Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2011 Fess Parker Winery, Santa Barbara County Syrah, Californien, USA

Tirsdagsvinen denne uge blev en Syrah baseret vin … og fra et kendt hus her på bloggen, nemlig Fess Parker Winery, som vel er ét af de mest berømte vinhuse i Californien.

Vinhuset er grundlagt af Fess Elisha Parker Jr., som blev født i Fort Worth, Texas, og voksede op på en lille gård uden for San Angelo. Han gjorde tjeneste ved United States Navy ved slutningen af 2. verdenskrig. Under krigen forsøgte han at blive pilot, men blev afvist på grund af sin højde.

I 1950’erne spillede han rollen som Danny Crockett. Ifølge Fess Parker selv var Walt Disney Company på udkig efter en skuespiller til at spille rollen som Davy Crockett, og oprindeligt mente man, at James Arness skulle spille titelrollen. Fess Parkers første rolle var i Davy Crockett filmen “King of the Wild Frontier”.

I 1960’erne spillede Fess Parker hovedrollen i en stor amerikansk TV-serie om Daniel Boone. Serien kørte gennem 6 år som én af de mest populære serier i USA, og gjorde Fess Parker en holden mand.

Og for den formue, som Fess Parker havde tjent i Hollywood købte han i 1986 et stort ressort/hotel på Santa Barbaras havnefront. Det blev i 1989 også til købet af en vingård på sølle 2,22 hektar i Santa Barbara, og det blev grundstenen til Fess Parker Winery. Nå, men Fess Parker er som nævnt født i Texas, og dér kan intet gøres i lille målestok, så antallet af hektarer er i dag vokset til 283 hektar. Det giver da et par vinstokke at beskære.

Siden har man også købt det tidligere The Grand Hotel fra en vingård i Los Olivos, og dette 19-værelses hotel er nu omdøbt til “Fess Parker Wine Country Inn & Spa”, er er blev totalt renoveret. Så der er efterhånden tale om et stort foretagende.

Fra starten i 1989 har målet været at lave vin af højeste kvalitet. Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb.

At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Fess Parker har specielt haft stor succes med deres Pinot-baserede vine … ikke mindst efter filmen Sideways. Scenen fra filmen, hvor hovedpersonen Miles tømmer en spyttespand, er optaget hos Fess Parker. Salget af Pinot steg med 75% i de første 6 måneder, efter filmen havde premiere. Siden er det gået lidt tilbage, men er stadig 30% højere end før Sideways.

Fess blev gift med Marcella Belle Rinehart den 18. januar 1960, og fik to børn, 11 børnebørn og to oldebørn, men i 2010 døde Fess Parker … faktisk på hans hustrus 84-års fødselsdag, så i dag er det sønnen Eli Parker, datteren Ashley Parker-Snider samt svigersønnen Tim Snider, som driver vinhuset i Santa Barbara. Der er også ansat en vinmager Blair Fox.

Her har vi husets Santa Barbara County Syrah, ren Syrah … ja eller i hvert fald næsten, 93% Syrah, 4% Grenache Noir og 3% Petite Sirah. Druerne kommer fra markerne Camp Four Vineyard og Rodney’s Vineyard, begge beliggende i Santa Ynez Valley i Santa Barbara County. Vinen er lagret 18 måneder på franske og amerikanske egetræsfade, heraf 16% nye. Der produceres årligt omkring 3.500 kasser af denne vin.

Og det er en BIG og JUICY vin … all the way. I næsen er der solbær, blåbær, blommer, fedme, toast, vanilje, karameller, våde fade og et let animalsk udtryk. I munden er vinen fyldig, big and juicy … næsten marmelade med solbær, karamel, sødme og ganske venlig, blød og cremet. Meget amerikansk i udtrykket … og en rigtig vintervin. Nyd den en dag, hvor sneen fyger udenfor, hmmmmm.

