Tag-arkiv: 5½

2011 Gérard Bertrand, Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin, Languedoc, Frankrig

Videre med en fransk vin … en smule sydligere, nemlig med vinen Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin fra den store Gérard Bertrand. Det er en vin, som jeg har smagt tidligere og været ganske begejstret for … lad os se, om det også er tilfældet med denne årgang 2011.

Château de Villemajou er den vingård, som Bertrand i 1992 overtog efter sin far, da han havde lagt fodboldstøvlerne på hylden, besluttet sig for at blive vinbonde og havde sat den målsætning, at han ville højne standarden, ikke bare for vingården, men for hele området.

Han ville være for Sydfrankrig, hvad Guigal er for Rhône. Ganske ambitiøst … men den gode Gérard Bertrand er såmænd godt på vej med.

Siden overtagelsen har Gérard Bertrand også investeret i endnu flere vingårde, vinslotte og vinmarker, fordelt over regioner som Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc, så han i dag har hele 470 hektar vinmarker.

Han far havde selv købt Château de Villemajou i 1970, da ejendommen, som ligger i Saint André de Roquelongue, blev sat til salg. Navnet Villemajou kommer af det romerske udtryk Villa Major (stor villa), hvilket var det navn, ejendommen bar, da erobreren Avitus boede i den.

Château de Villemajou ligger i Saint André de Roquelongue, lidt syd for Boutenac med 130 hektar vinmarker, et af de bedste terroirs i Corbières og markerne var allerede ved købet i 1970 tilplantet med gamle Carignan vinstokke. Og for Gérard Bertrand var det altid været et særligt sted, bl.a. som familiens hjem og ejendom, og som spydspids for Boutenac Premier Cru appellationen.

Jordbunden er en blanding af ler og store sten, som suger varme til sig i dagstimerne for så at afgive den til vinstokkene i løbet af natten. Og Gérard far Georg Bertrand var én af området første vinproducenter, som beviste at der kunne produceres stor vin i Corbières, bl.a. ved lang udblødning og efterfølgende brug af barrique, som ellers ikke var normalt i området.

Der laves 5 vine på Domaine de Villemajou, hvor topvinen hedder La Forge og er opkaldt efter den bedste, højest placerede vinmark på 8 hektar, som ligger på Miocene bakketoppen, et sted som ifølge tingbogen bærer stednavnet ” La Forge”. Gérard Bertrand har siden hans overtagelse også forbedret denne vinmark yderligere, bl.a i hyldest til hans nu afdøde far.

Druerne til Domaine de Villemajou Grand Vin er imidlertid hentet fra en lille parcel på Villemajou, hvor Carignan-stokkene er minimum 80 år gamle. Dette sammen med den meget stenede og derfor veldrænede jord holder udbyttet ned på 25 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på Carignan, Grenache, Syrah og Mourvèdre med traditionel alkoholisk gæring på ståltanke efterfulgt af den malolaktiske. Lagres efterfølgende 10–12 måneder på fade, hvorefter vinen tappes på flaske og lagrer yderligere 12 måneder. Vinen er selvfølgelig – som stort set alle Bertrands vine – økologisk.

Og igen – som med 2010’eren – er jeg begejstret. Der er tonsvis af sol, sødme, vanilje, figner, blommer, bacon, kød, sød engelsk lakrids og røgede toner. Virkelig lækker og indbydende duft. Smagen er ligeledes i samme boldgade med sødme, rosiner, blommer, blomster, fedme og fylde … godt cremet.  Det er lidt voluminøs, men alligevel med lidt syre og rygrad.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 295 kr.

Rating 5,5/7 

2012 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Tradition, Franken, Tyskland

Nåeee, I har måske ventet på fredagens Spätburgunder? Måske endda begyndt at spørge jer selv, om det houlbergske hus var løbet kold for de tyske dråber? Men det er ingenlunde tilfældet … og fredagens vin er endda ventetiden værd … en klassegod Spätburgunder fra et klassegodt vinhus.

Vi er nemlig hos Weingut Schmitt’s Kinder og vinen er deres Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Tradition … en vin jeg smagte under et besøg hos vinhuset denne sommer, og selvfølgelig skulle have et par flasker med hjem af.

Som navnet på vinen ganske rigtigt fortæller, så holder Weingut Schmitt’s Kinder til i den lille by Randersacker syd for Würzburg i det dejlige Franken. Helt præcis ligger vinhuset et par kilometer syd for Randersacker … tæt på den lokale sporthal og marken Sonnenstuhl, ja adressen er da også Am Sonnenstuhl 45.

