Tag-arkiv: Frankrig

2019 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigNogle kan li’ den ene årgang og andre en anden. Nogle kan li’ datteren og nogle moderen. Nogle begge. Den anden Santenay Vieilles Vignes fra Domaine Louis Lequin et Fils var lige et par år yngre, for nu smagte jeg 2019’eren,

Den er selvfølgelig lavet på fuldstændig samme måde på Pinot Noir druer fra 45-60 gamle stokke fra udvalgte marker i Santenay. Først er klaserne delvist afstilkede og så er vinen lavet med 10 dages kølig premaceration og 15 dages gæring ved høj temperatur.

Vinen har herefter lagret 10-12 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 20% nye fade inden aftapning på flaske og længere lagring inden frigivelse.

Det er hurtigt åbenlys for alle … og selvom alle omkring bordet var vilde med 2017’eren, så er 2019 bare meget bedre. Den er selvsagt knap så moden, der er mere trænoter med ædeltræ, mahogni, teak og nødder. Det er fabelagtig duft og stor klasse med sorte kirsebær, rabarber og langt mere tæt og koncentreret med samme lethed. Der kommer nogle lære fadnoter, der bidrager med chokolade, vanilje, kanel samt en smule gazebind.

Hvor smager den godt … klart den bedste årgang af Lequin et Fils’ Santenay Vieilles Vignes … i hvert fald af de årgange, som jeg før har smagt af vinen. Det er sgu næsten som om, at den smelter i munden og breder sig let og frydefuldt i hele mundhulen. Frugten smager en smule mørkere med sorte kirsebær, lakridsale elementer, skovbund samt elegant sødme. Tæskelækker vin. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Louis Lequin et Fils, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigDer findes kun beskedne 329 hektar vinmarker i Santenay i den sydligste del af Côte de Beaune og netop i Santenay by på Rue du Pâquier du Pont finder vi Domaine Louis Lequin et Fils. Han laver derfor masser af Santenay vine og nu smager jeg hans Santenay Vieilles Vignes i 2 årgange og starter med 2017’eren.

Domaine Louis Lequin et Fils ligger i den sydlige del af Santenay by tæt på Ligne PLM jernbanen mellem Paris, Lyon og Marseille … også kendt som ligne des hirondelles aka svalernes linje.

Det er et historisk hus, der har lavet bourgognevine i generationer siden 1669, hvor det blev grundlagt af Philibert Lequin, som købte marken Les Clos Genêt i Santenay og startede med at lave vin, altså denne vin. Allerede dengang var markerne dyre, så det tog familien omkring 120 år for at betale gælden fra købet af.

I dag drives vingården af Louis Lequin som seneste generation sammen med sin søn. Louis overtog driften fra sin far Jean i 1993 … og skulle dele gården med sin bror, men siden opdelingen har Louis købt flere marker til.

I dag har Louis således samlet 7 hektar vinmarker … både Premier Cru og Grand Cru i Côte d’Or, Nuits-Saint-Georges i Côtes de Nuit, samt Pommard, Santenay, Corton, Corton Charlemagne og Bâtard-Montrachet i Côte de Beaune.

De fleste af markerne er dog købt af Louis’ bedstefar Lucien Lequin, der bl.a. købte husets første Granc Cru mark Batard-Montrachet og vinmarker i Corton samt Nuits Saint Georges. Det var også Lucien, som startede med at eksportere vinene og fik dem på kortet på det fashionable hotel Waldorf Astoria på Manhattan.

Domaine Louis Lequin et Fils’ Santenay Vielles Vignes har jeg smagt flere gange … både i årgang 2018, 2014 og 2013, men derudover har jeg også smagt mange 1er Cru vine fra vinhuset.

Santenay Vielles Vignes  er fremstillet på 100% Pinot Noir fra 45-60 gamle stokke fra udvalgte marker i Santenay. Klaserne er delvist afstilkede og så er vinen lavet med 10 dages koldmaceration og 15 dages gæring ved høj temperatur, da man ønsker stor ekstraktion.

