Tag-arkiv: 4½

2021 Hosmer Winery, Chardonnay, New York State, USA

2021 Hosmer Winery, Chardonnay, New York State, USAJulia Hoyle fra Hosmer Winery startede med at præsentere den første vin, som blev denne 2021 Chardonnay.

Hosmer familien købte allerede i 1930 ejendommen og al jorden på den vestlige side af Cayaga Lake øst for byen Ovid, bl.a. Patrician Verona Vineyard.

Det var dog først i 1972, at Maren og Cameron Hosmer tilplantede 2 hektar vinmarker, men i de første 12 år solgt de blot deres druer. Det var først i 1985, at de selv begyndte at lave deres egne vine og dermed grundlade Hosmer Winery.

Drømmen om at producere vin var egentlig startet hos Camerons far, der var en tekstilproducent fra Syracuse, men han nåede aldrig at se drømmen blive realiseret.

Cameron var selv uddannet med en grad i pomology fra Cornell University og California State University i Fresno … og nu får du nok lidt beskidte tanker, men der står pomology og ikke pornology og det betyder læren om  frugt og specifikt videnskaben om at dyrke frugt og nødder.

I dag har Hosmer familien 28 hektar vinmarker og vinhuset drives af Camerons søn Timothy Hosmer … og han står mest for vinmarkerne, mens Julia Hoyle er vinmager og hun har tidligere arbejder hos huse som Fox Run Vineyards, Atwater Winery og Sheldrake Point Winery.

Her smager vi husets 2021 Chardonnay, der er lavet i  ståltanke, men efter endt fermentering er lagret med 11% på egefade og de resterende 89% i ståltankene. Omkring 5% af egefadene er nye fade og vinen er kun med 0,3 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det bestemt ikke en tung, fadpumpet Chardonnay, for den har i stedet et meget let og lyst udtryk, som samtidig er fyldt med blomster, rosenblade og syrener, mens vi frugtmæssigt snakker ananas, kiwi, lyse pærer, fersken og det suppleres med bivoks og let sandeltræ.

I munden er vinen meget blid og igen uden det store fadpræg. I stedet er det rent, let og meget feminint … stikker aldrig helt af, men har omvendt heller ikke mange kanter eller karakteristika. Det er så behageligt og har endda en lille neutral slagside, men gule æbler, lidt fersken og lemon giver lidt bid. 90 point.

Forhandles af Americanwine, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Bruno Andreu, Elixir Rosé, Languedoc, Frankrig

2022 Bruno Andreu, Elixir Rosé, Languedoc, FrankrigMed næste vin bliver vi nærmest i området, for det er en 2022 Elixir Rosé fra Bruno Andreu på Domaine Les Prunelles i Montblanc nær Montpellier i Languedoc.

Bruno stammer egentlig fra en familie af vinavlere og havde gennem 20 år arbejdet med vin, inden han sammen med hustru Oriane købte en gammel ejendom fra 1610 og besluttede at lave vine i eget navn.

Han havde bl.a. tidligere arbejdet som ansvarlig vinmager på Château Condamine Bertrand, men nu er han altså producent og har omgivet sig med nogle af de folk, som tidligere arbejdede for ham på Condamine Bertrand.

Han har selv lidt marker, men opkøber – så vidt jeg kan se – også druer fra andre vinavlere og laver en helt masse spændende vine, som nu fx denne Elixir Rosé, der er lavet på 100% Syrah, som alle er håndhøstet ved optimal modenhed. Druerne kommer fra udvalgte marker og er både gæret og lagret i ståltanke.

Duften er ganske landlig og bondsk … men ellers er frugten først lemon og så ellers godt med jordbær, gærede jordbær, jordbærsaft suppleret med lidt hindbær, framboise og tranebær. Der kommer sgu også helt sikkert lidt peber, hvid peber og noget, der kan minde en smule om sandeltræ. Virker ukompliceret og nem med denne lille krydrede og pebrede aroma.

