Tag-arkiv: sémillon

Sémillon er en fransk hvid druesort, som er verdensberømt i Bordeaux og dens navn siges også at stammer fra Saint Émilion, men mest er kendt fra Frankrigs mest berømte, ærede botrytis søde vine … især Sauternes, men også mange store søde vine fra Australien.

Sémillon er dog synonym med Bordeaux, og i 1960’erne blev druesorten plantet der mere end nogen anden sort. Der er der ved Atlanterhavskysten, at Sémillon giver sit mest berømte udtryk i de botrytis berørte vine fra Sauternes.

De tågede morgener efterfulgt af solrige eftermiddage tilskynder udviklingen af ​​botrytis, hvilket fører til de saftige, langlivede vine, der er nogle af de mest efterspurgte og dyreste samleobjekter i verden.

Når Sémillon er vinificeret som sød vin, kan den få et væld af smag, især stenfrugter såsom abrikos, fersken, nektarin og mango med sekundære noter af citrus, nødder og honning. Mangler den syre, så balanceres Sémillon ofte med Sauvignon Blanc.

Sémillons udbytter varierer meget efter dyrkningsforholdene. Den har et forholdsvis tykt skind, er let at dyrke, sætter knopper sent men modner tidligt. Selvom druerne normalt er lys gyldengrønne, er det ikke ualmindeligt at finde lyserøde og kobberfarvede bær omkring høsttiden. Den er ikke særligt sygdomsresistent, men til gengæld er den let modtagelig over for den ædle råddenskab botrytis.

Tørre Sémillon vine findes også i Graves og Bordeaux og i mindre grad i USA, New Zealand, Chile og Sydafrika. Faktisk var Sémillon engang den mest udbredte sort i både Sydafrika og Chile, men skiftende smag har medført fald i vinmarker med Sémillon de seneste 150 år.

Sémillon har frisk citrusagtig frugt som ung og bliver mere fyldig og honningagtig med årene. Fadlagring klæder druen. Dens vine har ofte stor fylde og en blød rundhed, og med tiden kan den udvikle stor kompleksitet og dybde i smagen.

Fra Frankrig har druen spredt sig til Argentina, Australien, Californien, Sydafrika og New Zealand.

2018 Constantia Glen, Two, Western Cape, Sydafrika

2018 Constantia Glen, Two, Western Cape, SydafrikaPå adressen Constantia Main Road i Constantia finder vi det sydafrikanske vinhus Constantia Glen, som jeres altid flittige vinblogger nu smager en håndfuld vine fra … og starter med denne 2018 Two lavet på Sauvignon Blanc og Semillon.

Vingårdens historie går tilbage til 1685, hvor Simon van der Stel startede med at lave vin på vingården, som blev kaldt Constantia. Efter hans død i 1712 blev vingården delt i 3 dele … nemlig til vinhusene Groot Constantia, Klein Constantia og Buitenverwachting.

Sidstnævnte Buitenverwachting er netop den vingård, som i dag er blevet til Constantia Glen, selvom den gennem årene har haft mange navne som Benydendal og senere i 1813 Klein Benydendal, hvor vingården var ejet af Johannes Gregorius van Helsdingen, som faktisk var den første til at plante vinstokke på gården.

I 1843 blev vingården købt af Sebastiaan Valentyn van Reenen fra den store hollandske Cloete familie. De ændrede navnet på vinhuset til Glen Alpine og gjorde vingården kendt … og fx besøgte dronning Victorias søn prins Alfred også vingården.

Imidlertid blev ejendommen i 1851 solgt på auktion … og skiftede ejer et utal af gange inden den så blev opdelt i smålodder. Det meste af jorden blev herefter anvendt til smålandbrug med frugtplantager og andre fortsat med produktion af vindruer, men andre arealer langsomt blev skovområder.

Det blev den østrigske Waibel familie, som i 1960 samlede trådene op og købte Glen Alpine. De byggede der deres nye hjem og startede først en tekstilvirksomhed på deres gård … BMD Knitting Mills. Den drev de frem til 1995, hvorefter de ændrede driften til landbrug med kvægbesætning … indtil 1998 hvor Dieter Waibel sammen med sin søn Alexaner og svigersøn Gus Allen startede med at plante nye vinstokke.

Desværre blev de fleste af markerne ødelagt af en stor vildbrand i 2000. Den udryddende de fleste planter i hele Cape Peninsula, men Waibel familien plantede blot nye igen, således de 5 år senere i 2005 kunne producere deres første vin under det nye navn Constantia Glen.