Familien Schmitt har dyrket vin i Randersacker siden 1712, men vinhuset fik først sit nuværende navn Schmitt’s Kinder i 1910, den daværende Schmitt efterlod vingården til sine børn … der stik imod den traditionelle skik ikke delte markerne mellem sig, men i stedet slog pjalterne sammen og drev vingården i fællesskab, hvilket meget passende gav vingården tilnavnet Schmitt’s Kinder.

Schmitts Kinder - Am Sonnenstuhl 45

I dag ejes vingården af ægteparret Karl Martin og Renate Schmitt, men det er nu sønnen Martin Joh. Schmitt, som i dag står for vinproduktionen. Han er 10. generation og uddannet ønolog fra Geisenheim, og driver ejendommens 14 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter parceller på markerne Pfülben, Marsberg, Sonnenstuhl og Teufelskeller.

Da jeg besøgte vingården var det nu hverken Karl Martin eller Martin Joh. Schmitt som præsenterede husets vine og jeg fik en rigtig hyggelig snak med, men derimod en anden fra familien. Jeg fik ikke noteret hans navn, men en virkelig hyggelig fætter. Vi drøftede vinene fra området selvfølgelig og vin generelt.

Han havde tidligere smagt dansk vin, og da jeg senere spurgte, hvorfor Schmitt’s Kinder ikke eksporterede til Danmark, så svarede han kvikt, at det skyldes, at de simpelthen blev udkonkurreret af de danske vine. Fandme god humor.

Under besøget smagte jeg nogle af husets Silvanere, Rieslinge og selvfølgelig deres Spätburgundere. Virkelige lækre vine hele vejen rundt. Jeg smagte udover denne Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Tradition også husets topvin, deres Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som netop i bladet Feinschmecker var kåret som Tysklands 2. bedste 2012 Spätburgunder.

Schmitts Kinder - Feinschmecker
De fremviste stolt artiklen med deres Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse på plads nr. 2.

Nå, men her altså deres almindelige, traditionelle Spätburgunder, hvor druerne kommer fra Sonnenstuhl marken, men alene en Erste Lage vin, og er lavet helt klassik, hvor vinen gærer på skindet og derefter lagrer et sted mellem 12-16 måneder på små franske barriques.

Og hvilken herlig vin, som i glasset er dejlig lys og transparent. I næsen dejlig animalsk … helt textbook sød ko- og hestestald … juhuuu og så med en snert stikkelsbær, rabarber og hindbær, grønne urter, en slags blød mineralitet og virker blød og rund, nærmest sådan et varmt indtryk.

I munden er vinen meget direkte og præcis i udtrykket. Der er god intensitet og frugten virker på en eller anden måde en smule mørkere i smagen end både farve, næse og de normale hindbær og jordbær. Alligevel er vinen let og elegant … har nærmest et køligt udtryk, let peber pg fine og bløde tanniner. Det smager sgu tæskegodt.

Købt på vingården, pris vistnok omkring 15,00€ … hvilket svarer til 112 kr., og das ist billig.

Rating 5,5/7  

 

schmitts-kinder-wein-weinzierl

Schmitts Kinder - ejendom og marker
Her ser man vinhuset fra Randersacker siden.

Schmitts Kinder - Riesling i bocksbeutel
Dejlige Rieslinge på smagedisken.

Schmitts Kinder - Spätburgunder
Og favoritterne på Spätburgunder.

2009 Il Borghetto, Bilaccio, Toscana, Italien

På adressen Via Collina udenfor den lille søvnige by Montefiridolfi, ikke langt fra San Casciano Val di Pesa og vel omkring 10-15 kilometer syd for Firenze ligger Azienda Agricola il Borghetto, en lille vingård kombineret med B&B … en lille højborg for Gastronomi. De står bag vinaftenens næste vin, som kort og godt kaldes Bilaccio.

Azienda Agricola il Borghetto ejes og drives af Roberto Cavallini og hans hustru. De købte ejendommen i 1990, hvor den udelukkende bestod af skov og olivenlunde, og det var først i 1999, at man valgte at plante de første vinstokke på 20 små parceller.

Samlet har vingården tilplantet 6 hektar med vinstokke ud af et samlet jordareal på 30 hektar, og man har selvfølgelig også lidt oliventræer – faktisk hele 12 hektar oliventræer – og producerer årligt mellem 2-3 tons olivenolie af sorterne Morellino, Frantoiano, Pendolino og Leccino.

