Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2023 Entrecanales Domecq e Hijos, La Poda Godello, Galicien, Spanien

2023 Entrecanales Domecq e Hijos, La Poda Godello, Galicien, SpanienFra det store spanske vinhus Entrecanales Domecq e Hijos skal vi smage en hvidvin, der er fra appellationen Valdeorras i Galicien og det er en 2023 La Poda Godello.

Entrecanales Domecq e Hijos’ historie startede tilbage i 1822, hvor Pedro Domecq Lembeye startede med at lave vine i Jerez de la Frontera.

I 1894 overtog Don Cosme Palacio vinhuset og startede samtidig Bodegas Cosme Palacio midt i Laguardia i Rioja Alavesa. Han havde selv gennemført en længere  ønologisk uddannelse og indførte derfor derfor en række franske vinteknikker i det nyetablerede vinhus.

Bodegas Cosme Palacio skulle blive rigtigt kendt, hvilket bl.a. blev forstærket i 1917, hvor man indførte brandet Clorioso. Langt senere i 1986 blev den kendte flyvende vinmager Michel Rolland tilknyttet, hvilket også øgede kendskabet til vinhuset.

Allerede året efter etablerede familien Entrecanales y Távora, som José María Entrecanales stod i spidsen for og de etablerede sig også i Ribera del Duero, som jo nogle år tidligere havde fået deres DO appellation og blev voldsomt populær.

Det var reelt starten på det, som i dag hedder Entrecanales Domecq e Hijos og deres vinhus i Ribera del Duero kaldte de Bodega Secreto.

I 1998 etablerede man yderligere et vinhus, nemlig Bodega Directa, hvor man startede med at sælge vin direkte til forbrugerne, mens man i 1999 etablerede Finca Anzil i Toro.

I år 2000 købte man derudover Bodegas Caserío de Dueñas i Rueda og i 2018 startede man også El Aerobauta i Valdeorras i Galicien. Så samlet er Entrecanales Domecq e Hijos i dag et stort foretagende, der laver vin i Rioja, Galicien, Rueda, Ribera del Duero og Toro.

I dag ledes det store foretagende af 3. generation i form af Gonzalo Entrecanales Carrión, som samlet ejer over 400 hektar vinmarker og laver vine under forskellige navne, bl.a. laver de en stor serie af vine under La Poda Collection navnet.

Det er netop sådan en vin, som jeg nu har fået i glasset … en 2023 La Poda Godello … lavet på ren Godello fra marker på skråninger ved Sil floden. Vinen er lavet udelukkende på ståltanke … både gæringen og den efterfølgende lagring er også sket over flere måneder sur lie, altså med bærmen, i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt en fyldig og letkrydret vin … der er gule æbler, fersken, gule blomster, lidt kølig kamillete med honning, lidt tør hø eller halm, virker både blød og frisk på én gang.

I munden er det også en fyldig, cremet og utrolig frugtrig vin … de virker som om, at glasset næsten brister af frugtrigdom, mest saftig tropisk frugt af tørret abrikos, mango, fersken, honningmelon samt lidt kvæde … virker olieret og har denne lidt specielle note af noget kandiseret grape med en lille sødbitterhed. 91 point.

Forhandles af DeVinos, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Domaine Le Capitaine, Les Perrières Vouvray Sec, Loire, Frankrig

 2023 Domaine Le Capitaine, Les Perrières Vouvray Sec, Loire, FrankrigVouvray appellationen blev officielt dannet i 1936 og anses for en af de vigtigste i Loire sammen med Sancerre og Pouilly-Fumé og jeg har nu fået et glas 2023 Les Perrières Vouvray Sec fra Domaine Le Capitaine i glasset.

Domaine Le Capitaine er et nyere vinhus, der ligger i Rochecorbon i Saint George-dalen lidt øst for Tours og er grundlagt i 1988 af Alain Le Capitaine, der i starten kun havde sølle 0,25 hektar vinmarker i familiens have.

Siden har Alain i 1995 fået følgeskab af sin bror Christophe Le Capitaine og i dag har de ikke mindre end 28 hektar vinmarker, der primært ligger i Rochecorbon området.

