Den første Madeira vin fra Vinhos Barbeito blev så denne Delvino Reserva, som er en Seco Dry Madeira vin, der hører til i kategorien 5 Years Old Maderia wine.
Vinen er lavet på 80% Tinta Negra samt 20% Sercial, hvor Tinta Negra druerne kommer fra forskellige vinmarker beliggende i både Estreito de Câmara de Lobos og São Vicente, mens Sercial druerne er fra Jardim da Serra.
Efter høst er druerne presset i en pneumatisk presse, hvorefter gæringen er sat i gang, men så standset ved tilsætning af vinalkohol når den ønskede sødmegrad er nået.
Efter endt fermentering er både Tinta Negra og Sercial lagret på franske egetræsfade i 5 år efter Canteiro-metoden. Fadene har så lagt med varme og stabile temperaturer året rundt. Vinen har 45 gram restsukker pr. liter.
Duftmæssigt er let oxideret aroma med et florpræg, tørret frugt, tørret abrikos, tørret appelsinskal, tyrkisk delight, saltlakrids, røget noter, valnødder, dadler, tørrede figner og underneden hele tiden en alkoholiseret sødme. Det er klart anderledes end forventet, men det er bestemt spændende at smage Maderia.
I munden fortsætter alkoholen og giver noget varme, selvom smagen egentlig virker tynd … lidt som en æblemost på steroider, epo, turbo og udgivet fra spritfabrikkerne. Det gør vinen stærk med en tørret frugt, karamel, nødder … men absolut tør, slank, pågående og direkte med denne sprittede side, der er langt mere uforsonlig end fx portvin. 90 point
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en 0,50 cl. flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.