Tag-arkiv: albillo

Albillo er en gammel, grøn spansk druesort, som primært findes i Ribera del Duero, men også findes i Madrid, Ávila og Galicien. I 1751 var omkring 1/3-del af markerne i Toro tilplantet med Albillo, men i dag er druen knap så udbredt.

Der findes omkring 2.336 hektar vinmarker med Albillo i Spanien, men antallet falder løbende, da mange vinproducenter i stedet planter de internationale druesorter.

Albillo har for det meste en neutral smag med en let parfumearoma og høj syre, men lagres den på egefade, så bliver den mere velsmagende med mynte, friske citroner og grønne æbler.

På grund af Albillos høje syreindhold, så er den svær at anvende til enkeltdruevine, så den anvendes oftest i blends. bl.a. anvendes Albillo tit i små mængder i vine på Garnacha aka Grenache for at tilføje aromatiske noter og reducere dets tanniner. Vega Sicilia dyrker således en lille mængde Albillo til samme formål.

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, Arzuaga Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, Arzuaga Reserva, Ribera del Duero, SpanienBodegas Arzuaga Navarro behøver ingen præsentation her på vinbloggen og denne Arzuaga Reserva har jeg også smagt før, men nu smager jeg 2017’eren.

Vinen er lavet på et blend af  95% Tempranillo, 3% Merlot og
2% Albillo. Tempranillo druerne kommer fra de ældste og mest , lavtydende vinstokke på den højtbeliggende og kalkstenrige La Planta mark i 900 meters højde.

Druerne afstilkes delvis, og fermenteringen starter med en kort koldmaceration, hvorefter vinen gærer ved 29 grader under gode temperaturkontrollerede forhold. Slutteligt har vinen lagret i hele 26 måneder på primært franske fade og en lille andel amerikanske egefade.

Fra første fløjt er det virkelig Arzuaga vin … meget præget af de hårdt ristede fade, hvilket virkelig giver vinen en ristet, toasted og fagtung næse med vanilje, kaffe, chokolade, kokos og virkelig vild på fad. Derudover er der mørke frugter, overmodne samt solmodne kirsebær, blåbær, blommer, tjære, jernbanesveller, men ihhh hvor dufter det godt.

I munden er det en kraftig, kødfuld og sødere vin med samme fadpræg, virkelig rund, cremet og lækker med blommer, mørk frugt, søde tanniner, men masser af syre, som gør, at vinen aldrig bliver overgjort og for opulent. Det er en vin, som alle bare ka’ li’.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Arzuaga, Ribera del Duero, Spanien

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Arzuaga, Ribera del Duero, SpanienKeeper valgte at tage os et notch længere op af Arzuaga stigen med næste vin, som var Arzuagas 2011 Gran Arzuaga … flaske no. 587 ud af 1.900 producerede.

Vinen er lavet lidt anderledes end Gran Reserva, for her er det et blend på  80% Tempranillo, 15% Cabernet Sauvignon og
5% af den hvide Albillo.

 Den er en vin, som kommer fra nogle af Arzuagas ældste samt særdeles lavtydende Tempranillo og Albino-parceller, som står på røde lerjorde. Tempranillo druerne fra kalkstenrige marker, hvor der høstes med ekstremt lave udbytter med maksimalt 20 hektoliter pr. hektar.

Cabernet Sauvignon druerne kommer derimod fra La Planta vinmarken beliggende i 900 meters højde. Alle druer er først blevet sorteret i marken, mens der efter ankomst til vineriet sker endnu en selektering. Tempranillo og Albillo vinificeret sammen og Cabernet druerne separat.

Der sker først en 4 dages kold pre-maceration inden gæring sker i store franske 500 liter egefade ved 29 grader over 20 dage inden en presning og så lagring på 228 liter barriques i 21 måneder.

