Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2013 A. Clape, Le Vin des Amis, Rhône, Frankrig

Clape er for mig den absolutte éner i den nordlige del af Rhône. Det er klassisk og fantastisk vellavet vin. Outstanding vil jeg nærmest kalde det. Men også dyrt. Domainet er et af referencepunkterne, ikke bare i appellationen, men i hele Rhônedalen.

Én af vinene fra Clape er dog til at komme til for menneskepenge, og det er hans basisvin … en bordvin, en Vin de Table de France … som giver dig nogle af alle dyderne. Vinen holder et sindssygt højt niveau, er fantastisk kompleks og bør være fast inventar i enhver vinkælder.

Det er vinen Le Vin des Amis … og hvorfor ikke netop nyde denne vin sammen med venner sådan en lørdag?

Auguste Clape er tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin i 1949. Auguste Clape var en af de første, der begyndte at lave vin i eget navn. Dengang ejede familien nogle af de bedste stråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen.

I dag er Auguste en ældre, furet mand og forlængst gået på pension, så domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.

Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden, vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres, 1.200 liters fade, som man kender dem fra Alsace. Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg.

“Vi er tre om at træffe beslutningerne, men vi er sjældent uenige. Vi kender jo vinen. Men hvis vi bliver uenige, så er det min far, der har det sidste ord” fortæller Olivier Clape.

Som alle vinene fra Clape er de lavet på ren Syrah fra ca. 40 år gamle stokke på marker lige uden for AOP Cornas. Denne Le Vin des Amis har lagret 6 måneder på cement og 6 måneder på de store foudres, der ikke længere bidrager med egearomaer.

I glasset mørk, fyldig vintereliksir. Hmmmm, og næsen er landlig, animalsk med flæsk, bacon, mørke bær, brombær, lidt mynte, blomster, yoghurt eller i hvert fald mejeriprodukter, blyanter og friske krydderurter. Man fornemmer virkelig både kompleksitet, saft og kraft.

Og hvilket damplokomotiv. I munden er der let peber, blæk, mørke bær, næsten med enebær og paprika, godt med tanniner og virkelig frugtrig og nærmest cremet i smagen. Meget intens, og … hold nu kæft, hvor det smager godt. Smager virkelig meget godt.

Købt hos Den Blå Port, pris 118 kr., og det er nærmest tyveri. Virkelig godt køb.

Rating 6/7 

2011 Louis Jadot, Pernand-Vergelesses Blanc Clos de la Croix de Pierre, Bourgogne, Frankrig

Appellationen Pernand-Vergelesses ligger i Côte de Beaune i Côte d’Or … den gyldne skråning. Côte de Beaune er den sydligste del af hele Côte d’Or og ligger mellem Côte de Nuits og Côte Chalonnaise.

I Côte de Beaune laves overvejende rødvin, men det er de hvide som udmærker sig mest, og AOC Pernand-Vergelesses gør normalt ikke det store væsen af sig. Men lige præcis derfra … fra Louis Jadots egen vinmark Clos de la Croix de Pierre kommer denne vin.

Marken Clos de la Croix de Pierre ligger nu faktisk meget godt, lige ved siden af den berømte premier cru mark En Caradeux, ikke langt fra den lille landsby Pernand. Højderne her varierer fra 260 til 380 meter over havets overflade.

Undergrunden er kalkholdig med en meget stenet overflade. Ved indgangen til marken er der placeret et stort kors … som jo selvfølgelig har lagt navn til marken.

Marken er primært tilplantet med Pinot Noir, men altså også lidt Chardonnay. Louis Jadot laver da også både en hvid og en rød vin fra marken.

Jeg nævnte i mit første indlæg om Louis Jadot, at de laver vine fra ikke mindre end 100 appellationer, og nu har jeg også talt vinene, og kom – med tungen lige i munden  – frem til ikke mindre end 290 forskellige vine. 290 forskellige vine mine damer og herrer … der er sgu da noget at holde styr på.

Og denne Pernand-Vergelesses Blanc Clos de la Croix de Pierre er blot én af dem … nummer 203 på listen, hvis man tager dem i alfabetisk orden. Eller var det nummer 204? Fuck, jeg tæller sgu ikke igen.

Druerne til vinen presses nænsomt og mosten fadlagres derefter 15-18 måneder på franske egetræstønder.

