Tag-arkiv: Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Petit Chablis, Bourgogne, Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Petit Chablis, Bourgogne, FrankrigMed næste Lamblin & Fils slog vi hul på rigtige Chablis vine og selvfølgelig startede vi en kende beskedent med en frisk 2021 Petit Chablis.

Dermed er vi selvfølgelig ovre på ren Chardonnay og er vin – der som forrige er lavet på ståltanke, men også er lagret kort i disse tanke inden en malolaktisk gæring. Inden aftapning på flaske er vinen filtreret let med Kieselguhr.

Jeg havde måske ventet, at denne Petit Chablis ville være lidt svagere i duften, men det er faktisk ikke tilfældet, for vinen har en rigtig dejlig duft af modne pærer, nedfaldsæbler, fersken, blomster, en saltet og kalket mineralitet, men faktisk dejlig og sart aroma, der bare hænger rigtig godt sammen.

I munden er der godt med citroner og mineraler … måske en kende mere bondsk og rustik, men det er en dejlig fin rustik vin, der har en lille bitterhed, et syrligt bid og faktisk pæn lang eftersmag med saltede citroner, så dermed lige 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 249,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Lamblin & Fils, Saint-Bris Sauvignon, Bourgogne, Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Saint-Bris Sauvignon, Bourgogne, FrankrigSå sparkede vi Lamblin & Fils smagningen i gang … men dog ikke med en Chablis, men derimod denne Saint-Bris Sauvignon, der udelukkende er lavet på ren Sauvignon Blanc.

Og selvom der kun findes 160 hektar vinmarker med sorten Sauvignon Blanc i Chablis – ud af samlet 27.000 hektar marker i hele Bourgogne – så giver det faktisk god mening, at finde netop Sauvignon Blanc her.

For de 160 hektar med Sauvignon Blanc findes kun i Saint-Bris, der ligger med sølle 80 kilometer til både Sancerre og Pouly-Fumé samt en har vinstokkene plantet i fossil- og kalkholding jord.

Vinen er lavet med traditionel gæring i rustfri stålkar ved kontrolleret temperatur og en 100% malolaktisk gæring samt en efterfølgende og kort lagring i tankene.

Duftmæssigt er det klart grøn og frisk Sauvignon Blanc, men det er uden, at vinen bliver alt for grøn, skarp og utilnærmelig, for den har også en lille cremet sødme, som giver en forholdsvis rund aroma … af en Sauvignon Blanc. Der er lidt grøn peber, hyld, stikkelsbær, grønne æbler, pærer og egentlig meget behagelig.

I munden er det tørt, grønt og frisk, men – som med duften – med behagelig rundhed, let sødme samt balanceret frugt. Der er fersken, æbler, stikkelsbær, kvæde, en Københavnerstang, lakrids samt hvid chokolade. Det er virkelig venlig og bællelækker Sauvignon Blanc.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Houlberg tester knastørre Chablis vine … fra det traditionelle vinhus Lamblin & Fils

Lamblin & Fils er propriétaire en Grands Vins de Chablis siden 1690 og ligger i Maligny i Bourgogne. Det er med andre ord et klassisk Chablis vinhus fra det nordlige område blot 30 kilometer syd for Champagne og et område, hvor Chardonnay druerne traditionelt har svært ved at blive fuldt modne, hvilket til gengæld sikrer tørre, sprøde og friske hvidvine.

Det skyldes udover de køligere temperaturer en jordbund med en stor andel af kalksten og flere tusinde års gamle fossiller, som netop giver disse sprøde hvidvine, der passer perfekt til skaldyr og lette salater.

Lamblin & Fils

Nu tester Houlberg en helt flok Chablis vine fra Lamblin & Fils, som faktisk er det ældste domæne i området. Familien kan nemlig spore sin historie helt tilbage til 1690.

Men det var dog først 200 år senere, at huset med Louis Lamblin reelt startede med at handle med vin, men hans søn Henri endte både som vinhandler og vinbonde, hvor han opkøbte vinmarker, løftede niveauet af familiens egne vine og endda var medvirkende til at udarbejde nogle af lovene omkring de forskellige appellationer.