På markerne dyrker brødrene primært Chenin Blanc og deres ejendom ligger ovenpå gamle tufakældre fra det 11. århundrede, hvor det er perfekt at lagre vinene.

I 2013 kom næste generation i form af Florian Le Capitaine med i foretagende efter at have studeret vindyrkning og ønologi. Dermed er der en ny generation klar til at overtage driften på sigt.

Her smager vi så deres 2023 Les Perrières Vouvray Sec, der er lavet på 100% Chenin Blanc, som efter høst er presset og har gæret på rustfrie stålfade for at bevare så meget friskhed og druetypicitet som muligt. Vinen er også lagret sur lie i ståltankene, men der gennemføres ingen malolaktisk gæring.

Duftmæssigt er det en blød vin med nogle røgede noter … der er frugt med kvæde, melon, gule æbler, modne pærer og abrikos, virker ganske saftig med lidt lindetræ, honning og blomster,

Smagen er fyldig og lidt maskulin med en røget syre. Der er kvæde, æblemost, fersken, ananas samt lidt hvid peber. Den er egentlig godt koncentreret med nogle lidt sødbitre grapefrugtagtige elementer og lidt honningsødme. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Franc, Stellenbosch, Sydafrika

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Franc, Stellenbosch, SydafrikaMed næste rødvin fra Uva Mira Mountain Vineyards skiftede vi druesort, for det var The Mira Cabernet Franc i årgang 2021.

Druerne til vinen kommer fra marker i 470 meters højde og kun få kilometer fra False Bay og Atlanterhavet.

Efter høst er druerne først sorteret … i både mark og vinkælder. Så er gæring og maceration sket i store åbne gæringskar af stål og efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på franske egefade, heraf er 35% helt nye fade.

I forhold til foregående Shiraz er duften langt mere komplet og balanceret. Men mærker også fra start fadene og får noter af lidt grafit, blyanter, blæk, søde krydderier, vanilje, cigarkasser, tobak og mørk chokolade. Der er frugt med brombær, sorte kirsebær, syltede kirsebær og grønne tulipanstilke … virker rank og statelig.

Det fortsætter i munden, hvor vinen har en tør og frisk frugt, godt med friskhed faktisk og kraftigt sådan lige i midten … medium. Den har en meget tør smag og er samtidig ganske syrlig med nogle sorte te-blade bitterhed og frugt af tranebær, kirsebær, lemon og grape, blomster, tobaksblade og grønne elementer på en vild måde, så dermed ender jeg på 92 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2022 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaUva Mira Mountain Vineyards laver primært hvidvine på Chardonnay, hvilket vi også skulle smage i de næste 3 vine og den første var denne 2022 The Mira Chardonnay.

Vinen er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller i moderne rustfri ståltanke, mens malolaktiske gæring sker på egefade. Dér er vinen lagret 9 måneder på en række franske egefade, heraf 30% nye fade. Det er både egefade på 228, 300 og 400 liter fade, mens vinen har 2,1 gram restsukker pr. liter.

Det dufter sgu fremragende … ikke så fed eller voldsom, men har en tynd smørfrakke på med en svag note af brunet smør, en fin, frisk og tropisk frugt med mango, fersken, pærer og noget lemon, citroner, mandler og nødder samt en kalkholdig mineralitet.

I munden er vinen dejlig frisk, mere ren og mineralsk end ventet, godt med pærer lemon, gule citroner og syltede citroner, mandler og virker en smule opulent samt svagt olieret. Det er en saftig, lækker samt læskende smuk Chardonnay … 92 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika

2023 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Sauvignon Blanc, Stellenbosch, SydafrikaAllerede ved ankomst serverede Christiaan Coetzee et glas af sin 2023 The Mira Sauvignon Blanc som første vin fra Uva Mira Mountain Vineyards.

Husets Sauvignon Blanc vinstokke står på de højeste beliggende vinmarker på de høje skråningerne af Helderberg bjerget nær False Bay.

