Tag-arkiv: Italien

2008 La Spinetta, Barbaresco Vigneto Bordini, Piemonte, Italien

Hold nu op! Jeg havde læst meget om La Spinetta og brødrene Rivetti. Jeg havde også læst, at vinene fra dette meget berømte, anmelderroste og hypede vinhus var stærkt overvurderede … men det kan jeg ikke skrive under på, efter jeg til vores vinaften smagte denne Barbaresco Vigneto Bordini, en imponerende enkeltmarks-Barbaresco med en kompleksitet, der er langt ud over det sædvanlige.

La Spinetta ligger på toppen af en bakke i den lille Castagnole Lanze omkring en kilometers penge nordøst for selve Barbaresco by.

Huset er grundlagt i 1977, men historien om Rivetti familien startede imidlertid en del tidligere, nemlig i 1890’erne, da Giovanni Rivetti forlod Piemonte og rejste til Argentina. Han drømte om at skaben en formue i det nye land og vende tilbage som en rig og betydningsfuld mand … og måske endda starte en vingård. en stærk mand, måske endda starte en vingård.

Den drøm gik aldrig i opfyldelse, men sønnen Giuseppe, som gik under øgenavnet Pin, forfulgte faderens drøm. Han blev gift med Lidia, rejste til Piemonte, hvor han i 1977 købte sin vingård på La Spinetta, på toppen af en bakke i Castagnole Lanze. Det var hjertet af Moscato d’Asti land, hvor man normalt lavede lette og simple dessertvine.

Men Giuseppe Rivetti havde en overbevisning om, at Moscato havde potentiale for noget større, så det besluttede han sig for at bevise, så allerede i 1978 producerede ægteparret deres første 7.000 flasker Moscato Bricco Quaglia og Biancospino.

Vinen Moscato Bricco Quaglia satte nye standarter for, hvor forfriskende en sød vin kunne være, og den dannede grundlaget for de lykkelige investeringer, som senere fulgte. Ganske hurtigt valgte man dog at vinificere og markedsføre Moscato d’Asti produktionen under fire enkeltmarker, men Bricco Quaglia er fortsat den dag i dag ganske mytisk.

Det var først i 1985, at vinhuset begyndte at producere rødvine, men denne produktion tog først rigtigt fart i 1989, hvor huset introducerede vinen Le Pin på Nebbiolo, Barbera og Cabernet Sauvignon, som et blændende eksempel på, hvad man kunne levere i den mere rummelige Langhe appellation.

I 1995 kom så den første Barbaresco med det nu legendariske næsehornslignende væsen på etiketten, og siden er det gået stærkt. I 2000 blev der tilkøbt 8 interessante hektar Barolo. I 2001 fulgte nærmest ved en tilfældighed 65 hektar i Toscana og i 2011 blev det interessante Piemonte basserede Spumantehus Contratto indlemmet i familien.

Udover Pin, producerer Spinetta i dag 7-8 forskellige røde, Babera d’Asti, Barbera d’Alba og Barbaresco, der hver især er små mesterværker.

I dag ledes ejendommen af de tre brødre Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti … børnebørnene efter den gamle emigrant Giovanni Rivetti. Huset har samlet over 150 hektar vinmarker, hvor de 85 hektar alene ligger i Piemonte. I Piemonte udgør halvdelen af produktionen Moscato d’Asti, og resten fordeles primært på røde vine.

La Spinetta producerer aromatiske, frodige og koncentrerede vine, der skaber umiddelbar begejstring straks de frigives til salg. Men det er også vine, der på forunderlig vis belønner dem, som vælger at vente på de ekstra dimensioner og de mere subtile aromaer, som flaskemodningen til overflod bringer til La Spinettas røde topvine.