Senere i midten af 1950’erne var det dog sønnen Jacques, som startede med at sælge Lamblin & Fils vine på de internationale markeder.

I dag ledes Lamblin & Fils af 11. generation i form brødrene Michel og Didier Lamblin, som overtog driften i 1987. Mens Michel tager sig af de administrative kontoropgaver, så holder den ønologuddannede Didier til i vinkælderen, hvor han siden 2003 har været assisteret af sønnen Clément, der er 12. generation og har studeret vindyrkning og ønologi i Beaune. Michels søn Alexandre har også været med i familiefirmaet siden 2005.

Lamblin & Fils er mest et négociant vinhus, der årligt producerer 1 million flasker Chablis, hvor omkring 80% er lavet med druer opkøbt fra vinavlere i området, mens de resterende druer kommer fra egne marker.

De producerer således Petit Chablis, 5 forskellige Chablis, 4 Premier Cru Chablis, nemlig fra markerne Beauroy, Vaillon, Mont de Milieu, Montée de Tonnerre og Fourchaume  samt 2 Grand Cru vine fra Les Clos og Vaudésir.

Der findes jo i Chablis omkring 5.400 hektar vinmarker, hvoraf 102 hektar er Grand Cru marker fordelt på kun 7 marker og 773 hektar Premier Cru marker fordelt på flere marker eller helt præcis 79 forskellige marker.

I dag omfatter husets négociantforretning ikke kun Chablis vine, men også vine fra Maconnais, Beaujolais og Côtes-du-Rhône … og endda også lidt Vins de Pays samt Vins de Table.

Markerne i Chablis dyrkes med minimal brug af sprøjtegifte og stor respekt for naturen. Efter høsten transporteres druerne til vineriet hvor de presses så hurtigt som muligt, for at undgå oxidering.

I kælderen klares mosten nænsomt og gærer i tanke af rustfrit stål, efterfulgt af malolaktisk konvertering som omdanner hård æblesyre til den blødere mælkesyre og undervejs bidrager til vinens smag.

Hovedparten er vinene laves udelukkende på stål, men den nye generation ved Clément og Alexandre har bidraget med nye idéer og således er huset startet med at lave Chablis Elevé en fût … altså egelagret Chablis.

Vinene

Houlberg tester fra Supervin nu hele 11 vine fra Lamblin & Fils og det er disse vine:

Som vanligt har jeg ovenover selvfølgelig linket  til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Konklusion

Hvor er det god Chablis og man mærker nærmest i alle Lamblin & Fils vinene denne fine, præcise, rene og alligevel bløde side, som er så vidunderlig og dragende.

Derudover er niveauet generelt meget højt … sådan meget sikkert uden vild variation. Her finder du faktisk ingen dårlige vine, for selv de billigste vine leverer et højt bundniveau, mens 1er Cru vinene selvfølgelig gør det i større udstrækning.

Bevares … det er heller ikke billige vine, men vi er jo i Bourgogne og der koster kvalitet jo en spids mere end andre steder, men samlet set et stort Thumbs Up på vinene fra Lamblin & Fils.

1989 René Malécot, Coteaux du Layon, Loire, Frankrig

1989 René Malécot, Coteaux du Layon, Loire, FrankrigCoteaux du Layon er en AOC appellation for sød hvidvin i Loires vinregion og denne Coteaux du Layon fra René Malécot havde Gert snuppet med hjem fra en gratis vinkasse under en ferie på en gammel ejendom i Fayence.

På etiketten havde én med kuglepen sirligt skrevet, at det var en årgang 1993, men da vi fik den gamle og skrøbelige prop forsigtigt op, så stod der 1989 på resterne. Gert havde regnet med, at vinen nok var til at hælde ud, men det var slet ikke tilfældet, tværtimod … men det vender jeg tilbage til.

Der findes ikke mange oplysninger om vinhuset, men det ser ud til, at René Malécot døde som 81-årig i 2014, så i dag er det formentlig sønnen Yvon, der driver vinhuset sammen med hustru Edith Malécot og det ligger fortsat på adressen La Fontaine De Chasles ved Thouarcé i Bellevigne-en-Layon.

Der er imidlertid ikke mange oplysninger om vinhuset … intet om start, historie eller hvor mange vinmarker, som familien ejer.