Jeg har smagt Fess Parkers Pinot Noir og ikke været så begejstret. De får et lidt for varmt udtryk. Med Syrah giver det mere mening. Skal du ha’ den amerikanske fedme og sødme frem, så gør det med en sådan her vin på Syrah, som kan tåle lidt tuning og steroider. Det er over the top … men på en god måde.

Købt hos Vinspecialisten, pris 185 kr.

Rating 5/7  

2010 Bodegas López Cristobal, Selección, Ribero del Duero, Spanien

Næstsidste vin til byggemødet blev atter en vin fra Ribero del Duero … uhmmm, og igen en vin fra Bodegas López Cristobal, nemlig denne Selección, som vel nærmest kan betegnes som en “storesøster” til Bagús, som jeg skrev og roste voldsomt i ét af de forrige blogindlæg.

Den er en overbygning på enkeltmarksvinen Bagús, og druerne kommer fra de absolut bedste plot på de bedste af vinmarkerne. Der hvor druerne har den absolut bedste kvalitet. På disse plot udvælges de 2 bedste drueklaser fra hver stok. Druerne plukkes og sorteres i hånden. Det er selvfølgelig 100% Tempranillo.

Høstudbyttet er så lille som 4-6 hektoliter pr. hektar, hvilket er extremt lidt. En understregning af, hvor selektiv Galo Lopez er med denne topvin. Den bliver kun produceret i de år, hvor kvalieten er høj nok, og er foreløbig kun produceret i 2003, 2004, 2005, 2009 og nu 2010.

Vinen får ca. 14 måneder på nye fade. Det helt specielle er, at der anvendes 3 gange helt nye fade på de 14 måneder. Vinen lagres først på et nyt fad, hvorefter den omhældes til et nyt fad igen – ialt 3 gange. Det er en hård behandling, men det lykkedes Galo Lopez at få fadet flot intregreret i vinen. I 2010 årgangen er der produceret 2.800 flasker af vinen.

Duftmæssigt virker vinen ældre end kilometertælleren, og der er lidt oxyderede noter, rosiner, alder, spidskommen, søde krydderier og vinen virker en anelse indelukket med lidt Bordeauxagtig muldjord. Smagen er cremet, fyldig og præget af røde bær, krydderier og varme. Jeg er ikke oppe at ringe på samme måde som med lillesøsteren, men sådan er vi jo alle lidt forskellige. Det er dog unægtelig godt håndværk og dejlig vin.

Købt hos Supervin, pris 320 kr. ved køb af 6 stk,, og 469,95 kr. ved køb af en enkelte flaske.

Rating 5/7  

2004 Bodegas Muga, Prado Enea Gran Reserva, Rioja, Spanien

Efter smutturen til Toro var vi med næste vin retur i Rioja, hvor vi finder Bodegas Muga, som holder til i et smukt gammelt hus i den historiske by Barrio de La Estación i hjertet af vinområdet Haro, Rioja. Jeg har tidligere til byggemøde smagt vine fra Muga, og her er det husets Prado Enea Gran Reserva.

Bodegas Muga er grundlagt i 1932 af Isaac Muga Martinez, og drives i dag af 3. generation i form af Manu, Jorge, Juan og Isaac Muga. De  laver vin via traditionerne fra den klassiske skole i Rioja, nemlig udblødning og gæring i trækar, langsom dekantering vinteren over, traditionel filtrering af bundfald og klaring af vinen med friske æggehvider. En klar fremtidsvision kombineres med traditionelle produktionsmetoder.

Herudover fremstiller Muga selv deres tønder fra amerikansk, fransk, ungarsk, russisk, spansk egetræ, og gården råder da også over ikke mindre end 14.000 tønder. Jeg har faktisk lidt svært ved at forestille mig, hvor meget så mange tønder må fylde i en kælder, men vinhuset råder også over 25.000 m2 bygninger/kældre.