Anmeldelserne i den internationale presse har dokumenteret det gang på gang, nemlig at La Spinetta er i dag placeret helt oppe i toppen af hierarkiet ikke bare i Piemonte, men i hele Italien. Huset er bl.a. honoreret med udnævnelsen til Cantina dell’Anno 2001 af Gambero Rosso. Med hele 25 opnåede 3 glas i Gambero Rosso er La Spinetta også på en top tre over vinhuse med flest topkarakterer gennem tiderne!

La Spinetta er i dag kendetegnet på næsethornet, som går igen på husets på etiketter, tønder, kasser … ja faktisk på alt materiale fra huset. Motivet kom dog ved en tilfældighed, da Rivetti familien skulle vælge grafik til deres etiketter. De sad og snakkede en aften, og der så de en tegner, som lavede et fint næsehorn. Det kunne alle lide … og det blev til det ikoniske kendetegn for La Spinetta.

Her har vi husets Barbaresco Vigneto Bordini, en enkeltmarks Barbaresco med druer fra vinmarken Bordini, som ligger lidt nord for Castagnole Lanze.

I næsen er vinen ganske kompleks, voldsom landlig, animalsk, rustik … med blommer, violer, roser, blomster, chokolade … nærmest nougat, en lillesmule eg, marcipan og et skvat krydderier. I munden er der godt med nerve … voldsom tørhed og ganske markante tanniner. Der er blæk, kul og det hele er meget intens. Det smager altså bare rigtigt godt og jeg er sgu oppe at ringe.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Løgismose Vin, pris 379 kr.

Rating 6,5/7 

2009 Giovanni Rosso, Barolo Serralunga, Piemonte, Italien

Næste vin var en kending for mig … da jeg sidste år smagte samme vin … blot i en årgang 2008. Vinen er en Barolo Serralunga fra vinhuset Azienda Agricola Giovanni Rosso, som er en familie-ejet vingård beliggende ved Serralunga d’Alba, et par kilometer nord for Monforte d’Alba i Barolo land.

Familien har ejet vinmarker og dyrket druer siden 1890’erne, men begyndte først at producere, aftappe og sælge vin i eget navn Giovanni Rosso i 1995.

I begyndelsen af ​​1980’erne genplantede Giovanni Rosso alle vinstokkene på familiens vinmarker i Cerretta, La Serra, Broglio, Meriame, Sorano, Costa Bella, Lirano og Damiano. De har for nylig også købt to hektar medd 60 år gamle vinstokke i hjertet af den legendariske Vigna Rionda, hvilket bringer det samlede areal vinmarker op på 17 hektar.

Alle vinmarker – dog undtaget en ny tilplantet vinmark Valle del Mondo – ligger i Serralunga d’Alba kommunen. Dyrkningen sker organisk uden brug af kunstige gødningsstoffer, insekt- eller ukrudtsmidler. Høsten er 100% manual, og der udføres alene grøn høst hvis nødvendigt. Der tillades også plantevækst mellem rækkerne af vinstokkene for at fremme jordens sundhed.

I 2001 vendte Giovanis søn Davide hjem fra et uddannelses forløb i Bourgogne og nu er det ham, der står i spidsen. Davide har Bourgogne som forbillede og er traditionelt indstillet. Han går efter den rene frugt og siger samtidigt: “Vin bør være en perfekt kopi af sit terroir. Efter faderen Giovannis død i 2009 har Davide fortsat arbejdet med at forbedre vinene fra gården efter de klassiske opskrifter.

Og meget sker efter de klassiske metoder, bl.a. med gæring i små cement kar i 25-28 dage uden temperaturkontrol, daglige remontage og delestage samt 36 måneder lagring i 25 hl. store franske Fontainebleau egetræsfade.

Denne Barolo Serralunga er lavet på samme vis, kommer fra Nebbiolo druer fra markerne Costa Bella, Broglio, Sorano og Meriame, hvor vinstokkene er plantet mellem 1984 og 2000. Der laves 50.000 flasker af vinen hvert år.