Der er selvfølgelig mange ligheder med Gran Reserva, men Gran Arzuaga er på en eller anden måde lettere, lysere og mere elegant både i duft og smag. I næsen er der igen godt med fad og atter er det hårdtristede fade og samtidig også stor frugtintensitet med lysere frugt, brombær, kirsebær samt hindbær suppleret med stor tørhed, engelsk lakrids, baconfedt, babybræk (på den fede måde), blomster, lakridskonfekt. sød tobak, orangechokolade, vanilje og karamel.

Igen virker frugten her – trods 3 år ældre end forrige Gran Reserva – mere frisk, ren og så bare megatør. Tanninerne er langt strammere, virkelig tørre og små-vilde, mens frugten er både brombær, solbær, blommer, kirsebær og hindbær. Derudover er der masser af ristede og toastede elementer, vanilje, kanel, peber, sød tobak, meget fyldig og kødfuld, kæmpe mundfuld, men med god struktur. så ligger lige i underkanten af 6,5 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.475 kr., mens prisen er 1.250 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2020 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2020 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienNæste vin er også en gammel kending og har altid været et vildt godt køb, for det er nemlig den næsten ikoniske og populære Picaro del Àguila fra vinhuset Dominio del Àguila.

Som med forrige vin, så er det også en vin, som jeg har smagt i de to foregående årgange 2018 og 2019 og hver gang været ganske imponeret af. Jeg elsker nu også bare vinene fra Ribera del Duero området.

Picaro del Àguila er lavet på Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde  med en kalkholdig undergrund.

Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 11 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Næsen er landlig og animalsk … virkelig skrald på, har mælkede noter, våde fade, sort og sødlig tobak, en mørk frugt med solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakaopulver, mælkechokolade, blomster, skolekridt … hvor dufter vinen dog bare freaking f….. godt. Det bliver aldrig helt for tungt, for vinen har også en tør og balsamisk syre.

I munden minder vinen om 2019’eren … opulent, ødsel samt overdådig. Den nærmest smelter i munden, virkelig cremet, fyldig med en stilfærdig godmodig, tonstung og mørk frugt samt et tydeligt fagpræg med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Der kommer også en let, tør bitterhed, som skaber lidt struktur, hvilket sammen med en lille syre skaber friskhed på et let måde. Hvor er det bare en vild lækker vin og atter lader jeg med rive med, så dermed ligger jeg som sidst lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 239,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienJeg har lige været oppe at flyve over den vilde Højtflyvende Vin Gran Reserva fra Dominio del Àguila og hvorfor så ikke fortsætte med endnu en vin fra vinhuset … den populære Picaro del Àguila, hvor man virkelig får lækker vin for pengene.

Picaro del Àguila er lavet på Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde  med en kalkholdig undergrund.

Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 11 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Som 2018’eren har vinen en vild og dyb duft … der er sgu skrald på med fed, mørk frugt, solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakao, mælkechokolade, blomster, skolekridt, søde krydderier og en lille kølig og frisk mørk balsamisk syre.

I munden er vinen igen så satans lækker …  opulent, ødsel og overdådig, men freaking blød, cremet og stilfærdig godmodig med tonstung og mørk frugt, fagpræg med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Men alligevel har vinen også et let tråd, et lag af friskhed og livlig om end lav syre og god sødmeniveau. Hvor smager det dog godt og der er pænt med kirsebær, svage tanniner og en vis tørhed. Lækkerhed og atter lader jeg med rive med og ligger som sidst lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker i øjeblikket er på bud til 189,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2013 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2013 Hacienda Solano, Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienI det herlige Ribera del Duero finder man midt i byen La Aguilera i Burgos området Bodega Hacienda Solano og det er derfra, at jeg nu smager denne 2013 Viñas Viejas.

Hacienda Solano er et lille familievinbrug, der er grundlagt i  begyndelsen af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano. Deres familie har ejet vinhuset i generationer og de fleste af vinstokkene er da også plantet af de tre søskendes to bedstefældre, som dog oprindlig blot leverede deres druer til kooperativerne i La Aguilera og Quintana.