Vinen har herefter lagret 10-12 måneder på 228 liters burgundiske barriques, heraf 20% nye fade inden aftapning på flaske og længere lagring inden frigivelse.

I glasset er det en lys og transparent med rødbrunlige kanter i glasset, mens duften er pokkers indbydende med både jordbær og søde kirsebær, kandiserede kirsebær, noget teak ædeltræ, vanilje, kanel og mælkechokolade. Det er modent og står samtidig på ét ben med fremragende balance.

Hvor smager det godt … blød, koncentreret med sødsyrlige kirsebær, hvor syren er fin, sart og moden … samt en smule vild og pågående og mærkbar. Tanninerne er bløde, rene, klare og godt integreret, smukt og lækkert med et lille syrligt kick. Frugten er lys og levende, meget elegant med denne let grønne note. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., mens prisen er 209,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Château Bibian, Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Bibian, Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter da med mere Bordeaux, for næste vin i mit vinglas er en lille Cru Bourgeois Supérieur 2016 fra vinhuset Château Bibian, som jeg før har smagt vin fra.

Bibian er en historisk ejendom i Listrac-Médoc, de er beliggende mellem de berømte kommuner som Margaux og Saint-Julien.

Slottet har siden 1932 været klassificeret som Cru Bourgeois Supérieur og drives i dag af den 6. generation af Meyre familien, nemlig Nathalie og Julien Meyre i samråd med den berømte vinkonsulent Michel Roland.

De har samlet 20 hektar vinmarker med gennemsnitlig 40 år gamle vinstokke, der står stoisk i veldrænende, grusholdige vinmarker med underliggende ler og kalksten.

Denne Bibian Cru Bourgeois Supérieur er lavet på 60% Merlot, 25% Cabernet Sauvignon,10% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc. Vinen er lavet med gæring på ståltanke og efterfølgende 12 måneder lang lagring på franske barriques, hvoraf 40% er nye.

Næsen virker moden – og det er egentlig utroligt, at man til den lave pris kan få en 8 år gammel bordeauxvin – og samtidig ganske utroligt tiltrækkende med fagpræget rundhed, der virker præget af Michel Rolands touch. Der er våde fade, mælkechokolade, let vanilje, noget cedertræ, gammelt ædeltræ, teak eller mahogni samt moden frugt af solbær, brombær og bløde blommer.

Smagen er også rund og blød … syren måske en anelse til den rustikke side, men det er sgu skruet godt sammen og du vil blive forbavset over, hvor meget vin du får til prisen. Frugten er trods de 8 år fortsat frisk og levende, lysere end duften og dermed mest solbær og lidt tranebær med hindbær i ascendanten. Tanninerne er også ret levende og frisk suppleret med let bitterhed og den bastante syre, giver vinen godt med bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Château Enclos Haut Mazeyres, Château Hermitage Mazeyres Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Enclos Haut Mazeyres, Château Hermitage Mazeyres Pomerol, Bordeaux, FrankrigChâteau Hermitage Mazeyres Pomerol er andenvinen på Château Enclos Haut Mazeyres og en vin jeg har smagt før, men det er 11 år siden. Nu smager jeg så vinen igen og denne gang er det i en fin årgang 2020.

Vinslottet ligger på Pomerol plateauet og var tidligere en del af det gamle Château Mazeyres, men en del blev frasolgt, da vinmarkerne blev skåret over i to dele, da man etablerede jernbanestrækningen mellem Bordeaux og Paris.

Der blev frasolgt 9 hektar vinmarker … og det blev så til Château Enclos Haut Mazeyres, som Marianne de Pedro i dag står i spidsen for. Vinslottet har været ejet af Pedro-Souillé familien … og er gået i arv fra kvinde til kvinde siden 1830.

Marianne de Pedro overtog således driften i 2018 fra Françoise Souillé de Pedro, der selv havde overtaget driften i 1985 fra Marie Laure Dubois Souillé.