Og det med gastronomien er virkelig i højsædet på vingården. Azienda Agricola il Borghetto tilbyder således kokkeskole, vinsmagninger, mulighed for at lave din egen olivenolie og et klassisk italiensk køkken. Læg hertil en total charmerende toskansk villa med en lille pøl i baghaven. Hmmmm, lyder som et rejsemål for den houlbergske familie.

På de 20 parceller – alle ganske forskellige – har man plantet Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er dog Sangiovese druen, som er husets primære drue, og den findes da også på 85% af vinmarkerne.

Til at forestå produktionen af vinene på gården hyrede Canallini allerede fra første fløjt en professionel vinmager, nemlig den talentfulde ønolog Tim Manning. Han styrer alt arbejdet i Il Borghettos vinmarker og kældre. Tim Manning har tidligere arbejdet på så berømte ejendomme som Domaine Dujac i Bourgogne og Cristom i Oregon.

Vinhuset laver omkring 34.000 flasker vin årligt, fordelt på 6 forskellige vine, heraf en enkelt Chianti Classico samt 5 IGP vine … altså lidt i stil med IGT vine, Indicazione Geografica Protetta. De seks vine er vinene Collina 21 (opkaldt efter adressen på vinhuset og i øvrigt en ganske fremragende vin), Rosie, Monte de Sassi Chianti Classico Riserva, Clante, Montigiano og denne Bilaccio, som er husets topvin.

Vinen er lavet på 100% Sangiovese druer fra 4 af husets bedste parceller. 30% af druerne presses som hele klasser, og efter presning og gæring lægges vinen på 40% nye egetræsfade, hvor den lagrer i mellem 16-20 måneder. Afslutningsvist filtreres vinen og tappes på flaske, hvor den får lov til at lagre i omkring 6 måneder, inden den frigives til salg. Der laves 7.000 flasker af denne vin årligt.

Og hvilken herlig vin, som i næsen er toskansk som ind i helvede. Det er roser, violer, tør jord, lakrids, tobak, svampe, champignon, lidt alder, skovbund … virkelig indbydende næse. I munden er der meget tydelig mineralitet, stramme tanniner, frisk frugt … og alligevel virker vinen blød, elegant og har i det hele taget en god lethed, intensitet og fylde kombineret med lang eftersmag.

Klassevin. Hvor gad jeg godt på ferie på Azienda Agricola il Borghetto.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 325 kr. Det er den også værd.

Rating 5,5/7 

2012 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, TysklandSom afslutning på fredagens 3 x Spätburgunder skulle Gert & Merete også lige smage Steinmetz’ Spätburgunder, specielt da vi jo havde smagt én af hans herlige Rieslingvine hos Rieslinghaus i Mosel.

Og da jeg tidligere har smagt hans 2012 Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert … hvad var så mere oplagt end at smage hans Kestener Paulinsberg Pinot Noir Unfiltriert?

Og i det houlbergske hjem er der ikke langt fra tanke til handling. Derfor røg proppen hurtigt af denne vin, så den kunne lade livet under den overdækkede terrasse.

Weingut Günther Steinmetz har jeg tidligere skrevet om her på bloggen. Det holder til ved byen Brauneberg, altså på Bernkastel siden af Mosel floden, mens marken Kestener Paulinsberg – og Kestener Herrenberg for den sag skyld – ligger på den modsatte siden af floden ved byen Kesten.

Vinhuset har i generationer været drevet af familien Steinmetz, men siden 1999 har det været Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith har stået i spidsen for den lille vingård, som ejer omkring 9 hektar vinmarker omkring Brauneberg.

Her ejer de bl.a. topmarkerne Brauneberger Juffer, Kestener Paulinshofberg, Kestener Paulinsberg, Kestener Herrenberg, Piesporter Goldtröpfchen, Wintricher Geierslay og Oligsberg, Mülheimer Sonnenlay, Veldenzer Grafschafter Sonnenberg samt Dhroner Hofberg.

Det er primært Riesling og Pinot Noir, som dyrkes på markerne, hvor 95% af vinstokkene er mere end 30 år gamle, nogle endda mellem 50 og 70 år gamle. Læg hertil, at de fleste er markerne er ekstremt stejle, hos Steinmetz er omkring 85% af markerne med meget stejle skråninger.

De to marker Kestener Paulinsberg og Kestener Herrenberg ligger som nævnt lige ved byen Kesten. Det er nok marken Kestener Paulinsberg, som er mest berømt af de to marker, men hos Steinmetz er hans Kestener Herrenberg Pinot Noir vel at betragte som storesøster i forhold til denne … og koster også lige en spids mere.

