denne vin.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Vinory, Monferrato Rosso Mandragola, Piemonte, Italien

2019 Vinory, Monferrato Rosso Mandragola, Piemonte, ItalienNu er vi atter ved den norskejede vinhus Vinory, der holder til i Nizza Monferrato i det nordvestlige del af smukke Piemonte. Denne gang er det med en lille bastard … i form af Monferrato Rosso Mandragola lavet på et mix af 3 forskellige druesorter.

Vinory ejes af det norske firma Vino Piemonte AS, som ejes af Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset fra Ålesund. De tre norske og ferske menn står bag projektet Vinory, hvor de laver vine fra deres marker i Barolo, Barbaresco og Nizza.

De 3 norske vinelskere startede i 2015 via Vino Piemonte AS deres investeringer i Piemonte ved at købe den 2,2 hektar store vinmark La Mandragola med et nyrenoveret hus med 4 værelser.

Det er Kjetil Steinar Blomvik, som er den drivende kraft i Vino Piemonte AS. Men Kjetil er også et aktiv herre, der har en baggrund som bankmand fra Sparebanken Møre. Han har derefter bl.a. drevet investeringsfonden Acta Kapitalforvaltning, har arbejdet for Nordic Securities og er selv uddannet sommelier … og nu leder af Vino Piemonte projektet.

Inden Vino Piemonte investerede i den første vinmark, så kontaktede de det norske ægtepar Frode og Elianne Langen Refstad – kaldet Eli – som i 13 år havde drevet vingården Tenuta il Sogno i Piemonte, for gode råd.

Eli og Frode gav dem velvilligt en række råd og kontakter, men da selv gerne ville udvide deres produktion, så endte det med, at Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset investerede i Tenuta il Sogno og nu ejer 49% af vingården.

Det skulle også vise sig, at kontakten til Elianne Langen og Frode Refstad blev værdifuld, for Eli havde – ved siden af hendes arbejde på Tenuta il Sogno – også uddannet sig til ejendomsmægler i Italien og kunne hjælpe sine investeringslystne landsmænd med at finde en række flere ejendomme og vinmarker.

Projektet fik navnet Vinory og omfatter i dag 11 hektar vinmarker og 4 ejendomme. De 11 hektar marker ligger i Barolo, Barbaresco og Nizza fordelt på 8 marker Bussia Vigna Fantini, Serragrilli Neive, San Cristoforo Neive, Bricco San Pietro, Moncucco-Cavino, Bricco di Nizza, Mandragola og Tenuta il Sogno.

De har ikke selv et vineri, så derfor får de deres vine lavet hos en række forskellige vinproducenter i området, mens de har hyret den erfarne Piero Roseo til at stå for pasningen af alle deres vinmarker og Lorenzo Olivero som overordnet konsulent for produktionen af alle vinene.

Således laves Vinorys Barolo’er fx hos Lorenzo Olivero på Azienda Agricola Olivero Mario, mens nogle af de andre vine laves af enten Susanna Galandrino og hendes mand Alberto Adamo på La Gironda i Nizza Monferrato eller hos Valerio Mondo på Azienda Agricola Franco Mondo i San Marzano Oliveto … og måske endda et par stykker til.

Derudover har Kjetil Blomvik, André Sperre og Leif Vadset også istandsat de 4 tilhørende ejendomme, som nu udlejes som feriehuse til vinglade turister … topmoderne luksus boliger og flere endda med store swimmingpools.

Men opkøb af vinmarker, renovering af feriehuse og opstart af vinproduktion koster mange penge … også flere end trekløveret i Vino Piemonte AS havde, så derfor har initiativrige Kjetil udstedt folkeaktier for 9 millioner norske kroner i projektet, som dermed er solgt til en bred kreds af vininteresserede norske investorer,  som dermed har en aktie med i Vinory projektet og sikkert kan købe vinene med rabat.

Derudover har Vino Piemonte også brugt nogle af de mange investorpenge på åbning af en vinbar … Vino Bar i Apotekergata i Jugendbyen …  den hippe del af Ålesund. Vinbaren åbnede de i december 2018 og den drives af Øyvind Tveit.

De første vine fra Vinory kom på markedet i 2017 og i dag har vinhuset et sortiment på 15 forskellige vine, herunder altså denne 2019 Monferrato Rosso Mandragola, som netop er lavet af Alberto og Susanna Galandrino på La Gironda i Nizza Monferrato.

Vinen er lavet på et mix af 40% Nebbiolo, 20% Barbera samt 40% Cabernet Sauvignon, der kommer fra marken Mandragola, altså den mark, som man først investerede i. Marken ligger i 240 meters højde og vinstokkene er gennemsnitlig 16 år gamle.