Hacienda Solano fik dog først rigtigt vind i sejlene i 2016, hvor vinmageren Toni ​​Sarrión, der til dagligt driver Finca Terrerazo i det sydøstlige Spanien blev ansat til at lave vinene sammen med den franske vinmager Sophie Kuhn.

Allerede året efter kom Toni ​​Sarrión med i ejerkredsen som majoritetsaktionær. Han blev måske tiltrukket af mulighederne med familiens 25 hektar vinmarker med nogle af de ældste vinstokke i Ribera del Duero … de fleste i alderen 60 til 90 år plantet på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Hacienda Solano laver udelukkende vin på druer fra deres egne vinmarker og sikrer på den måde fuld kontrol med kvaliteten. De er desuden en af producenterne, der – med succes – tilsætter en lille andel af den hvide, aromatiske Albillo drue til en række af deres rødvine.

Her smager vi så husets Viñas Viejas, der jo er lavet med druer fra 60 år gamle vinstokke … Tinto Fino aka Tempranillo med en lille skvis af den hvide Albillo. Druerne har efter høst ligget i kold maceration i 24-36 timer, hvorefter gæringen er sket over 11 dage ved 26 dage efterfulgt af malolaktisk gæring i dage. Derefter er vinen lagret 14 måneder på franske barriques efterfulgt af 6 måneder på 500 liter tonneaux.

Næsen er sådan rigtig klassisk … dejlig dybde med mørke bær, solbærlikør, brombær, jordbær, masser af fadpræg med vanilje, chokolade, toast og smørristede noter, våde fade og læder. Frugten har også en frisk syrlighed og denne friskhed forstærkes af urter og nærmest lidt granatæbler eller hyben friskbitterhed.

Smagsmæssigt har vinen også en lille småbitter, syrlig, frisk kant under en tør, moden og mørk frugt, brombær,  solbær og noget, der kan minde om appelsinskal og kirsebærsauce. Tanninerne er sådan pænt medgørlige, dejlig rund fylde, cremet og utrolig smagfuld. Man kan kunne blive glad i hatten af denne Ribera del Duero vin.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Dominio del Àguila, Højtflyvende Vin Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2016 Dominio del Àguila, Højtflyvende Vin Gran Reserva, Ribera del Duero, SpanienDer er kun lavet ét fad, altså 300 flasker af vinen med det dansk-/spanskklingende navn Højtflyvende Vin Gran Reserva, som kommer fra Dominio del Àguila … lige præcis det vinhus, som jeg flere gange har været ved at falde i svime over.

Dominio del Àguila er nok det vinhus, som altid har imponeret mig ved hver eneste vin. Alle de smagte vine fra vinhuset har i den grad nærmest efterladt mig med underkæben ned i den kælder, som jeg slet ikke har, som jeg skrev i min seneste anmeldelse af husets 2016 Reserva.

Jeg har smagt en del vine fra huset, bl.a. deres 2014 Albillo Viñas Viejas, 2018 Picaro del Àguila, 2017 Picaro Clarete Ecológico og altså 2016 Reserva, men den topper vi altså her med denne 2016 Højtflyvende Vin Gran Reserva, hvor druerne kommer fra ét fad, som vinmageren Jorge Monzón har udvalgt og tapper specielt til Supervin i Hjørring.

Men inden vi kigger nærmere på den historie, så lad os se lidt nærmere på Dominio del Águila, som er et familiedrevet vinhus, der ligger i La Aguilera, som er en lille landsby i Ribera del Duero. Det er grundlagt i 2010 af vinmageren Jorge Monzón og arkitekten Isabel Rodero.

Jorge kommer fra en familie af vinbønder og har studeret til ønolog i både Bordeaux og Bourgogne. Han har efterfølgende arbejdet hos det legendariske Domaine de la Romanée-Conti i mere end to år, for Vega Sicilia-koncernen i et år og som teknisk direktør for Bodega Arzuaga-Navarro i 9 år.