De to marker ligger ellers ganske tæt, Paulinsberg er en lang tange, som går langs Mosel floden fra Kesten – faktisk også henover Kesten – i den modsatte retning af Kues og samtidig klemt inde af Kestener Herrenberg, som består af 3 særskilte områder, hvoraf 2 af dem ligger ovenover Paulinsberg og det sidste på den anden side af Kesten i retning mod Kues.

Herrenberg marken har sit navn efter de gestlige “herren” fra de omkringliggende klostre, mens Paulinsberg har sit navn efter det kirkelig stift St. Paulin i Trier, som i tidernes morgen var den største jordbesidder i Kesten og stod bag grundlæggende af marken, som i dag hedder Kestener Paulinsberg.

Og for at gøre forvirringen større, så findes der faktisk også en vinmark mere ved Kesten, nemlig Paulinshofberger, som ligger ovenfor det sidstenævnte stykke af Herrenberg … altså det stykke hen mod Kues. Det er den absolutte topmark ved Kesten.

Skal men generalisere, så siger man, at vinene fra Paulinsberg er frodige og omsluttende, men også frugtagtig med floral noter, mens vine fra Herrenberg er solide og sprøde med forfriskende syreindhold, krydderier og aromastoffer. Imponerende med sådanne forskelle på marker, som reelt set ligger så tæt … men det er jo også det fascinerende ved vin.

Steinmetz Pinot Noir vinstokke stammer fra Bourgogne, og ellers er denne vin lavet i store åbne egetræskar uden afstilkning, med spontangæring, lagret på brugte barriques fra Bourgogne og aftappet ufiltreret direkte fra tønderne.

I glasset er vinen herlig transparent … uhmmm, hvor jeg elsker den farve, her endda med et ganske svagt brunligt skær i kanten. Næsen er heldigvis også dejlig animalsk med hestevrinsk, kobjælder og mødding. Herudover er der jord … nærmest skovbund, lidt eg eller træ af en slags sammen med grønne blade, noget mineralsk, lidt yoghurt og lyserøde frugter, lidt lyse hindbær, syrlige kirsebær, sød tobak – nej ikke den slags – og endelig lidt krydderier. Man fornemmer måske også lidt blomster … sådan ganske svagt.

I munden er vinen langt mere feminin og let end den forrige fra Ahr. Det er blidt, rundt, fortsat med en ihærdig grønthøster, præcis syre, mineralitet, salt, og tanniner. Det er som om, at der er flere lag i vinen, og der er kraft i vinen, trods letheden og femininiteten. Der er fin syre og friskhed i det grønne hjulspor. Dejligt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 155 kr. Sindssyg billigt pris for denne vin.

Rating 5,5/7 

2008 Accordini Igino, Le Bessole Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Tredje og sidste vin hos Azienda Vitivinicola Accordini Igino var selvfølgelig husets Amarone … Le Bessole Amarone della Valpolicella, som allerede – som det hør’ og bør – var dekanteret timer forinden, og således klar til de to solblege og vintørstige danskere.

Arghhhh vintørstige er måske ikke det rette ord, nok nærmere vininteresserede … i vinene, produktionen, området og menneskerne bag vinene. Cultura del Vino.

I hvert fald sad vi der … to danskere, midt i San Pietro in Cariano, Amarone i glasset, elegante omgivelser – på flere måder – og nød livet, La Vita è Bella, uden at skulle drage sammenligninger til den klassiske storfilm af Roberto Benigni, som jeg ellers er helt vild med.

Her var tingene mere rolige – ingen Benigni forvirring – og vores værtinde fortalte atter lidt om vinen, hvor druerne kommer fra samme område som Ripasso’en, dvs. Colline di Moron, det bakkede område mellem San Pietro in Cariano og Negrar.

Som Ripasso’en er denne Le Bessole Amarone della Valpolicella også lavet på samme druemix, altså 70% Corvina og Corvinoni, 30% Rondinella samt 10% Rossignola. Her er alkoholprocenten dog en anelse lavere, nemlig “alene” 15%.

Druerne plukkes normalt de to første uger i oktober, hvorefter de tørrer omkring 120 dage. Herved mister de omkring 45% af deres vægt. Macerationen er normalvis lang, men hvor lang tid kan jeg ikke se, men i hvert fald indtil man når den ønskede alkoholprocent. Herefter lagrer vinen på egetræstønder i omkring 3 år inden vinen flaskes.