Bodegas Mugas vinmarker ligger ved foden af Montes-Obarenses inden for det område, som kaldes Rioja Alta. Jorden i dette område er for det meste ler og kalksten, opdelt i små områder med forskellig terroir. Det er nemlig markerne El Estepal, La Loma, Baltracones, La Loma Alta og Sajazarra.

De ejer i alt 250 hektar vinmarker, men har derudover også kontrollen med yderligere 150 hektar, ejet af andre vinavlerne i området. Der dyrkes primært vinsorterne Tempranillo, Garnacha (Grenache), Mazuelo (Carignan) og Graciano og de hvide druer Viura og Malvasia.

Denne Prado Enea Gran Reserva er lavet på 80% Tempranillo, 20% Garnacha, Mazuelo og Graciano … og sammen med topvinen Torre Muga altid af de druer, som er høstet senest. Vinen er lagret 12 måneder i træbeholdere, 36 måneder i egetræsfade og minimum 36 måneder på flaske. Og efter alle disse måneder, år … er vinen klar til at drikke.

Denne vin udgør rygraden i Mugas renommé og i årtier har netop denne vin været et forbillede for flertallet af Riojas producenter, fordi de her kunne opleve, hvor smukt druens frugt kunne eksponeres … selv efter lang tids fadlagring. Vinen er med i Neil Beckett’s antologi “1001 Vine, du skal smage før du dør”, baseret på bidrag fra ikke færre end 45 hovedsageligt britiske og amerikanske vineksperter.

Og jo … den er klar til at drikke. Næsen byder på mørke bær, solbær, gazebind, hospitalsgang, lækker sygeplejerske, timian og andre krydderier, egenoter og en slat vanilje. I munden er vinen præget af røde bær, frugtsten, stor tørhed … og trods en lang lagring også en fin lethed og stramhed, som virkelig klæder vinen. Bevares, det er fortsat en vin med muskler, men elegant og lækker.

Købt hos Supervin, pris 370 kr. ved køb af 6 flasker og 399,95 kr. ved køb af en enkelt.

Rating 5/7 

2009 Bodegas Numanthia, Numanthia, Toro, Spanien

Mere spansk, denne gang fra Toro området, nemlig med vinhuset Numanthia og vinen af samme navn … et vinhus, som er ejet af den store LVMH Group, hvor bogstaverne står for Louis Vuitton og Möet Hennessy.

Det er en ganske “lille” koncern, som udover ejerskabet af tøjmærker som fx Louis Vuitton, Marc Jacobs, parfumer som fx Dior, Givenchy, ur- og smykkefirmaer som TAG Heuer, Bulgari … altså også ejer en række spændende og særdeles eksklusive vinhuse.

Det er – bare for at nævne nogle få  – Champagne Moët & Chandon, Dom Pérignon, Krug, Maison Ruinart, Château d’Yquem, Château Cheval Blanc. Jeg har samlet talt omkring 24 vin- og whiskyhuse, hvoraf  Bodegas Numanthia altså er ét af husene.

Derudover ejer LVMH Group en avis, et skibsværft, en forlystelsespark samt lidt hoteller … og så har jeg sikker glemt en del.

Bodegas Numanthia er grundlagt i begyndelsen af 1990’erne af Dominio de Eguren, der i forvejen drev de to anderkendt vinhuse Viñedos y Bodegas Sierra Cantabria og Señorío de San Vicente i Rioja. Han ville også etablere sig i området Toro, og det blev starten på Bodegas Numanthia.

Første årgang fra Bodega Numanthia blev prestigevinen Numanthia i årgang 1998 … og i løbet af få år blev Numanthia én af Spaniens absolut bedste vine. Den helt store anerkendelse kom i sommeren 2002, da Numanthia af et spansk vintidskrift blev kåret til årets bedste spanske vin. De 2 første årgange af Numanthia (1998, 1999) har begge fået 95 point af Robert Parker.