I næsen er der smørnoter, lidt fedme, et dejligt landligt udtryk, floralt med orkideer. I munden mærkes straks en stor kompleksitet. Her er der syre … uden det bliver for meget, fedme … uden det bliver for meget. Vinen er aromatisk, blid og intens. Meget elegant Chardonnay … nærmest lidt muskler med elegance … næsten som et møde mellem Schwarzenegger og Grace Kelly. Og hvor kunne det være fedt at smage vinen i en ældre årgang. Aftenens bedste vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, normalpris 279 kr., tilbudspris ved smagningen var 210 kr.

Rating 6/7  

2012 Josten & Klein, Leutesdorfer Gartenlay Riesling, Mittelrhein, Tyskland

Mit nye ynglings vinhus i Tyskland … Josten & Klein, unge fyre, skønne vine. Jeg har tidligere smagt deres Spätburgunder Mayschosser Mönchberg og deres basis Riesling, en skøn Gutswein. Her har vi én af husets topvine på Riesling, en Lagenwein … Leutesdorfer Gartenlay Riesling.

Vingården ligger i byen Remagen-Kripp i Rheinland-Pfalz, og huset har deres vinmarker i både Ahr og Mittelrhein.

Marc Josten er uddannet vinavlstekniker, mens Torsten Klein er ønolog. Sammenlagt har de over 25 års erfaring indenfor vinbranchen og er derudover kammerater fra barndommen.

De laver rødvine på Spätburgunder og Fruhburgunder fra deres vinmarker i Ahr samt hvidvine på Riesling, Sauvignon Blanc samt Grauburgunder fra vinmarkerne i Mittelrhein.

De har i alt små 6,3 hektar, hvoraf de 4,8 hektar ligger i Mittelrhein og resten i Ahr, hvor specielt marken Mayschosser Mönchberg er husets perle. Den er også VDP klassificeret som en Grosses Gewächs Lage.

Der laves i alt 12 vine fordelt i tre niveauer; Gutswein, Ortswein og Lagenwein.

De første vine blev frigivet i 2011 og har fra først smagning høstet store roser og fin anerkendelse. I 2014 er Josten & Klein valgt som Newcomer of the Year af det anerkendte tyske vin- og gourment magasin Falstaff.

Og denne Leutesdorfer Gartenlay Riesling er altså bare klasse … og endda i så ung en alder. I næsen har jeg pærer, modne æbler, kvæde, fersken, lidt grannåle og våde jernbanesveller samt et lille touch af lidt krydderier. Næsten berusende i duften … og havde der også været petroleum, så havde duften været fuldendt. Måske det kommer med lidt alder på vinen?

I munden er der flot intensitet, flot balance mellem sødme og syre … virker bare rigtig fugtig, blød med mandler, lidt kalk, tørhed og slutter lidt krydret. Det er sgu dejlig saft. Hmmmmm.

Forhandles af WineFLY, pris 225 kr.

Rating 6/7  

2005 Castagna, Un Segreto, Victoria, Australien

Lidt en overraskelse … punkt 1; at en vin med navnet Un Segreto fra et vinhus med navnet Castagna kommer fra … Australien, og punkt 2; at møde så flot en vin på et underligt mix af Syrah og Sangiovese fra landet Down Under, men begge dele er ikke desto mindre tilfældet her. Fedt.

Nå, men som sagt er vi i Australíen … eller mere præcis ved byen Beechworth i Victoria området et par hundrede kilometer nordøst for Melbourne. I denne lille flække finder vi én af Australiens talentfulde vinmagere, nemlig Julian Castagna.

Julian er oprindelig filminstruktør, men kedede sig i dette job, så i 1997 slog han sig i stedet ned som vinbonde i Beechworth. Som ung filminstruktør havde Julian arbejdet en del i Europa, og har lærte han at sætte pris på de europæiske vine. Som han siger – rigtig vin kommer fra enten Frankrig eller Italien.

Så referencerammen var på plads inden opstarten. Den blev suppleret med lidt erfaring via arbejde hos naboen Rick Kinzbrunner i vinhuset Giaconda samt et par andre naboer. Derefter gik han i gang med at plante vinstokke, bl.a. klassiske Syrah vinstokke, kloner fra Rhône stokke og endelig i 1999 kunne Julian udgive sin første vin.

Og Julian forsøger at lave vine som i Europa, og går dermed en helt anden vej end mange andre australske vinhuse, som forsøger at please Parker. Det er også fint, hvis du kan lide bourbon og Coca Cola siger Julian. Han kalder heller ikke druen Syrah for Shiraz … men beholder den franske betegnelse, og hans vine er heller ikke på nogen måde særligt marmeladeagtige.