Perlerækken af kvinderne i familien har samlet 9 hektar vinmarker … eller måske rette én vinmark, som ligger i ét stykke rundt om selve slottet og der dyrker de primært Merlot samt 15% Cabernet Franc og 5% Malbec. Vinstokkene er omkring 40-60 år gamle.

Château Hermitage Mazeyres Pomerol er i denne årgang 2020 lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Franc høstet med et udbytte på 30-45 hektoliter pr. hektar. Vinificeringen udføres i rustfri stålkar med temperaturregulering og efter presning er vinen lagret 18 måneder på Allier egetræsfade, heraf 20% nye fade.

Det dufter af en saftig Bordeaux … masser af skovbund, hvor man har samlet en del nødder, sorte trøfler og vilde champignon op, men derudover er der lidt lakrids og frugt af solbær, sorte kirsebær samt en smule blommemarmelade. Man mærker fadenes påvirkning med noget mørk chokolade, mintchokolade og cedertræ.

I munden er det faktisk saftig bordeauxvin, hvor syren samtidig er virkelig frisk. Dermed bliver indtrykket af frugten også lysere med solbær, hindbær og en anelse ribs, lidt campariagtig bitterhed, lidt citronsaft og et ungt bid. Det suppleres af unge og bidske tanniner, der samtidig er bonedry, tætte og energiske og som i gode historier reddes fortællingen af en fin lille frugtsødme, som binder det hele forbandet godt sammen. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Bernard Magrez, Contemplation Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2022 Bernard Magrez, Contemplation Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDen 88-årige franske vinmagnat Bernard Magrez, der samlet ejer over 43 vinslotte, er mest kendt for Bordeaux vine, men jeg har skam også smagt nogle af hans vine fra Languedoc, Provence og Californien. Han laver også vin i Rhône, fx 2022 Contemplation Côtes du Rhône.

Contemplation betyder jo overvejelse og det er en vin lavet på 70% Grenache og 30% Syrah fra en række ler- og pænt kalkstensholdige marker og høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med gæring og maceration over 3 uger ved 26 grader i store ståltanke, men den efter endt fermentering lagres 6 måneder i tankene inden aftapning på flaske og frigivelse.

Måske skulle Magrez contemplate at holde sig til Bordeaux vinene, for duften af denne 2022 Contemplation Côtes du Rhône er urtet og ganske grøn. Der er grannåle, blæk, nelliker, lavendel, grønne blade, mens frugten drukner en smule … det er mest kirsebær, hindbær og lidt hækplanter … grøn som bare pokker og der kommer også en anelse sort peber.

Smagen er dog langt bedre … mere helstøbt og rundere. Her kommer frugten også langt mere frem med kirsebær, jordbær, tranebær samt god frugtsødme. Midt i sødmen kommer der lidt peber, tør engelsk lakrids eller lakridsrod … dejlig allround kvalitet og til prisen er det vitterlig smagsmæssigt meget indbydende. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., men kan fås til 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Château Belgrave, Diane de Belgrave, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Belgrave, Diane de Belgrave, Bordeaux, FrankrigFor 10 år siden smagte jeg denne Diane de Belgrave fra Château Belgrave. Dengang var det i en årgang 2009, men nu smager jeg igen vinen, men blot i årgang 2015.

Château Belgrave ligger i kommunen Saint-Laurent-Médoc, mod vest lige op til Saint-Julien-Beychevelle. Slottet var oprindelig en højt anset jagtpavillon for den franske konge Louis XIV.

Men der blev også produceret vin på slottet, hvilket var lagt i hænderne på familien Coutanceau. Under en klassifikation af Bordeaux vinene i 1815 – udført af Guillaume Lawton – fik slottet navnet Château Contenceau.

Det var først i 1845, at betegnelsen Château Belgrave optrådte, da ejendommen blev overtaget af Bruno Devès, som var negociant i Bordeaux.

Han ændrede pavillonen til sin residens, omlagde markerne og byggede vineri og vinkældre. I 1855 blev slottet klassificeret som 5. Cru, hvor vinene fra Belgrave dog fortsat bar navnet Coutanceau.

