Tag-arkiv: 4½

2022 Weingut Forster, Weißburgunder, Nahe, Tyskland

2022 Weingut Forster, Weißburgunder, Nahe, TysklandVi smagte 2 hvidvine til vores forretter … den syrlige og mineralske – som var forrige Grüner Veltliner – og så en blødere og mere venlig en af slagsen og det var denne 2022 Weißburgunder fra Weingut Forster, der ligger i den lille sydtyske landsby Rümmelsheim i Nahe.

Weingut Forster er en familieejet producent, hvis historie går tilbage til midten af 1700-tallet. I dag er det Johannes Forster, der som 8. generation i familien bærer faklen videre.

Han overtog driften fra mor Margit og far Georg, som dog fortsat begge arbejder på vingården. Før overtagelsen havde Johannes arbejdet hos både Dr. Köhler i Dreissigacker i Rheinhessen og i Sydafrika.

Johannes har i alt 22 hektar vinmarker og laver små 100.000 flasker årligt, som pt. er fordelt på 22 forskellige vine og vinene laves udelukkende på druer fra egne marker.

De 22 hektar er fordelt på markerne Burg Layer Johannisberg, Burg Layer Hölle, Burg Layer Schlossberg, Burg Layer Rothenberg samt Laubenheimer Vogelsang. Alle Forsters vine er certificeret økologiske, og vingården har været det siden 1994.

Denne 2022 Weißburgunder er lavet med langsom gæring ved kølige temperaturer og lagring i rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt virker det som en blød og cremet vin … meget komfortabel og rund i aromaerne, hvor der også kommer nogle nødder, peanuts og samtidig med noget, der kan minde om duften af vine lavet med florgær. Der er sødme og søde krydderier.

Smagen er i samme boldgade … rund med fersken, mango, melon og noget hvid peber. Der er blødt, behageligt, bekvemmelig og flyder så langsomt gennem halsen og blødgør al modstand. 89 point.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Ingrid Groiss, Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Ingrid Groiss, Grüner Veltliner, Niederösterreich, ØstrigPå Tullner Strasse i den lille landsby Breitenwaide 40 kilometer nordvest for Wien i Weinviertel området i Niederösterreich regionen i Østrig ligger Weingut Ingrid Groiss. Derfra smagte vi til forretten på Restaurant Clemens – en lille ting med krabbe, pandekage og blæk – en dejlig frisk 2022 Grüner Veltliner.

Vinhuset har siden 2010 været drevet af Ingrid Groiss, som overtog vingården efter sin far. Mens hun læste til ønolog på universitetet, hjalp hun sin far hjemme i vineriet. Hun havde mange nye tanker og ideer om, hvordan vinene skulle laves.

Da hun var uddannet vendte hun retur til vingården og udfordrede sin far, der ville fortsætte på sin måde og ikke ændre sine gamle vaner.

Det endte med, at Ingrid måtte låne en hektar vinmark af sin bedstemor og så blev hun og faren enige om, at den bedste af deres vine skulle afgøre, hvem der fremover skulle være vinmager. Men det var Ingrid som vandt og siden har stået for produktionen. Hun er også i dag den sidste tilbageværende vinmager i Breitenwaide.

Den unge winzerin har i alt 18 hektar vinmarker og laver omkring 80.000 flasker årligt. Hendes marker ligger ved byerne Haugsdorf , iBreitenwaida og i Fahndorf bei Ziersdorf. Markerne har siden 2016 været drevet økologisk og siden 2019 også certificeret økologisk.

Krabbe – pandekage – blæk

Ingrids vine er tro mod drue, region og terroir. De er ægte, præcise, ærlige og ekstremt karakterfulde, samtidig med at de er elegante og ranke. Ingrids evne til at indfange sjælen af druen og land er misundelsesværdig.

Men hun får hjælp af naturen, for Ingrid er af den overbevisning, at god balanceret vin skabes i marken af et samspil af terroir, sund og vital jord og økologisk behandling af jorden.