Julian Castagna har samlet 3,2 hektar vinmarker, og de drives biodynamisk efter Rudolf Steiners teorier. Her tænkes ikke kun på jordbunden og klimaets beskaffenhed men også på alle mikroorganismer i jorden og i luften, og det er for at bevare dette miljø intakt, at man har valgt at dyrke vinmarkerne biodynamisk.

Netop denne filosofi ligger til grund for alt, hvad man foretager sig på Castagna. Man vælger bevidst at gribe så lidt ind som overhovedet muligt og derved lade naturen gå sin gang. Resultatet er vin, hvis kvalitet er ganske overbevisende til prisen.

Der laves ikke mange vine på Castagna, men bl.a. en Genesis på ren Syrah, en Adams Rib på Nebbiolo og Syrah og denne Un Segreto, som er lavet på 60% Syrah og 40% Sangiovese. Derudover laves der lidt hvide, en rosé, en sparkling Syrah samt et par blends.

Un Segreto er lavet traditionel med spontangæring og efterfølgende lagring i 19 måneder på franske egetræsfade.

Og hvilken næse … og så fra en australsk vin. Jeg skrev bl.a. at den kunne minde om lidt naturewine … og det var før jeg fandt ud af, at vinen er biodynamisk. I næsen er den nemlig herlig rustik, animalsk … helt vidunderlig faktisk. Der er mødding, stald, sødme, mørke bær, enebær og lidt røg. Føj, den dufter altså bare godt.

I munden er der saft, kraft og power samt godt med fylde, men det bliver aldrig for meget eller marmelade, men derimod elegant med masser af ren frugt, bløde tanniner, tørhed og lidt blommer. Monsterdejlig vin … og sikke en overraskelse. Vi havner på 6 Thumbs Up … måske en halv for meget, men far er begejstret.

Forhandles i Vinspecialisten, pris pt. på tilbud til 335 kr., normalpris 675 kr.

Rating 6/7 

2008 Weingut Knipser, Kirschgarthen Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

Til nytårsaften havde jeg også medbragt en rigtig skøn Spätburgunder … og en stor én af slagsen, nemlig denne Laumersheimer Kirschgarthen Spätburgunder Grosses Gewächs fra det klassiske hus Weingut Knipser, som jeg efterhånden har smagt en del vine fra … og skrevet om her på bloggen.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 53 hektar ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Druerne er beplantet på de bedste vinmarker, Laumersheimer Kapellenberg, -Mandelberg og -Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.

De røde druer er: Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger. De hvide er: Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano. Allerede i 1500-tallet er familien registreret i annalerne i byen, nemlig med Gaudenz Knipser, som var arkitekt og medlem af byrådet. Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres familie våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag ses på vinetiketterne.

Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i begyndelsen af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz. I Bockenheim og Wachenheim lagde han kimen til Weingut Knipser. I mange år blev vinhøsten dog drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Denne Laumersheimer Kirschgarthen Spätburgunder Grosses Gewächs er én af husets røde topvine. Den er selvfølgelig lavet med druer fra “Grand Cru” marken Laumersheimer Kirschgarthen i den sydlige udkant af Laumersheim. Her er jorden meget kalk og mergelholdig og samtidig ligger marken lidt i læ af bjerget Orlenberg.

Marken har sit navn fra et gamle nonnekloster i Worm, som drev Weinguts des Klosters Kirschgarten, og marken er første gang nævnt helt tilbage i 1654. Vinstokkene er dog af nyere dato, nemlig omkring 30 år gamle. De udvalgte druer presses nænsomt i druepresse, og derefter gærer vinen med skind udelukkende med egen gær. Efter endt vinifikation lagrer vinen på nye franske egetræsfade.

Og hvilken herlig eliksir. I næsen er der sød kostald, vidunderlig animalsk … ikke ultrasød, men blot en let sødme sammen med flæsk, røg, varme og modne kirsebær, grannåle, mynte og let vanilje. Hmmmm, elsker bare den duft. I munden er der hindbær, jordbær og overmodne kirsebær … især kirsebærerne er markante … kommer næsten til at tænke på lidt kirsebærsovs. Herudover blid syre, let krydret og ganske “varm” i udtrykket … uden det går udover elegancen. Silkeblød og lækker. Flot, flot vin … lige mig.