Parrets vingård stammer helt tilbage fra 1700-tallet og rummer vineriet med plads til gamle cementkar og egefade. På Dominio del Águila har parret i dag samlet 30 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke og alt – bortset fra 5 hektar – dyrkes økologisk.

Denne hybrid af en vin med det mærkelige navn Højtflyvende Vin Gran Reserva har en helt særlig historie, som startede, da Supervin besøgte vingården i efteråret 2018. Hjemme hos Jorge Monzón og Isabel Rodero smagte de en masser vine, som stemningen blev god og så opstod idéen om et fad specielt til Supervin.

Jorge ville læsse bilen med et fad af sin bedste vin og personligt fragte det til Danmark. Isabel – der er arkitektuddannet – ville så sørge for, at vinen og etiketten fik det helt rigtige navn og design, hvilket selvfølgelig skulle være med dansk islæt.

Og i foråret 2019 gjorde de pludselig den vidtløftige idé til virkelighed og ved en stort anlagt Winemaker’s Dinner med Jorge Monzón hos Supervin med 5 lækre retter fra Vendia sluttede de aftenen af, ved at tappe en glas vin til gæsterne direkte fra fadet, hvor resten så blev tappet på flasker. Vinen fik navnet Højtflyvende Vin Gran Reserva og det var i årgangen 2015.

Nu har Supervin og Jorge Monzón gjort det igen … fragtet et af vinhusets bedste fade til Hjørring, hvor vinen så er aftappet på flaske i Supervins kælder … en single barrel cuvée. Men da vinen er tappet på flaske i Hjørring, så man der ikke stå Ribera del Duero på den danskinspirerede etiket.

Men vinen er selvfølgelig fra Ribera del Duero … helt præcis er druerne fra husets monopolmark Viña Pozo Morado, der er blandt de ældste marker i La Aguilera i 885 meters højde og med rødt ler og kalksten i jorden. Det er mest Tempranillo med en lille andel Albillo, Garnacha, Bobal og Tempranillo Gris.

Alle druerne er lavet med gæring på druernes naturlige gærceller og der anvendes kun hele drueklaser, som fodtrædes på traditionel vis inden gæringen. Efter endt fermentering med lang udblødning på alle drueskallerne er lagret 3,5 år på primært franske egetræsfade fra samme leverandører som hos Domaine de la Romanée Conti … hvorefter vinen så er aftappet i Hjørring uden hverken klaring eller filtrering.

Duftmæssigt minder vinen en del om Reserva’en, hvor duften ikke bliver anmassende og fuldfed, men har denne intense, friske og atter paralyserende aroma med frisk mellemrød frugt, blomster, mælkede noter, kærnemælk, mørke og vilde bær, brombær, tyttebærgele og grønne grene, violer og sagte røg. Syren virker sart, luftig med nogle krydderier anført af estragon. Aftrykket fra fadene er ikke særligt stort, men giver lige en smule sødme, sød tobak, chokolade samt vanilje og lys kaffe.

I munden er vinen fabelagtig … cremet med en centrale lille nerve, der giver en fantastisk intensitet, nærmest som en lille klump, der er imploderet og nu med passende intervaller udsender smagsnoter af forskellige slags ud i passende tempo. Det betyder, at vinen nærmest smelter i min mund, rank, slank og elegant og jeg slubrer. Frugten er blommer, kirsebær og jordbær med en frisk syre, mens tanninerne med lidt luft i munden er godt tørre. Det er som at tage den handske på, som man engang har tabt … sidder bare perfekt og man bliver skræmmende glad. Igen er vi helt tæt på the big seven, så far er begejstret, opstemt og herlig fortabt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.799,95 kr., mens prisen er 1.399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Orange Wine Albillo, Toro, Spanien

2019 Rodriguez Sanzo, Orange Wine Albillo, Toro, SpanienNæste vin var en orangevin, men nu er vi i Spanien hos Bodegas Rodríguez y Sanzo, der via opkøbsaftaler på druer laver vine fra det meste af Spanien. Denne Orange Wine Albillo er fra Toro i Castilla y León.