Denne Le Bessole Amarone della Valpolicella har i årgang 2006 og 2007 fået henholdsvis 90 og 92 point af Wine Enthusiast.

Accordini - trækasse
Jesper havde håbet på at få én af de flotte vinkasser … men de kostede 10€ for en 1 flaske kasse og 18€ for en kasse til 6 flasker. Vi holdt os til vinen.

Og sikke en forskel i forhold til Ripasso’en. Her en mørk, sød og blød næse med blommer, mørk Amarena Fabbri kirsebærsauce med syltede kirsebær, søde krydderier, læder og næsten lidt portvin. Lækker.

I munden er vinen fløjlsblød, cremet med engelsk lakrids, godt med frugt og en blød syre og bløde tanniner. Alkoholen er langt bedre integreret end hos Ripasso’en … og den smager mums. Og mit Amarone forbehold kan heller ikke finde rosiner i hverken duft eller smag, så det er sgu ganske godt.

Vinen koster 22€ … altså omkring 164 kr. Herhjemme forhandles vinen af Risskov Vinlager, hvor en flaske koster 275 kr.

Rating 5,5/7

Accordini - indenfor

2008 Tamellini, Le Bine de Costiola Soave Classico, Veneto, Italien

I en lille vinbutik i Lazise faldt Jesper over en lille hvid perle, endda nedsat 40%, og den nød vi ved svømmepølen én af de varme dage i det italienske land. Den lille perle er denne Le Bine de Costiola Soave Classico fra vinhuset Tamellini … total overraskende lækker Soave vin.

Vinhuset ejes og drives af brødrene Gaetano og Pio Francesco Tamellini, som reelt grundlagde vinhuset i 1998 da de – med hjælp fra Paolo Caciorgna, én af Italiens bedste vinmagere indenfor hvidvine – selv begyndte at producere og flaske vine af druerne fra deres marker.

Indtil da havde familien i flere generationer blot solgt druerne til det lokale kooperativ, som brødrenes bedstefar i tidernes morgen også havde været med til at stifte. Gaetano og Pio Francesco så dog potentialet i deres druer og det blev starten på vinhuset.

Vinhuset ligger i byen Costeggiola, et par kilometer nordvest for Soave by. Der har Tamellini-brødrene samlet 26 hektar vinmarker, hvoraf de 2 hektar dog er lejet. Og de dyrker alene én druesort, nemlig den lokale hvidvinsdrue Garganega.

Garganega er hoveddruen i Soave og Gambellara i Veneto. Der laves både gode og dårlige vine på druen, alt efter hvor stort et udbytte den tvinges til at producere. Syreindholdet er moderat, og vi er også tidligere stødt på druen her på bloggen, typisk ved Soave vinene.

Hos Tamellini resulterer det i sølle to Soave DOC vine, nemlig vinene Soave Classico samt denne Le Bine de Costiola. Derudover laver brødrene godt nok også en Recioto DOCG Vigna Marogna samt en mousserende Millesimato Extra Brut. Alle de hvide vine laves på rent stål … og fra en produktion på 30.000 flasker om året i starten, så er produktionen i dag på omkring 260.000 flasker vin hvert år.

Denne Le Bine de Costiola Soave Classico har navn efter vinhusets mest eksklusive mark Le Bine. Le Bine de Costiola Soave Classico er således husets topvin, som også i årgang 2011 har opnået de eftertragtede 3 glas – Tre Bicchieri i Gambero Rosso biblen anno 2014. Denne årgang 2008 har fået 90 point af Parkers Wine Advocate.

Og hvilken herlig vin med mange facetter. I næsen er der æblekage, svag vanilje og kanel, mandler, blomster, knapt modne meloner, en svag gæret note og et svagt strejf af lemon. Og hvor smager den godt. Den er sødmefyldt, syrerig, frugtrig og frisk. Syren spiller bagerst i munden, og det føles som om, at der også er let peber i eftersmagen, som er lang, syrlig … uden at bide for alvor.

Det er bare super behageligt. Big Thumbs Up. Selv vores koner var tilfredse … og det er ikke så ringe.

Købt i Lazise by, pris vistnok omkring 8-9€, som jeg lige husker det. Det svarer til omkring 60-67 kr. Det er sindssygt billigt. Dansk forhandler er Pran Vinimport, hvor en flaske i årgang 2005 koster 170 kr.