Sådan smager vinen også … der er lidt salt og peber, grape, lemon og noget bitterhed sammen med noget citron. Der kommer også noget hindbær og ribs, hvilket sammenlagt giver en frisk vin med et stort og let fyldigt bid … og i den buttede flaske et sikkert roséhit på terrassen, så dermed 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, Frankrig

2022 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, FrankrigIgen i år skylder rosébølgen indover landet og Houlberg forsøger at skåle med og her er det med en 2022 Le Rosé fra Château Saint-Roch.

Vinen er lavet fra samarbejde mellem vinmageren Jean-Marc Lafage samt den amerikanske vinimportør Eric Solomon og lavet på et blend fra Grenache Gris og Mourvedre.

Château Saint-Roch har jeg skrevet om et par gange tidligere, men her kigger jeg alene nærmere på Le Rosé, der er lavet på 50% Grenache Gris og 50% Mourvedre.

Druerne kommer fra Agly dalen omkring byen Maury, hvor vinstokkene er plantet i jord bestående af primært sort skiffer. Druerne håndhøstes ved optimal modenhed i starten af september, hvorefter de presses let, og mosten gæres i rustfri ståltanke ved 16 grader. Herefter har vinen lagret sur lie i rustfri ståltankene i 4 måneder.

I glasset er det en bleg rosévin, som i næsen har en tør og ganske parfumeret frugt,, hvor der er noget sødme, jordbær, hindbær og stikkelsbær, grønne solbærblade, lidt kandiseret frugt, sure citroner, grapefrugtskal, blomster, lavendel og mynte.

Smagen er i samme boldgade … bestemt en rosévin i den mere seriøse ende, hvor frugten punkt 1 er afbalanceret og punkt 2 har en frisk og alligevel sødlig smag. Der er en lys og saftig frugt med æbler,  hindbær, rabarber, kirsebær, grape samt svagt en smule citroner, der virker læskende, frisk og virkelig sommerlækker … i lys bikini sat op til fest på terrassen. 90 point,

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Vinhos Barbeito, Delvino Reserva, Madeira, Portugal

N.V. Vinhos Barbeito, Delvino Reserva, Madeira, PortugalDen første Madeira vin fra Vinhos Barbeito blev så denne Delvino Reserva, som er en Seco Dry Madeira vin, der hører til i kategorien 5 Years Old Maderia wine.

Vinen er lavet på 80% Tinta Negra samt 20% Sercial, hvor Tinta Negra druerne kommer fra forskellige vinmarker beliggende i både Estreito de Câmara de Lobos og São Vicente, mens Sercial druerne er fra Jardim da Serra.

Efter høst er druerne presset i en pneumatisk presse, hvorefter gæringen er sat i gang, men så standset ved tilsætning af vinalkohol når den ønskede sødmegrad er nået.

Efter endt fermentering er både Tinta Negra og Sercial lagret på franske egetræsfade i 5 år efter Canteiro-metoden. Fadene har så lagt med varme og stabile temperaturer året rundt. Vinen har 45 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er let oxideret aroma med et florpræg, tørret frugt, tørret abrikos, tørret appelsinskal, tyrkisk delight, saltlakrids, røget noter, valnødder, dadler, tørrede figner og underneden hele tiden en alkoholiseret sødme. Det er klart anderledes end forventet, men det er bestemt spændende at smage Maderia.

I munden fortsætter alkoholen og giver noget varme, selvom smagen egentlig virker tynd … lidt som en æblemost på steroider, epo, turbo og udgivet fra spritfabrikkerne. Det gør vinen stærk med en tørret frugt, karamel, nødder … men absolut tør, slank, pågående og direkte med denne sprittede side, der er langt mere uforsonlig end fx portvin. 90 point

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en 0,50 cl. flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2022 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigSom en anden reunion har jeg nu skænket lidt burgundisk hvid Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i vinglasset … og reunion, da jeg har smagt vinen tidligere, men er er det i årgang 2022.

