Tag-arkiv: Italien

2017 Bartolo Mascarello, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2017 Bartolo Mascarello, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienDen anden Barbera blev en Barbera d’Alba i årgang 2017 og kommer fra vinhuset Bartolo Mascarello.

Vinhuset er grundlagt i 1918 af Bartolomeo Mascarello og hans søn Giulio. Giulio lærte også sin søn Bartolo at lave vin og særlig  traditionel Barolo.

Da Bartolo gik bort i 2005 var han for længst en legende i hele Barolo med årtier af store vine bag sig, i det han stædigt og sikkert – gennem alle tidernes skiftende strømninger – havde holdt fast i den tilgang, som han havde lært af sin far.

Nu er det Bartolos datter Maria Teresa, der med stor kyndighed fremstiller nogle af Langhes største vine, helt i faderens klassiske og traditionelle ånd.

Selvom mange producenter i løbet af 1960’erne startede med at lave enkeltmarks Barolo’er, så har Mascarello familien imidlertid altid holdt fast i, at ejendommen kun fremstiller en Barolo og dette ved, på klassisk vis, at blande druerne fra forskellige marker for at opnå et harmonisk udtryk.

Samlet har vinhuset blot 5,53 hektar vinmarker, hvorfra der produceres fem forskellige vine og samlet omkring 30.000 flasker om året i form af Langhe Freisa, Dolcetto d’Alba, Barbera d’Alba, Langhe Nebbiolo og Barolo.

Denne Barbera d’Alba 2017 er lavet på Barbera druer fra husets 0,6 hektar store parcel på  San Lorenzo marken i Barolo kommune. Man har tidligere set navnet San Lorenzo på etiketten, men lovgivningen med fastlæggelse af MGA markerne betød imidlertid at sådanne
marknavne ikke længere må anføres på etiketten … det må man udelukkende på Barolo vine.

Vinen er lavet med druernes egne gærceller og gæring samt maceration er sket over 10-12 dage i cementtanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på botti af slavonsk eg inden flaskning uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt er den meget anderledes end foregående … denne stinker nærmest animalsk … der er komøg og lort under skoene, meget kødfuld so to speak, har tør engelsk lakrids, kul, tjære og virker endda også varmere i stilen. Der er blommer, kirsebær, jordbær og ribs, nogle violer og lidt mynte.

Smagen er klart federe end næsen … frugtsyltetøj med blommer samt kirsebær, let bitterhed og nærmest ingen tanniner … bare en blød og varm vinøs hygge med en næsten bundløs dybde. Det er fandeme god Barbera … 94 point.

Importør er Adriat Vinimport og prisen ligger omkring 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Braida, Bricco della Bigotta Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2017 Braida, Bricco della Bigotta Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienDet 3. sæt voldte mere problemer, men jeg var dog undervejs inde på, at det lave indhold af tanniner måske så kunne tyde på Barbera vine … og det var det. Men vi var langt fra klippefaste og gættede lidt i syd og øst. Den første var en 2017 Bricco della Bigotta Barbera d’Asti fra Braida Azienda Vitivinicola.

Vinhuset ligger på Strada Provinciale ved byen Rocchetta Tanaro en smule øst for Asti i den nordlige del af Piemonte. Braida Azienda Vitivinicola er selv grundlagt i 1961 af Giacomo Bologna og opkaldt efter hans far Giuseppe Bologna, der blev kaldt Braida som kælenavn.

Far Giuseppe var oprindelig  vognmand, men havde også tjent lidt penge ved at spille håndbold. Han havde en stor kærlighed til både håndbold, heste og god Barbera vine … og det var ham, som egentlig havde købt lidt marker på Rocchetta-bakkerne.

Han overlod dog markerne til sin søn Giacomo, som i 1961 lavede sin første vin og senere i 1969 præsenterede sine vine på Barbera ved Douja d’Or National Wine Competition i Asti, hvor han vandt guldmedalje.

Barbera var dengang regnet for at være en andenrangs drue i forhold til Nebbiolo og Moscato, men det blev imidlertid ændret i 1982, hvor Giacomo Bologna på Braida fremstillede en enkeltmarks Barbera vin i verdensklasse … vinen Bricco dell’Uccellone.

Den var lavet fra modne druer fra Braidas bedste marker og Giacomo Bolognas fulgte meget simple regler … plant kun Barbera på de allerbedste marker, høst først druerne, når de er helt modne, begræns udbyttet kraftigt pr vinstok og lad vinen gennemgå den samme kostbare fadmodning som en Barolo.