Navnet Numanthia er i Castilien et symbol på den heroiske modstand indbyggerne i Numancia i år 133 før Kristus fødsel udviste i kampen mod de romerske besættere. Numancia-borgerne kæmpede bravt og holdt stand i over 20 år inden det lykkedes romerne at ødelægge byen. Ligeså modstandsdygtig har den lokale Tempranillo-klon vist sig at være. Druen Tinta de Toro (Tempranillo) overlevede nemlig som den eneste i Spanien, da vinlusen Phylloxera for mere end 100 år siden lagde hele Europa øde.

Bodegas Numanthia har 40 hektar marker på den sydlige side af Duero-floden helt ned til flodbredden. Naboskabet til vandet er den vigtigste årsag til de helt specielle gunstige jordbundsforhold, der muliggør den enorme kompleksitet druerne besidder. Markerne ligger forholdsvist højt, ca. 700 meter over havets overflade, og vinstokkenes alder er mellem 70–100 år, og dermed på toppen af deres ydeevne. Markerne gødes udelukkende økologisk.

Denne Numanthia í årgang 2009 er lavet på 100% Tinta de Toro, en meget nær slægtning til Tempranillo og Tinto Fino. I vineriet undergår druerne en meget konsekvent sortering, og kun den bedste kvalitet indgår i produktionen til Numanthia. Vinen lagrer i 18 måneder på helt nye franske fade. Den malolaktiske gæring foregår ligeledes på træfade. Vinene tappes uden klaring og filtrering.

Produktionen er særdeles begrænset, kun ca. 24 hl pr. hektar. Der produceres 30.000 flasker af denne vin hvert år.

Duftmæssigt meget karakteristisk en spansk vin … næse med røde kirsebær blandet med lidt blåbær, blommer, figner, vanilje, balsamico, chokolade, eg og brændte fade. Smagen er fyldig og varm med blommer, blåbær, god tørhed og masser af tanniner … krydderier … sådan lidt en varmkrydret fornemmelse … måske også en anelse alkohol, som egentlig gerne må fordufte og fin lang eftersmag, hvor vinen bare sidder langt inde i munden i et rum stykke tid.

Købt hos Supervin, pris 350 kr. ved 6 flasker og 390 kr. ved køb af en enkelt.

Rating 5/7  

2013 Ti Point Vineyard, Chardonnay, Hawkes Bay, New Zealand

Næste hvidvin var en Chardonnay – og en frisk én af slagsen – fra vinhuset Ti Point Vineyard, som ligger på den fantastiske Matakana kyst på Ti Point halvøen. lidt syd for byen Leigh ved Omaha Bay. Vi er også omkring 30 kilometer nord for Auckland på Nordøen i New Zealand.

Ja, faktisk i det område, hvor Great Barrier Island ligger omkring 10-15 kilometer ude i Hauraki golfen. Og der findes næsten også kun én vej på halvøen, og den hedder meget passende også Ti Point Road, og det er selvfølgelig dér, at vi finder vinhuset, som ejes og drives af vinmageren Tracy Haslam.

Hun driver vingården sammen med hendes mor Jan og den 89-årige bedstemor Eileen Romain, kaldet Nan … og herudover driver hun såmænd også et lille B&B hotel med restaurant, nemlig Ti Point Retreat og er også vinmager hos et par andre vinhuse i området, nemlig Coxhead Creek Vineyard og Te Kie Vineyard.

Tracy Haslam havde som ung rejst en del rundt i Europa inden hun i omkring 25-års alderen rejste hjem og uddannede sig som ønolog på Hawkes Bays Institute of Technology. De efterfølgende år bragte hendes uddannelse hende til både Italien, Napa Valley, Bordeaux og Schweiz. Det var i den periode, at hun mødte sin mand og mentor David Mason, som er direktør for Sacred Hill Wines.