I dag har vingården 60 hektar jord, hvoraf 29 hektar er vinmarker, men derudover fortsat masser af opdræt af Red Angus kvæg. Selve vinproduktionen er lagt i hænderne på vinmageren Justin van Wyk.

Nå, men vi starter med at smage husets vin med navnet Two … lavet på 68% Sauvignon Blanc og 32% Sémillon. Vinen er fermenteret i 600 liters demi-muids egetræsfade … dog med 7% af Sauvignon Blanc druerne fermenteret i amphora krukker.

Derefter er vinen lagret sur lie i 7 måneder i samme egefade, heraf 17% nye fade. Og de 7% Sauvignon Blanc druer er lagret i krukkerne og først efter de 7 måneder er den endelige blanding foretaget.

Man fornemmer med det samme, at vinen er produceret på eg … en lidt federe næse, hvor frugten er abrikos, hyld, lemon samt grape suppleret med let mynte, blomster og tydelige fadnoter, vanilje, nougat og en smule mælkechokolade.

I munden er vinen blød og cremet, men har en syreagtigt rank ryg som en soldat, der samtidig er en smule blød i knæene. Smagen er præget af grape og lemon, saltvand samt kalkagtige elementer. Der virker fint med lidt fylde og samtidig med citron syren og grape bitterheden.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 123,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Babylonstoren, Candide, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Candide, Western Cape, SydafrikaNæste vin fra Babylonstoren var deres Candide … en fin lille sag lavet på 45% Chenin Blanc, 24% Viognier, 16% Chardonnay samt 15% Sémillon.

Vinen er lavet ved, at druerne Chenin Blanc og Sémillon først presses blidt og derefter får en kold fermentering i 3 uger på rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer sur lige – altså med bærmen – i 4 måneder. De andre druer Chardonnay og Viognier er fermenteret i 300 liter franske egetræsfade og tilsvarende lagret 4 måneder på bærmen i fire måneder og først derefter er det endelige blend lavet og så tappe på flaske. .

Duftmæssigt en ganske interessant vin, hvor der både er comfort, mormorhygge, ryatæppe, syrlige animalske elementer, som pirrer, kilder og fastholder næsen dybt i glasset, masser af tropisk frugt, fersken, hyld, litchi, svagt lidt mynte og samlet set langt mere frisk end forventet, når man ser på druesorterne i blendet. Der er sgu samtidig god inderlighed og dybde i duften.

Smagen har masser af citroner, lime og grape … godt syrligt bid. Der er klart nogle grønne elementer, grønne blade, urter og igen meget mere frisk i smagen end forventet. Syren er frisk og frejdig, mens eftersmagen slutter med lidt citroner og bitterhed. Det er sgu en fin lille hvidvin og klart 4,5 med en frisk pil opad.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Darling Cellars, Lady Ann Darling, Western Cape, Sydafrika

2017 Darling Cellars, Lady Ann Darling, Western Cape, SydafrikaNu er vi atter tilbage hos det store sydafrikanske vinhus Darling Cellars, som ligger mellem byerne Malmesbury og Darling omkring en times kørsel fra Cape Town og 15 kilometer fra Atlanterhavet. Denne gang er det med hvidvinen Lady Ann Darling.

Lady Ann Darling er lavet på et blend af 50% Sauvignon Blanc og 50% Semillon, som er dyrket på bush vinstokke oppe i bjergene ved Darling. Vinen kommer fra husets Heritage Collection serie, som samlet omfatter 4 vine, som alle er opkaldt efter nogle af de personer, som historisk har haft en betydning for området.

Denne Lady Ann Darling er opkaldt efter Sir Charles Henry Darlings hustru. Sir Charles Henry Darling var guvernør i 1851 og hele byen Darling blev også opkaldt efter ham, men Darling Cellars har altså opkaldt denne vin efter kvinden, som stod bag Darling.

Vinen er lavet ved at druerne er afstilkes og knust, hvorefter fermentering er sket i store 500 liters franske egefade i en længere proces over 2 måneder. Derefter er vinen lagret sur lie i 9 måneder på egefadene. Der er 2,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder på fersken, pærer, ananas, litchi, appelsin, bivoks, fedme og kalkede noter, søde krydderier, klart et lille fadpræg med vanilje, safran, en smule ristede hasselnødder og en lille grøn kaktus note.