I dag føres Giacomo Bolognas visioner videre af hans børn og med sønnen Beppe Bologna, som ansvarlig vinmager, er ambitions- og kvalitetsniveauet sat yderligere i vejret.

Husets jordbesiddelser er blevet udvidet, så man nu har 56 hektar vinmarker ved byen Rocchetta Tanaro i det varme Asti-område, hvor de mest komplekse og generøse Barbera vine dyrkes, og familien eksperimenterer også med andre druesorter.

Denne Bricco della Bigotta Barbera d’Asti er også lavet på 100% Barbera druer fra husets egne vinmarker i bakkerne plantet ved Rocchetta Tanaro. Vinen er lavet med gæring og maceration over 20 dage efterfulgt af 15 måneders lagring på barriques og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt en mørk vin med noget tørret kød, sødt kød, mejeri, blæk, grafit og tør engelsk lakrids, violer og der er samtidig godt med fadnoter som kanel, vanilje samt en frugt, der mest er blommer samt kirsebær og lidt krydderier.

I munden er der en stringent om end mørk syre, mørk frugt, kaffe eller espresso, modne blommer og sorte kirsebær … ja faktisk godt med frugt, virkelig stor frugtrigdom, kraftig med krydderier og så samtidig en vis stenet mineralitet. Tanniner er der ikke rigtigt nogle af, men syren er nøgleordet i denne vin og den styrer showet med velbalanceret elegance. 93 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 564,95 kr., mens prisen er 469,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Vietti, Barolo Castiglione, Piemonte, Italien

2018 Vietti, Barolo Castiglione, Piemonte, ItalienFor ugens tid smagte jeg en Langhe Nebbiolo fra vinhuset Vietti. Nu har jeg igen smagt en vin fra huset og det er en 2018 Barolo Castiglione.

Vinen er lavet med druer fra flere forskellige marker, bl.a, også Ravera marken i Novello.

Vinstokkene er fra 10 til 45 år og de fleste parceller er under ændring til økologisk dyrkning. Alle parceller bliver vinificeret separat og sammenstikningen foretages umiddelbart før aftapning.

Druerne gennemgår lang alkoholisk gæring på ståltanke med en løbende overpumpning og omrøring over 3 til 4 uger. Derefter sker den malolaktiske gæring på træfade og den lagret også 30 måneder på både store træfade og små barriques. Den blev aftappet uden filtrering.

Duftmæssigt en virkelig støvet og stenet aroma, godt med granit, grus og småsten – måske endda også større sten – har nogle syrlige bær, hindbær, ribs, granatæbler, lyse kirsebær, grannåle, papkasser, grene, kul, koks, jern, tørrede roser, mentol, kamfer, sort peber, trøffel og balsamiske noter.

Det er ingen let, lys eller endsige rund Barolo, for den har denne Vietti hårde kant, der er så mineralsk, streng, stenet og maskulin. Her er der ingen kære mor. Det skal der jo heller ikke være. Men med lidt luft i glasset eller endnu et glas næste dag kommer der imidlertid flere lyse, blomstrede noter frem.

I munden er Viettis 2018 Barolo Castiglione sgu også pænt maskulin, tæt og streng … tanninerne er vildt voldsomme og sætter sig hårdt, ubarmhjertig og smertelig i munden på dejligste måde, så her mærker man også uden omsvøb, at dette fortsat er en klassisk, oldschool og meget ung Barolo, der ikke skåner nogle.

Den har masser af syre, så tør og vild med et stramt tannisk bid, virkelig rank, stenet og mineralsk … det er afstraffelse på højt plan. Jeg vil nok anbefale, at man lufter vinen … tag den med i snor på en gåtur, find den klassiske Magretheskål frem for et par timer eller gem en rest i køleskabet til dagen efter. 95 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDen anden vin fra Francesco Monchiero på Monchiero Carbone blev på Nebbiolo, for det var nemlig en fin 2021 Regret Langhe Nebbiolo.

Det er en vin, som Monchiero Carbone har lavet siden 1996 og druerne kommer fra bakkerne på flere af husets vinmarker i 230-280 meters højde ved Canale og Priocca.