Hun vendte tilbage til Hawkes Bay og cementerede sig som vinmager, bl.a. hos Lombardi Wines and Black Barn Vineyards inden hun i 1999 besluttede at starte sin egen vingård op omkring familiens ejendom, hvor hun egentlig mente, at der burde kunne dyrkes vin. Det var hendes drøm, at tre generationer … hende selv, moderen og bedstemoderen sammen skulle lave vine … specielt med inspiration fra hendes favoritter fra Bordeaux. Og det blev starten på vingården på Ti Point halvøen.

Siden har Tracy fået mere arbejde, bl.a. som nævnt som vinmager hos andre vinhuse, og derfor blev Alistair Noakes ansat i 2006, og han fungerer som daglig leder på Ti Point Vineyard.

Der laves i alt 10 forskellige vine på Ti Point Vineyard, en del med druer fra husets egne vinmarker og en del med druer fra udvalgte vinbønder rundt om i New Zealand. Jeg har ikke fundet ud af, hvor mange hektar vinmarker, som Ti Point Vineyard ejer … men denne Chardonnay kommer fra forskellige marker i området ved Hawkes Bay.

Og det er en ganske charmerende sag. I næsen er der eg, vanilje, smør, nødder, mandler, våde fade og våde papkasser … men virker ikke voldsom fed i udtrykket, som nogle Chardonnay’er ellers kan blive. Det går igen i smagen, som er frisk med syre, lidt citrus påstod Jesper … og jeg må give ham ret. Meget vedholdende og med en rigtig god friskhed. Super.

Købt hos SuperVin, pris 115 kr. ved 6 stk. og 161 kr. ved køb af en enkelt flaske.

Rating 5/7  

2011 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Pinot Noir, Mosel, Tyskland

Fuck, hvor betyder årgang nogle gange bare meget. Det er denne Haus Klosterberg Pinot Noir fra Weingut Markus Molitor et godt eksempel på. Jeg smagte i august i år samme vin, blot i en årgang 2009, og var ikke synderlig begejstret … gav alene beskedne 3,5 Thumbs Up … og det er ikke meget for en Spätburgunder fra et ellers fantastisk hus.

Fredag hev Gert denne vin frem i årgang 2011, og det er bare en helt anden boldgade … og jeg er begejstret igen. Da det samtidig var fredag – og fredag jo er Spätburgunder dag – ja, så blev begejstringen da heller ikke mindre.

Da Gert kom med rendende med flasken og nævnte, at det var en Haus Klosterberg Pinot Noir, som vi skulle smage … så gættede jeg fluks Markus Molitor, som jo netop holder til i ejendommen Haus Klosterberg i Bernkastel-Wehlen ved Zeltingen i midten af Mosel distriktet.

Markus Molitor er 8. generation af Molitor på vingården i Mosel. Han overtog i 1984 – i en alder af blot 20 år – driften af familieejendommen og de stolte traditioner med produktion af Riesling vine fra Mosel. Ved overtagelsen var gården alene på 7½ hektar, hvilket frem til i dag er udvidet til 38 hektar, hvoraf 95% er beplantet med Riesling, fordelt på 15 forskellige parceller.

Markerne er nemlig Brauneberger Klostergarten, Brauneberger Mandelgraben, Bernkasteler Graben, Bernkasteler Badstube, Bernkasteler Lay, Graacher Himmelreich, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Zeltinger Schlossberg, Zeltinger Himmelreich, Zeltinger Sonnenuhr, Graacher Domprobst, Wehlener Sonnenuhr og Wehlener Klosterberg.

Alle druer høstes i hånden og der udvises den største respekt for naturlig omgang med vinen hele vejen gennem processen. Alle vine gæres med naturligt gær og varer nogle gange til næstkommende sommer. De fleste vine lagres på en kombination af ståltank og egetræsfade for at frembringe mest mulig kompleksitet.