Købt i Tyskland til omkring 33€ … eller omkring 250 kr. Sigurd Müller Vinhandel er dansk forhandler.

Rating 6/7 

2004 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

Nytårsaften … og Jesper havde haft spenderbukserne på og investeret i en Dom Pérignon, den nok mest ikoniske champagne, som der findes på markedet og ét af vinbranchens stærkeste brands. Her i seneste udgave, nemlig årgang 2004 frigivet på markedet i det nu forgangne år.

Det er mit 3. møde med munken, da jeg tidligere har smagt champagnen i både årgang 1993 og 2002. Begge årgange er også beskrevet her på bloggen, men jeg skal selvfølgelig nok gentage historien om champagnen. Det er jo ikke så tit, at man smager denne eksklusive og dyre champagne.

Champagnen er opkaldt efter Frankrigs mest berømte kældermester Pierre Pérignon, som levede fra 1638 til 1715 og var søn af en sekretær til en lokal dommer i byen Saint-Menehould i Champagne-distriktet i Frankrig.

Han blev også kendt for udtrykket: “Jeg drikker stjerner”, der er en genial og præcis beskrivelse af den fine smagsoplevelse man får, når man smager en stor champagne som Dom Pérignon.

I en alder af 19 år blev han benediktinermunk i klosteret Abbey of Saint-Vannes i byen Verdun. I 1668 flyttede han til klosteret i Hautvilliers i nærheden af Épernay. Han arbejdede som kældermester i klosteret indtil sin død i 1715. Under hans ledelse blomstrede klosteret og fordoblede sit vinareal. Som et tegn på ære og respekt blev han begravet i den del af klosteret som traditionelt var forbeholdt abbeder.

På Dom Pierre Pérignons tid var eftergæringen, som giver boblerne i mousserende vine, et stort problem for vinmagerne. Temperatursvingninger i løbet af året gjorde bogstaveligt talt vinene til bomber, der kunne eksplodere hvornår det skulle være. Problematikken bestod i at når vinmagerne hældte vinen på flasker i det køligere efterår var det ikke altid at alt sukkeret i vinen var blevet omdannet til alkohol.

Idet temperaturen så begyndte at stige ved næste års forår og sommer, så begyndte den slumrende gær at udvikle kuldioxid, som i bedste fald blot pressede korkproppen ud af flasken. I værste fald eksploderede flasken på grund af trykket i flasken, og dette satte til tider gang i en kædereaktion, hvor naboflaskerne ligeledes eksploderede. Dom Pierre Pérignon brugte en stor del af sit liv på at undgå eftergæring i flaskerne.

Dom Pierre Pérignon er sidenhen blevet tilskrevet opfindelsen af Champagne hvilket er en udbredt misforståelse. Ligeledes var han ikke den første til at lave Champagne. Mousserende vine blev fremstillet med vilje mindst 30 år forinden af den engelske videnskabsmand og læge Christopher Merret.

Man mener at skaberne af myterne om Dom Pierre Pérignon skal tilskrives Dom Groussard, der var Dom Pierre Pérignons efterfølger på klosteret i Hautvillers. I 1821 fortalte han, at Dom Pierre Pérignon opfandt Champagne og andre overdrevne historier om klosteret med henblik på at give klosteret og vinen prestige. Ligeledes er myterne omkring at Dom Pierre Pérignon var den første til at bruge korkpropper, samt at angive hvilken vingård hver enkelt drue kom fra blot ved at smage på druen, formentligt fra Groussard.

I dag ejes Dom Pérignon af Möet & Chandon, som er et meget gammelt vinhus, etableret i 1743. Selve Dom Perignon champagnen er imidlertid ret ”ny”, for først i 1936 lancerede Möet & Chandon en flagskibschampagne af de bedste druer, kaldet Cuvee Prestige og med Dom Pérignons navn på etiketten. Ikke fordi Dom Perignon oprindeligt arbejdede for Möet & Chandon, han døde nemlig 28 år før Möet & Chandon blev grundlagt, men fordi Möet & Chandon fik overdraget rettighederne til navnet af champagnehuset Mercier.

Det siges at den første Dom Pérignon egentlig var en årgang 1921 Brut Imperial som tappedes på flaske og lanceredes i 1936. Støt, men sikkert indtog gradvist Dom Pérignon tronen i det offentlige rum som verdens bedste champagne.