Den betegnelse forsvandt dog med den efterfølgende ejer Marcel Alibert, som drev godset i næsten 30 år og var én af grundlæggerne af syndikatet af Crus Classés.

Siden 1979 har slottet været ejet af den store Dourthe familie, Vins et Vignobles Dourthe, som har været i vinbranchen i Bordeaux siden 1840. De ejer i dag en række større vinslotte, nemlig Château De Ricaud, Château Pey La Tour, Château Reysson, Château Rahoul, Château Grand Barrail Lamarzelle Figeac, Château La Garde, Château Le Boscq og så Château Belgrave.

Derudover laver de også vine under navnet Essence de Dourthe. Med andre ord en stor historie med produktion fra samlet over 500 hektar i Bordeaux.

Vins et Vignobles Dourthe er en del af CVBG Group, også kaldt Maison de Grands Crus, et af de største vinfirmaer i Bordeaux og er  etableret i et samarbejde mellem Dourthe, Kressman, Delor og en andre vinfirmaer, som også indgår i et overordnet samarbejde med Groupe Thiénot.

Château Belgrave har i alt 59 hektar vinmarker, som styres af Bertrand Delavelle, mens vinmager på slottet er Frédéric Bonnaffous.

Diane de Belgrave er slottets 2. vin, og lavet første gang i 1987. Her i årgang 2015 er vinen lavet på 82% Merlot og 18% Cabernet Sauvignon. Vinen har lagret på eg i 12 måneder.

I næsen er det en moden frugt … lidt lysere end forventet, men absolut godkendt og samtidig virker den også lidt omfavnende, men der er ikke for meget af noget, men egentlig bare en god balance, har et lidt tørt udtryk med en lille fadsødme, hvor der kommer lakrids og kanel … diskret lidt mælkechokolade, cedertræ … alt har lagt sig fint samt mageligt tilrette.

Sådan er smagen faktisk også … lidt blød, diskret, tilbageholdende og afdæmpet. Det giver en moden, rund og cremet vin, der er langt mer’ elegant end forventet. Det er blidt, fint og balanceret med en voksen følsomhed, mens tanninerne også med årene er blevet bøjelige, slappe og medgørlige … 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Chassenay d’Arce, Pinot Noir Blanc de Noirs Extra Brut, Champagne, Frankrig

2015 Chassenay d'Arce, Pinot Noir Blanc de Noirs Extra Brut, Champagne, FrankrigChampagne Chassenay d’Arce er et kooperativ beliggende i sydlige del af Champagne i byen Ville-sur-Arce i Côte de Bar. Derfra smager jeg nu en 2015 Pinot Noir Blanc de Noirs Extra Brut.

Chassenay d’Arce blev grundlagt i 1956, da 5 vinavlere gik sammen og dannede et kooperativ. Tankerne bag grundlæggelsen var, at producere vin af høj kvalitet, men fortsat til rimelige priser.

I dag er der 130 vinavlere tilknytter kooperativet som medlemmer og de har i alt 315  hektar  marker fordelt over 14 landsbyer spredt langs Arce-floden i den helt sydlige del af Champagne nær Bourgogne.

I området Côte des Bar findes der den såkaldte kimmeridgianske jord … jord engang dækket af havet. Det er en stenet samt mergelrig jord, der – sammen med et mildt klima – gør det muligt at høste fuldt moden frugt sidst på sommeren.

Den dominerende druesort i dette område er Pinot Noir, men hos kooperativets medlemmer dyrkes også Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Blanc … en gammel druesort i Champagne, men i dag mere sjælden i Champagne.

Omkring 110 hektarer af Chassenay d’Arces vinmarker eller lidt over en tredjedel af det samlede areal – er certificeret HVE, Haute Valeur Environnementale, der er det franske landbrugsministeriums bæredygtighedsmærke.