Duftmæssigt god animalsk næse med kirsebær … vel nærmere modne kirsebær, frugt, lidt Ribena, blomster, lidt balsamiske noter, blyanter og svage krydderier. I munden en meget blid og behagelig vin, tør, krydret med grønne noter, godt med frugt … meget rund og læskende. Skøn og let vin. Fine tanniner og fint eftersmag med blidt aftryk.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 249,95 kr. for 1 flaske og 191,66 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2008 Terre Nere Campigli Vallone, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

Ved byen Castelnuovo dell’Abate omkring 5 kilometer syd for Montalcino i det skønne Toscana finder vi vinhuset Azienda Vitivinicola Terre Nere – også kaldet Terre Nere Campigli Vallone – som har produceret denne Brunello di Montalcino.

Vinhuset er grundlagt i 1997 af Pasquale Vallone. Han besluttede at genoptage en gammel passion i familien, nemlig fremstilling af vine, så han købte et smukt stykke land i nærheden af Castelnuovo dell’Abate med samlet 3 hektar vinmarker.

I dag har Vallone dog samlet 15 hektar, hvoraf 10 hektar er tilplantet med Sangiovese Grosso til fremstilling af husets Brunello vine. Det er et familieforetagende, hvor hele familien Vallone deltager i driften med hjælp fra ønologen Valerio Coltellini.

Vallone anvender kun naturlige produktionsmetoder for at sikre druernes kvalitet. I september bliver druerne høstet, presset og derefter gæret i ståltanke under en kontrolleret temperatur. Vinene gennemgår også en macerationsproces for at udtrække duft, farve og garvesyre. Vinene bliver til sidst lagret i egefade.

Der laves kun 4 vine på Azienda Vitivinicola Terre Nere, nemlig denne en Ribelle IGT, selvfølgelig en Rosso di Montalcino, denne Brunello di Montalcino samt en Brunello di Montalcino Riserva. Den samlede årsproduktion ligger på omkring 70.000 flasker.

Udover vinproduktionen tilbyder familien – i vanlig italiensk stil – også lidt agriturismo, dvs. udlejning af værelser, hvor vinturisterne udover let adgang til køb af vine og kan nyde en storslået udsigt nord mod Siena.

Terre Nere lader denne Brunello lagre 4 år på store 30-50 hektoliter fade af slovensk eg, og herefter lagres vinen yderligere 6-12 måneder på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt er her røg, let balsamico, hindbær, kirsebær, eg, syre … virker meget blid. Smagen er lidt af samme skuffe, for her går de balsamiske smagsnoter igen med let syre, silkeblød fornemmelse mens tanninerne er blide og godt integreret. Ganske fin Brunello … men gør måske ikke så megen væsen af sig. Let drikkelig … men virker lidt dyr i forhold til det samlede smagsindtryk.

Forhandles af Glud Vin, pris 329 kr.

Rating 4,5/7   

2010 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, Italien

Monstervin … kraftige sager, ultra koncentreret saft … lavet på 200-250 år gamle Aglianico vinstokke og 99 point fra den verdensberømte stjerneanmelder Luca Maroni og titlen som Italiens bedste vin i vinguiden 2014. Vinen er denne Eremo San Quirico fra vinhuset Azienda Agricola Nativ i Campanien. Men smager skidtet godt?

Vinhuset Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, og han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien. Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. vinene Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco og så denne Eremo San Quirico, som er husets topvin.

Vinen er – som nævnt indledningsvis – lavet fra 200-250 år gamle Aglianico vinstokke på markerne omkring Taurasi i en højde på 500 meter. Druerne høstes sent, typisk først i november, og efter presning gærer vinen på rustfrie tanke i 20 dage. Herefter lager vinen 20 måneder på nye franske Barriques.

Og så tilbage til spørgsmålet … smager skidtet godt. Ja, det må man sige … og smagt blindt vil ingen lige gætte på, at det er en italiensk vin. I glasset mørk som natten, og i næsen er der udover mørke også blommer, sorte modne bær, solbær, vanilje, sødme … og det hele meget intens. I smagen er der eksplosiv frugt, søde blommer, intens koncentreret saft, fyldig, blød, cremet med mokka, kakao, chokolade og tobak … hold da op.