Der er derfor heller ikke mange oplysninger om denne vin, som er lavet på 100% Chenin Blanc fra vinmarker i ved Beaulieu-sur Layon. Druerne er angrebet af den ædle råddenskab Botrytis, som er med til at udvikle stor sød vin via stor fugt om natten, dug om morgenen og tåge i Layon dalen.

I næsen starter vinen med nogle tertiære noter af petroleum og diesel, som dog hurtigt fortager sig. Men ellers byder den gamle vin på en cremet, smørhed og olieret duft med tørret abrikos, ananas, en buket blomster og godt med pollen, næsten støvet og vokset med nogle lidt oxiderede noter. Langt bedre end forventet.

Sådan er smagen også … virkelig sød med nektaragtig intensitet, honningmelon, abrikos, mango, ananas og bagte æbler. Frugten er næsten tørret og nøddet, har klart lidt ristede nødder og samtidig meget rund, blød og smager faktisk overraskende godt. Man kan selvfølgelig godt smage, at vinen ikke er ung, men holder et flot, intenst niveau. Hatten af for den.

Fundet gratis i en rodebunke … kan ikke købes i dag.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Château Haut la Greniére, Lussac Saint-Emilion, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Haut la Greniére, Lussac Saint-Emilion, Bordeaux, FrankrigSkal vi ikke oss’ ha’ lidt Bordeaux? Jo, hvorfor ikke, så det løser vi da uden problemer med denne 2016 Lussac Saint-Emilion fra vinslottet Château Haut la Greniére, der ligger et par kilometer nord for Lussac by og 30 kilometer øst for Bordeaux by.

Slottets oprindelse går helt tilbage til det 16. århundrede, hvor der allerede blev lavet vin på slottet og det var munke fra det er nærliggende kloster, som dengang var faste kunder.

Men senere i 1868 blev Château Haut la Greniére allerede nævnt i bogen Bordeaux & It’s Wines, som en god producent. I 1914 blev slottet overtaget af Michel og Sidonie Dubreuil og siden har familien ejer og drevet slottet.

I dag er det 4. generation i form af Jean-Pierre Dubreuil, der sammen med sin hustru Elelyne og broderen Audren, der som seneste generation står for driften af den 15 hektar store ejendom. Vi er jo på højre bred, så på markerne dyrker familien 60% med Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc.

Denne Lussac Saint-Emilion 2016 er lavet på 75% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon fra en 5 hektar vinmarker med 35 år gamle vinstokke.

Gæringen og maceration er sket i store temperaturstyrede tanke over 21-28 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på gamle betontanke … men sjovt nok slet ikke på egefade. I nyere årgange er 20% af vinen lagret på brugte fade.

Duftmæssigt snakker vi mulle kælder, fugtig som et uventileret viktualierum, gammelt teaktræ samt en note fra et tudsegammelt bindingsværkshus i Den Gamle By, cedertræ, cigarkasse, skovbund, solbær, brombær, tobak, læder og en snas lakrids.

I munden har vinen en skøn syre … svævende og elegant, mens frugten virker forholdsvis frisk med kirsebær, solbær, hindbær samt blæk, grafit, tør engelsk lakrids, tobak samt et tørt bid med nogle ret runde og flot integrerede tanniner. Det er sgu flot skruet sammen og har nogle lækre Saint-Emilion kvaliteter.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Pierre-Jean Villa, Côte-Rôtie Fongeant, Rhône, Frankrig

2016 Pierre Jean Villa, Côte-Rôtie Fongeant, Rhône, FrankrigPierre-Jean Villa – der jo tidligere var en del af Decelle Villa i Bourgogne – startede i 2009 sit eget vinhus. Derfra smagte vi – som mødets næste vin – 2016 Côte-Rôtie Fongeant, som efter min egen mening var aftenens bedste.

Som I måske læste ved min anmeldelse af vinen Beaune 1er Cru Teurons 2017 fra Domaine Decelle & Fils, så havde Pierre Jean allerede i 2008 sammen med Olivier Decelle købte jord i Côte D’Or i Bourgogne med fælles ambition om at lave elegante, smukke og komplekse burgundiske vine.