I kælderen har Francesco Monchiero lavet vinen efter klassisk piemontesiske teknik med maceration på skindet i mindst 15 dage og efter endt fermentering er der sket malolaktisk gærring samt 6 måneders lagring af 30% af vinen i barriques, som er brugt to eller tre gange før, mens de resterende 70% blot lagres i ståltanke inden sammenstikning og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vi havnet i en blomsterbutik … lys, aromatisk med vilde roser, violer, smørblomster og noget sødere pollen, en let, lys og frisk frugt med jordbær, hindbær og lidt ribs … meget ren, klar og har endda noget tørt jord, medicinskab og endda tydeligere fadpræg end den foregående Barbera, selvom kun 30% af begge vine lagres på egetræsfade … det giver en snas vaniljesødme, men ikke meget.

I munden er det en meget elegant Langhe Nebbiolo, der leverer lige præcis det, som man vil forvente af sådan en fætter. Der er lys, ren, klar og frisk frugt med jordbær, hindbær og ribs, god tørhed og nogle tanniner, der er fine om end til at snakke med. Der kommer samtidig også en sødme, som lige binder tingene godt sammen og gør vinen både saftig og let at drikke … frejdig, frisk og levende … 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Monchiero Carbone, Pelisa Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2022 Monchiero Carbone, Pelisa Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienVinhuset Monchiero Carbone ligger i centrum af Canale by i Roero området i en smuk og statelig ejendom fra det 19. århundrede med en over 200 år gammel vinkælder nedenunder. Derfra smager jeg nu et par vine og starter med denne 2022 Pelisa Barbera d’Alba.

Vinhuset har sit navn Monchiero Carbone efter et ægteskab i starten af 1970’erne mellem Marco Monchiero og Lucia Carbone, hvor de to familiers vingårde blev lagt sammen, så historien er jo startet før dette ægteskab.

Lucia Carbone kommer nemlig fra en kendt familie af vinavlere og det var oldefar Enrico Carbone – kendt som Ricu – der i begyndelsen af 1900-tallet giftede sig med den slanke og smukke Lucia Gioetti, der var datter af den velhavende greve af Canale.

I medgift fulgte en betydelig sum penge, som allerede var bestemt til køb af jord på Tanùn bakken, hvor Ricu straks plantede vinstokke og det var primært Arneis, hvorfor han startede med at lave sødere Arneis hvidvin, som på det tidspunkt var meget efterspurgt.

Senere var det parrets søn Francesco Carbone – kendt som Cecu d’la Biunda – der overtog driften og han var – som sin far – ret passioneret omkring Arneis druen … og han blev senere far til Lucia Carbone, der senere giftede sig med Marco Monchiero.

Marco Monchieros families vingård er reelt grundlagt af hans oldemor Clotilde Valente, som i en sen alder af 31 år giftede sig med Giovanni Raimondo, som blot blev kaldt Job. Han var selv i starten af 1900-tallet vendt tilbage fra Amerika, hvor han havde brugt tolv år af sin ungdom på at tjene en mindre formue.

Men 1. verdenskrig splittede parret af og efterlod Clotilde alene, men den snarrådige kvinde købte i 1918 marken Mombirone, som hun derefter dyrkede hele sit liv … og den blev også grundstenen til  familiens historiske vin Barbera d’Alba Monbirone, selvom en del af avlen også blev solgt til andre producenter.

Det blev senere hendes to børnebørn Giovanni og Marco Monchiero, som fortsatte driften … og da Marco senere i starten af 1970’erne giftede sig med Lucia Carbone, så blev det nuværende vinhus Monchiero Carbone grundlagt.

Marco Monchiero var en nationalt anerkendt ønolog og han havde inden overtagelsen af det samlede vinhus arbejdet hos nogle af de vigtigste vingårde i Italien. Men efter overtagelsen købte han i 1987 sammen med hustruen Lucia Carbone den gamle, smukke ejendom på adressen Via S. Stefano Roero, hvor vinhuset også fortsat ligger den dag i dag.

Marco Monchiero var tiltrukket af den historiske kælder og Lucia Carbone af ejendommen med store stuer, men allerede ved høsten i 1990 blev husets vine lavet i ejendommen.

I 1995 kom sønnen Francesco Monchiero med i driften efter han afsluttede sine studier på Scuola Enologica di Alba … og det er ham, som i dag driver vingården. Han har også udvidet driften, bygget en del mere til vingården og driver i dag samlet 35 hektar vinmarker, hvor bl.a. Arneis og Barbera er de vigtigste druer.

Francesco får dog fortsat hjælp af familien … bl.a. står hans mor Lucia sig af virksomhedens regnskaber med flid og præcision, mens hans kone Lucrezia tager sig af besøg i receptionen i kælderen. I alle markerne får han hjælp af Danilo Gallino, som siden 2003 har været ansvarlig for ​​vinmarkerne.