Smagen er blød og rund. Det er klart en venlig vin, som har lidt jern, bitterhed nedenunder en fyldig, sød, krydret og fyldig smag. Den er ikke en vin, som stikker vildt ud, virker lidt varm og moden, men egentlig ganske okay uden man falder i svime.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 116,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Semillon Sauvignon Blanc, New South Wales, Australien

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Semillon Sauvignon Blanc, New South Wales, AustralienLeonard Road hedder en lille serie vine fra det australske vinhus Calabria Family Wines og den første Houlberg får i glasset er denne Leonard Road Villa 116 Semillon Sauvignon Blanc.

Calabria Family Wines ligger i den lille by Griffith i den vestlige del af Australien i regionen Riverina i New South Wales. Vinhuset er grundlagt i 1945 af Francesco og Elisabetta Calabria, som havde emigreret fra Italien til Australien i søgen efter et bedre liv.

De slog sig ned i Riverina og arbejdede i starten som landbrugsmedhjælpere inden de fandt deres egen lille gård i Griffith, hvor de flyttede ind med deres 7 børn.

Det hårde arbejde i landbruget og sikkert også larmen fra 7 børn, gjorde at Francesco havde brug for et glas vin hver dag, men da pengene var små, så var der ikke plads til at købe vin. I stedet lavede han lidt vin fra de få vinstokke, som han havde plantet på nogle af gårdens marker og opkøbte hos andre vinavlere … og snart lavede han vine til alle de tilflyttede italienere og europæere.

Det blev Francesco og Elisabetta Calabrias to drenge Tony og Bill, som fortsatte driften af det lille, men voksende vineri. Imidlertid var økonomien i slutningen af 1980’erne så dårlig, at brødrene havde svært ved at fortsætte driften.

Mange andre vinbønder rev vinstokkene op og startede med andre afgrøder, mens andre solgte deres vingårde. Calabria familien havde også oparbejdet en stor gæld, så vingården blev sat til salg.

Men salget blev aldrig gennemført, for i stedet overtog Bill driften, og startede sammen med hustruen Lena og deres børn Frank og Michael en sideforretning med at vaske vinflasker fra andre vinproducenter.

Det skete med en gammel maskine, som oprindelig havde været anvendt til at rense flasker fra læsedrikke. Den havde Bill fundet i en gammel garage og blev nu redningsplanken for familien.

Det var ikke optimalt, men gjorde at familien kunne holde vingården og vinproduktionen kørende og da markedet i 1990’erne igen begyndte at komme tilbage, så stod familien i en god position.

I dag renses der ikke længere flasker, men Bill driver fortsat vingården sammen med sine 4 børn Frank, Michael, Andrew og Elizabeth … og alle er involveret i familieforetagendet. Det er i øvrigt Bill, som I kan se på billedet ovenover.

De har imidlertid ikke mange marker omkring vingården i  Griffith og Riverina regionen, hvor de i stedet opkøber druer fra en lang række vinavlere, som familien allerede indgik aftaler med i 1945.

Men derudover ejer Calabria familien selv en række marker et andet sted i Australien, nemlig i Barossa Valley … opkøbt siden 2010 og frem. Samlet har de der vinmarkerne William Vineyard, Sophie Vineyard og Elisabeth Vineyard, alle opkaldt efter et medlem af familien.

Druerne til Leonard Road Villa 116 Semillon Sauvignon Blanc er Semillon og Sauvignon Blanc, som er opkøbt hos vinavlere rundt om i New South Wales. Men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen, men vil gætte på, at vinen blot er lavet i rustfrie ståltanke med ganske kort lagring.

Næsen byder på hyld, melon, astronaut-is, kvæde, appelsin og safran og virker tør med en lidt citrus, svag en smule karamel. I munden er vinen grøn, en smule sødkrydret, rund og venlig, nogle småbitre elementer, smager lidt af mjød, sådan lidt honninggæret, har en lidt sjov syre, men er ellers en ganske venlig vin.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Château Tour de Mirambeau, Tour de Mirambeau Blanc, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Tour de Mirambeau, Tour de Mirambeau Blanc, Bordeaux, FrankrigNæste vin … en hvid Bordeaux fra Despagne familien og deres Château Tour de Mirambeau … som ikke er et rigtigt vinslot, men faktisk en gammel mølle nær den gamle middelalderby Rauzan i Entre-Deux-Mers regionen i Bordeaux.

Den gamle mølle aka tårnbygning stammer tilbage fra 1769 og har været ejet af Despagne familien i 8 generationer og familien har da også været vinproducenter siden 1890. Det var imidlertid først den 7. generation i form af Jean-Louis og Odile Despagne, som startede med at producere og sælge vin under navnet Château Tour de Mirambeau.

