Så blev det Pauls tur, og han havde valgt en vin fra … Sydafrika, nemlig vinen Kevin Arnold Shiraz fra Waterford Estate i Stellenbosch.
Waterford Estate blev grundlagt i 1998, da Jeremy og Leigh Ord købte 120 hektar jord lige uden for Stellenbosh mellem bjergkæderne Simonsberg og Helderberg. Jorden havde tidligere været en del af vinhuset Stellenrust. Snart blev Kevin Arnold og hans kone Heather også medejere. Kevin havde inden arbejdet 9 år som vinmager hos Delheim Cellars og 10 år som vinmager hos Rust en Vrede, men hos Waterford fik han muligheden for at bygge en vingård helt efter eget ønske.
Kevin Arnold har også forbedret vinmarkerne, så der virkelig er tale om et mønsterbrug med det mål at frembringe de bedste vine i Sydafrika og som også kan stå op mod de bedste rødvine i resten af verden. I løbet af kort tid er vinene fra Waterford blevet meget efterspurgte.
Alle Waterfords rødvine er blandingsvine for bedst muligt at afspejle områdets terroir. Druerne har gæret på en blanding af stål og egefade på 225 liter. Vinen har derfter lagret på fade af samme størrelse i 16 måneder, og 90% af disse er franske, resten amerikanske. Vinen her er lavet på 90% Shiraz og 10% Mourvedre.
Hver årgang af vinen er i øvrigt navngivet efter en børnene i de to familier, således er årgang 2005 dedikeret til Kevin og Heathers søn Lloyd Francis, mens den her i denne årgang 2006 er dedikeret til datteren Ashleigh Anne. Så kan man jo spekulere lidt over, at det fremadrettet må stille høje krav til forplantningsevnen i de to familier.
Duftmæssigt har jeg noteret mig stor tørhed, helt ørkenagtigt, røget og med lidt krydderier, som får mig til at tænke på sydafrikanske vine. Smagsmæssigt er den blød, dog fortsat med lidt peber, krydderier og der er også lidt sødme. Det krydrede går igen i eftersmagen. Kan godt li’ blødheden i vinen. Nice.
Hvem medbragte vinen: Paul
Købt hos Jysk Vin, pris 112,50 kr. på tilbud, normalpris 189 kr.