Rating 5,5/7 

2010 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico Barriques, Veneto, Italien

Det tredje glas var også bedste glas Amarone hos Zeni … endda klart i min kikkert. Det er husets barriques lagrede Amarone … Amarone della Valpolicella Classico Barriques, som der så smukt står på etiketten af den elegante Zeni flaske.

Det er selvfølgelig også topvinen hos Zeni, hvis man lige fraregner den 100€ dyre Amarone Nino Zeni, som kun produceres specielt gode år. Den kommer fra en mark beliggende lidt nord for Negrar tæt ved byen Marano.

Udbyttet er her endnu lavere end ved husets Vigne Alte, og er lavet på et blend af 60% Corvina, 20% Rondinella og 20% Molinara. Som med lillesøsteren  tørres druerne i 4-5 måneder, hvorefter macationen varer et sted mellem 3 og 4 uger.

Lagring sker på franske barriques i 12-24 måneder, hvorefter den lagrer en periode på stålfade inden den flaskes.

Og i næsen bare mere af det hele, mere kælder, indelukket syndig frugt, blommer, lakrids, Kongen af Danmark bolsjer, kakao, vanilje … alt sammen bare intenst og lækkert. Og smagen er lige sådan … der er smæk på skillingen. Der er både syre, sødme, kraft, mørke bær, figner, dadler, blommer … kraftigt, men elegant, og der falder ro på far. Dejlig vin … det kan ikke nægtes, selvom jeg i bund og grund ikke er Amarone mand. Hmmmm, Thumbs Up.

Dér står jeg så på bakkerne i Bardolino … alene og nyder denne skønne Amarone. Så gør det intet, at jeg havde glemt at bestille aircondition til vores mobilehome, at temperaturen udenfor siger stegende hedt, at smagelokalet er fyldt med turister på jagt efter gratis smagsprøver og at Zenis vinbutik er kommerciel. Jeg smiler bare til den kønne værtinde bag skranken, tager en bid af den grissini, som følger med smagesættet og nyder glasset. Ferie og vin … fed kombo.

På vingården koster vinen 31€ … eller ca. 230 kr. Forhandles som de øvrige herhjemme af SuperVin, og prisen er 449,95 kr. ved køb af én flaske, men sjovt nok “kun” 318 kr. ved køb af 6 flasker, og dermed er vinen således billigere end Vigne Alte ved storkøb. Jeg nuppede én flaske på vingården … det kan jo næsten ikke svare sig andet.

Rating 5,5/7

2008 Weingut Egon Müller, Kanta Riesling, Adelaide Hills, Australien

Gert og jeg har en speciel forkærlighed for Egon … ja, altså vine fra Mosels Rieslingkonge Weingut Egon Müller, men hvem har ikke det? Og fredag serverede Gert denne Kanta Riesling fra Egons australske projekt Kanta Wines. Men kan man egentlig lave ordentlig Riesling i det varme land Down Under? Omvendt, hvis nogen skulle kunne … så må det være Egon Müller.

Weingut Egon Müller har jeg skrevet om flere gange på bloggen, så det skal jeg nok spare jer for denne gang, og blot henvise til mine blogindlæg på smagte Egon vine; 2011 Scharzhof Riesling samt hans 2011 Riesling Scharzhofberger Kabinett fra Mosel samt hans 2009 Château Belá Riesling fra Južnoslovenská i Slovakiet.

Det australske projekt startede i 2001, hvor Egon mødtes med henholdsvis Michael Andrewartha, en australsk vindistributør, og Akos Forczek, en London-baseret vindistributør, som i forvejen håndterede Egon Mullers vine i England og derudover tidligere har været direktør for Moët Hennessy i Østeuropa.

Sammen rejste de tre rundt til flere af Australiens bedste og køligste vinområder, og efter et års søgen fandt de frem til en lille vinmark ved navn Shaw and Smith Home Block i Balhannah i Adelaide Hills. Her implementerede Egon hurtigt – til de lokales store undren – sine egne metoder for såvel vitikulturen som vinifikationen.

Denne Riesling er så resultatet af Egons arbejde i Adelaide. Lavet med kort skindkontakt i fire timer, inden den presses og gæres i ståltanke. Efter den alkoholiske gæring, som udelukkende foregår ved hjælp af vildgæren, ligger vinen med bærmekontakt i tre måneder før aftapningen.

Og jo … Egon Müller kan noget specielt, for det er et flot, flot glas Riesling, og man vil ikke gætte, at vinen er fra Australien. Der er klassisk Riesling petroleum og den dér lidt fugtige, letsøde intensitet, som man også finder i god tysk Riesling. Der er lidt citrus, nødder, honning, en smule blomster samt et strejf af noget mineralsk, kalk måske.