Pierre-Jean Villa er selv vokset op med vin, men arvede aldrig vinmager fra sine forældre. I stedet arbejde han i 1990’erne hos Mommesin i Bourgogne … ét af områdets helt store navne.

Han var også i 1996 med til at grundlægge Vins de Vienne, hvor han sammen med 3 dygtige vinmagere Yves Cuilleron, Pierre Gaillard og François Villard plante vinstokke i Seyssuel i Rhône. Der arbejdede han også, da han i 2003 stoppede hos Mommesin og Clos de Tart.

Men siden 2009 har han altså kastet sin energi på vine i eget navn fra det nordlige Rhône, hvor han sammenlagt har 17 hektar marker spredt over højre og venstre bred, bl.a. i Côte-Rôtie, Condrieu, Saint-Joseph, Crozes Heremitage og så en andel på bjergskråningerne i Seyssuel nord for Vienne. I 2020 blev han økologisk certificeret.

Denne 2016 Côte-Rôtie Fongeant er lavet på 60 år gamle Syrah vinstokke og vinen er lavet med 70% hele klaser med gæring og maceration over 20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på barriqies og 500 liter demi-muids.

I næsen er der arketypisk Nordrhône med en flæsket duft, godt med bacon og tørret kød, mælkede noter, en dyb urkraft med tør, engelsk lakrids, skolekridt, sorte oliven, peber suppleret med en forholdsvis sort og alligevel let frugt med kirsebær og blommer samt en svag sødme. Det virker SÅ elegant og samtidig SÅ dybt.

Smagen er næsten også ubarmhjertig mineralsk med en massiv kant af bådepeber, engelsk lakrids, sød finsk lakrids og så alligevel med en vis lethed, som om, at Pierre-Jean har taget nogle burgundiske vaner med. Sammen med granit, flint og stål, så står Côte-Rôtie Fongeant bare så præcis, legende, lystig, let og stålsat, at man omgående bare bliver i samme lystige og glade humør.

Forhandles hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 1.099 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Decelle & Fils, Beaune 1er Cru Teurons, Bourgogne, Frankrig

2017 Decelle & Fils, Beaune 1er Cru Teurons, Bourgogne, FrankrigEfter den fyldige østrigske bulderbasse gik vi med næste vin over til mere finesse, for det var en Beaune 1er Cru Teurons 2017 fra Domaine Decelle & Fils.

Decelle & Fils holder til i Nuit-Saint-Georges med deres vineri i en gammel bygning fra det 19. århundrede.

Vinhuset er reelt først grundlagt i 2008, hvor Pierre-Jean Villa og Olivier Decelle besluttede at slå sig sammen og derfor købte jord i Côte D’Or i Bourgogne med ambitionen om at lave elegante, smukke og komplekse vine med respekt for naturen.

Pierre-Jean Villa havde tidligere arbejdet som vinmager i Condrieu, Côte Rôtie og Saint Joseph, mens Olivier Decelle i forvejen havde et par vinhuse i Roussillon og Saint-Emilion … nemlig Mas Amiel og Château Jean Faure, som er naboslot til Château Cheval Blanc.

I 2017 forlod Pierre-Jean Villa firmaet, som indtil da hed Decelle Villa og jeg har da også tidligere smagt en 2014 Nuit-Saint-Georges, dengang begge vinmagere var med i driften.

I dag har Olivier Decelle sammen med sin familie sammenlagt 8 hektarer vinmarker, fordelt på parceller i både Côte de Beaune og Côte de Nuits. Derudover køber han også til tider også druer fra en række vinavlere.

Alle Decelle & Fils’ marker dyrkes økologisk, både for at holde rankerne sunde og for at bevare så meget af terroirets identitet i vinene som muligt. De fleste af vinene er certificeret økologiske.

Denne Beaune 1er Cru Teurons er lavet med Pinot Noir druer fra Premier Cru marken Les Teurons, der er en af de bedste i Beaune og anerkendt for vine med klasse og harmoni. Teurons marken ligger mellem Les Grèves og Clos de la Mousse syd for Beaune og marken vender sydøst med veldrænende kalkholdig jord.

Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som med skindet i åbne kar alene med druernes naturlige gærceller og varer 21 dage, hvorefter druerne presses og vinen lagrer 18 måneder på 228 liter barriques, hvoraf omkring en tredjedel er nye fade.

Duftmæssigt er der en frisk frugt med ribs, kirsebær, en snert af tranebær, blomster, rosenblade, mynte, eukalyptus, grannåle, grøn og uret samt en røget trænote samt svagt aftryk fra fadlagringen med kanel, vanilje … men samlet meget ren og klar.

Smagsmæssigt er det en frisk vin med en svag modenhed, lidt dekandent og smager rigtigt godt. Der er lys, frisk og spændstig frugt med ribs, lyse kirsebær, ribs og granatæbler, en god syre, fint balanceret og egentlig ret elegant.

Forhandles hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2008 M. Hostomme, M08 Blanc de Blanc Grand Cru, Champagne, Frankrig

2008 M. Hostomme, M08 Blanc de Blanc Grand Cru, Champagne, FrankrigChampagnehuset  M. Hostomme er ny i stalden hos Jysk Vin og deres topchampagne 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru var første indslag ved vort byggemøde.

M. Hostomme ligger midt i Chouilly sammen med mange andre champagnehuse som naboer og drives af familien Hostomme, der har næsten altid har arbejdet med jorden.

Det var dog Louis-Denis Hostomme, der lagde kimen til huset for omkring 200 år siden, men i midten af 1850’erne overtog stafetten til sønnen Louis-Alexandre Hostomme, men det var reelt først med hans søn Ambroise-Félix Hostomme. at champagnehuset opstod.

Siden 1993 har det dog været Laurent Hostomme, der har været ansvarlig for driften af domænet, der siden 2016 desuden har været drevet efter en HVE-certificering aka High Enviromental Value om  bæredygtig vinbrug.

Certificeringen var et helt naturligt tiltag, da man hos Hostomme altid har praktiseret af frembringe Champagne så bæredygtigt som overhovedet muligt.

Samlet har M. Hostomme i dag 22 hektar vinmarker, hvor en pæn del endda har Grand Cru-status, primært i Chouilly sydøst for Epernay og derfra laver de årligt omkring 230.000 flasker champagne.

Denne M08 Blanc de Blanc Grand Cru er en af husets absolutte topvine, der jo er en Blanc des Blancs lavet på Chardonnay druer fra de bedste parceller på de hvide, kalkede marker i Côte de Blancs.

Den er lavet med en førstegæring på franske 228 liters burgundiske barriques under temperaturkontrollerede forhold. Derefter er vinen så flasket og har ligget med andengæring i hele 11 år inden den så er degorgeret uden tilsætning af sukker. Slutteligt har vinen hvilet 6 måneder yderligere, før den er frigivet.

Duftmæssigt har champagnen nogle landlige, animalske noter, gær, gærede aromaer sammen med nødder, ristede mandler, wienerbrød, basilikum og rosmarin, gærede blommer, overmodne pærer, melon, lidt grønne æbler, stikkelsbær, citroner, grape, egetræ og så ellers godt med blomster, kaprifolier samt en smule citrongræs.

Smagen er meget rank, syrlig, stenet, knastør og pivfrisk, hvor gummerne virkelig mærker citroner og umodne grønne æbler. Det er egentlig ikke vilde bobler og de fader også stille og roligt ud, hvor du står tilbage med syrligheden samt en nærmest saltet mineralitet, men alligevel er er der en smuk balance. Flot start og klart 5,5 tomler med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 559 kr., mens prisen er 475 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, Frankrig

2021 Domaine Begude, Chardonnay Etoile, Languedoc, FrankrigVi fortsætter med mer’ hvidvin og atter er vi i Limoux med en 2021 Chardonnay Etoile fra vinhuset Domaine Bégude.

Bégude ligger lidt nordvest for Cépie ved foden af Pyrenæerne i appellationen Limoux.

Det har været under samme familieeje siden 2003, da James og Catherine Kinglake flyttede dertil for at opfylde deres livslange drøm.

De har samlet 25 hektar vinmarker, der drives 100% certificeret økologisk og alle vinene laves af vinmageren Laurent Girault, som har stor erfaring fra mange steder i Frankrig, men også fra Rippon Vineyard i Central Otago på New Zealand.