Vinen er lavet med gæring i store opretstående ståltanke over 8 dage og efter endt fermentering er vinen så blot lagret i de store ståltanke i 9 måneder inden aftapning på flaske. Vinory laver årligt omkring 5.000-5.500 flasker af denne vin.

Duftmæssigt virker vinen ganske blomstret og aromatisk, har mintchokolade, blæk og grafit, lidt bondsk med en stak halm, lidt linolie, kirsebær, solbær og modne blommer, peber, rosmarin og lakrids.

I munden er det en saftig vin … lidt syrlig, lidt sød, lidt kraftig med masser af kirsebær, godt med smag. Det er bestemt ingen elegantier, men mere en vin med denne bondske saftighed.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Cascina Chicco, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2019 Cascina Chicco, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienEfter den fine Nebbiolo vin 2018 Roero Montespinato fra Cascina Chicco napper vi endnu en vin fra huset, nemlig deres 2019 Langhe Nebbiolo.

Vinen er lavet med Nebbiolo druer fra Castagnito kommunen og høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Selve gæring og maceration er sket i stålfermentorer, hvor de kan styre gæringstemperaturen over 4-5 dage. Efter endt fermentering så er vinen blot lagret i helt almindelige ståltanke i 6 måneder inden aftapning på flaske.

Det dufter sgu af mini Barolo … lys, æterisk og ren med læder, blomster, roser, nærmest parfumeret med granatæbler, tranebær, lyse kirsebær, jordbær, lidt sten og en lille svag sødlig krydret note, virkelig lækker og berusende.

I munden er der samme, friske, småsødlige og frugtrige smag, ren, stram og let med granatæbler og tranebær, balsamico, bitterhed, en smule lakrids og igen – som med duften – en krydret sødme, der nærmest omfatter chokolade samt tørret, frisk og saftig frugt.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Cascina Chicco, Roero Montespinato, Piemonte, Italien

2018 Cascina Chicco, Roero Montespinato, Piemonte, ItalienSå er vi igen hos Cascina Chicco og denne gang er det med deres 2018 Roero Montespinato … en Nebbiolo baseret vin.

Det er ikke lang tid siden, at jeg sidst smagte en vin fra  Federico Faccenda på Cascina Chicco og da var det deres 2020 Roero Arneis Anterisio.

Denne Roero Montespinato er lavet på 100% Nebbiolo høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar fra omkring 15 år gamle vinstokke fra Montespinato marken i Castellinaldo d’Alba.

Som med de øvrige rødvine fra Cascina Chicco, håndhøstes der minutiøst ad to omgange, inden druerne presses yderst skånsomt for at bevare deres naturlige frugtkarakteristika. Efter presningen, gærer mosten på temperaturkontrollerede ståltanke inden 12-15 måneders lagring på brugte 600 liters tonneaux samt 2.000 liters egetræsfade.

I glasset er vinen meget lys og transparent med lys og blomstret frugt og grønne blade, rosenblade, tørt træ, et pilleglas kodymagnyl, en medicinsk note, salvie, blomstersæbe, ribs, tranebær samt tørt, lerholdig jord.

Smagsmæssigt er det også en lys, blomstret vin med ribs, hindbær, jern og endda næsten parfumeret i smagen. Der er tynde, fine og lidt runde tanniner, bitre druekerner, god balance … samlet en spinkel, blomstret og lys.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Pio Cesare, Barbaresco Il Bricco, Piemonte, Italien

2014 Pio Cesare, Barbaresco Il Bricco, Piemonte, ItalienVigne di proprietà … Barolo and Barbaresco. Atter er vi hos Pio Cesare. Det er ikke mange uger siden, at jeg smagte husets basis Barbaresco, men nu kravler vi en tand op, for Falken serverede forleden en 2014 Barbaresco Il Bricco fra husets Single-Vineyard Collection.

Modsat basis Barbaresco’en, hvor en lille andel af Nebbiolo druerne kommer fra Il Bricco marken, så er denne selvfølgelig udelukkende lavet med druer fra Il Bricco, helt præcis fra 3 plots på den højeste del af familiens Cascina Il Bricco mark i Treiso.

De 3 plots er de absolut bedste stykke af vinmarken, der i oven i købet også er én af bedste marker i hele Piemonte, hvor jordbunden består hovedsageligt af kalkmergel. Og som om dette i sig selv ikke er nok, så produceres vinen kun de i bedste årgange.