Her smager jeg Ingrids basis 2022 Grüner Veltliner, hvor druerne er høstet med håndkraft og derefter ligget køligt i 8 timer inden forsigtig presning. Så er vinen gæret på neutral gær i ståltanke og efter endt fermentering er vinen  lagret i samme sur lie over 4 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det rusten jernlåge … godt med jernholdig mineralitet, stikkelsbær, kiwi og medicinsk pilleglas, våd vaskeklud, let muskatnød, selleri, lidt flint og let honning. Det virker som en ren, klar, stringent og frisk syrlig Grüner Veltliner.

I munden er der godt med vandede citroner … virker som i duften meget ren, klar og syrlig med citroner, lemon og grønne æbler samt en jernet og stenet mineralitet … knasende frisk med 90 point.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Lacrimus Tempranillo Blanco, Rioja, Spanien

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Lacrimus Tempranillo Blanco, Rioja, SpanienNår vi nu engang er ved Javier Rodríguez og hans innovative vine fra Bodegas Rodríguez y Sanzo, så laver han faktisk også hvidvin i Rioja og det er denne 2023 Lacrimus Tempranillo Blanco.

Den er en vin, der – som navnet også helt korrekt fortæller – er lavet på den hvide drue Tempranillo Blanco, som er en mutation af den vildt udbredte røde Tempranillo drue.

Den har siden 2007 været godkendt som officiel druesort af Rioja Consejo Regulador. Sorten blev reelt først opdaget i 1988 af Jesus Galilea Esteban fra Murillo de Rio Leza i Rioja. Han bemærkede, at en enkelt klynge af Tempranillo druer var gulgrønne i stedet for den forventede sortblå.

Det blev indrapporteret og i 1993 blev sorten Tempranillo Blanco erklæret stabil, hvorefter 100 planter blev klonet med succes … men den er fortsat mere sjælden.

Javier har fundet sine druer af Tempranillo Blanco på nogle vinmarker i 620 meters højde. Markerne er påvirket af en kølig brise helt fra Atlanterhavet og har en jordbund med masser af grus og mineraler.

Efter høsten er druerne presset blidt … 80% er så gæret i store rustfrie ståltanke og 20% i små 225 liters franske barriques og efter endt fermentering er vinen samlet og lagret sur lige i yderligere 2 måneder inden aftapning på flaske.

Der er duftmæssigt små noter af fadlagringen, men mest af alt er duften grøn og urtet med syrlige æbler, fersken og syltet grape, en behagelig sødlig krydret side … virker egentlig meget ren, klar og ganske frisk.

I munden er vinen faktisk meget anderledes … mere fed, fyldig og næsten olieret, ikke så grøn og meget cremet med lidt stærk hvid peber og ellers syltet grape i kamp med tropisk frugt … men der er det grapefrugten, som klart vinder. Der giver en fyldig, stærk og olieret tæt hvidvin, der sparker røv … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Viña Sanzo Sauvignon Blanc, Rueda, Spanien

2023 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Viña Sanzo Sauvignon Blanc, Rueda, SpanienVinmageren Javier Rodríguez fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo kender vi jo mest for hans vine fra Rioja, Toro, Ribera del Duero og Priorat.

Men han laver skam også vine fra både Jumila, Rias Baixas, Navarra, Bierzo og Vinos de la Tierra de Castilla y León, men selvfølgelig også hvidvin fra Spaniens suverænt vigtigste, mest kendte hvidvinsregion Rueda og vi starter med derfra at smage et glas af en 2023 Viña Sanzo Sauvignon Blanc.

Rueda er jo slet ikke kendt for vine på Sauvignon Blanc, men her er det 100% Sauvignon Blanc fra op mod 40 år gamle vinstokke på kalkstenholdige marker i 600 til 750 meters højde.