Faktisk har jeg smagt den i både årgang 2017, 2019, 2020 og 2021 og den er lavet med druer fra Mâconnais, det sydligste område i Bourgogne, og vel næsten nabo til Beaujolais.

Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og har en fin undergrund af kalksten, som nærmest er skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte Chardonnay druer, som lige efter høsten kommer i en pneumatisk presse, hvorefter saften så hviler i 24 timer ved 12 grader. Så sker både den alkoholiske og malolaktiske gæring i store rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer 10 måneder sur lie.

Duftmæssigt er det en blid og lidt kalket vin … godt med melon, pærer og så tropisk frugt, mango, fersken ,… men også æbler, kvæde samt citronmarmelade og lidt grønne elementer.

I munden er det også en blid, blød og mineralsk kalket vin, som samtidig har en fin, rank og lettere frisk syre, mest lemon, nogle citroner og grønne æbler. Modsat forrige årgang, så er der atter nogle eksotiske frugter, så dermed kommer vinen til at minde ret meget om 2019’eren med denne lille babyfedme, der som en lille hund lægger sig på ryggen og venter på at blive kløet. Jeg klør løs, hvorved får en blid vovse, der logrer med halen, er venlig, lydig og absolut med masser af de burgundiske kvaliteter. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 LGI Wines, Témoin du Temps, Languedoc, Frankrig

2021 LGI Wines, Témoin du Temps, Languedoc, FrankrigLGI Wines er et stort vinfirma, der ligger på adressen Avenue Georges Guille i Carcassonne og skræddersyr bl.a. private labels vin og andre vine under flere  forskellige navne … som fx denne 2021 Témoin du Temps.

Den innovative vinhus ejer egentlig ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og det er primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så vinene på deres anlæg i Carcassonne.

Selskabet blev grundlagt i 1999 i Carcassonne af Alain Grignon, som havde en vision om af designe god og billig Languedoc vin beregnet for de internationale eksportmarkeder.

I 2013, da Alain Grignon gik på pension, overtog Xavier Roger og Cédric Duquenoy roret, hvor Xavier blev administrerende direktør og Cédric blev salgsdirektør.

Denne Témoin du Temps – tidens vidne – er lavet på ren Cabernet Sauvignon, som høstes fra forskellige marker i Languedoc. Druerne er først afstilket og knust inden gæringen og maceration på store betontanke over flere uger.

Efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på franske egefade og derefter yderligere 3 måneder på amerikanske fade.

I næsen er det en solvarm vin … solbær, brombær med både fylde, power, sødme, chokolade, sød lakrids, kaffebønner … og virker da også lidt småfed, buttet og glad imødekommende.

I munden er det en rund, fyldig, cremet og pænt sød vin … men imellem den søde, venlig og chokoladefede overflod, så har vinen også et skud peber, tydelige tanniner, tørt træ, en stringent og klar syre, blommer, solbær, brombær og smager faktisk rigtigt rart, så dermed 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 49,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Château La Chapelle des Landes, Lussac Saint Émilion, Bordeaux, Frankrig

2015 Château La Chapelle des Landes, Lussac Saint Émilion, Bordeaux, FrankrigMed næste vin skal vi til den højre bred i Bordeaux eller rettere til Lussac Saint Émilion, hvor vi finder Château La Chapelle des Landes, som er familien Lassagnes andet vinslot. Vi smager her deres 2015 Lussac Saint Émilion.

Historien om vinslottet startede i 1952, hvor Paul Lassagne købte 5 hektar jord og etablerede Château des Landes. Han var imidlertid  ikke vinbonde på fuld tid, for om natten arbejdede han på en lokal tagstensfabrik, men om dagen passede han alle vinmarkerne  og lavede vin.

Hans søn Daniel Lassagne overtog Château des Landes i 1979 og han opkøbte yderligere vinmarker, således vinslottet i starten af år 2000 havde 23 hektar i både Lussac Saint Emilion og Lalande de Pomerol.

Daniel opkøbte bl.a. i 1985 også Château des Arnauds, men i 2001 blev Château des Landes overtaget a Daniels søn Nicolas Lassagne, da han var færdiguddannet ønolog.