Her smager vi husets Chardonnay Etoile, der er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på beskedne 28 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.

Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids egefade alene med druerne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden de så aftappes på flaske.

Skøn duft … godt med frugt som æbler, pærer, honningmelon samt en smule banan, blødt smør samt kridt, kalk, let toast … selvom hele aftrykket fra fadene egentlig ikke er vild stor, men nærmere noget afdæmpet, hvilket giver vinen en frisk kant.

Hvor smager den dog rigtigt godt og igen giver en Limoux vin  absolut disse burgundiske refererer. Her mærker vi, at vinen er lavet og lagret på eg, for den er cremet, fyldig og smørlækker med røgede elementer samt modne æbler og umodne pærer, grillet lemon samt syltede citroner og alt balanceret helt perfekt og så hænger den samtidig lang tid i munden. Hvor er det fremragende.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine Preignes Le Vieux, Limoux Le Long Chemin Aurélie Vic, Languedoc, Frankrig

2020 Domaine Preignes Le Vieux, Limoux Le Long Chemin Aurélie Vic, Languedoc, FrankrigI Languedoc elsker jeg bare de rene og kalkede hvidvine fra det lille område Limoux. Nu smager jeg så en 2020 Limoux Le Long Chemin Aurélie Vic fra Domaine Preignes Le Vieux.

Vinhuset ligger mellem Béziers og Agde i et gammelt slot fra det 13. århundrede og endda bygget på rester af en romersk Villa Preixnum, der kan dateres helt tilbage til år 804. Man har endda fundet rester af store amphora krukker, der dokumenterer, at man her har lavet vin i tusinder af år.

Domaine Preignes Le Vieux slot er det ældste slot i Bitterois området og nærmest bygget som en fæstning tilbage i 1202 og har overlevet mange krige og været beboet af prominente personer som fx Amaury de Montfort, søn af Simon de Montfort, den 5. jarl af Leicester, og marsk af Frankrig.

Slottet drives i dag af vinmageren Jérôme Vic sammen med sin hustru – og vinekspert – Aurélie. De har også så små børn Grégoire og Juliette. Familien har ejet slottet siden 1905, hvor det blev købt af Jérômes bedstefar Francois Bergon, som allerede efter købet investerede i en stor vinkælder og startede med at lave vin.

Domaine Preignes Le Vieux har samlet 270 hektar vinmarker, hvor de dyrkerne de røde sorter Grenache, Syrah, Mourvèdre, Cinsault, Alicante, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot, Pinot Noir og Marselan.

Derudover dyrker de også de hvide sorter Chardonnay, Viognier, Vermentino, Muscat, Sauvignon Blanc, Colombard og Soreli, som er en ny resistent druetype, som de venter sig meget af.

Her smager vi én af husets mange vine … fra en serie af vine opkaldt efter Aurélie Vic, nemlig deres Limoux Le Long Chemin Aurélie Vic, lavet på 100% Chardonnay fra vinmarker sydvest for Carcassonne i Aude-højlandet ikke langt fra landsbyen Saint Hilaire. Markerne ligger i 100-200 meters højde på en skråning tæt ved en skov.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar, som efter høst sorteres manuelt. Så er vinen gæret i store gæringstanke og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder sur lie på både store og små nye egetræsfade.

Sikke da en dejlig duft … virkelig blød, cremet og nøddet duft med nærmest en kalket note. Som sidst er der smeltet smør, butterdej, abrikos, modne æbler, pærer, ristede mandler og hasselnødder og klare fadnoter med vanilje, en svag lille grøn note med estragon … ellers omfavnende, comfort og fyldig med stor pondus.

Hvor smager den vidunderligt … vitterlig så blød, rund, cremet med burgundisk Chardonnay fedme, fersken, ananas og bitter lemon, så vinen bare breder sig roligt og effektivt i munden, mens syren leger kispus og måske nok ikke mærkes synderligt, men er med hele vejen suppleret af let peber, den lille bitterhed, lidt kalkede elementer og så en pænt stor saftighed, så dermed en lille ener.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7