Siden 1987 har Möet & Chandon, og dermed Dom Pérignon været ejet af MHLV-gruppen, Moet Hennessy Louis Vuitton, som også omfatter modevirksomheden Louis Vuitton, cognachuset Hennessy og en række andre virksomheder indenfor luksusvarer. En af hovedaktionærerne i koncernen er i øvrigt Christian Dior kæden.

I dag er det vinmageren Richard Geoffroy som fører legenden videre. Han er tidligere læge, men også i årtier en af de bedste vinsmagere i Champagne.

En Dom Pérignon får sin stil fra stort set lige dele Pinot Noir og Chardonnay, idet Richard Geoffroy er nået frem til, at denne ligelige fordeling skaber den bedste balance mellem på den ene siden fylden og saftigheden fra de blå druer og på den anden side friskheden og letheden fra de grønne druer. Som han udtrykker det: “Det handler ikke nødvendigvis om koncentration, men om at ramme rigtigt og få alle de forskellige elementer frem i de rette proportioner”.

2004’eren her kommer fra en årgang, hvor vejret var mere stabilt end året før. Årgangen har dog særligt fået præg af de varme uger op til høsten, der efterlod druerne med en fantastisk modenhed.

Duftmæssigt er der noter af nødder, toast, citrus, æbler, fersken, kvæde og en lille svag note af lidt oxyderende. Smagsmæssigt meget behagelig med små perler, rund og cremet, mandler, citron, hasselnødder, pærer og en skøn blid syre. Blød og elegant og vinder ved lidt tid i glasset. Vi startede med vinen i champagneglas, men skiftede den ud med almindelige hvidvinsglas … hvilket åbnede mere for de mange nuancer. Dette her smager ganske enkelt bare godt.

Forhandles flere steder, og har de seneste måneder været på bud til knap 900 kr. Pt. kan den fås hos Uhrskov Vine til 899 kr.

Rating 6/7  

2004 Ciacci Piccolomini d’Aragona, Brunello di Montalcino Riserva Vigna di Pianrosso Santa Caterina d’Oro, Toscana, Italien

Lørdagens vinaften sluttede med manér, idet Jan havde medbragt denne Brunello di Montalcino Riserva Vigna di Pianrosso Santa Caterina d’Oro fra vinhuset Ciacci Piccolomini d’Aragona, som ligger i en historisk 1700-tals bygning lige syd for byen Castelnuovo dell’Abate i det sydøstlige hjørne af Brunello distriktet omkring 5 kilometer syd for Montalcino.

Vinhuset Ciacci Piccolomini d’Aragonas historie går helt tilbage til 1600-tallet, og den ældste del er fortsat det gamle slot … la Palazzo, som blev opført af biskoppen Fabivs de’ Vecchis af Sant’ Antimo klosteret og blev placeret på bakketoppen syd for landsbyen Castelnuovo dell’Abate.

I 1877 blev slottet bortauktioneret af kirken til Francesco Ciacci. Da hans datter Elda Ciacci i midten af 1900-tallet blev gift med Grev Alberto Piccolomini d’Aragona – som i øvrigt var en direkte efterkommer af Pave Pius II – så blev huset kendt som Palazzo Ciacci Piccolomini d’Aragona.

Den sidste af slægten, nemlig grevinde Ciacci Piccolomini døde i 1985, og hun havde ingen arvinger.

Derfor blev hele godset i stedet arvet af Giuseppe Bianchini, der havde forvaltet ejendommen for grevinden i mange år sammen med hans familie. Han førte tilsyn med den daglige drift, bl.a. med en større landbrugsproduktion og en beskeden vinproduktion.

Under ledelse af grevinden havde godset nemlig kun produceret vine til personligt forbrug, men Giuseppe havde altid drømt om at producere en stor Brunello. Efter at have solgt en del af jorderne for at betale arveafgifterne, så startede han med at tilplante flere og nye vinmarker, som kunne danne basis for en klassisk Brunello produktion.

Giuseppe døde i 2004, så i dag er det hans børn Paolo og Lucia, som fortsætter faderens arbejde. I dag har ejendommen i alt 170 hektar marker, hvoraf de 40 hektar er vinmarker, primært med Sangiovese Grosso, som anvendes til husets Brunello di Montalcino og Rosso di Montalcino vine. Derudover er der vinmarker med de internationale druesorter Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah.