Dengang var der alene 20 hektar vingården til den gamle mølle, men da Jean-Louis for 15-20 år siden overlod driften til børnene Thibault og Basaline, så var vinimperiet vokset til over 250 hektar fordelt på 5 Bordeaux vingårde/-slotte.

Det er foruden Château Tour de Mirambeau også Mont Pérat, Bel Air Perponcher, Rauzan-Despagne og Lion-Beaulieu. Det er Thibault Despagne, som er vinmager, mens søsteren Basaline Granger-Despagne står for den overordnede drift.

Markerne består har undergrund med ler, kalksten og drives efter Agriculture Raisonnée principperne, hvor markerne – så vidt muligt – passes efter økologiske principper, dog med mulighed for at bruge sprøjtemidler, såfremt det er nødvendigt.

Her smager vi husets hvide Château Tour de Mirambeau, som er lavet på 1/3-del Sauvignon Blanc, 1/3-del Sémillon samt 1/3-del Muscadelle. Vinen er lavet ved, at druerne først presses forsigtigt, hvorefter vinen gærer i rustfrie ståltanke. Det varer omkring 30 dage ved 16 grader, og derefter lagrer vinen i ståltanke sur lie 3 måneder inden aftapning på flaske.

Næsen er meget rund og lidt neutral. Der er lidt astronaut-is, gule æbler, nogle sødkrydrede noter og estragon. I munden finder jeres flittige vinblogger vinen lidt til den vandede side, mangler lidt dybde, men er ellers blød, rund, har lidt spidskommen, eksotisk frugt og sådan set meget venlig.

Forhandles af Winelovers.dk, men denne er ikke pt. på hjemmesiden.

 Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaLad os nuppe et par vine fra det sydafrikanske Klein Constantias supplerende brand, som de kalder CV2. Vi starter med en hvid CV2 Special Selection Sauvignon Blanc.

Det er en vin, som er lavet med overskudsdruer og som en billigere vin end hos det normale sortiment hos Klein Constatia. Denne er ikke 100% Sauvignon Blanc, men et blend af 86% Sauvignon Blanc, 13% Semillon og 1% Nouvelle druer, der er dyrket i Western Cape området i Sydafrika. Den er både gæret og lagret udelukkende på ståltanke for at bibeholde så meget frugt og friskhed som muligt.

Næsen er lidt landlig og egentlig ganske spændende med pærer, bananmos, hyben, estragon, kogte kartofler, kommen, kikærter og virker lidt parfumeret … anderledes, men bestemt godkendt.

I munden er det meget ren frugt, fin rank smag, fin syre, lidt jern og balance. Det smager ganske fint, klart bedste i CV2 serien og bedre end tilbudsprisen. Klart 4 fede houlbergske fingre.

Importør er AMKA, men forhandles hos Kvickly Odder samt hos Megavine.dk, hvor vejledende udsalgspris er 109 kr., men på tilbud i uge 34 og 35 til 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Mouthes Le Bihan, Pérette et les Noisetiers, Sud-Ouest, Frankrig

2010 Mouthes Le Bihan, Pérette et les Noisetiers, Sud-Ouest, FrankrigMouthes Le Bihan ligger lidt udenfor byen Saint-Jean-de-Duras i Dordogne og laver vine under appellationen Côtes de Duras. Vi skød Vestfrankrig smagningen i gang med en vin fra vingården, nemlig denne Pérette et les Noisetiers.

Vingården drives af Jean-Mary og Catherine Le Bihan. De startede for 25 år siden med at opdrætte arabiske fuldblodsheste og har derudover også udlejning af 2 ferieboliger … La ruine og Beauséjour. Imidlertid begyndte de også i 2000 at lave vin, primært drevet af Catherine Le Bihan.

Med parrets omsorg for samfund, naturen og sundhed, så startede de med at dyrke markerne økologisk, men har efterfølgende også udvidet til at dyrke biodynamisk.

Mouthes Le Bihan har samlet 22 hektar vinmarker, hvor 12 hektar er røde druer som Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Malbec og Merlot, mens de resterende 10 hektar hvide druer er Chenin,  Sauvignon Blanc samt Sémillon. Produktionen ligger på omkring 80.000 flasker.

Her har vi fat i Mouthes Le Bihans Pérette et les Noisetiers, som er en 100% Sémillon baseret vin, som er lavet med druer fra over 40 år gamle vinstokke. Vinen er både fermenteret og lagret på egefade … og endda – så vidt jeg kan se – også lagret en længere periode.

