Denne fredag kom der ikke Spätburgunder i glasset … men tæt på, nemlig fortsat Pinot Noir i form af denne Langhe Pinot Nero fra vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra, som i byen Vergne en kilometers penge nordvest for Barolo by i Piemonte … piemontisk Pinot Noir …hmmmm.
Vinhuset er grundlagt i 1972 af Aldo Vajra, som i dag fortsat driver vingården sammen med hustruen Milena samt parrets 3 børn, som også deltager i driften. Vinhuset er dog opkaldt efter Aldos far Giuseppe Domenico Vajra, som plantede de første vinstokke tilbage i 1947.
Gården har været i familiens eje gennem generationer og Aldo er således 4. generation og ham, som fik startet produktionen og salget af vinene fra gården under navnet G.D. Vajra.
Aldo har siden sin overtagelse af den daglige ledelse på vingården gradvist øget arealet af vinmarker til i dag 40 hektar, hvoraf de 10 hektar er tilplantet med Nebbiolo. De bedste vinmarker er marker som Bricco delle Viole, Fossati, La Volta og Coste di Vergne. En stor del af markerne er beliggende i 400 meters højde.
Der laves selvfølgelig både hvide og røde langhe vine, Dolcetto, Barbera og Barolo på Azienda Agricola G.D. Vajra. Det helt særlige ved Vajras vine er, at der ikke bruges meget fad. Det er derfor den traditionelle Barolo metode, der anvendes her. Der er kun 6-8% af mosten, som kommer på fad og derfor er de fadlagrede noter meget få og lette. Det giver alle vinene en umiddelbar friskhed, frugtrigdom og ren smag med stor fylde og koncentration.
Der laves også denne lidt atypiske Pinot Nero, hvor druerne kommer fra vinmarker i 497 meters højde, hvilket nedsætter modningen og forøger syreniveauet på høsttidspunktet. Aldo er selv vild med Pinot Noir, så han ville selvfølgelig også selv prøve at lave en Pinot Noir. Importøren siger selv, at man ikke skal sammenligne Vajras Pinot Noir med det, man kender fra Bourgogne – dertil er vinen alt for piemontesisk.
Vinen er lavet med maceration med skallerne i 15-20 dage ved temperaturer under 32 grader. Under udblødningen finder den alkoholiske gæring sted, hvilket efterfølges af en malolaktisk, som finder sted under vinens 18 måneders lagring på 400-500 liters franske egetræsfade.
Og ja – det kan ikke sammenlignes med Bourgogne, og nej – det er ikke umiddelbart en let vin. Duftmæssigt er der nærmest lidt hengemte blommer, alder, mørke, ristede og søde krydderier, tobak og det minder ikke meget om Pinot Noir i duften. Derudover er der lidt æteriske olier med nærmest eucalyptus og kampfer.
Smagen er blød, fyldig … lidt tør og smager bestemt heller ikke af Pinot Noir. Frugten er fyldt med sol, blød, lidt sur og har noter af jern. Tror ikke helt, at jeg forstår denne vin.
Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 200 kr.
Rating 4/7 
Det var ikke fordi, at vi var mere tørstige … havde nok heller ikke fortjent mere vin, men der kom alligevel et ekstranummer i form af lidt Barolo. Så mens vi nød solnedgangen over Mariager fjord, så drak vi denne Barolo Tre Ciabòt fra vinhuset Azienda Agricola Cascina Ballarin, som ligger i byen La Morra centralt i Piemonte.
Efter 5 x fransk skulle vi lige vildledes en smule … og den mission lykkedes. Jeg har ellers tidligere smagt denne sicilianske Nerosanlorè Nero d’Avola fra vinhuset Azienda Gulfi Società Agricola, som ligger i den sydøstlige del af Sicilien, lige ved byen Chiaramonte Gulfi.
Sidste italienske B – efter jeg havde forstyrret den italienske B-trio med en ungarsk Syrah – blev denne Grattamacco Bolgheri Rosso Superiore fra vinhuset Podere Grattamacco … en supertoscaner fra Bolgheri eller helt præcis lige mellem byerne Bolgheri og Castagneto Carducci ikke mere end 4-5 kilometer fra den italienske vestkyst.
B nr. 2 var Brunello di Montalcino … her i en nyere udgave fra Farncheschi familiens vinhus Tenuta Il Poggione, en klassisk Brunello producent med ikon/kultstatus, beliggende ved den lille by Sant’Angelo In Colle omkring 5-6 kilometer syd for Montalcino.
Den gode sommelier og vinosof havde selvfølgelig også lidt italiensk med … tre af slagsen, nemlig tre magiske B’er; Barolo, Brunello og Bolgheri … my kind of man. Vi startede selvfølgelig med den fantastiske Nebbiolo drue … lethed og italiensk stramhed i en 2006 Barolo fra vinhuset Bel Colle.
Det blev italiensk Sangiovese, som røg ud af vinkøleskabet efter en lidt skuffende Spätburgunder, nemlig en smuk italio vino … den biodynamiske Amaranto fra vinhuset Podere San Cristoforo, som ligger lige udenfor byen Bagno di Gavorrano i Maremma provinsen i det sydlige Toscana omkring 10 kilometer øst for havnebyen Follonica.
Hvis foregående vin var en bil, så havde det måske været en ældre bedaget italiensk Fiat Stilo … måske endda Fiat Stilo Multi Wagon. Her har vi imidlertid ægte italiensk køreglæde ala Macerati eller Ferrari, for vinen er klassisk Barolo fra Azienda Agricola Elio Grasso.
Jeg er vist ikke en Ripasso mand … er ikke specielt til Amaroner eller Ripasso, der ofte betegnes som Amaronens lillesøster. Denne Valpolicella Classico Superiore Ripasso Tornidora fra vinhuset Corte Alta gør mig bestemt heller ikke mere Ripasso mand … tværtimod.
Hva’ er den nu af? En lille fed flaske fra Piemonte fyldt med Barbera saft? Den lille buttede italienske mamma hedder Bricchetta … Monferrato Rosso Bricchetta og kommer fra vinhuset Societa’ Agricola La Bollina, som ligger ved den lille by Serravalle Scrivia.