Efter streng selektering er mosten fra de udvalgte druer gæret og macereret i 30 dage i rustfrie ståltanke ved forholdsvis høje temperaturer. Derefter er  70% af vinen hældt videre i på nye 225 liters barriques og de resterende 30% på store 2.000 liters fade og alle lagret i 30 måneder.

I næsen er vinen overraskende fed og dyb med mørke bær, et pænt fadpræg, lakrids, godt med lakrids, tjære, tobak, kaffe, læder, violer, chokolade, kanel og vanilje. Frugten er nærmest tørrede jordbær og tørrede kirsebær, men med lidt luft i glasset rystes nogle af de mest opulente aromaer væk og afslører mere ægte Nebbiolo karakter og vågner langsomt op af tornerosesøvnen, viser tænder, syre, åbner de mere stringent sluser med en lysere og let frugt. Det er dog fortsat Nebbiolo på epo og Pio Cesare skriver da også selv om duften; big, powerful structure, rich with ripe fruit.

Smagen er da heller ikke opulent på nogle måder, mens her skal vinen også lige vågne på. I starten var tanninerne bløde og slet ikke tørre, men det ændrer sig ret hurtigt, hvor tanninkløerne er hvæset og river behageligt i din mund. Frugten er også smagsmæssigt mere lys og stringent, men samtidig bliver det hele leveres blødt, cremet og klart mere rund end de fleste Barolo’er, men for dælen det smager hammergodt.

Forhandles herhjemme af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 999 kr., mens prisen er 750 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2010 Diego Conterno, Barolo Ginestra, Piemonte, Italien

2010 Diego Conterno, Barolo Ginestra, Piemonte, ItalienVi skulle da lige smage mer’ Piemonte vin fra magnumflaske og da en 2007 Barolo Monserra fra Raineri enten havde prop eller en underlig flaskefejl, så fandt jeg i stedet denne 2010 Barolo Ginestra fra Diego Conterno frem … også i magnum.

Diego Conterno har tidligere været en del af det fine vinhus Conterno Fantino og er nemlig fætter til Claudio Conterno, der jo grundlagde Conterno Fantino sammen med Guido Fantino.

Diego arbejdede da også oprindelig på Conterno Fantino, men i år 2000 forlod han imidlertid familieforetagendet for at etablere sin egen vingård med god hjælp fra sin hustru Anne samt børnene Lorenza og Stefano.

Siden 2010 har sønnen Stefano Conterno også deltaget i driften af deres samlet 7,5 hektar vinmarker i Monforte d’Alba. Der har Diego bygget sit vineri midt i markerne. Vinmarkerne dyrkes økologisk og produktionen ligger på beskedne 40.000 flasker årligt fordelt på 6 forskellige vine på Dolcetto, Barbera og Nebbiolo.

Vinmæssigt ligger stilen som en blanding af traditionalister og modernister. De bedste vine er selvfølgelig Barolo’erne, som Diego producerer 3 forskellige af, nemlig en basis Barolo og så topvinene Barolo Ginestra og Barolo Le Coste.

Her er det netop en af topvinene … Barolo Ginestra i årgang 2010 fra Ginestra marken, der er beliggende syd for Monforte d´Alba på en bakketop i 300 meter højde og regnes for en af de bedste enkeltmarker i Barolo-området.

2010 var faktisk første år, som Diego og Stefano lavede Barolo Ginestra og vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring samt maceration i 20-30 dage efterfulgt af lagring på 500 liter egefade i en periode mellem 24 og 30 måneder.

Lys, transparent med et modent udtryk, pænt brunlig farve i glasset samt masser af fin moden velduft, knuste sten, violer, læder, gummi, luftige og lette roser, trøfler, kirsebær, hindbær og let lakrids. Det er luftigt, let med så alligevel med modenhed, blomster, saltlakrids, brændte noter og smådekadent udtryk.

Smagen er saftig tør … godt med syre, virkelig frisk frugt, jordbær, kirsebær, tørre tanniner, som dog ikke er fuldstændig vilde, men nok til en kort udtørring i munden og til at sætte sig på tænderne. Syren har kontrollen, men på en fin og afstemt måde. Efter et par dage får man flere modne udtryk frem, mere blødhed og cremethed, hvilket virkelig klæder vinen og lige løfter den et par etager op. Nam.

Forhandles af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske 2012 i normal størrelse koster 525 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2015 Pio Cesare, Barbaresco, Piemonte, Italien

2015 Pio Cesare, Barbaresco, Piemonte, ItalienDet er primært Barolo’er, som jeg har smagt fra vinhuset Pio Cesare, men nu havde Keeper valgt en 2015 Barbaresco fra Pio Cesare Vigne di Proprietà i byen Alba.