Bodegas Rodríguez y Sanzo, der jo drives af vinmageren Javier Rodríguez har jeg skrevet om en del gange her på vinbloggen – senest da jeg smagte hans 2016 La Senoba – så det vil jeg ikke gøre denne gang, men i stedet blot kigge videre på denne lille charmerende orangevin, der kommer i en lille buttet flaske uden etiket, men i stedet med en label viklet omkring falske med snor.

Vinen er fremstillet på den grønne druesort Albillo fra 60 år gamle vinstokke på en stejl og stenet enkeltmark i Toro. Markens har stejle terrasser og den ekstremt næringsfattige jord giver druer med unik intensitet, som Javier Rodriguez drager fuld nytte af ved at gære og macerere vinen med 3 måneders skindkontakt på 500 liters åbne gæringstanke på samme måde som rødvin. Derefter er vinen så lagret 12 måneder på 1.000 liters europæiske egetræsfade.

Næsen er virkelig blomsterrig suppleret med lyse blommer, fersken, melon og solbærblade. Der er en herlig sur sødlig note, let bitterhed fra grape og appelsinskal, ristede nødder, timian, honning, ahornsirup og faktisk ret charmerende.

Smagen er meget anderledes end duften med en sød, småbitter smag med en flad syre, næsten på vej til at være vandet og med en forholdsvis let elegance. Den har en sart, fin, blomstret smag og så  nærmest aromatisk og småparfumeret … virkelig svær ikke at holde af.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Quinta Sardonia, Sardón, Castilla y León, Spanien

2017 Quinta Sardonia, Sardón, Castilla y León, Spanien José María Fonsecas Grupo Terras Gauda ejer i dag vinhuset Quinta Sardonia, der oprindeligt blev grundlagt af danske Peter Sisseck og en flok vinentusiaster i Sardón de Duero. Her er det en ny Quinta Sardonias vin, nemlig vinen Sardón i årgang 2017.

Quinta Sardónia blev reelt grundlagt i 1998 af en gruppe vinentusiaster i et lille overset område i Sardón de Duero og Villabáñe udenfor Ribera del Duero. Peter Sisseck havde set, at området vinmæssigt er en lille perle og gemte store muligheder for at lave gode vine, hvorfor Sisseck også var med helt fra starten.

Peter fik ved etableringen – sammen med Jerome Bougnaud, som sidenhen i perioden 2001 til 2019 var ansvarlig for vinmarkerne på Dominio de Pingus – ved etableringen stor indflydelse på en række af de helt grundlæggende beslutninger omkring udvælgelse af marker, druetyper samt valget af biodynamisk dyrkning.

Der blev samlet investeret i 22 hektar vinmarker, hvor der blev plantet Tempranillo sammen med Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah … efter en let skelen til Vega Sicilia, som med samme druesammensætning i vinen Unico havde rystet verdenen.

Ikke overraskende kom Quinta Sardonias vin – kaldet QS -vine stormende ind på den internationale vinscene allerede fra første årgang, hvor stokkene tilmed kun var et par år gamle. Siden har en række gode anmeldelser placeret QS som en spansk rødvin i kult klassen … og derfor lavede man også senere en andenvin med opkøbte druer, nemlig QS2.

Det blev også Jérôme Bougnaud, som kom til at stå for driften af Quinta Sardonia sammen med en af de andre grundlæggeren, nemlig Daniel Garcia Pita. De to indgik i øvrigt sideløbende i et yderligere samarbejde, der fra 2009 førte til skabelsen af vinhuset Galia.

I 2010 blev Quinta Sardonia imidlertid købt af den ambitiøse Terras Gauda-gruppe fra Galicien. Jerome Bougnaud blev der i en kortere periode og oplærte den nuværende vinmager Christan Rey, således vinene fortsat laves i Peter Sissecks ånd.