Men næste generation er allerede godt undervejs, for Francesco og Lucrezias to børn Lucia og Luigi Monchiero hjælper allerede familien med opgaver i forretningen.

Vinene på Monchiero Carbone er opdelt i 3 serier og det er Selections, Cru og Grand Cru. Jeg smager her alene et par stykker fra Selections serien og den første er denne Pelisa Barbera d’Alba, der er lavet med druer fra husets yngre vinmarker, der hovedsageligt ligger i Priocca … mest Bricco Genestreto marken med en jordbund, der mest består af lerjord.

Efter høsten er Barbera druerne gæret 15 dage i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder med 70% i de rustfrie ståltanke og de sidste 30% i egefade.

Duftmæssigt en dejlig vamset, fyldig og mørk vin … der er lidt julekrydderier med nelliker, sorte kirsebær, kirsebærsauce, nogle blommer samt mere umamiagtige noter, muldjord, jod, gran samt noget gær og træagtige noter.

I munden er vinen lysere og mere frisk, hvilket faktisk klæder Barbera … altså når det ikke bliver alt for mørkt. Det er denne helt sikkert ikke, for selvom der egentlig ikke er tanniner, så har den en skarp, frisk og lemonagtig syre, der lige bider din tunge med denne frugtagtige, rene og syrlige friskhed. Det høje syreindhold giver et godt modspil til den kraftigere duft. Det kan jeg godt li’ … uden at komme til at lyde som Leth. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Runchét, Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, Piemonte, Italien

2018 Runchét, Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, Piemonte, ItalienVi sluttede det lille raid hos Azienda Agricola Runchét di Andrea Danusso med topvinen Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, der er opkaldt efter den ene af Andrea og Beatrices to børn. Jeg smager vinen i årgang 2018.

Inden vi lige går videre, så skal vi da vist også kigge lidt på etiketterne på husets vine, for de er faktisk ret flotte. Det ligner ved første blik, noget vin som er spildt … eller måske noget røg? Men man kan også fornemme en smuk kvindekrop, der kaster sig frem med arme og hoved tilbage i ekstase. Ja, det er sgu da lige før, at man bliver en smule opstemt. Kan i hvert fald se nogle baller.

Men opstemt bliver man da absolut, når man smager denne Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio, som jo egentlig blot er en Riserva udgave af den foregående Barbaresco Meruzzano. Men her er vinen efter endt fermentering blot lagret hele 4 år på fade inden aftapning på flaske.

Moden, voksen og følsom … sådan dufter Barbaresco Meruzzano Riserva Gregorio nærmest, for det er rundt, blød og blidt … har en frugt, der mest er jordbær og kirsebærsauce, sød finsk lakrids og lakridspiber, blodpølse, gammel træ som fra huse i den gamle by, tørrede blomster, læder fra en gammel hestesaddel til kvinder og noget hostesaft direkte fra apotekeren.

Selvom det er en Barbaresco på epo og steroider med et mørkt og lidt kødfuldt udtryk – og trækker en højoktan på 15,5% – så kan man fornemme en luftig – om end fyldig – elegance, selvom det bliver en kende kraftigt, mægtigt og fedt.

I munden smelter vinen nærmest … er så blød, rund og tilpasset, men de 15,5% kommer med en pris, for de kan mærkes, selvom de faktisk ikke forstyrrer alt for meget, men giver vinen en stærk smag og lidt karisma. Syren er også fin … moden og elegant … den er måske også  vinens stærkeste side sammen med dens bløde smag. Tanninerne er markante, men igen modne og slet ikke så vilde som lillesøsterens, men samlet bestemt en rigtig lækker vin .. mægtig og stor. 94 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Runchét, Barbaresco Meruzzano, Piemonte, Italien

2019 Runchét, Barbaresco Meruzzano, Piemonte, ItalienMed de 2 sidste vine fra Azienda Agricola Runchét di Andrea Danusso blev det alvor, for det var hans Barbaresco topvine og den første blev denne 2019 Barbaresco Meruzzano.

Her kommer Nebbiolo druerne fra marken Meruzzano, der ligger sydvendt i 350 meters højde i Treiso.  Barbaresco Meruzzano fra Runchét er lavet første gang i 2012, men nu smager vi vinen i årgang 2019.