Efter høsten er druerne nedkølet lynhurtigt og gennemgår 6-8
timers kryomaceration ved 10 grader og derefter sker gæring ved lave temperaturer med en særlig gærtype beregnet til netop Sauvignon Blanc. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene frem til aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vi bestemt i Sauvignon Blanc land … der er hyld, grønne pebre, grønne krydderurter, lidt flintesten, stikkelsbær og så en snert af lidt mere tropiske frugter med abrikos og nektariner.

I munden bliver den tropiske vind og islæt endnu mere tydelig, for smagen er cremet, fyldig og juicy … der er multifrugtjuice, bitter lime, mango og saftig papaya. Det er buttet, maskulint, bittert og saftigt … en vin, der vil begejstre de fleste, smøre mange ganer med yderst velbehag, så dermed omgående 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Château Sorbey, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Sorbey, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigBordeaux er ramt af faldende efterspørgsel, hvilket betyder, at man ofte kan finde fremragende vine fra området til fornuftige penge og den næste er netop en billig 2019 Château Sorbey Haut-Médoc, som kommer fra en del af Château Cap Léon Veyrin, som har været ejet af Meyre-familien siden 1810.

 Château Cap Léon Veyrin ligger i den øvre del af Listrac-Médoc mellem Margaux og Saint-Julien og er Cru Bourgeois Supérieur-klassificeret.

Det drives i dag af 6. generation af Meyre familien, nemlig af Nathalie og Julien Meyre. Familien ejer også det 15 hektar store Château Julien købt i 1985, det 20 hektar store Château Bibian købt i 1999 og alle drives med de 40 hektar til  Château Cap Léon Veyrin og en hjælp fra den velkendte og nærmest legendariske vinkonsulent Michel Rolland.

Udover vinene fra  Château Cap Léon Veyrin, Château Julien og Château Bibian laver de også denne Château Sorbey, der i denne årgang 2019 er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot, som familien Meyre selekterer fra hele 30 år gamle vinstokkke i Haut Médoc kommunen Cussac-Fort-Médoc.

Vinen gærer først på ståltank med 25-30 dages udblødning på drueskallerne og efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på 225 liters franske barriques, heraf 15% helt nye fade inden klaring med æggehvide og flaskning.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2016 og den kaldte jeg faktisk rigtigt imponerende og lidt et fund, så lad os se, om dette også gælder vinen her i årgangen 2019.

Duften er meget bordeauxsk … der er godt med cedertræ og cigaræsker og så samtidig flere grønne elementer end i 2016’eren. Men frugten er fortsat solbær, kirsebær, blommer og nu suppleret med noget ribs og lemon. Fadnoterne fra 2016’eren er her slet ikke så tydelige, men der kommer dog lidt sød tobak og vanilje.

I munden er det en stram bordeauxvin med en syrlig og stringent frugt med tranebær, hindbær, sure kirsebær, mirabeller samt lyse blommer. Det giver masser af kant og et syrligt og let bittert bid. I det hele taget er syren lys, streng og mineralsk … er der virkelig spræl i damen … 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Piero Bussi, Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2022 Piero Bussi, Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienVi fortsætter med en vin fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero di Bussi Federico, som jeg har skrevet om før og anmeldt mange vine fra … her er det deres 2022 Barbera d’Asti.

Vinen er lavet på 100% Barbera fra 30-60 år gamle vinstokke i Calosso området i 350 meters højde.

Efter høsten er gæring og maceration sket i stål- og betontanke, mens vinen derefter delvis er lagret 6 måneder på franske tonneaux og 15-15 hektoliter egefade

Duften er lidt grøn … lidt som ligusterhæk suppleret med nogle kandiserede kirsebær, blommer, rosiner og blåbærtærte, våde fade og mørk sødbitter chokolade, muldjord og en smule lakrids samt masser af tørt træ.