For at optimere produktionen, så  ejer vinhuset i dag tre separate vinkældre. Vinproduktionen, aftapning og lagring finder sted i den nye state-of-the-art vinkælder i Ciacci Piccolomini d’Aragonas nye ejendom og hovedkvarter i Molinello lige uden for centrum af Castelnuovo dell’Abate, mens det charmerende og historiske slot Palazzo Ciacci Piccolomini d’Aragona nu alene bruges til at lagre alle tønderne med Brunello. Den tredje ejendom Santo Stefano er købt indenfor de senere år. Den ligger i Montenero i provinsen Grossetto og anvendes udelukkende til fremstilling af Montecucco DOC.

Denne Brunello di Montalcino Riserva Vigna di Pianrosso Santa Caterina d’Oro er husets topvin og lavet på ren Sangiovese … selvfølgelig. Druerne kommer fra enkeltmarken Pianrosso, som faktisk er halvstor … hele 11,7 hektar. Vinen er lavet med gæring i både rustfrie beholdere samt store cementkar. Derefter er lagring sket i store 20-30 hektoliter egefade, hvorefter vinen også lagrer minimum et år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 9.000 flasker af denne vin.

For at sikre, at man har fået den rigtige vare, så er der i toppen af flasken et hologram rundt om halsen. Chickt.

Duftmæssigt er her kirsebær … modne kirsebær, blommer, mørk kælder, røgede toner, tjære, bitter kaffe og let syrlighed. I munden fin intro med syre og sødme, let peber, hindbær eller andre lyserøde bær, blød, elegant … og trods alder på 10 år er tanninerne fortsat ganske markante. En stram gammel sag med elegance, og virker fortsat ung. Der er en let bitterhed og syre i smagen, som er meget elskelig … og eftersmagen er på samme vis lang og syrlig.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles flere steder, bl.a. Thorkilds Vinhandel, hvor en årgang 1999 koster 599 kr.

Rating 6/7  

2009 Bodegas Numanthia, Termanthia, Toro, Spanien

Afslutning med manér … kultvin og ikonvin. Over 1.000 kr. for en vin fra Toro. Er det sindssygt eller giver det mening? Vi er tilbage hos Bodegas Numanthia i Toro, og deres absolutte topvin, som er denne Termanthia … en rent Tempranillo kraftværk. Sammen med Pintia er Termanthia nok noget af det ypperste fra Toro.

For kommentarerne om Bodegas Numanthia henviser jeg til de tidligere blogindlæg, nemlig ved vinene Termes og Numanthia, som vi også smagte til byggemødet. I stedet vil jeg i dette indlæg blot koncentrere mig om denne Termanthia.

Icon of the Toro appellation. Den Kult-Blockbuster Termanthia aus der Bodega Numanthia. Termanthia is the pinnacle (højdepunktet) of Tinta de Toro. Termanthia er den ultimative topvin fra Bodegas Numanthia.

Robert Parker skrev om 2004 årgangen af Termanthia; Hvis du har en sjæl, så sælg den til djævelen for et par flasker af denne ekstraordinære væske.

Lovpriserne om vinen er mange. Dette er blot nogle af de mærkater, som der er sat på denne vin.

Vinen er som nævnt på Tinta de Toro (Tempranillo), der er høstet fra ca. 120 år gamle upodede prephylloxera vinstokke, der vokser på en lille parcel på 4,7 hektar på Teso de los Carriles ved den fjerntliggende by Argujillo i 850 meters højde.

Der er 3 meter mellem planterne således, at der ikke skal kæmpes så hårdt om fugten i de ekstremt varme og tørre sommermåneder, og med kun 1.100-1.200 vinstokke pr. hektar, så er høstudbyttet fra denne mark det laveste i kommerciel vinproduktion … ikke blot i Toro, men i hele Spanien.

Druerne plukkes i små 7 kilo kasser og køres indenfor to timer de 26 kilometer ned til vingården i Valdefinjas, hvor de afstilkes og gæres i 10 dage i 1 lodretstående 2.000 liters fad og 5 lodretstående 500 liters egefade. Alle 10 dage behandles vinen med “pisado” (fodtrampning i den gærende most) 2 gange dagligt.

Vinen får en dobbelte barrique lagring. Først omstikkes vinen til 100% nye franske fade, hvor den modner i 8 måneder med to omstikninger undervejs. Herefter omstikkes vinen til endnu et sæt 100 % nye franske fade, hvor den – efter yderligere 12 måneders modning – tappes på flaske uden forudgående klaring og filtrering.