I munden en lækker cremet vin … faktisk en meget behageligt cremet vin med fremragende syre/sødme balance, nødder og en let mineralsk nerve. Syren er blid, men vedholdende og går igen gennem hele smagsforløbet og godt i eftersmagen. Sehr Gut Meine Damen und Herren.

Købt i Vinspecialisten, pris 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Weingut Günther Steinmetz, Piesporter Goldtröpfchen Riesling, Mosel, Tyskland

Så er vi igen tilbage hos ét af de fabelagtige vinhuse i Mosel med denne Piesporter Goldtröpfchen Riesling. Vi er nemlig hos Weingut Günther Steinmetz, som holder til ved byen Brauneberg i Mosel tæt på Bernkastel-Kues.

Vinhuset har i generationer været drevet af familien Steinmetz, men siden 1999 har det været Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith har stået i spidsen for den lille vingård, som driver omkring 9 hektar vinmarker omkring Brauneberg.

Her ejer de bl.a. topmarkerne Brauneberger Juffer, Kestener Paulinshofberg, Kestener Paulinsberg, Kestener Herrenberg, Piesporter Goldtröpfchen, Wintricher Geierslay og Oligsberg, Mülheimer Sonnenlay, Veldenzer Grafschafter Sonnenberg samt Dhroner Hofberg.

Det er primært Riesling og Pinot Noir, som dyrkes på markerne, hvor 95% af vinstokkene er mere end 30 år gamle, nogle endda mellem 50 og 70 år gamle. Læg hertil, at de fleste er markerne er ekstremt stejle, hos Steinmetz er omkring 85% af markerne med meget stejle skråninger.

Denne Riesling kommer fra én af de klassiske topmarker, nemlig Piesporter Goldtröpfchen, en sydvendt skråning med en undergrund af sølvgrå skifer. Marken er – i bogstaveligske forstand – historisk og er således allerede nævnt som en særlig vinmark tilbage i år 371 af den romerske lærer og digter Ausonius i digtet Mosella om den tyske flod Mosel.

I 1985 blev der ved foden af Piesporter Goldtröpfchen endda fundet rester fra en romersk vinpresse og vineri fra det 4. århundrede. Vineriet havde 7 bassiner, der kunne håndtere druer fra ikke mindre end 60 hektar, hvilket gør det fundet til det største historiske vineri nord for Alperne.

Og dokumenter fra år 777 viser også, at marken på et tidspunkt blev doneret til benediktinerklosteret i Prüm. Siden 1400-tallet har Piesporter Goldtröpfchen været tilplantet med Riesling og kurfyrsten Clemens Wenceslaus skrev endda en forordning, som gjorde at Piesporter Goldtröpfchen altid skulle være tilplantet med Riesling.

Senere i 1868 klassificerede de preussiske vinkort marken som en Klasse 1 Lage og marken er i dag under VDP klassifikationen fortsat en Erste Lage mark.

Duftmæssigt en helt fabelagtig Riesling med skønne aromaer af mandariner, citrus, melon, grape … lidt sødme og frisk, sprød syre. Der er en nærmest fugtig mineralitet i næsen … ingen petroleum endnu, men det fornemmes næsten, at der vil komme lidt petroleum med alderen.

I munden er vinen intens, frisk, sprød … næsten knasende, men syren bliver aldrig dominerende. Syren er vedkommende gennem hele forløbet og danser med grapefrugter, meloner og en tæt fylde … samt lidt sødme i flot balance med syren … og i det hele taget en stor Riesling. Det er dæleme godt!

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 110 kr., hvilket nærmest er latterligt billigt for denne skønne Riesling.

Rating 5,5/7  

2013 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, Tyskland

Efter en perlerække med 3 flunkende kulturperler i bedste Mikimoto style på snoren onsdag/torsdag, så var ganen således allerede godt forvænt inden fredag. Men Martin fra Extra Brut Vinimport havde i kølvandet efterladt et par yderligere smagsprøver, og man skal jo rejse sig ved det træ, som man er faldet ved.

Når det træ hedder Enderle & Moll, og vinen Pinot Noir Liaison, ja så er der hurtig rejsning – so to speak – for igen en rank syrebasse, som er præcis i syren og byder på frisk frugt …. men den del skal jeg selvfølgelig nok lige vende tilbage til. Er dette på vej til at blive et lille favorithus?