I munden er det en mørk, blød og vamset vin … rigtig bamsevarm med en mørkbitter frugt af brombær, sorte kirsebær, hindbær og en frisk syre, der lige river og gør vinen rank og pågående. Tanniner er der ikke mange af, men syren gør samlet set, at det bliver en vin, der nærmest skriger efter mad. 89 point,

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Fabbrica Pienza, Rosso Orcia, Toscana, Italien

2019 Fabbrica Pienza, Rosso Orcia, Toscana, ItalienLad os fortsætte i Toscana med mere Sangiovese baseret vin, for den næste vin kommer fra Fabbrica Pienza og det er vinen Rosso Orcia i årgang 2019 lavet på Sangiovese tilsat lidt Syrah.

Det toskanske vinhus Fabbrica Pienza ejes af det schweiziske ægtepar Tonie og Philippe Bertherat har jeg skrevet om før.

De får hjælp til produktionen af deres vine fra de to kendte vinmagere Maurizio Saettini og Michele Corsi.

Druerne til Orcia Rosso dyrkes på marker med kalkholdig lerjord i Orcia området og er høstet med håndkraft. Vinen gæres i ståltanke med temperaturkontrol og macererer i 10-15 dage for at udtrække farve, aroma og tanniner fra drueskallerne. Vinen lagres derefter i 12 måneder i en kombination af ståltanke og brugte franske egetræsfade inden aftapning.

Der er også her godt med kirsebær, mørke kirsebær, blommer og noget vådt træ og cedertræ, jod, tomt medicinpilleglas, tobak, røg, lidt nelliker og balsamiske elementer.

I munden kan Syrah druens bidrag omgående mærkes, da vinen har noget stærk peber og nogle mellemøstlige krydderier. Der er en ren, klar og stringent frugt med syrlige kirsebær, rabarber og tranebær, en frisk og lidt rustik syre … masser af syre faktisk, så dermed giver Houlberg vinen 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola No 12 Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola No 12 Albariño, Rías Baixas, SpanienFra Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana har jeg før smagt deres 2020 Paco & Lola Albariño og deres 2021 Paco & Lola Godell, men nu smager jeg deres 2022 Paco & Lola No 12 Albariño.

Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana kaldes også Bodega Paco & Lola og ligger i Val do Salnés regionen i Rías Baixas.

Kooperativet er grundlagt i 2005 af en gruppe af vinavlere og vinproducenter, som besluttede at samle kræfterne, gøre deres vine mere professionelle og fremme kendskabet til alle vinene  i det barske og regnvåde område ved kysten nord for den portugisiske grænse.

I dag er Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana det største kooperativ i  DO Rías Baixas med mere end 400 medlemmer, der samlet har 200 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.800 forskellige parceller.

Lolas målsætning er kvalitet frem for alt. Derfor er der vedtaget strenge krav, som hver enkelt medlem skal overholde for at kunne levere druer.

Derudover er bæredygtig dyrkning i højsædet, hvorfor Paco & Lola da også er medlem af LIFE + Atlantic Vineyards-projektet … et projekt, hvor alle medlemmerne bl.a. forpligter sig til at minimere brugen af kemi. Kooperativet arbejder også målrettet med FNs 17 bæredygtige mål.

Denne Paco & Lola No 12 Albariño har sit navn 12 efter antallet af dage, som vinen har gæret køligt ved 16 grader … og endda i en stor rustfrie ståltank med det samme nummer 12. Gæringen er stoppet efter præcis 12 dage ved hjælp af nedkøling for at sikre en blød, aromatisk, og frisk vin. Det betyder dog også, at vinen har et sukkerindhold på 13 gram restsukker pr. liter.

Det er svært ikke at blive glad og en smule imponeret, når man dufter til denne vin, der umiddelbart dufter af koncentreret sommer på flaske. Det er aromatisk med blomsterstøv og eksotisk frugt med kvæde, pærer, fersken, melon og honningmango suppleret med en smule grillet citron og grape.