Vinmager er – som på husets øvrige vine – Manuel Louzada. Der laves 3.000 flasker af denne top vin hvert år.

Termanthia 2004 fik de magiske 100 point af Parker … og det er måske dét, som smitter af på prisen. Ellers er de højeste Parker ratings givet for 2007 årgangen, som fik 97 point, mens Wine Spectator gav 2007’eren mere beskedne 93 point. Derimod gav Wine Spectator 2002’eren og 2004’eren 96 point. Parker gav 2006’eren 96 point, men der gav Wine Spectator 95 point.

2009’eren her har både Parker, Wine Enthusiast og Guia Penin givet 95 point. Nå, men hvem siger også, at de er klogere end os? Nok point, lad os gå til smagningen af vinen og spørgsmålet; Er det sindssygt eller giver det mening?

Duftmæssigt lidt af et kraftværk med power, blæk, trøffel, toast, sorte bær, tranebær, blåbær, blommer, figner, kakao, egefade, røg, blomster og lakrids. Godt med nuancer med andre ord. I munden også godt med kraft, fløjl og cremet, fyldig og rund med solbær, lidt krydderier og en smule mineralitet, som virkelig klæder vinen … men fortsat meget ung, hvilket mærkes på tanninerne, som snerrer og bider dig lidt i haserne og en anelse eg, som med tiden vil blive dæmpet. Det er power og godt … men skal nok ha’ lidt flere år i kælderen … efter min vurdering.

Så svaret på spørgsmålet må være, ja … det er en fremragende vin. Om vinen holder til prisen? Tja, pris er jo et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Havde jeg pengene, så ville jeg måske vælge en Bonneau, Barolo eller Bourgogne … men fedt, at Flemming havde valgt denne.

Købt hos Supervin, hvor prisen er 1.050 kr. ved køb af 6 stk., ellers er prisen ved 1 flaske 1.150 kr.

Rating 6/7  

2012 Weingut Vollenweider, Wolfer Riesling, Mosel, Tyskland

I stedet for en fyraftensøl fredag … så foreslog Gert, at vi i stedet tog et glas Riesling hjemme hos ham. Han mente, at han havde en spændende flaske … og han havde ret. Det var en rap lille sag … en Wolfer Riesling fra Weingut Vollenweider, som ligger ved byen Traben-Trarbach en små 3-4 kilometer nordøst for Bernkastel-Kues i Mosel.

Og hvilken herlig vin, som Gert har haft med hjem fra Mosel … endda vistnok købt i Rieslinghaus Bernkastel. Fandme godt, at man er nem at lokke med. Exceptionelt godt glas Riesling … specielt i forhold til prisen.

Weingut Vollenweider er grundlagt i 1999 af Daniel Vollenweider. Han er oprindelig fra Schweiz, men flyttede til Mosel for at arbejde med vin. Efter et par år hos Dr. Loosen købte han et lille stykke jord i Mosel. Daniel siger selv, at det hele er Egon Müllers skyld. Da han smagte en 1990 Scharzhofberg Auslese, så besluttede han, at han skulle være vinbonde i Mosel.

I starten fik han købt 1 hektar vinmark, nemlig den næste glemte mark Wolfer Goldgrube, som Daniel hurtigt fik skik på. I dag er vingården vokset og omfatter i alt 4 hektar vinmarker … ikke stort, men godt. Og Vollenweider høstede også hurtig popularitet hos skribenterne, og i dag er han en velkendt og respekteret vinmager.

Vinmarkerne er Wolfer Goldgrube, Schimbock og Kröver Steffensberg … alle med en panoramisk udsigt. Jorden består af grå og rødlig skifer, eroderet i forskellige grader, og mange af vinstokkene er op til hundrede år gamle.

Daniel Vollenweiders vingård er et ældre hus, som i ordets bogstavelige forstand er bygget ind i bjerget. Kælderen er derfor meget stor og kølig.

Her har vi en Riesling fra marken Wolfer Goldgrube. Og hold nu op, hvor den smager godt. Næsen er intens … meget endda med hyld, tropiske elementer og blomster med en snert af mineraler. Lover godt. Smagsmæssigt en koncentreret syre, tørhed … meget flot og velafbalanceret med mineraler, grønne æbler … tør, frisk og stenet … med et lille touch sødme … fuck, det spiller virkeligt.