I slutningen af 2019 lancerede kooperativet sin første økologiske cuvée og har arbejdet på forskellige bæredygtige projekter såsom installering af solpaneler, med formål at gøre produktionen CO2-neutral.

Udover dette har kooperativet fået certificeringen Vignerons Engagé aka engagerede vinavlere. Denne certificering betyder, at man som organisation forpligter sig til social ansvarlighed og tager hermed hånd om det lokale samfund.

Det er vinmageren Jean-Pierre Marechal, som står i front for produktionen på kooperativet. Jean-Pierre er kendt for sin passion for champagneproduktion og sin dedikation til at opretholde og udvikle vinhusets traditioner og kvalitet.

Denne 2015 Pinot Noir Blanc de Noirs Extra Brut er vinificeret som champagner helt traditionelt. Først er druerne presses efterfulgt af gæringen i både temperaturkontrollerede rustfri ståltanke og  for en del af vinen også på egefade.

Efter endt fermentering og lagring er vinen tappet på flaske og har lagret 8 år sur lie i kælderen inden degorgering i januar 2024 med dossage på 5 gram pr. liter. Den hører hos kooperativet til deres serie Les Caractères og er lavet af vinmageren Romain Aubriot.

WAUW og SHIT det dufter godt … utrolig lækker aroma, hvor der både er croissanter, smørsnegle, wienerbrødcreme, vanilje, frugt afg sommerfrugter, pærer, fersken og søde jordbær. Fuck en fin, delikat og nærmest feminin balance. Der kommer en røget note, popcorn og ganske svagt en smule nødder … der fornemmes virkelig klasse her … høj, høj kasse.

Sådan smager champagnen også … virkelig blød og moden, selv boblerne er bløde, blide med en strøm af fine perler og små bobler, der skaber en delikat mousse. Den har en fin og alligevel sprød frugt med modne æbler, dåsepærer og søde jordbær. Champagnen har en lille sødme gennem hele spektret med lidt vanilje og det gør smagen meget rund og lækker. Der kommer en smule citrusfrugter med lidt blød lemon, men det er nærmest afdæmpet, let syltet og kandiseret. Hvor er dette bare supergodt, så 95 point.

Chassenay d’Arce champagnerne forhandles herhjemme af både Philipson Wine og MENY, men denne er ikke fundet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Domaine Anita, Chénas Les Brureaux, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Anita, Chénas Les Brureaux, Bourgogne, FrankrigForleden smagte jeg en lækker 2022 Morgon Cuvée Château-Gaillard fra Domaine Anita. Nu smager jeg atter en Gamay baseret beaujolaisvin fra huset i form af denne 2022 Chénas Les Brureaux.

Vinen er lavet på Gamay druer fra den lille og mergelholdige lieu-dit Les Brureaux, hvor stokkene 50-70 år gamle buskvinstokke i Chénas appellationen og ligger i 265 meters højde.

Vinen er lavet med 100% afstilkede druer. Gæring og maceration sker over 13 dage med pigeage som længere oppe i Bourgogne. Efter endt gæring er der sket skånsom presning, hvorefter vinen er lagret 6 måneder på betontanke og efter aftapning yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW … duftmæssigt en virkelig mineralsk og kalket aroma, hvor der ligeledes kommer noget aske, jod og noget røget samt tørret kød samt en frugt med både sorte og røde kirsebær, kirsebærsauce samt tørrede solbær, tørredde krydderurter og tørrede svampe. Læg også dertil lidt tulipaner, noget lakrids og bondsk landlighed … lidt støvet, tæt og intens.

Smagen er tør, men blød, cremet og virkelig præget af kirsebær, lidt tranebær samt saltede citroner, lemon og saltlakrids. Der er masser af saft, levende syre og bløde tanniner … og selvom det fortsat er en bondsk beaujolaisvin, så er det en elegant beaujolais, der samtidig er proppet med frugt og smag, så derfor 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Domaines Paul Mas, Meyrac Estate Sauvignon Blanc, Languedoc, Frankrig

2023 Domaines Paul Mas, Meyrac Estate Sauvignon Blanc, Languedoc, FrankrigMed næste vin fortsatte vi sgu hos Domaines Paul Mas, for – som der står på etiketten af denne 2023 Meyrac Estate Sauvignon Blanc – så er vinen mis en bouteille par Jean-Claude Mas.