Købt hos Supervin, pris 175 kr. ved køb af 6 flasker, ellers er prisen 299,95 kr.

Rating 5,5/7 

2011 Argiolas, Ungrera Cannonau di Sardegna, Sardinien, Italien

Vi fortsætter i det italienske spor, men blot stik syd til øen Sardinien, hvor vi finder vinhuset Argiolas, som står bag denne lille charmerende vin Ungrera Cannonau di Sardegna.

Familien Argiolas store vinhus er beliggende i den sydlige midte på Sardinien i den lille by Serdiana, hvor tempoet er roligt, gaderne smalle og naturen mere end venlig året rundt. Det er én af Italiens bedste vingårde og har høstet et utal af priser, både for at levere vin i verdensklasse og for at levere en utrolig høj kvalitet til prisen.

Vingården er grundlagt af legendariske Francesco Argiolas, som blev 102 år. Han er bl.a. kendt for at sige, at hans eneste medicin var to glas Argiolas om dagen. Måske er der noget om det, for vin fra Sardinien har vist sig at indeholde over dobbelt så mange antioxidanter som traditionel vin.

Vinene bliver i dag stadig produceret ud fra Francesco Argiolas filosofi om, at en god vin ikke kun kommer fra teknik. Den kommer også fra ydmyghed, passion, kærlighed og omsorg for vinmarkerne og deres produkter. Vingården ejes af Francescos to drenge, nemlig brødrene Francesco and Giuseppe Argiolas og deres respektive fruer Pina og Marianna. I dag er det dog 3. generation, som stolt fører traditionen videre.

Fra starten har huset brugt lokale druer men har alligevel holdt øjnene åbne for nye og bedre metoder hele tiden i vinens tjeneste. Familien Argiolas valgte derfor en af Italiens førende ønologer, Giacomo Tachis, tidligere chefvinmager hos Antinori, hvor han arbejdede i 32 år. Tachis var medvirkende i “Renæssancen” af italiensk vin og er krediteret for at skabe den toscanske superstjerne Sassicaia, Tignanello og Solaia.

Tachis er også kendt for at indføre revolutionerende praksis i vingården og vinfremstilling. Han er velsagtens Italiens mest berømte vinmager. Inden sin pension i 1993, videregav han sin erfaring til Argiolas nuværende vinmager Mariano Murru. Det har i hvert fald løftet alle husets vine til nye standarder … samtidig med at man har bevaret den sardiske særegenhed og stolte personlighed.

Dette har resulteret i flotte point hos Parker og benævnelser som best – buy samt topkarakterer i samtlige italienske vinmedier. Vinanmelder Robert Parker skriver om Argiolas; I can’t recommend them enough.

I får her hele Parkers anbefaling oversat til dansk; Argiolas er en toneagivende producent af sardiske hvide, røde og søde vine. Huset har arbejdet med den berømte ønolog Giacomo Tachis (Supertoscanernes fader), der var født på øen, så måske er vinenes høje kvalitet ikke så overraskende. Kort sagt var jeg blæst omkuld af de lavt prissatte vine fra Argiolas og jeg kan slet ikke anbefale dem højt nok for læsere, der endnu ikke har opdaget øens delikate vine.

Vinhuset har deres vinmarker i 5 områder, nemlig ved Serdiana, Sisini, Selegas Sa Tanca, Selegas Bingias Beccias og Porto Pino … i alt ikke mindre end 280 hektar vinmarker, hvor der dyrkes sorter som Cannonau, Monica, Bovale Sardo, Carignano, Vermentino og mange andre lokaler druer.

Denne Ungrera Cannonau di Sardegna er da også lavet på de klassiske sardinske druer Cannonau, Carignano og Bovale fra Ungrera vinmarken. Cannonau kender vi dog som Grenache og Carignano er Carignan. Bovale er dog en ægte lokal drue og en blå drue med en mørk og sej skal, som primært dyrkes på Sardinien i Italien. Sorten bruges som regel i blandinger, men den er mere kendt for a lave kvantitet end kvalitet.

