Vi satte self tænderne i flere Alsace Riesling vine og næste var denne Riesling Grand Cru Goldert 2017 fra Eric Lichtle aka Lichtle Properietaires.
Vinhuset ligger i Gueberschwihr og er grundlagt tilbage i 1649 og siden har familien Lichte dyrket vin. Det er i dag Eric Lichte, som ejer og driver ejendommen med dens 6 hektar vinmarker nord og syd for byen.
Det er et familiebrug og Erik får hjælp af familien – herunder sin danske hustru – ved større arbejder i vinmarkerne. Forældrene bor stadig på den nyrenoverede ejendom.
Samtidig med vingården driver familien også et bed & breakfast, som kan anbefales til ferierejsende. Meget hyggelig og god stemning mildt inde i den lille landsby.
Markerne drives økologisk siden 2009 og i kælderen arbejder Erik også med langsom fermentering, lagring af vinene sur lie og der sker hvert år investering i nye egetræfade.
Her smager vi husets Riesling Grand Cru Goldert, men igen er der nærmest ingen oplysninger om produktionen.
I næsen skiller vinen sig dog noget ud fra feltet med en småoxideret eksotisk frugt, abrikos, fersken, lidt kandiseret endda suppleret med salt, papkasser, kryddersmør, vanilje, varm blomsterpollen, småsøde fade og samlet set en kraftig, fyld og lidt epo-agtig vin.
Smagsmæssigt har vinen næsten også en dessertvinsødme, næsten tysk Spätlese eller Auslese, men det er en flad smag, som mangler en dybde og en syre til at balancere, hvorved det bliver lidt mushy og en smule “for meget” for jeres ellers tålmodige vinblogger. Jeg hoster op med 82 point.
Forhandles af Huset Appel eller Gourvin, men prisen har jeg ikke fundet.