Han har tilført en stor viden til produktionen af vine og har også både købt yderligere vinmarker, bl.a. har han købt Château Maltus, Ambre de Maltus og Luccianus Amphora, således han i dag samlet har 46 hektar vinmarker, som siden 2020 har været drevet helt økologisk.

Han har også skabt nye vine, som alle er under hans firma Vignobles Lassagne. Han laver således i dag vine med navne som Château des Landes, Château des Arnauds, Château Maltus samt Luccianus Amphora.

Le Château La Chapelle des Landes er også en del af Vignobles Lassagne eller måske endda en andenvin på Château des Landes og kommer fra 8,5 hektar vinmarker. Den er lavet på  80% Merlot, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc, som kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke.

Marken dyrkes økologisk og en grøn høst holder udbyttet lavt og druekvaliteten høj. Vinen gærer med 30-40 dages lang maceration og efter endt fermentering, så omstikkes vinen og lagrer derefter 12-14 måneder med en 1/3-del på helt nye 225 liters barriques.

Virker umiddelbart til en start rødbrun i glasset og dermed formentlig en moden vin. Det er den også til en vis grad, men har samtidig en vis sødme i aromaerne, som mest kan henføres til lidt kogte blommer, solbær, spidskommen, espresso, chokolade, trøfler, sød finsk lakrids … sådan lidt svær at sætte i bås.

I munden er vinen lettere, men fortsat med en moden frugt, der mest er kirsebær, solbær og hindbær. Der er lidt kant, bitterhed a la sort te, lemon og campari. Der er nogle tanniner, men de virker lyse og skingre, men syren, tørheden og de skarpe kanter kalder på mad, mere mad og atter mad. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Kauzo Terroir Expressions Hostage La Consulta Malbec, Mendoza, Argentina

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Kauzo Terroir Expressions Hostage La Consulta Malbec, Mendoza, ArgentinaHan ligner mest en ældre rockstjerne og han spiller – efter sigende – en syg elguitar, men han er nu mest kendt som vinmager. Vi snakker om den verdenskendte Marcelo Pelleriti, som også står bag denne 2018 Kauzo Terroir Expressions Hostage La Consulta Malbec.

Marcelo Pelleriti er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er også del af projektet Abremundos, som han grundlagde i 2012 sammen med sin ven Pedro Aznar.

Marcelo er opvokset med vin og har kravlet rundt mellem vinestokkene hos sin bedstefar og været med til at trampe druer til familiens hjemmelavede vin. Men hans gennembrud som vinmager fik Marcelo i Bordeaux, hvor han bl.a. arbejdede som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Han har lavet mange årgange for familien Péré-Vergé, der ejer vinmarker og vinslotte i Frankrig, bl.a. Château Montviel, Château La Gravière, Château Le Gay og Château La Violette i Pomerol. Selvom han har opnået et kæmpe internationalt renomé, så har Marcelo overhovedet ikke glemt sit hjemland Argentina.

Allerede i 1994 startede han med at lave sine allerførste vine i Argentina fra en 110 år gammel vinmark, som han ejer i La Consulta i Valle de Uco i Mendoza. Men i 2007 startede Marcelo Pelleriti så sit eget personlige projekt Marcelo Pelleriti Wines.

I projektet laver Marcelo en række vine, som skal udtrykke Valle de Ucos specielle terroirs, bl.a. fra højtliggende vinmarker tilplantet til i 1907 … marker beliggende i 1.000 meters højde, hvor høj sol og kølig natteluft fra Andesbjergene er med til at  frembringe druer af meget høj kvalitet.

Den gamle vinmark La Consulta i Valle de Uco i Mendoza har vi tidligere smagt vine fra her på Houlbergs Vinblog, bl.a. da vi smagte Pelleriti 1853 Old Vine Estate Malbec i både årgang 2017 og 2019. Begge vine var nemlig lavet på tudsegamle Malbec vinstokke, som  stammer fra moderplanter, som i 1853 blev sejlet fra Frankrig til Argentina. Stokkene er alle præ-phylloxera og af en særlig høj karakter.