Selvom man hos Quinta Sardonia med Grupo Terras Gauda som  kontrollerende ejer er fortsat med at lave QS og QS2 på samme vis som tidligere, så har de også udviklet en ny vin i sortimentet, nemlig denne Sardón, der som QS2 er lavet med opkøbte druer fra en række udvalgte vinavlere.

Sardón er lavet på 95% Tempranillo, 2% Grenache og de resterende 3% består af Albillo, Syrah, Malbec og Cabernet Sauvignon.  Druerne er høstet manuelt og har ligget i koldmaceration uden afstilkning inden gæringen er sket i ståltanke i forholdsvis kort tid.

Efter endt fermentering er vinen lagret af 2 omgange … først 6 måneder i 3 år gamle franske barriques og siden 8 måneder i store 1.200 liters egetræsfade og amfora krukker af beton inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt har vinen en flæsket, mørk og dyb frugt, solbær, brombær, enebær, syltetøj, overmodne blommer, grillet og tørret kød, engelsk og finsk lakrids, meget intens aroma supplere med lidt kanel, jern, svag toast og nogle brændte noter. Det er ikke sådan blødt eller omfavnende i duftene, men har råkraft og kant.

I munden er vinen heller ikke så rund, men har en stringent, småbitter og mørk frugt, blåbær, peber samt en syre, der er mere markant end forventet, kantede tanniner, masser af krop, syre og skarphed, men med mere luft i glasset bliver tingene meget mere rundt, så dekanter endelig vinen og giv den lidt tid. Blot et lille, fremragende råd 🙂

Forhandles flere steder og en flaske koster mellem 110 til 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2016 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, SpanienHver gang jeg har smagt vin fra Dominio del Àguila har jeg tabt underkæben ned i den kælder, som jeg slet ikke har. De laver bare ganske outstanding vine og hvorfor så ikke oss’ bare smage en af deres røde topvine … vinen som de beskedent bare kalder Reserva.

Jeg vil denne gang ikke skrive noget om selve vinhuset … det kan I læse om i mine tidligere anmeldelser af både Dominio del Àguilas 2014 Albillo Viñas Viejas, deres 2018 Picaro del Àguila og rosévinen 2017 Picaro Clarete Ecológico.

Vinen er lavet på 90% Tempranillo, mens det resterende er et skønt mix af Albillo, Bobal, Garnacha og Tempranillo Gris. Alle druerne er fra sindssygt gamle vinstokke … flere over 100 år gamle på marker ved landsbyen La Aguilera i 900 meters højde, hvor jordbunden består af kalk og rødt ler.

Vinifikationen sket totalt gammeldags med i gæringskar med fodtrampning af de hele drueklaser og spontangæring alene med druerne naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 29 måneder på primært franske egefade.

Og så er det en vin, der har fået tonsvis af roser … bl.a. var vinen nummer 2 på Parkers rangliste over bedste Ribera del Duero vine i årgang 2016 foran vine som Aalto PS samt Peter Sissecks Flor de Pingus. Derudover har Falstaff med 98 point rangerer vinen på en 3. plads over Spaniens 100 bedste vine foran Vega Sicilia Valbuena og Aalto. Det tager jeres flittige houlbergske vinblogger normalt meget roligt og tænker … ja ja – rolig nu. Jeg er ikke altid fan af Parker … men her må jeg indrømme, at der sgu er noget om snakken.

Duftmæssigt er det ikke arketypisk rød Ribera del Duero, for vinen har en vild, blomstret og nærmest paralyserende parfumeret aroma, let som en springbuk i løbetid, lettere dyrisk med netop noget, som kan minde om lugten af pelsen på et dyr. Derudover er der så violer, friske, mørke og vilde bær, brombær, tyttebærgele, drikkeyoghurt, krydderier, en sart men håndfast syre, mens fadene er integrerede på den smukkeste måde … sådan et lille subtil dask til næseborene med afsmitning af lidt mælkechokolade, kanel, vanilje, en stor cafe latte … det er bare kompleks, givende, svævende og elegant.