Selve ejendommen hedder som nævnt Haus Klosterberg, og stammer oprindeligt fra 1800-tallet. Ejendommen er i 2009 og 2012 blevet restaureret, så den i dag fremstår med den tidligere tiders storhed. Det nye vinotek på ejendommen er også et arkitektonisk højdepunkt i Mosel, og har bl.a. vundet prisen “Architekturpreis Wein 2013″.

Som nævnt er det mest Riesling, som laves hos Molitor, men det bliver også til lidt rød … nemlig Spätburgunder, og huset top Spätburgunder, som Markus kalder Pinot Noir Graacher Himmelreich har da også vundet flere udmærkelser. Den koster imidlertid på den gale side af 700 kr.

Med denne Haus Klosterberg Pinot Noir er vi i den anden ende, da det vel er en slags entry-level vin … eller Gutswein. Druerne til vinen kommer fra flere af Molitors skiferholdige marker i Mosel. Efter gæring, så lagrer vinen i store træfade og franske barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke umiddelbart se. Nok ikke så lang tid er mit bedste bud.

Og i forhold til 2009’eren, så er her en helt anden næse. Den er skøn sød-animalsk, hestestald, hestepærer, sødme, lyserøde bær, jordbær, lidt læder og mineraler eller våde sten. Ganske indbydende. Smagsmæssigt er 2011’eren også langt mere afbalanceret med kirsebær, syre og fin eftersmag. Vinen et let, har et let syrligt bid … men ellers meget imødekommende. Skønt.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 159 kr.

Rating 5/7 

2007 Château Carbonnieux, Pessac-Lèognan, Bordeaux, Frankrig

I super appellationen Pessac-Léognan, som ligger i den nordligste del af Graves, findes der 16 Grand Cru Classé slotte, og det er netop fra ét af disse slotte, at aftenens næste Bordeaux vin kommer, nemlig fra vinslottet Château Carbonnieux.

Château Carbonnieux gemmer på en lang historie, der går helt tilbage til det 13. århundrede, hvor først Benediktinermunkene og siden de to indflydelsesrige slægter Ferron og Bouchereau satte deres præg på ejendommen.

I 1956 købte Marc Perrin slottet og påbegyndte en for den tid omfattende renovering af kældrene samtidigt med, at der blev afsat store summer til restaurere og forskønne slottet.

I 1959 fulgte slottet med op i den nye gruppe af Cru Classé vine i Graves og i de kommende årtier positionerede Château Carbonnieux sig en af de helt store spillere fra Graves både hvad angår kvalitet og kvantitet.

I dag er det børnebørnene Eric og Philibert der viderefører slottet i et nært samarbejde med ønologen Romain Racher og Denis Dubourdieu, der har været konsulent på Château Carbonnieux i mere end 30 år.

Perrin familien ejer udover Château Carbonnieux også Château Tour Léognan, La Croix de Carbonnieux, Château Haut-Vigneau og Château Lafont Menaut.

Château Carbonnieux har samlet 92 hektar vinmarker, hvoraf de 50 hektar er tilplantet med de røde sorter Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc. De sidste 42 hektar er grønne druer. Alle markerne ligger på ler- og kalkrige skråninger, der er dækket af Graves berømte Garonnaise grus, som alle eksperter mener er hovedårsagen til Graves særlige kvalitet og karakter.

Denne 2007’er er lavet på 61% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot og 5% Cabernet Franc. Vinstokkene er gennemsnitlig 27 år gamle. Vinen lagrer på barriques i 15-18 måneder, og 35-40% af fadene er nye.

Duftmæssigt tobak, lakrids, mørke toner, mørkerøde bær, blommer, røg, mineraler og jord. Smagen er domineret af godt med tanniner, blommer, tørhed, træ og frugt … ganske habil Bordeaux.

Ikke fundet vinen i Danmark, men kan købes på Uvinum, hvor prisen er 385 kr.