Nu laver den gode Marcelo Pelleriti så endnu en vin fra den gamle vinmark La Consulta og det er reelt set under navnet Kauzo Estate og vinserien Terroir Expressions. Her laver Pelleriti vine fra flere forskellige marker … Gualtallary, La Consulta, Altamira og sikkert også et par stykker mere.

La Consulta marken ligger i 1.100 meters højde i Valle de Uco og denne vin er lavet med druer derfra … men formentlig ikke fra de samme gamle vinstokke, der er anvendt til 1853 vinene. Men vinen er lavet med gæring i ståltanke og efter endt fermentering er den så lagret 12 måneder på franske barriques, hvoraf nogle er nye.

Duften er anderledes end alle de øvrige Pelleriti  vine, mere varm, vamset og med kogte engelske lakridser, godt med blommekompot, blåbær, dadler og kirsebærlikør, frisk egetræ, cedertræ og virkelig tørre krydderier.

Smagen er lidt i samme boldgade … virkelig tør på fed, opulent og alkoholstærk facon. Jeg mangler lidt af Pelleritis normale kølighed, hvilket kan undre, når denne nu også er lavet med Malbec druer fra højtbeliggende marker, men til gengæld er der blæk, grafit og masser af power, styrke, potens og urkraft. Det brænder jeg, så jeg er ikke oppe at ringe denne gang … derfor 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 179,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 79,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Weingut Rudi Rüttger, St. Laurent, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Rudi Rüttger, St. Laurent, Pfalz, TysklandOmkring 40% af alle vine fra Weingut Rudi Rüttger er røde og udover Spätburgunder, så laver han også vine på Schwarzriesling, Dornfelder Cabernet Sauvignon, Merlot,  Trollinger, Blaufränkisch, Portugieser og så denne St. Laurent.

Druerne kommer fra 2 enkeltmarker omkring Neuleiningen i det nordlige Pfalz, nemlig fra kalkholdige Sonnenberg og den varmere Schlossberg og er høstet manuelt og bragt til vinkælderen.

Dér er gæringen sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen også lagret der i 9 måneder, dog er en andel på 20% lagret på 225 liter barriques.

Duften bærer præg af noget fad … har en tydelig fadsødme sammen med røg, tørv, noget kirsebær og brombær. Den er en lidt brovten og maskulin vin med en grov og mørk stemme, men er egentlig meget behagelig og voksen.

I munden er der en vis sødme … en sursød aroma, hvor der både er brombær, kirsebær, æblemost, lemon og virkelig saftig. Der er også en sødbitter smag, varm, lettere vamset og godt krydret. Det er en venlig, bombastisk, frugtrig og læskende bondevin. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 LGI Wines, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, FrankrigVi smager også lige det røde modstykke til den forrige vin fra LGI Wines og kooperativet Union Caves Coopératives de Cébazan og det er netop deres 2022 Le Bon Negociant Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra en række marker på kalkstensholdige skråninger nedenfor Pyrenæerne. Druerne høstes tidligt for at bevare den aromatiske elegance.

Efter en streng sortering har vinen gæret med temperaturstyring ved 26-28 grader i ståltank over 15 dage med daglige punch downs. Efter gæringen er en del af vinen lagret på franske egefade.

I glasset virker vinen meget lilla … men det er selvfølgelig også en ung 2022’er, som duftmæssigt også er en kende stram i betrækket med sure kirsebær, umodne jordbær, moreller, let tranebær og en lille note af træ, peber, røg samt en anelse kanel.

Smagsmæssigt er vinen lettere end forventet … måske også mere slank, tynd , mager og pjevset. Der er lidt umodne kirsebær, ribssaft og et drys med jordbær. Der er dog ikke så megen bund, men trods alt får du Pinot Noir druens lethed, selvom det måske ikke bliver kompleks eller dybt … men til prisen godkendt. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7