Den er lavet helt efter reglerne for Barbaresco DOCG, som siger, at vinen skal lagres i minimum to år, heraf minimum et år i egetræsfade, men forinden er den lavet med langsom spontangæring alene med druerne egne gærceller.

Gæring og maceration er sket over 45-50 dage på skindet inden presning og lagring 12-15 måneder på franske barriques inden et kort ophold i ståltanke inden aftapning på flaske og lagring i endnu 12 måneder før frigivelse.

Klasse fornægter sig ikke … for sikke en herlig duft. Vi snakker en dyb og nærmest dekadent aroma, gammel teaktræolie, toffifee og en moden frugt, der mest er kirsebær og kirsebærsauce, jordbær, noget hindbær og ellers igen tjære, læder, tørrede blomster, røde bolsjer med en lille diskret sødme … uha, det er kun til at blive i bragende godt humør af.

I munden er vinen nærmest dansende … hvis det bliver mening? Der er en moden og alligevel spændstig frugt, masser af tør og masser af knastørre tanniner, som sætter sig i den øverste del af mundhulen og simpelthen nægter at forlade den igen. Frugten virker endnu utrolig ung, skarp og frisk … lidt som en teenager, der er ude på ballade, hvor det endda også ser ud til at lykkes. Det er umodne kirsebær, jordbær og ribs … måske tilsat lidt moreller, har et ekstra gear, som nok kun bliver bedre med en smule alder …. smukt og 95 point. Man burde nok købe en kasse … og så bare gemme den i 4-5 år.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Runchét, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Runchét, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienSelvom jeg ofte vrøvler, så plejer jeg alligevel at sige, at man som regel kan bedømme et vinhus i Piemonte på deres Langhe Nebbiolo og nu smager jeg netop – som vin nummer 2 – en sådan fætter fra Azienda Agricola Runchét.

Druerne er håndplukkede, og vinen er lavet med en langsom spontangæring og maceration alene med druernes egne gærceller over 15-20 dage, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på brugte franske 225 liter barriques inden samling i ståltanke og flaskning.

WAUW … sikke da en dejlig duft … har klart en stor, animalsk landlighed med både blomster, rosenblade, tørv, tjære, æterisk kamferolie, lakridsbolsjer samt en frugt af kirsebær, tranebær og moreller … har en smule rå champignon, jod og jern … virker ikke så feminin, men snarere en smule mørk og tør med grønne urter.

I munden er det en frisk og spændstig vin, hvor tanninerne omgående markerer sig for at sætte sig demonstrativt i hele din mund, men det elsker vi jo bare. Det er ingen elegantier, men en ung, frisk og tør vin, hvor frugten er lys, klar og ren, hvor syren er rank og slank med pågående frejdighed samt et ubekymret væsen samt godt med bid, så 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Runchét, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2021 Runchét, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienPå lokationen Cappelletto omkring 3 kilometer syd for byen Treiso finder vi det lille vinhus Azienda Agricola Runchét, som jeg nu skal smage 4 vine fra … en opgave, som jeg glæder mig vildt til og jeg starter med en 2021 Barbera d’Alba.

Der er tale om et nyere vinhus, der er grundlagt omkring 2011-2012 af det unge par Beatrice Bongiovanni og Andrea Danusso med hjælp fra Beatrices far Domenico, der også står som reel ejer og har været en stor støtte i opstarten af projektet.

De to unge iværksættere Beatrice og Andrea har flere års erfaring i vinbranchen og har før etableringen tilbragt tid i både Australien og New Zealand, hvor de arbejdede i større vinhuse.

Dér lærte de at lave vin efter moderne metoder og rejste retur til Piemonte med drømmen om selv at lave vine efter gamle, klassiske dyder på den mest traditionelle og naturlige måde. … men med moderne viden og metoder.

De fandt lidt marker under Barberesco appellationen og det blev starten på Azienda Agricola Runchet, hvor de i 2012 kunne høste for første gang. Herefter har de langsomt udvidet dyrkningsområdet og produktionen, så de nu producerer 7 forskellige vine, Barbaresco, Barolo, , Barbera d’Alba, Langhe Chardonnay, Moscato d’Asti og Langhe Nebbiolo.

Beatrice og Andrea dyrker jorden så skånsomt som muligt, alle druerne bliver håndplukket og vinene bliver lavet med druernes naturlige gærceller. Hele familien er med til både at beskære, høste, vinificere og flaske. Der laves omkring 10.000 flasker årligt, så det er virkelig en af de helt små producenter, som vi har med at gøre.