Rating 5/7  

1997 Château Haut-Corbin, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

Med næste Bordeaux kom der lidt alder på … vi smagte nemlig en 1997 Saint-Émilion Grand Cru fra Château Haut-Corbin, et relativt ukendt vinslot beliggende i Saint-Émilion i området Corbin, et par hundrede meter fra Pomerol.

Navnet Corbin går også igen på flere vinslotte, ja faktisk bærer ikke mindre end 6 slotte navnet Corbin. Navnet stammer tilbage fra 1300-tallet, hvor området tilhørte Edward Prince of Wales, som var kendt under øgenavnet den sorte prins – Prince Noir – og navnet Corbin refererer netop til farven sort.

Château Haut-Corbin har ikke været omtalt meget gennem tiderne, så historien om slottet er ret spinkelt. Selve slottet er gennemrenoveret i 1960’erne af den daværende ejer, men blev i 1986 købt af Mutuelles du Bâtiment et des Travaux Publics, som – så vidt jeg kan læse – udbyder sygeforsikringer i Frankrig.

Mutuelles du Bâtiment et des Travaux Publics er den del af forsikringskoncernen Group SMABTP, som også ejer 5. Cru Classé Haut-Médoc slottet Château Cantemerle. Siden overtagelsen har de løbende investeret en del i vinslottet, bl.a. er der i 2007 opført nye kældre med store 100 hektoliter, temperaturkontrollerede trætanke.

Slottet har i alt 6,47 hektar vinmarker, som ligger meget tæt på Pomerol appellationen. Jorden består af grus, sand, ler og kalksten og er tilplantet med Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Vinstokkene er gamle og mange af dem tæt på 45 år.

I 1997 er vinen lavet på 65% Merlot, 25% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc og vinstokkene har en gennemsnitsalder på 45 år. Fermentering i 6-8 dage ved 26-28°C og maceration i 28-30 dage, hvorefter vinen lagrer på franske barriques, medium ristet og 35% af fadene er nye, i 12 måneder. Flaskes uden filtrering … og der er i 1997 lavet 36.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er her godt med røde frugter, solbær, blæk og lidt kølighed, Smagen har godt med karakter og er blød, cremet. En rigtig lækkerbisken, meget velafbalanceret, tør … men ikke voldsomt og en fin lang eftersmag. Årgang 1997 var ikke en stor årgang i Bordeaux, men dette er da meget godt.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Tyskland kan en årgang 1996 fx købes for omkring 24€.

Rating 5/7  

2005 Château Ferrand, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

Næste vin … igen Bordeaux, men bestemt en klasse op, nemlig med denne Pomerol fra Château Ferrand, og endda i en af de gode årgange, årgang 2005.

Château Ferrand ligger på et plateau på de sydlige skråninger ved byen Libourne. Slottet er ét af de ældste vinslotte i området, og ligger nær andre vinslotte som Château Nenin og Château La Commanderie.

Château Ferrand har omkring 12 hektar vinmarker med henholdsvis Merlot og Cabernet Franc, og jorden er sand, grus og sandsten, som indeholder jernoxid, hvilket også er med til at give den karakteristiske smag af en vin fra Pomerol. Ferrand betyder faktisk også jern, så allerede ved grundlæggelsen af vinslottet var man opmærksom på den meget jernholdige jord.

Slottet drives af Henry Gasparoux og søn, og har været i familiens eje siden 1934.

Der laves to vine hos Henry Gasparoux, nemlig denne Château Ferrand, som også til dels markedsføres/sælges som Château Vieux Ferrand og altså laves med druerne fra de bedste marker på samlet 12 hektar, Derudover laves der vinen Château Haut-Ferrand, som kommer fra flere jordstykker på samlet 4,5 hektar, købt fra 1970 og frem, beliggende i nærheden af kirken i Pomerol.

Begge vine er primært baseret på Merlot og Cabernet Franc. Denne 60% Merlot og 40% Cabernet Franc, og lagret i 18 måneder i barriques, hvor 1/3 del er nye fade. Årlig produktion er ca. 70.000 flasker af denne … og 25.000 flasker af Château Haut-Ferrand.

