Azienda Agricola Schiavenza ligger i Serralunga d’Alba og det vinhus stod bag den næste vin i den lille MGA Barolo Terroir smagning. Det var en 2015 Barolo Prapò.
Schiavenza er grundlagt i 1956 af brødrene Vittorio og Ugo Alessandria, men ledes i dag af svigersønnen Luciano Pira med hjælp fra sin hustru Maura Alessandria og svogeren Walter Anselma.
Vingården og det omkringliggende jord var tidligere ejet af Opera Pia Barolo … et af områdets helt store vinerier, som i dag er kendt som Marchesi di Barolo. I gamle dage blev markarbejdet udført af markarbejdere kaldet schiavenza, så det er derfra, at vingården naturligt nok har fået sit navn.
Luciano Pira og Walter Anselma har samlet 10 hektar vinmarker i Serralunga d’Alba området, men ejer derudover også 1,5 hektar ved Monforte d’Alba i landsbyen Perno.
Udover vinproduktionen, så driver familien også restauranten Trattoria Cascina Schiavenza … og der kan du helt sikkert også nyde nogle af husets vine, fx denne 2015 Barolo Prapò.
Vinen er lavet med druerne fra marken Prapò, hvor huset har en parcel på 0,9 hektar. Vinen er lavet med gæring og maceration over 15-20 dage ved 25-30 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 36 måneder på store 3.500-4.000 liters slavonske fade.
I næsen er det moden frugt, hindbær, blommer, roser, violer, lidt grøntsagsfond, øllebrød, et savværk, bestemt ikke lige mainstream Barolo og den har en lidt brovten, maskulin næse. I munden er der godt med tanniner, sødme, kirsebær, grønne jordbær, karklud, en fugtig kælder og fin mineralsk note. Den taber imidlertid ganske hurtigt pusten og bliver lidt flad.
Forhandles af Carlo Merolli, hvor en flaske normalt koster 415 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 325 kr.