Jeg skal – som nævnt – samlet smage 4 vine og det er disse:

Jeg starter ballet med denne 2021 Barbera d’Alba, der er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller samt maceration over 15-20 dage, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på franske 225 liter barriques inden samling i ståltanke og flaskning.

Det er en meget frugtrig duft, der kommer sammen med noget blæk, grafit , tjære, jernbanesveller og har lidt kropsvarm bulder, maskulin landlighed med en smule mødding, ny garvet læder, tørre krydderier og svag gæret aroma. Frugten har også store muskler … der er sorte kirsebær, kirsebærsauce, blommer og en snert af lidt hyben.

Smagen er blød … tanniner er der næsten ingen af, men det giver til gengæld en rund, kraftig og saftig vin, hvor der er kirsebær, moreller, en smule sødere lemonsaft, let bitterhed og på en eller anden måde virker frugten lysere end forventet … og efterlader lige en tør plet, men det er sgu ret flot, så 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Vietti, Langhe Nebbiolo Perbacco, Piemonte, Italien

2020 Vietti, Langhe Nebbiolo Perbacco, Piemonte, ItalienVi skal et smut til Piemonte, hvor vi i Castiglione Falletto i Langhe finder det historiske og anerkendte vinhus Vietti og derfra smager vi nu en 2020 Langhe Nebbiolo Perbacco.

Vietti er oprindelig grundlagt i 1873, men det var først i 1919, at Mario Vietti startede med at flaske og sælge sine vine i det meste af Italien  og fik dermed skabt en god forretning.

Det blev dog hans svigersøn Alfredo Currado – gift med Luciana Vietti – der i 1952 overtog driften og fortsatte med at producere kvalitetsvine, og samtidig den første til at vinificere enkeltmarksvine fra hans vinmarker Brunate, Rocche og Villero.

Det var nyt på daværende tidspunkt og Alfredo Currado gjorde således Vietti til et af tophusene i Piemonte. Han var samtidig et af de første vinhuse, som begyndte at eksportere vine til det amerikanske marked.

Alfredo blev også kaldt Arneis’ fader, da han i 1967 investerede en del tid og midler på at forstå og udvikle den næsten glemte druesort, som i dag trives i bedste velkommende i specielt Roero området.

Det var også Alfredo Currado, som sammen med hustruen Luciana i 1970 startede med at få italienske kunstnere til at udsmykke nogle af etiketterne på deres vine … en praksis, som fortsat eksisterer.

Siden 1990 har det været Alfredo og Lucianas søn Luca Currado, som har stået for driften og produktionen. Han er uddannet ønolog og har efter sin uddannelse arbejdet i henholdsvis Bordeaux og USA, inden han overtog driften fra sin far. Han får dog hjælp fra sin svoger Mario Cordero, som står for markedsføring og salg.

Vietti har samlet 35 hektar vinmarker, hvorfra de laver ikke mindre end 17 forskellige vine.

I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til Krause familien … de driver en kæde dagligvarebutikker i USA og elsker Barolo. De købte også året før et andet Barolo hus, nemlig Enrico Serafino. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og Mario Cordero uændret skal fortsætte driften af Vietti.

Her smager vi husets Langhe Nebbiolo, som Vietti kalder Nebbiolo Perbacco, hvor druerne kommer fra forskellige marker i både Barolo og Barbaresco området. Hver mark vinificeres separat og den alkoholiske gæring varer 3-4 uger ved 28-32 grader.

Efter endt fermentering og en malolaktisk gæring så lagrer vinen 18-20 måneder på en kombination af både barriques og store slavonske egefade … og først derefter blandes de forskellige produktioner i rustfrie ståltanke inden aftapning på flaske.

I næsen en tør, mineralsk, stenet, rustik og landlig vin … til den maskuline og lidt hårde side, har kirsebær, læder, violer, tobak, lakridsrod, tør egetræ, balsamiske noter og virker måske en kende lukket, småvrissen, gammeldags og helt sin egen.

Det er smagsmæssigt heller ingen elegantier, men viser Viettis lidt gammeldags, rustikke og traditionelle stil, der bestemt ikke pleaser folk, men holder sig efter de gamle formler. Det gør også vinen lidt mørkere med masser af tætpakket frugt, tranebær, ribs og sorte kirsebær, vildt tørre tanniner, der river lidt i gummerne og samtidig med en smule mørk campari bitterhed og syrlig saftighed. 91 point.

Købt i Tyskland til 20,48€ … svarende til 153 kr.

Vinanmeldelse 5/7