Duftmæssigt har jeg noteret mig solbær, blommer, dadler, vanilje, sød tobak, blomster, violer og lakrids, men smagen er blød og cremet, godt med tanniner, fin syre … men også lidt sødme. Der er langt mere power end jeg normalt forbinder med Bordeaux, men det synes jeg kun er klædeligt her. Ganske dejlig vin.

Har ikke fundet en forhandler herhjemme. Heller ikke en pris på vinen.

Rating 5/7 

2011 Jeff Carrel, Puydeval Vin de Pays d’Oc, Languedoc-Roussillon, Frankrig

Hovedret … og hvorfor ikke fortsætte i Jeff Carrel sporet? God Value for Money, spændende vine, saft og kraft … så valget faldt på denne Puydeval Vin de Pays d’Oc fra Jeff Carrel.

Vinen er en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin “Vin de Table”. Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon.

Ifølge forordningen fra 15. oktober 1987 skal en vin med appellation ”Vin de Pays d’Oc” være produceret og vinificeret i en af følgende franske ”departementer”: Gard, Hérault, Pyrénées-Orientals og Aude og må udelukkende fremstilles af 31 udvalgte druesorter.

Den officelle autorisation til at bruge ”Appelation Vin de Pays d’Oc” til vinen bevilges kun efter en streng kontrol af certificerede komitéer.

Og meget passende er vi med denne vin netop i Aude, da druerne til denne Puydeval Vin de Pays d’Oc kommer fra nogle ubetydelige vinmarker nordøst for Carcasonne, som jo er hovedbyen i Aude. Carrel købte disse marker for nogle år tilbage. Vinmarkerne havde især nogle meget vinstokke med Cabernet Franc, så Carrel besluttede at bevare disse vinstokke og i stedet blot dyrke dem fuldt biodynamisk.

Og det er der kommet denne Puydeval Vin de Pays d’Oc ud af, lavet på 62% Cabernet Franc, 28% Syrah og 10% Merlot. Vinen er lagret 10 måneder på henholdsvis franske og amerikanske egefade. I 2011 er der lavet 76.000 flasker af vinen.

Og det er en vin, som har duperet vinkendere. Parker gav vinen 90 point i årgang 2010, mens andre vinskribenter også har skrevet rosende ord om vinen. Rhone Report har ligeledes givet vinen 90 point, mens Jydske Veskysten gav 5 stjerner og skrev; Ugens dyreste, men også klart ugens bedste køb. Her er masser af fadpræg i form af karamel, marcipan, chokolade, der spiller fint sammen med noterne af mørke bær. Servér til grillet kød.

Jeg læste bl.a. også denne beskrivelse af vinen; I don’t understand how he did it, but the winemaker has accomplished great things with a grape you don’t often find in the Languedoc Region. This wine bucks the trend for the region. Cabernet Franc is so atypical for the Vin de Pays d’Oc region. If you are regular reader of WOD you are probably aware of the fact that France is very strict about what grapes can grow where. Languedoc is one of the only “wild frontiers” in France. Anything goes here! Hats off to the cowboys and cowgirls who are taking big risks in the Languedoc!

Men én ting er, hvad andre mener … så her får i mine noter. I glasset en vin til den mørkere side, og duftmæssigt solbær, modne kirsebær, koncentrerede svesker, blæk, jord, jern, ganske rustik og landlig, og det kan vi bestemt godt lide. Der er også lakrids, lidt tobak, valnødder og en smule krydderier.

Smagen er blød, cremet, saftig … og selvom vinen kommer fra den sydlige, og meget solrige del af Frankrig, så er der også en fin kølighed over vinen. Der er godt med frugt på drengen, kirsebær, karamel, tanniner … og lidt kant og søde krydderier. Godt lavet vin.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 129,95 kr.

Rating 5/7