Jeg har – som nævnt i forrige indlæg – før smagt vine i Meyrac Estate serie og da jeg i starten af året smagte deres 2022 Meyrac Estate Chardonnay, der skrev jeg også en smule det store vinfirma, der selv over 800 hektar vinmarker i Languedoc og har derudover langtidskontrakter på 1.500 hektar marker hos en række vinavlere i området.

Meyrac Estate Sauvignon Blanc er en Pays d’Oc … og det betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin. Der er til gengæld ikke nogle tilgængelige oplysninger om, hvordan vinen er lavet … formentlig blot på ståltanke, så vi haster videre til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er der ikke så megen Sauvignon Blanc, for frugten virker mest eksotisk med fersken, pærer, mango og helt klart noget fedme. Dermed er der ikke nogle klare, stramme og karakteristiske Sauvignon Blanc noter, men virker mere mainstream, pleasende suppleret med en snert af lidt nødder.

Der kommer – hvis du leder godt – i munden en smule Sauvignon Blanc med hyld, men ellers er det atter tropisk frugt suppleret med en smule lemon, men alt er omgængeligt, en-dimensionelt … gør ingen fortræd og er utrolig letdrikkelig. 86 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 56 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2023 Domaines Paul Mas, RosOrange, Languedoc, Frankrig

2023 Domaines Paul Mas, RosOrange, Languedoc, FrankrigLad os lokke solen mere frem … og det skal ifølge danske vinnydere ske med rosévin. Denne 2023 RosOrange fra Domaines Paul Mas er en slags rosé … eller i hvert fald et blend mellem rosé- og orangevin.

Domaines Paul Mas er en af de store vinkoncerner i Languedoc-Roussillon området og drives i dag af Jean-Claude Mas, som er 4. generation af vinavlere, der går helt tilbage fra 1892. Jeg har da også skrevet om huset tidligere … bl.a. da jeg smagte en 2022 Meyrac Estate Chardonnay.

Denne 2023 RosOrange er en blanding af 2 vine … en rosévin på et mix af Cinsault, Grenache Noir og Grenache Gris samt en orangevin på skindfermenteret Macabeu og Vermentino. Det er selvfølgelig også derfor, at vinen har fået sit navn RosOrange.

Den smukke flaske er også speciel … er Jean-Claude Mas’ signaturflaske og kaldes en Flûte Gothic. Den er elegant og har da også vundet flere emballagepriser.

Druerne til vinen kommer fra flere marker og 8-36 år gamle vinstokke, der er høstet maskinelt med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar. Druerne til rosévinen – Cinsault, Grenache Noir og en del af Grenache Gris druerne – er presset før gæring.

Den anden del – Macabeu, Vermentino og anden del af Grenache Gris – er gæret sammen med skindet og er så først presset halvvejs  gennem gæringen. De 2 vine samles derefter for at afslutte gæringen og lagres rustfrie ståltanke i 2 måneder.

Duftmæsssigt er det ganske vist ikke trutti-frutti, men den har lidt denne festlige frugtsødme, hvor frugten både er jordbær, fersken og lidt kandiseret frugt i det hele taget. Der er en halv pillet mandarin, framboiselikør og bolsjebutik.

Smagen er helt på samme boldbane … der er godt med sødme, sødlig frugt med jordbær, fersken og nu smagsmæssigt også lidt lemon og citroner. Men syreniveauet er lavt og det snurrende lykkehjul står på sommerfest og glade gæster, hvilket den smukke flaske da også lige hjælper en kende med. Når jeg bliver gammel vil jeg også sidde i min gule pastelfarvede poloshirt med en lyserød pastelfarvet sweater bundet om halsen og tylle sådan en rosé som denne … 87 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7