Duftmæssigt godt med smæk i duften … grønne blade, modne kirsebær, mørke bær, fad … våde fade, vil jeg endda sige … lidt sure tæer, krydderurter og efterlader dig med en fornemmelse af italiensk … men med lidt mørke noter. Smagen er mørke bær, blød, sødme … men også lidt syrlighed. Vinen er faktisk blød, fyldig og velsmagende … en måske en anelse neutral og mangler lidt bid. Men til prisen et godt køb.

Købt via Vivino, pris 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7  

2006 Giribaldi, Barolo, Piemonte, Italien

Barolo … vinens konge, her i en udgave fra Giribaldi … Azienda Agricola Mario Giribaldi, som holder til i byen Rodello, omkring 5 kilometer syd for Alba og tilsvarende nordøst for Serralunga D’Alba. Med andre … som alle vinfirmaer siger; lige i hjertet af Barolo.

Mario er tredje generation på vingården i Rodello, der blev grundlagt af hans farfar, der også lød navnet Mario.

Kompromisløs til fingerspidserne arbejder han uhyre præcist med druematerialet på sine marker. Flere af hans bedste marker er således beplantet meget omhyggeligt med flere forskellige kloner af den samme druesort, så kompleksiteten og terroiret virkelig kommer frem. Og det gælder faktisk også for denne Barolo.

Også på den økologiske og bæredygtige front er Mario Giribaldi bannerfører i området – og inden for det næste år eller to vil alle husets vine være økologisk dyrkede. Porteføljen rummer selvfølgelig virkeligt overbevisende Barolo og Barbaresco, hvoraf sidstnævnte scorede imponerende 93 points i WineSpectator i årgang 2006.

Denne Barolo er lavet på druer fra Ravera området i kommunen Novello og er en cool climate Barolo med dyb kompleksitet og sødmefuld frugt. Druerne dyrkes 400 meter over havet. Her består jorden af mergel og er meget kalkholdig. Stokkene bliver klippet og bundet efter Guyot-metoden, og der er ca. 5.000 planter per hektar, hvilket er relativt mange.

Det er selvfølge ren Nebbiolo, men flere forskellige kloner af druen, nemlig 10% Nebbiolo Michet, 80% Nebbiolo Lampia og 10% Nebbiolo Rosè … alle italienske kloner selvfølgelig.

I næsen er vinen let animalsk med fantastisk lethed, lyse bær, små mørke elementer … uhmmmm, det er lige mig. Der er lidt blæk, violer og lette krydderier, Ikke så mange grønne noter, som ellers findes i de italienske vine. I munden har vinen elegance, blidhed, cigaræsker, tobak, tydelige tanniner, men tæmmet rigtigt godt. Vedholdende syre i kombination med røde bær, kompleksitet, let men intens … flot, flot vin.

Købt hos en You & Wine forhandler, pris 275 kr. I dag ligger prisen på 320 kr.

Rating 5,5/7  

2011 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

I Piemonte på toppen af en bakke ved byen Barbaresco ligger vingården La Ca’ Növa … eller rettere Azienda Agricola La Ca’ Növa … og de står bag næste vin, nemlig denne Langhe Nebbiolo, som jeg nød for en uges tid siden til et bestyrelsesmøde hos mig.

La Ca’ Növa ejes af de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca, som producerer nogle af det bedste Barbaresco vine, der findes på markedet.

Vinhuset har 12 hektar vinmarker. Der dyrkes Nebbiolo på de 10 hektar og på de resterende 2 hektar dyrker brødrene Dolcetta og Barbera. Vinstokkene dyrkes med stor kompetence og omhu med baggrund i mange generationers tradition. Brødrene er meget selektive med deres valg af dyrkningsmetoder, og vinstokkene dyrkes uden brug af pesticider.