Nogle gange er det svært at formidle … pin-pointe en duft helt præcis, men det er som den har et ekstra bjerggear eller 7. potens, som løfter duften op over os almindelige dødelige.

I munden er der smeltepotentiale … vinen er cremet og smelter nærmest, så mit hjerte også smelter. Det er intens uden at blive alt for kraftig og fed. Der er masser af tanniner, men de føles polerede som den mest skinnede messing lysestage, selvom man bagefter kan mærke, at de fortsat sidder og grovhygger sig i munden. Frugten er slet ikke mørk, men intens med blommer, kirsebær og jordbær med tonsvis af friskhed og en silkeagtig smooth struktur. Den er som at nedsænke sig i en brun, blød velour- eller fløjlssofa og blot glemme resten af verdenen. Det varer lige 0,75 liter … men fuck hvor går de 0,75 liter hurtigt. Det er lidt af et elegant bæst. Det er ganske enkelt fortryllende og jeg er skræmmende tæt på at hive de helt store 7 fingre frem, men 6,5 houlbergske fingre er sikre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 459,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Bodegas López Cristobal, Albillo, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas López Cristobal, Albillo, Ribera del Duero, SpanienSiden jeg smagte en Albillo Viñas Viejas fra Dominio del Águila, har jeg været vild med druen Abillo, der også tit bruges i som blandingsdrue i rødvinene fra Ribera del Duero. Her har jeg igen fået en ren Albillo hvidvin i mit vinglas og den kommer fra vinhuset Bodegas López Cristobal.

Det er grundlagt i 1994 af Santiago López, som ville udleve drømmen om at skabe sin egen vingård, da han overtog faderens ejendom i Roa. Faderen … som i øvrigt også hed Santiago … havde købt ejendommen helt tilbage i 1930’erne, da han flyttede til Ribera del Duero fra Santander.

Familien have startet med at dyrke druer på ejendommen i starten af 1980’erne, dvs. samtidig med at Ribera del Duero appellationen blev grundlagt, men i mange år blev druerne blot solgt til andre vingårde.

Da Santiago overtog efter faderen, så flyttede han sammen med hustruen Lola Cristobal ind på ejendommen og så startede de med at producere egne vine. Vinene blev solgt under navnet López Cristobal, dvs. efternavnet fra Santiago og Lola.

Senere fik de hjælp til produktionen af sønnen Galo. I dag er det primært Galo, som står for driften på Bodegas López Cristobal. Hans filosofi er, at vinene skal kunne drikkes unge. Derfor er de særdeles gode fra det øjeblik, at de frigives til salg.

Bodegas López Cristobal har i alt 50 hektar vinmarker i Roa de Duero, opdelt på 9 forskellige parceller. Der dyrkes selvfølgelig primært Tempranillo, eller Tinta del País, som den kaldes der. Faktisk er 48 hektar tilplantet med Tempranillo, men de sidste 2 hektar er plantet til med Merlot og så netop Albillo.

Albillo druerne kommer til denne vin fra 30 år gamle vinstokke fra marken Finca la Linde i 770 meters højde. De er selvfølgelig høstet og sorteret med håndkraft inden gæring i egefade, hvorefter vinen er lagret 3 måneder sur lie i nye franske egefade og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er lavet præcis 5.250 nummererede flasker … denne er nummer 1.423.

Duftmæssigt fed, saftig fersken, ananas, pærer, modne æbler, grillede citroner, ristede elementer, toast og ristede hasselnødder, brunet smør, fedme, småsøde krydderier, træ, svag vanilje og let parfumeret. Aromatisk, fed og lækkerfed.

I munden er der også fedme … igen både almindelig sure og grillede citroner, lemon, tykke og fede mineraler, krydderier og en fyldig, fed syre, som sammen med mineralerne passer godt sammen.  Vinen har en krydret og småbuttet saftighed uden at miste en eller anden god form for friskhed. Lidt bitter grape dukker op med luft i munden, hvor eftersmagen også er pæn, lang og tiltrækkende.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på bud til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7