Som jeg skrev i mit første blogindlæg om vinhuset, så driver Sven Enderle og Florian Moll deres 2,1 hektar vinmarker ved byen Münchweier i Badens Ortenau region. Det er et område, som ellers er præget af det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Münchweier-Wallburg-Schmieheim, som omfatter 110 vinbønder og over 100 hektar vinmarker.

Imidlertid har Sven og Florian valgt at gå deres egne veje end de andre vinbønder, bl.a. ved at lave alle deres vine udenfor de gængse normer, og således blot klassificere vinene som Tafelwein. Og i markerne er tilgangen til produktionen også en tak anderledes. På alle markerne lader de græsset gro vildt mellem alle vinstokkene.

De forsøger at efterleve økologiske og biodynamiske dyrkning, men sprøjter dog med fosforsyre to gange årligt på grund af de vanskelige forhold i vinmarkerne. De sker med en helt almindelig sprøjte, som de tager på ryggen og så begiver de sig ellers ud i markerne. I det hele taget sker hele produktionen for små midler, da Enderle & Moll ikke har råd til de store investeringer.

Det står selvfølgelig i skærende kontrast til nogle af de store og anerkendte producenter, hvor der er sket massive investeringer. Hos Enderle & Moll bruger de en gammel manuel vinpresse, hvor druerne presses ved at skrue på et håndtag, således druesaften løber ud mellem gennem åbningerne i kurven. Sven synes, at det fungerer helt optimalt, mens de fleste vingårde ellers har droppet de gamle vinpresser og i dag anvender dem som en slags blomsterkrukker foran vingårdene.

Men trods det beskedne budget, så kom alle de bedste Michelin stjernekokke under en stor, tysk Pinot Noir smagning – Big Bottle Party 2013 – på Hotel Plaza i Berlin hen til Sven og Florian og fortalte dem, at deres vine virkelig var langt over de andres. Og der var ellers huse som Weingut Friedrich Becker, Weingut Bernard Huber samt Paul Fürst fra Franken til stede. Det gav blot ekstra opmuntring til de to aparte vinproducenter.

Og lidt aparte er de. Sven er vildmanden, stor, stovt og med et vildt skæg. Han står primært for produktionen, mens Florian er den mere stille, som hjælper og ellers står for den administrative del og render rundt med hans store hund, som er lidt sin egen og ikke lader sig kommandere rundt.

Udover de nuværende 2,1 hektar, så er Sven og Florian ved at indgå en aftale om levering af druer fra én af deres venner, som ejer 7 hektar vinmarker og i dag leverer alle druerne til det lokale kooperativ. Vennen hedder Manfred Enderle, men er trods navnet ikke i familie med Sven. Hans 7 hektar hører imidlertid med deres 50-60 år gamle Spätburgunder stokke til nogle af de bedste marker i området, og Sven er sikker på, at havde Manfred selv lavet vin derfra, så havde han været iblandt de 3 bedste producenter i området.

Manfred skal fortsat passe markerne, og så skal Enderle & Moll aftage druerne. Det kræver dog lige en mindre udvidelse af produktionsfaciliteter, hvilket er bekostelig, så måske skal produktionen øges i etaper, eller også skal de tage imod hjælp fra nogle af de investorer, som står klar til at hjælpe den lille garageproducent.

Under alle omstændigheder, så tegner det godt for fremtiden hos Weingut Enderle & Moll. De har allerede forsøgt sig med lidt druer fra Manfreds mark … og det tegner særdeles godt.

Nå, men tilbage til fredagens vin … Pinot Noir Liaison. Liaison er vinen mellem husets entry-level Pinot Noir og topvinene Muschelkalk og Buntsandstein, som i øvrigt begge fået i en svovlet og usvovlet udgave. Liaison er en blanding fra husets forskellige lokaliteter og jordtyper, og har selvfølgelig lagret 12-15 måneder i de brugte barriques, som Enderle & Moll får fra Domaine Dujac i Morey-Saint-Denis i Bourgogne.

Fortsat meget lys og transparent i glasset, men næsen er godt urtet og grøn med friske røde bær, hindbær, blomster, våd kælder og fugtige fade. I munden lidt af samme elementer som Muschelkalk, men lidt grovere og knap så forfinet i udtrykket. Syren er dog ultra præcis, og der er godt med frisk fugt, tanniner og det hele meget vedvarende. Igen klare burgundiske træk … fin balance, fin vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 155 kr.

Rating 5,5/7