Selvom jeg mest kender huset for deres Barolo’er, så har man altid lavet denne vin, hvor alle druerne kommer fra vinhusets egne marker, primært markerne Il Bricco, San Stefanetto samt Bongiovanni i Treiso samt Rocche di Massalupo i San Rocco Seno d’Elvio.

Druerne til vinen høstes som altid ved håndkraft og kan derfor allerede i vinmarken sorteres benhårdt, inden turen går til vinhuset med afstilkning af klaserne og gæring i temperaturkontrollerede ståltanke med skindkontakt i 25-30 dage.

Omkring 35% af vinen lagres derefter i små 225 liter barriques af nyt fransk egetræ i 30 måneder. De resterende 65% lagres på store 2.000 liter botti egetræsfade af fransk egetræ, hvorefter vinen er tappet på flaske og har hvilet yderligere et halvt års tid.

I glasset er vinen dejlig lys, let og transparent … og duftmæssigt kommer der fra starten en lille sødme fra fadet, hvilket dog hurtigt afløses af knuste rosenblade, en æterisk og luftig aroma, egentligt meget feminin med et lyst, blomstret aftryk. Der er jordbær, ribs, tranebær, appelsinskal og grønne urter.

Smagsmæssigt … uha flot og let vin, stringent og alligevel smuk og feminin let smag. Tanninerne er tørre og bider en anelse, men ellers er vinen cremet og fin, god koncentration, mens balancen måske er mere vakkelvorn. Det er en lækker, lækker Barbaresco, selvom den måske lige mangler den sidste WAUW faktor.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en nyere årgang koster 698 kr., mens prisen er 524 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2013 Marchesi di Barolo, Barolo, Piemonte, Italien

2013 Marchesi di Barolo, Barolo, Piemonte, ItalienJeg har smagt mange vine fra vinhuset Marchesi di Barolo og anmeldt en del her på bloggen. Nu var næste vin netop en vin fra det piemontiske vinhus … en basis Barolo årgang 2013.

Det er en vin, som er lavet af druer fra næsten alle af husets vinmarker, selvfølgelig 100% Nebbiolo. Druerne håndplukkes og presses, hvorefter mosten lagres 3 år på både små, nye egetræsfade samt ældre og større fade. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere nogle måneder, således den frigives 4 år efter høsten.

Duftmæssigt en moden frugt suppleret med læder, mentol, svag eukalyptus, mahogni ædeltræ, roser, blyanter, skovbund,  røde bær og en smule balsamico.

I munden er der tranebær og lidt mørkere bær, egentlig lidt stærk og småbitter, hvorved den får et lidt rustikt udtryk. Syren er også rustik og samtidig lidt moden. Det er – som sidst jeg smagte vinen – en lidt kantet Barolo og mangler lidt elegance og balance.

Forhandles af VinMedMere.dk, hvor en flaske i nyere årgang koster 215 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Bergadano, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Bergadano, Barolo, Piemonte, ItalienDen tredje Barolo havde jeg også smagt en gang tidligere … i årgang 2016, for det er nemlig Azienda Agricola Bergadanos almindelige Barolo, som jeg nu smager i årgang 2017.

Nebbiolo druerne til vinen kommer fra marken Pugnane i Monforte d’Alba. Druerne er høstet ved håndkraft og kun de bedste druer indgår i vinen, der så gærer og macererer i rustfrie ståltanke – som de øvrige vine – med remontage flere gange dagligt. Gæringen er temperaturstyret og foregår ved 26-28 grader over 15 dage.

Derefter sker der en spontan malolaktisk gæring, hvorefter vinen lagres i 24 måneder på italienske botti … store fade på 1.800 liter lavet af fransk egetræ. Efterfølgende lagres vinen yderligere 12 måneder på ståltanke inden den flaskes og lagres i yderligere 6 måneder inden frigivelse.

I næsen er det herlige aromaer … knuste rosenblade, knuste sten, friske og lyse kirsebær, ribs, hindbær, grønne blade, tør jord, læder og læderfedt, bivoks samt lidt tulipaner,  balsamolie, mentol, tør tobak, mørk chokolade og lidt vanilje.

Smagsmæssigt er det bare ren og klar Nebbiolo og som med 2016’eren, så er den både feminin, rar og venlig. Tanninerne er stramme og fine, udtørrer munden og sætter sig på tænder, men uden at tage hele emaljen. Der er god kompleksitet, fin struktur og flot balance i vinen, har let bitterhed, mandler og grape, tør, strunk, elegant og smuk. Det er god og venlig Barolo, så atter 5,5 tomler med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7