Den biodynamiske tilgang rammer dig allerede i duften … lidt fernis sammen med noget ristet, appelsin, ananas, harsk smør, solcreme, søde bolsjer, blomster, flint … virker lidt olieret, lidt røget og der fornemmes en del fad, men samtidig også noget luftig.

I munden er vinen dog fed, blød med nøddet og ristet smag med en smule sødme … og er det som om, at alkoholen kan mærkes? Det er en fyldig vin, som alligevel har noget kalkagtigt over sig, lidt olieret, mælket og med en tæt syre.

Ingen forhandler herhjemme, men koster i Frankrig 27€ … svarende til 201 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Château Ferrande, Graves Blanc, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Ferrande, Graves Blanc, Bordeaux, FrankrigChâteau Ferrande er et af de mange vinslotte aka brands, som er ejet af den store vinkoncern Châteaux & Domaines Castel, som jeg skrev om forleden. Her smager vi en hvid Bordeaux fra Graves og lavet på druerne Semillon, Sauvignon Gris og Sauvignon Blanc.

Hvis du vil læse lidt mere om Castel koncernen, så har jeg i mit blogindlæg om vinen Terre de Provence fra Château Cavalier skrevet lidt om huset og de forskellige vinslotte og brands, som Castel familien ejer.

Château Ferrande ligger på venstre bred i Bordeaux … i kommunen Castres sur Gironde i Graves. Den smukke palæagtige ejendom aka slot  – som I måske kan fornemme på etiketten og se på billedet ovenover – er bygget i slutningen af det 19. århundrede på et sted, hvor romerne i gammel tid havde slået sig ned en periode og måske endda dyrket vin.

Châteaux & Domaines Castel købte Château Ferrande i 1991 fra admiral Delnaud, som selv havde ejet ejendommen siden 1960 og elskede vin og hestevædeløb. Castel havde dog forinden købet drevet slottet siden 1976 via lejekontrakt.

Château Ferrande har i dag sammenlagt 97 hektar vinmarker, hvoraf de 90% er med de røde sorter Cabernet Sauvignon og Merlot, mens der alene er 7 hektar med hvidvinsdruer og det er netop druesorterne Semillon, Sauvignon Gris samt Sauvignon Blanc.

Det giver basis for blot 2 vine … en rød og så denne hvide Graves, hvor blendet af druerne er 40% Semillon, 30% Sauvignon Gris og Sauvignon Blanc.

Vinen er gæret på rustfrie ståltanke ved lav temperatur for at bevare størst mulig friskhed og skulle være lagret dels på egetræsfade og dels på ståltanke i kortere tid.

Næsen er fersken, bananer, kvæde og lidt støvet indtryk, svage sherrynoter, mandler og nogle grønne elementer som salvie, tjørnebusk … samlet lidt rund med en svag sødme. Det er ikke knastør mineralsk, men rund, behagelig som et par gamle hjemmesko.

I munden er der dog mere spræl, men igen på en rund facon med lidt grape, lime, gule frugter, muskat, grønne elementer og er også en anelse sødkrydret, men har samlet set en god balance. Behagelig vin er vist rette betegnelse.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Château Lange, Sauternes Cuvée Haut-Sauhuc, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Lange, Sauternes Cuvée Haut-Sauhuc, Bordeaux, FrankrigSauternes er altid godt til lidt dessert … her løst med denne Sauternes Cuvée Haut-Sauhuc, som kommer vinhuset Château Lange i Preignac i Bordeaux tæt på Garonne floden.

Vinhuset ejes og drives af Valérie og Stéphane Dudon, som købte vinslottet i 2011. Året før havde de købt Château Pierrie Saint-Maxime i Graves, så i dag driver de altså vinslotte i både Graves og Sauternes. De har 18 hektar vinmarker i Sauternes og 8 hektar under AOC Graves og derudover 2 hektar indenfor AOC Bordeaux.

Denne Sauternes Cuvée Haut-Sauhuc fra Château Lange er lavet på 95% Sémillon og 5% Sauvignon Gris, som er en mørkere farvemutation af Sauvignon Blanc. Druerne er selvfølgelig høstet, når de har opnået den ædle råd og vinen er lavet helt traditionelt som Sauternes og lagret 18 måneder på barriques.

Næsen er ganske sød og indbydende med modne pærer, fersken, svagt oxyderede noter, nøddet med mandler, appelsin- og citronskal, akaciehonning, masser af sødme og okay intensitet.