Der produceres i alt ca. 45.000 flasker Barbaresco om året.

Vingårdens kælder ligger dybt under jorden, hvor temperaturen er stabil og her findes det mest moderne udstyr til vinproduktion. Barbaresco skal modnes over minimum 2 år, heraf 1 år på egefade og 1 år i ståltanke. Herefter fyldes vinene på flasker og lægges på lager, hvor de gennem de næste par år, udvikler de helt unikke smagsnuancer, som La Ca’ Növa er berømte for.

Her har vi dog husets Langhe Nebbiolo … men ikke fundet mange oplysninger om vinen. Har heller ikke fundet en hjemmeside for vingården, så derfor springer vi sgu direkte til smagen.

Duftmæssigt har jeg noteret mig røde bær, mørke bær, modne kirsebær, balsamico, blomster, roser, violer, krydderbuske og lidt sødme … sådan lidt karamelagtigt. Smagen er godt fyldt med frugt, renhed, tørhed, tanniner er tydelige og syre blander sig med frugten i fint samspil. Kølig og let … lidt jernsmag sidder på tungen. Tit kan disse Langhe Nebbiolo’er blive en tand for stramme, men denne er sgu ganske fornem.

Forhandles af Italux i Skanderborg, pris 72 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Cantine San Giorgio, Diodoro Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

Tirsdagens sidste vin blev igen en italiener, nemlig denne Diodoro Primitivo di Manduria fra det historiske vinhus Cantine San Giorgio, som – mærkeligt nok – ligger i byen San Giorgio Jonico en 5-10 kilometer øst for havnebyen Taranto … i Tarantoprovinsen. Ja, vi er selvfølgelig i Italiens hæl Apulien … eller blot kaldet Puglia.

Cantine San Giorgio er grundlagt i 1962 … oprindeligt som et kooperativ. Efter nøje overvejelser købte Tinazzi-familien vingården i 2011 med håb og hensigt om at videreudvikle og forfine vingårdens vine med fokus på at maksimere potentialet af de typiske, lokale druesorter.

Tinazzi-familien kommer fra Veneto og driver i alt 4 vingårde i Italien, nemlig Cantina Tinazzi og Tenuta Valleselle i Veneto samt Feudo di Santa Croce og så Cantine San Giorgio i Apulia. De sælger også lækker vin fra Abruzzo under mærket Poggio al Santi og vin fra Sicilien under mærket Vignali Roccamora.

Det var Eugenio Tinazzi, som startede familieforetagendet i 1960, da han startede med vinproduktion i Cavaion Veronese ved Gardasøen. I dag er det de næste generationer, som driver de fire vingårde, nemlig Eugenios søn Gianandrea Tinazzi og hans børn Giorgio og Francesca Tinazzi.

Siden overtagelsen af Cantine San Giorgio har de markeret vinhuset som provinsens flagskib med et sortiment af specielt rødvine på de klassiske syditalienske druer Primitivo, Malvasia Nera samt Negroamaro.

Tinazzi-familien er vi også stødt på før her på bloggen, nemlig da jeg smagte én af deres vine fra Veneto, en 2010 Casa Vitivinicola Tinazzi, Corvina della Provincia di Verona.

Cantine San Giorgios vingård kaldes Torre Vinaria, og den er kendetegnet ved et 21 meter højt, hvidt  tårn. Det ligner et gammelt kontroltårn for flytrafik, men er blevet symbolet på Cantine San Giorgio.

Ejendommen har derudover 6 store kar lavet i beton … ét som ligger under jorden og fem over jorden. Cement eller betonkar er blevet meget populære igen i de seneste år, primært på grund af deres evne til at opretholde temperaturen af ​​vin konstant takket være tykkelsen af cementen.