Den  tidlige morgenbrise fra havet afkøler vinstokkene og det bidrager til den naturlige syre i druerne. Vinen er lavet med en gæring i rustfrie ståltanke og der er vinen også lagret i 6 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse. Vinen har 2,0 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der typiske Sauvignon Blanc noter, men samtidig også pænt lethed … har en luftig, fin og nærmest sart note, der er meget bedårende. Der kommer lidt sødme og karamel,  fennikel samt en frugt med stikkelsbær, lemon, citrongræs og grønt græs … ganske aromatisk og tiltrækkende.

Smagen er dejlig grøn og frisk … det er pigeonæbler, stikkelsbær samt en vild og grøn syre. Smagen er klart mere syrlig end duften lige indikererede, så dermed bliver det en sprød, krisp og frisk Sauvignon Blanc vin på højt niveau. 91 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Dr. Corvers Kauter, Erbacher Marcobrunn Riesling Feinherb, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Dr. Corvers Kauter, Erbacher Marcobrunn Riesling Feinherb, Rheingau, TysklandFra samme mark smagte vi som sidste vin hos Weingut Dr. Corvers Kauter deres Erbacher Marcobrunn Riesling Feinherb og nu i årgang 2022.

Der er som med alle de forrige ingen oplysninger om produktionen, som dog formentlig er lavet med både gæring og lagring i ståltanke og med en Feinherb så ligger vi formentlig et sted mellem 12 og 18 gram restsukker pr. liter … er oftest sødere end Halbtrocken, som ifølge de tyske regler skal ligge mellem 9 og 18 gram.

Duftmæssigt minder den meget om foregående tørre Erbacher Marcobrunn, men her er de umamiagtige noter tydeligere og der er også flere nødder … nærmest nøddekompot og frugt af fersken, gule æbler og kandiseret citron.

Det bliver i munden ikke en sød dessertvin, men fortsat en frisk Riesling. der bare lige har en kende mere frugtsødme, men fortsat har en frisk og citronagtig syre … 92 point.

Den var på vingården slet ikke på prislisten, så prisen er ukendt.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Weingut Dr. Corvers Kauter, Oestricher Doosberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Dr. Corvers Kauter, Oestricher Doosberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandNæste Riesling hos Weingut Dr. Corvers Kauter var så et niveau op til en Erste Lage vin og det var deres 2023 Oestricher Doosberg Riesling Trocken.

Druerne høstes i hånden meget omhyggeligt, derefter presses de og gæret i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er den så lagret 10 måneder på fade og den har 8 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Duften er mere tæt, mere kompakt … virker også blidere i mineraliteten med kalk og kridt, hvilket giver den et nærmest blidt, lyst og feminint touch. Der er frugt med lemon, abrikoser og grønne æbler samt lidt nødder og man fornemmer faktisk også lidt fad med en behagelig sødme.

Smagen virker på en eller anden måde også lettere, mere lys og luftig, hvor frugten er både grønne og gule æbler samt godt med lemon, urter og virker samtidig saftig læskende. 92 point.

På vingården koster en flaske 16,90€ … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Weingut Dr. Corvers Kauter, Raurenthaler Baiken Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Dr. Corvers Kauter, Raurenthaler Baiken Riesling Trocken, Rheingau, TysklandVi fortsatte med Riesling bussen og for den næste vin hos Weingut Dr. Corvers Kauter blev så deres terroirwein 2023 Raurenthaler Baiken Riesling Trocken.

Raurenthaler Baiken marken har tidligere tilhørt Weingut Freiherr Langwerth von Simmern, men for nogle år tilbage åbnede de op for at sælge 15 hektar af marken, hvorved Corvers Kauter fik fat i nogle af disse marker. De ligger på en stejl og sydlige skråning af Taunusbjergene og har en jord præget af en forvitret skifersten kaldet phyllitter, der er en særlig type skifer.

Druerne høstes i hånden meget omhyggeligt og er derefter presset, gæret og lagret i rustfri ståltanke. Vinen har 5 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Dejlig duft … både noget fond og petroleum, virker til at have brede skuldre, men sådan er det jo med nogle stærke kvinder. Duften er i hvert fald lidt bred og intens med citroner, syltede citroner, mandariner, citrongræs og mynte.

