Efter besøget hos Weingut Solveigs samt en lille frokost midt i Geisenheim, så gik turen derefter til Weingut Spreitzer eller mere korrekt Weingut Josef Spreitzer i Oestrich-Winkel.
Det blev nu lidt et antiklimaks … for nu var den charmerende og beskidte kælder skiftet ud med et moderne og stilrent vinothek og i stedet for en begejstret Gaby Heinemeyer, så mødte vi en sød, flink og smuk ansat, som dog ikke fortalte meget om huset eller vinene .. mere sådan med afmålt kølig eller genert distance.
Nu var vi jo også 8 tørstige vinnørder, så vi var måske heller ikke verdens nemmeste publikum, men vi var nu oprigtigt interesserede i vinene og kom da også igennem 7-8 forskellige af slagsen.
Selvom vor smagning allerede hjemmefra var aftalt med Mareike Spreitzer, så var Weingut Spreitzer ikke klar på vores besøg … faktisk virkede det flotte vinothek lidt lukket, men vi fandt dog indenfor, fik os bænket og vor værtinde fandt lidt glas frem og spurgte, hvad vi ville smage?
Det bekræftede også blot, at de ikke virkede særlige klar til vores besøg og smagning … totalt anderledes end vor netop gennemførte besøg. Vi fik heller ikke så hverken vinkælder eller vingården i det hele taget, selvom vi have skrevet om det på mail op til besøget.
Weingut Josef Spreitzer
Weingut Spreitzer … eller Weingut Josef Spreitzer holder til på Rheingaustraße i byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim.
Familien Spreitzer har været vinbønder siden 1641 og husets gamle vinkælder med hvælvet loft er da også bygget helt tilbage i 1743 og er ideel for opbevaring af husets vine. Siden 1997 har det været brødrene Andreas og Bernd Spreitzer, som driver vinhuset.
Weingut Spreitzer har samlet 21 hektar vinmarker og producerer næsten udelukkende vine på Riesling.
De bedste marker er Oestricher Jesuitengarten, Oestricher Wisselbrunnen samt Oestricher Doosberg. Derudover har man også parceller på Eiserberg, Eiserweg, Hölle, Pfaffenpfad, Rosengarten og St. Nikolaus.
Omkring 97% af produktionen er således klassisk Riesling og de sidste 3% er Spätburgunder. Vinene laves i dag i store rustfrie ståltanke, men lagrer enten på store egetræsfade eller i ståltanke, og ved gæring anvendes alene druernes naturlige gær.
Som ægte VDP medlem er vinene opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage samt Grosse Lage.
Vinsmagningen
Da vi fortalte, at vi gerne ville smage lidt forskelligt af deres Riesling vine, så kom vor søde værtinde med vinene … sådan en efter en, men hun fortalte ikke så meget om vinene.
Vi kom dog igennem et felt, som endte med at se sådan her ud:
- 2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Muschelkalk Riesling
- 2023 Weingut Spreitzer, Hallgarten Buntschiefer Riesling
- 2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Doosberg Alte Reben Riesling
- 2023 Weingut Spreitzer, Oestricher Klosterberg Alte Reben Riesling
- 2021 Weingut Spreitzer, St. Nikolaus Riesling GG
- 2021 Weingut Spreitzer, Wisselbrunnen Riesling GG
- 2021 Weingut Spreitzer, Rosengarten Riesling GG
Vi smagte derudover faktisk også en rød Pinot Noir aka Spätburgunder, men jeg fik ikke taget foto af vinen og den var heller ikke noget af skrive hjem om … lidt for overmoden og sød, så den laver jeg ikke anmeldelse på.
Det skal jeg selvfølgelig nok gøre på de ovennævnte Riesling vin, så beskrivelser og anmeldelser følger i de kommende indlæg.
Som skrevet tidligere, så fik vi ikke set vinkælderen … så besøget sluttede lige så hurtigt, som det startede.
Vi fik dog efter smagningen købt lidt vine og slæbte dem med videre sammen med de vine, som vi også havde købt hos Solveigs.