Købt i Mosel, pris 14,50€. Forhandles herhjemme af MIVine, hvor prisen er 157 kr.

Rating 6/7  

2011 Tenuta Valdicava, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

Næste rødvin … italiensk og af bedste skuffe, nemlig denne flotte Rosso di Montalcino fra vinhuset Tenuta Valdicava i Toscana.

Ejendommen er købt i 1953 af Martini Bramante, da han fik chancen for at vende tilbage til Montalcino, hvor hans forfædre havde været bønder århundrede forinden. Han startede med at dyrke Sangiovese, og var i 1967 med til at grundlægge kooperativet Il Consorzio del Vino Brunello di Montalcino.

Og helt frem til 1977 blev druerne fra Martini Bramante vinificeret, aftappet og solgt via kooperativet, som var det eneste kooperativ i området, som både forenede vinproducenter og olivendyrkere. Kooperativet eksisterer den dag i dag og omfatter 200 medlemmer, primært vinbønder.

I 1977 trådte Martini Bramante imidlertid ud af kooperativet, og lavede hans første vine under navnet Valdicava … opkaldt efter den dal, hvor Bramantes ejendom ligger blandt de allerbedste Brunello marker som Madonna del Piano, Montosoli, La Casa og Vigna del Lago.

Siden 1987 har det været Bramantes barnebarn Vincenzo Abbruzzese, som har stået for driften af vingården og ført Tenuta Valdicava frem som én af verdens bedste Brunello producenter. Han har forvandlet Valdicava til at være én af de mest eftertragtede Brunello di Montalcino’er, som findes i dag og vinene betragtes hos kendere som samleobjekter.

Tenuta Valdicava ejer omkring 135 hektar jord, og heraf udgør de 27 hektar vinmarker. Alle Valdicava druer er økologisk dyrkede og der bruges ingen kemiske pesticider eller kunstgødning i vinmarkerne. Den samlede produktion er blot 6.000 kasser.

Og de 6.000 kasser er fordelt på 3 vine, en Brunello di Montalcino, topvinen Brunello di Montalcino Riserva Madonna del Piano – som kun produceres de allerbedste år – og så denne ”almindelige” Rosso di Montalcino. Vinen er lavet af Vincenzo Abbruzzese sammen med agronomen Andrea Paoletti og ønologen Attillio Pagli.

Druerne til denne Rosso di Montacino – selvfølgelig 100% Sangiovese – kommer normalt fra de yngste vinstokke fra en række marker, som egentlig er tiltænkt Brunello produktion. Det er markerne Filai Lunghi, Lago, Cipressi og Nova, som er med til at give denne mini-Brunello. Vinen lagrer de sædvanlige 8-10 måneder, men Abbruzzese giver gerne hans Rosso en yderligere 4-5 måneder oven i bøtten.

Men her i denne 2011 årgang er vinen lavet lidt anderledes. Det var et skidt år i Toscana i 2011 … alt for varmt og det forlyder, at Vincenzo Abbruzzese har opgivet at lave hans Brunello’er i 2011 og har deklassificeret det hele til denne Rosso di Montalcino. Dermed kommer druerne til denne 2011 Rosso di Montalcino fra alle Valdicavas marker, også de bedste Brunello marker, og dermed kan vinen sagtens betegnes som en mini-Brunello.

Oplysningerne om denne deklassifikation fik vi af tjeneren på Bryghuset Vendia og det fremgår også af internettet. Nu skal en Brunello jo lagre i 4 år … og en Riserva 5 år. Så må vi jo se, om Vincenzo Abbruzzese alligevel har gemt noget af saften til de rigtige Brunello’er … eller om det hele virkelig er gået til produktionen af denne Rosso di Montalcino. Hvis det er tilfældet – som alt tyder på – så er dette et virkeligt godt køb … måske det bedste i lange tider. Og den smager himmelsk.

I næsen rustik, landlig og ganske animalsk med blæk … sort, sort blæk, støv, bacon, kul, kridt. Hmmmmm, ganske forførende og indbydende. Smagen er ren Sangiovese saft, så ren og frugtrig … virkelig en vin, som man bliver lykkelig af. Der er tørret frugt, godt med tanniner, tobak sammen med italiensk stramhed. Sådan skal det gøres. En Rosso di Montalcino som slår mange Brunello’er med flere meter. Bedste vin denne aften.

Forhandles af Theis Vine, pris 259,95 kr.

Rating 6/7