Den har også en rigtig dejlig smag og virker pænt mineralsk. Der er grønne æbler, citroner, abrikos og grape og den har i det hele taget godt med frisk syre … 91 point.

På vingården koster en flaske 13,90€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, TysklandVi fortsætter med en 2021 Spätburgunder Tradition fra Weingut Jakob Jung, der ligger i byen Erbach ved Eltville am Rhein i den østlige del af Rheingau.

Det er god kending her på Houlbergs Vinblog, for jeg har før smagt vinen i både årgang 2017, 2018 og 2019 … i de tidligere indlæg kan du også læse lidt mere om vinhuset.

I stedet kigger jeg nu blot lidt nærmere på denne Spätburgunder Tradition, som er husets røde Gutswein, der er lavet med druer fra forskellige marker.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltank og efter endt fermentering er den lagret i egefade et par måneder inden den er tappet på flaske og sluttelig frigivet.

Er det som om, at Jakob Jung bare bliver bedre og bedre? … i hvert fald både dufter og smager denne Gutsspätburgunder bedre end nogensinde før. I næsen er der sødlig, animalsk og landlig hestestald, masser af saftige jordbær, søde kirsebær og let hindbær, men også lidt vanilje, kanel, karamel og mælkechokolade. Væk er den hårde samt maskuline side, som jeg oplevede i tidligere årgange og den erstattes af en lysere og mere feminin side.

Også i munden er det en vanvittig imødekommende og saftig læskende Gutswein på højt niveau. Der er søde jordbær, rabarber og hindbær, men den har sgu vandkæmmet hår, er høflig og pænt tøj på klar til fest …. rund, smagfuld og alligevel frisk på den helt rigtige måde … hvor smager den godt med sødlig, lys kant. 91 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Marcelo Pelleriti Wines, Terroir Expressions Hostage Altamira Malbec, Mendoza, Argentina

2021 Marcelo Pelleriti Wines, Terroir Expressions Hostage Altamira Malbec, Mendoza, ArgentinaVi skal en tur tilbage til den rock-elguitar-vilde argentinske vinmager Marcelo Pelleriti, som jeg igen smager en vin fra og denne gang er det en 2021 Terroir Expressions Hostage Altamira Malbec.

Marcelo Pelleriti er vi før stødt ind i på Houlbergs Vinblog, for han er også del af Abremundos, som han grundlagde i 2012 sammen med sin ven Pedro Aznar.

Jeg har også før smagt vin fra hans Terroir Expressions Hostage serie, så derfor kigger jeg alene denne gang kun på vinen, der jo er 100% Malbec.

Med 2021 Terroir Expressions Hostage Altamira Malbec henter Marcelo Malbec druerne fra den bedste mark i Terroir Expressions serien, nemlig fra 70 år gamle vinstokke på en mark i 1.100 meters højde i subzonen Altamira i Valle de Uco.

Vinen er lavet med en kølig pre-maceration over 10 dage, hvorefter gæringen er sket i  temperaturstyrede ståltanke. Efter endt gæring er vinen så lagret 24 måneder i kælderen … heraf 12 måneder på 225 liter franske barriques.

Jeg ved ikke, hvordan argentinsk tango lyder på elguitar, men i duften er der ikke pludselige bevægelser, for det er en fyldig, blød, vamset og intens mørk vin. Der er blommekompot, blåbær, dadler og kirsebærlikør, lidt sød finsk og tør engelsk lakrids, cedertræ, kanel, tostede kaffebønner og mørk chokolade med en lille grøn note.

I munden er det også en tyk vinøs tango med electric boggie bevægelser … det er vildt, fedt, pompøst og kraftigt med en tyk, tæt og kompakt viskositet … der er blæk, mørk tobak, tørv og tjære med en frugt af blåbær, solbærsaft, kirsebærlikør, en snert enebær og en stor potens og urkraft. Der er klart noget frugtsødme, men vinen har også en god opulent syre, der styrer tangodanseren helt på plads, så dermed 92 store point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7