Diodoro Primitivo di Manduria er husets top Primitivo, der fremstilles på de ældste vinstokke – alle på mellem 50-60 år. Druestokkene giver i så høj en alder meget få druer pr. vinstok, men til gengæld er koncentrationen desto større. For at bevare den rene saftige druekarakter, så vælger Tinazzi-familien udelukkende at lagre vinen på ståltanke i 12 måneder.

Og der er sgu frugt for skillingerne i denne vin … næsen er kraftig med blommer, modne mørke bær, balsamico, vanilje, pibetobak, kakao og karamel. Smagen er blød, fyldig og opulent med kaffebønner, kakao, blommer, blåbær, sødme, fylde … let marmelade og meget sød. Sødmen er måske lidt vinens svaghed, for det bliver en anelse sødt … næsten helt amerikansk Zin … men ganske fornøjeligt og bestemt en dejlig vin. En vin, som vil tiltale rigtig mange … og en vin, som er perfekt til den kommende kolde tid. Bør nydes med et tæppe over, ild i pejsen og sne udenfor. Hmmmm.

Forhandles af Vinova, normalpris 125 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Villa Albius, Nero d’Avola, Sicilien, Italien

Tirsdag bød på mere vin … familien på besøg, og jeg åbnede fluks et par flasker, heriblandt denne Nero d’Avola fra vinhuset Villa Albius, som ligger ved byen Acate i Ragusa provinsen. Og det er på Sicilien, endda den sydlige del af Sicilien, blot 3 kilometer fra det blå Middelhav.

Vinhuset er grundlagt i 2003, da Gruppo Mezzacorona købte 621 hektar jord ved Acate i Silicien inkl. et gammelt siciliansk hus. Huset stammer oprindeligt fra 1600-tallet og har tidligere tilhørt nogle fornemme familier som Biscari, Enriquez og Lanza Filingeri. I dag anvendes ejendommen også fortsat som sommerresidens for flere af de lokale familier.

Arkæologer havde i 1984 på dette sted fundet nogle ruiner fra et romersk hus, der havde tilhørt en gammel, kendt romersk familie … og denne familie hed Albius, så det blev også navnet på vinhuset.

Rettelig ejes Villa Albius af Nosio S.p.A., som er grundlagt i 1994, men Nosio ejes primært af Gruppo Mezzacorona. Og det firma er et større foretagendet … med en omsætning på over 1 mia. kr. Udover Albius ejer Nosio også en anden vingård på Sicilien, nemlig Feudo Arancio og samlet har disse to vingårde over 1.000 hektar vinmarker på Sicilien.

Mezzacorona Società Cooperativa Agricola har samlet over 2.600 hektar vinmarker over de meste af Italien og producerer vine under navne som Mezzacorona, Rotari, Tolloy, Castel Firmian, Feudo Arancio Stemmari, Nota (Grappa), Castello di Querceto, Nannetti og Righetti. Der produceres også æbler under navnet Valentina.

Villa Albius producerer på deres 621 hektar vinmarker druesorterne Nero d’Avola, Inzolia, Grillo, Frappato samt de internationale druesorter Chardonnay og Syrah.

Her har vi deres Nero d’Avola, lavet med 5 dages udblødning efterfulgt af gæring af mosten i 8 dage ved 25 grader. Herefter alene lagret 12 måneder i ståltank. Meget mere kan jeg vist ikke fortælle om vinen.

Duftmæssigt efterlader vinen et lidt støvet udtryk med røde bær, granatæbler … ellers lidt neutral. I munden lidt tynd, syrlig … let kirsebær og uharmonisk. Syrlig og bider dig lidt haserne. Hmmm, slet ikke min kop te … virker lidt tynd, skæv og ugæstfri.

Fået mit eksemplar i gave, men sælges ellers via mange blomsterhandlere … hmmm, pris der omkring 50-70 kr.

Rating 2/7  

2008 Tenimenti Luigi d’Alessandro, Cortona Syrah, Toscana, Italien

Tirsdagsvinen i denne uge var italiener … Toscana, men ingenlunde en normal toscaner. Det er nemlig en ren Syrah baseret vin, en Cortona Syrah fra vinhuset Tenimenti Luigi d’Alessandro, også kendt som Manzano. Vinhuset ligger nemlig på ejendommen Manzano i den lille by Camucia en lille kilometers penge sydvest for Cortona i Arezzo provinsen.