Den smager også fremragende … har også lidt fedme, sødme, men det er ikke på bekostning af syren, der er frisk, ren og mineralsk med fersken, melon, grillede eller syltede citroner. Vinen har en massiv og klar sødbitterhed på en let cremet, blød og fedsyrlig måde. Det er sgu ganske imponerende, så dermed 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, Italien

2023 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, ItalienJeg har før smagt vinen This is Sashy Chardonnay fra det store kooperativ Terre Cevico Societe Coop Agricola. Nu smager jeg den igen i nyeste årgang 2023.

Terre Cevico har jeg skrevet om før … et stort kooperativ grundlagt tilbage i 1963 og har i dag ikke mindre end 5.000 medlemmer aka vinavlere, der samlet har noget over 7.000 hektar vinmarker samt hele 20 vinerier i Emilia-Romagna.

Vinene laves primært under 32 forskelige brands. laver over 110 millioner flasker vin årligt, behandler 120 millioner liter vin årligt og har en omsætning på langt over 1,6 milliard kroner.

Denne This is Sashy Chardonnay er en af kooperativets mange vine, hvor Chardonnay druerne kommer fra række vinmarker ikke langt fra havet.

Først er alle druerne afstilket, hvorefter de skånsomt er presset. Gæringen gennemføres på ståltank ved 16 og 18 grader, hvorefter den også får delvis egetræskrydning … måske via spåner? Derefter er vinen så blot lagret sur i ståltankene inden endelig flaskning.

Duftmæssigt er det faktiske en fint balanceret vin … der er god blanding af fadpræget fylde og en blød, eksotisk frugt, som mest er hyld, fersken, pærer og melon. Vi er midt på vejen og alt glider lige derudaf med milde dufte … både let karamel, vanilje og kandiseret citrusfrugt samt et lille grønt islæt.

Smagen er ikke fed, men en smule til den fyldige side og samtidig med lidt mørk eller grillet lemon, der mest dominerer smagen, hvor der ellers er grønne pærer, æbler og citroner, så dermed ikke nogle af de tropiske elementer fra duften. Det giver også en vin, som er frisk, let fyldig og har denne fine balance af tilpas bitterhed, syre samt sødme … og til prisen et klart røverkøb. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 54,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Bodegas Torre Oria, Niche de Torre Oria Petit Verdot Merlot, Valencia, Spanien

2020 Bodegas Torre Oria, Niche de Torre Oria Petit Verdot Merlot, Valencia, SpanienHvorfor ikke lige nappe yderligere en vin fra Bodegas Torre Oria? Denne gang er det dog ikke fra Mare Meua serien, men deres 2020 Niche de Torre Oria Petit Verdot Merlot.

Der er halv halv … altså 50% Petit Verdot og 50% Merlot druer fra Torre Orias egne marker i Utiel-Requena … Petit Verdot for at give vinen dyb farve og maskuline karaktertræk, mens Merlot bidrager med bløde kurver og feminin charme.

Vinen er lavet med gæring i ståltanke … men der er ikke mange oplysninger om produktionen. Vinen er dog efter endt fermentering lagret 6 måneder på franske barriques.

Fadlagringen kan med det samme samme duftes … specielt i forhold til den foregående Mare Meua Garnacha. Det samlet sgu bare alt og bidrager med mere kompleksitet. Der er røg, chokolade, lakrids samt kaffe og vanilje, mens frugten virker bordeauxfil med solbær, bløde kirsebær og blommer en snert syrligere ribs.

Smagen er dyb, rund og ganske lækker … fadene giver også her vinen et ekstra gear. Det er solbær, blommer og kirsebærsyltetøj, men den har også en lysere syre, der er fin og aldrig bliver for skrap, men blot bidrager med helhed og fin rygrad blandt den mørke og let søde frugt. Flot vin og til prisen en klar lille vinder. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7