I munden er vinen måske en anelse tynd i det, men det smager ganske okay. Der er de nøddede aromaer og det er sødt, men mangler den sidste intensitet.

Ikke fundet en forhandler, men på slottet koster vinen 17,50€, hvilket svarer til 130 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2005 Château de Rayne Vigneau, Madame de Rayne Sauternes, Bordeaux, Frankrig

2005 Château de Rayne Vigneau, Madame de Rayne Sauternes, Bordeaux, FrankrigSidste Bordeaux i denne omgang … Sauternes fra Château de Rayne Vigneau … den søde dessertvin fra Graves lavet på Semillon, Sauvignon Blanc og ofte også lidt Muscadelle, hvor druerne er ramt af Botrytis Cinerea, den ædle råddenskab.

Château de Rayne Vigneau ligger ved byen Le Haut Bommes … under en kilometer fra det legendariske Château d’Yquem. Slottet er grundlagt tilbage i starten af 1600-tallet som Vigneau de Bommes af Gabriel de Vigneau. Hans søn Étienne blev gift med Jeanne Sauvage, som var datter af Lord Yquem fra naboejendommen.

I 1834 blev slottet købt af Madame de Rayne, som oprindelig hed Catherine de Pontac og det var også under hendes ejerskab, at slottet i 1855 klassikationen blev rangeret under Premiers Cru … eller 1er Grand Cru Classé de Sauternes, som slottet selv skriver.

I 1855 klassifikationen blev vinene fra Sauternes klassificeret separat, og opdelt i klasserne Premier Cru Supérieur, hvor der alene findes Château d’Yquem, samt Premiers Crus med 11 vinslotte og Deuxièmes Crus med 15 vinslotte.

Da Madame de Rayne ikke selv fik børn, som var det nevøen Albert de Pontac, som overtog slottet og ændrede navnet til Château de Rayne Vigneau i respekt for den gamle Madame de Rayne. Det var et succesrig hus, bl.a. pga. at slottet har nogle af de bedste beliggende marker i Sauternes … ganske tæt på Château d’Yquem. I det forrige århundrede blev slottet da betragtet som nr. 2 efter Château d’Yquem.

I 1971 blev slottet overtaget af det kendte négociant firma Cordier Mestrezat Grand Crus, der bl.a. også ejede Château Grand-Puy-Ducasse i Pauillac. En del af det firma – inkl. ejerskabet af både Château Grand-Puy-Ducasse og Château de Rayne Vigneau blev dog i 2004 overtaget af firmaet CA Grands Crus, som er et datterselskab af Groupe Crédit Agricole, den store finanskoncern.

Sidste år – i 2015 – blev Château de Rayne Vigneau dog købt af Group Trésor du Patrimoine, som har ansat Vincent Labergere som direktør og Henri Boyer som ansvarlig ønolog.

I dag har Château de Rayne Vigneau 84 hektar vinmarker. Vinstokkene er i gennemsnit omkring 30 år gamle og fordelt med 74% Sémillon, 24% Sauvignon Blanc og 2% Muscadelle. Høstudbytte ligger med den ædle råddenskab selvfølgelig forholdsvis lavt med 10-15 hektoliter pr. hektar. Og der giver basis for fremstilling af 3 forskellige vine, 1. vinen Château de Rayne Vigneau, denne 2. vin Madame de Rayne opkaldt efter den gamle ejer og endelig en almindelig hvidvin Le Sec de Rayne Vigneau lavet på en Sauvignon Blanc.

Denne Madame de Rayne er i årgang 2005 levet på et blend med 75% Semillon og 25% Sauvignon Blanc. Efter langsom presning af druerne, så hældes saften på tønder, hvor gæringen finder sted et sted mellem 2-4 uger. Derefter lagrer vinen mellem 12-18 måneder på barriques, heraf 10-15% nye fade.

I næsen ganske parfumeret med sæbe, blomster, abrikos og andre tropiske frugter. Virker også syrerig … sådan umiddelbart, selvom der selvfølgelig fornemmes den normale sødme, som Sauternes altid byder på. Duften er også sådan næsten lidt oxyderende uden det bliver alt for udtalt. Smagsmæssigt er vinen fed, olieret og sød med elementer af nødder, nogle bitre noter og appelsiner. Ganske okay.

Fundet flere steder herhjemme, bl.a. hos Erik Sørensen Vin, hvor en årgang 2006 koster 229,95 kr.

Rating 4,5/7