I øvrigt er byen Cortona bl.a. kendt fra bogen og filmen Et hus i Toscana af forfatteren Frances Mayes. Bogen er fra 1996 og handler om købet, istandsættelsen og livet i det gamle, faldefærdige … men charmerende hus Casa Bramasole i Toscana. Samtidig er bogen fyldt med en masse opskrifter på italienske retter.

Her hedder ejendommen imidlertid Manzano, og den blev starten på vingården Tenimenti Luigi d’Alessandro, da d’Alessandro-familien flyttede fra Rom og købte ejendommen med dens 100 hektar jord i 1967. Dengang var markerne tilplantet med de for Toscana så klassiske druesorter Trebbiano og Sangiovese.

Dette ændrede sig, da man i 1988 ansatte den berømte italienske ønolog Attilio Scienza. Han bemærkede, at det tørre og meget varme klima, der omgav vingården, kombineret med den sandede og lerede jordbund, var yderst velegnet til plantning af andre druer end de gængse italienske sorter.

Attilio Scienza begyndte sammen med Massimo d’Alessandro at eksperimentere på 5 hektar for at kunne bestemme kvaliteten af området. Det tog fire år med mikrovinfremstilling, plantning af sorter som Merlot, Cabernet Sauvignon og Mourvedre, samt omhyggelig undersøgelse af jorden og klimaet før valget faldt endeligt på Syrah. Takket være Syrahs særlige akklimatisering til den tørre jord i Cortona blev resultatet fremragende med et stærkt præg af karakteristike jord.

Tenimenti Luigi d’Alessandro plantede herefter i årene 1993-2002 yderligere 40 hektar Syrah stokke med en høj plantetæthed på 8.000 planter pr. hektar.

Tenimenti Luigi d’Alessandro har siden opnået stor international anerkendelse for deres Syrah – især for topvinen Il Bosco – og det har trukket store producenter som Antinori og Ruffino til området, hvor de også er begyndt at plante Syrah. I 1999 opnåede Cortona-området sin egen D.O.C. status.

Jagten på kvalitet har været den drivende kraft og efter 20 års eksperimenteren fortsætter Tenimenti Luigi d’Alessandro med at investere i kvaliteten af sine vine med stor omhu. I en periode har vingården også haft hjælp og rådgivning fra ønologen og vinmageren Danny Schuster, der bl.a. har arbejdet på store vingårde som Tenuta dell’Ornellaia og Robert Mondavis Opus One.

I dag er Tenimenti Luigi d’Alessandros Syrah vine autentiske lokale vine, og topvinene Il Bosco og Migliara er produceret af udvalgte druer af højeste kvalitet. Begge vine er i dag pejlemærke for den kvalitet, som man stæber efter blandt alle italienske Syrah-vine.

Cortona er husets basisvin. Druerne til denne vin kommer, dels fra vingårdens yngste vinstokke, dels fra most, der blev frasorteret, da man lavede den endelige blanding af husets topvin Il Bosco. Fremstillet traditionelt med 8 måneders lagring på 2-3 år gamle egetræsfade.

Duftmæssigt våde fade, syrlig, grønne noter, balsamico, hvid peber, blomsterstøv og meget stram italiensk. Smagen lidt af samme skuffe … forestil dig den italienske stramhed kombineret med Syrah druens kant og peber … svært foreneligt. I hvert fald i dette tilfælde. Der er egentlig okay fylde … sådan lidt solbær og varme, men derudover er smagen grøn, syrlig med grapefrugt og tørhed. Der er lidt krydderier, som også driller lidt i ganen, og helt godt bliver det aldrig. Ikke lige min type vin.

Købt hos Park Wine, pris 129 kr.

Rating 3/7