Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2022 Zonte’s Footstep, Dawn Patrol Adelaide Hills Pinot Noir, Adelaide Hills, Australien

2022 Zonte's Footstep, Dawn Patrol Adelaide Hills Pinot Noir, Adelaide Hills, AustralienVi fortsatte i Zonte’s Footstep fodsporet i en 1960’er gammel VW-bobbel med et surfbræt på taget med en 2022 Dawn Patrol Adelaide Hills Pinot Noir.

Denne Pinot Noir kommer fra højtbeliggende marker og alle druerne er plukket i den kølige tidlige morgen.

Gæringen er sket i ståltanke med tilsætning af kommerciel gær og efter endt fermentering er vinen så lagret på franske egetræsfade en periode og derefter så aftappet på flaske inden endelig frigivelse.

Duftmæssigt er det ingen let elegantier … langt mere rustik med friske frugter af tranebær, granatæbler, hyben og sure kirsebær, en smule mentol, godt med blæk og tryksværte, røg, nelliker, kanel, kaffe og lidt stenede mineraler.

I munden er det lidt samme historie … en stærk, rank og bidende Pinot Noir, hvor frugten også virker mørkere med brombær, sorte kirsebær og en dyb lemon note. Vinen har saltlakrids, stærk peber, masser af grov syre og tørre tanniner. Det er Pinot Noir med kant, bid og bondsk nerve … 87 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 4/7   

2021 Weingut Graf von Kanitz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Graf von Kanitz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandI foråret i år smagte jeg denne Spätburgunder Trocken fra Weingut Graf von Kanitz, der holder til i Lorch i Rheingau. Da var det i årgang 2017, men nu smager jeg vinen i en nyere årgang 2021,

Druerne til Graf von Kanitzs Spätburgunder Trocken er fra flere forskellige marker. Det er husets Gutswein aka basisvin på Spätburgunder.

Dtuerne er dog høstet manuelt og efter en let knusning, så er gæringen sket på åbne rustfrie ståltanke under kølige temperaturer. Efter endt fermentering er vinen lagret 10-11 måneder på brugte barriques.

Det er en oprejst, rustik og har en krydret, røget og granagtig note, der efterfølges af et svagt aftryk fra fadene … vanilje, lys tobak samt en frugt af tranebær, bitre og umodne kirsebær, jordbær og ribs. Det virker tørt og har også lidt tør engelsk lakrids.

Smagen er mere rund end næsen … selvom frugten egentlig er lidt i samme boldgade med tranebær og umodne kirsebær samt ribs. Den har en røget og sødbitter lemon syre, der giver vinen et let udtryk og en lysere, rank og let rustisk smag … men flot niveau for en Gutswein og dermed 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

2022 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, ØstrigWeingut Markowitsch kan noget … hvilket man allerede oplever, når man smager hans entry-level Pinot Noir, som jeg har smagt mange gange, men her smager i en nyere årgang 2022.

Som vanligt har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra den gode Markowitsch. Huset har jeg jo skrevet om flere gange tidligere, så derfor kaster vi da bare et blik på, hvordan vinen er lavet.

Det er sket med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter gærer og macererer vinen i rustfrie ståltanke ved 27-29 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.

Dejlig lys og transparent i glasset … duften er vild og lækker, klart mere rund end hos 2021’eren og fadpræget er også større. Det giver en animalsk, landlig aroma med hestestald, en grøn, rank, frisk og lidt granagtig note med en frugt af jordbær, hindbær og kirsebær, violer, svagt lidt nelliker og små fadnoter af karamel, vanilje, kaffe og lys chokolade.

I munden er vinen mere maskulin, hård, mandhaftig og viril på en forholdsvis lys og frisk måde … har mere stringent og rank frugt med tranebær og kirsebær, grannåle, røg og så ellers en syre, der er vild, ren, klar og måske endda lidt landlig med sødbitter lemon, godt bid samt sædvanlig Markowitsch charme, så 92 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

N.V. Gustave Lorentz, Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Gustave Lorentz, Crémant d'Alsace Brut, Alsace, FrankrigDet store vinhus Gustave Lorentz har jeg smagt mange vine fra … men nu smager jeg så deres Crémant d’Alsace Brut, der en en Non Vintage vin og lavet efter Méthode Champenoise.

Vinen er ifølge husets hjemmeside lavet på et skønt mix af 42% Auxerrois, 22% Chardonnay, 21% Pinot Blanc, 9% Pinot Noir og 6% Pinot Gris, hvor basisvinen laves i ståltanke helt traditionelt. Derefter er vinen lavet med andengæring på flaske, altså efter den klassiske Méthode Champenoise, som sker med 2 års lagring i husets kølige kældre og det er med løbende rotering af flaskerne.

Efter de 2 år roteres flaskerne i 4 dage gradvist fra vandret til lodret position, for at gæren aflejres og samler sig i flaskehalsen, inden man laver dégorgement aka fryser flaskehalsen og tager resterne ud inden dosage, vinen proppes og trådes. Der laves årligt 70.000 flasker af denne vin.

Frisk … men venlig næse. Der er både Faxe Kondi, grønne æbler, briocheboller, lidt ristede hasselnødder og en cowboytoast, lidt fersken, melon, citroner … virker frisk og sprød i aromaerne.

I munden er det også en frisk Crémant d’Alsace … masser af sure citroner og umodne grønne æbler, noget letbitter lemon, en klar stenet mineraliet … samtidig med en pæn dybde og en svag lille frugtsødme. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Monte Zovo, Crocevento Pinot Nero Garda, Veneto, Italien

2018 Monte Zovo, Crocevento Pinot Nero Garda, Veneto, ItalienVi skulle med næste vin til Veneto … en overraskende 2018 Crocevento Pinot Nero Garda fra Azienda Agricola Monte Zovo, der ligger omkring 5 kilometer nordøst for Bardolino ved Gardasøen.

Vinhuset er grundlagt i 1925 af Carlo Cottini, som havde en stor passion for vin og grundlagde huset med produktion af vin og frugt fra en masse frugttræer. Det var dog sønnen Raffaello, som reelt startede en decideret vinproduktion på gården.

Det skete omkring år 1950, og vinhuset kom da også til at hedde Azienda Agricola Conttini Raffaello. Han udvidede både vinkælder og markerne. Det var også Raffaello, som i 1965 købte ejendommen Monte Zovi, som i dag er grundstenen hos vinhuset.

Vinhuset har fået navnet Monte Zovo … efter bakken Zovo, som ligger bag vinhuset.

I dag ejes vingården af Raffaellos søn Diego, som driver stedet sammen med hustruen Annaberta Cottini og 4. generation i form af sønnerne Michele og Mattia. Det var Diego, som i år 2000 ændrede vinhusets navn til det nuværende Azienda Agricola Monte Zovo.

Vinhuset har deres marker to steder, nemlig syd for Bardolino samt i Valpolicella området. De har også deres produktion på 3 lokationer, nemlig hovedsædet tæt på Bardolino, produktionslokaler i San Pietro in Cariano samt tørreloft/-lokaler i Tregnago et stykke nordøst for Verona.

Samlet har vinhuset omkring 100 hektar vinmarker. På ejendommen Monte Zovo er det markerne Spiazzi, Caprino Veronese og Porcino, mens det på deres ejendommen Palazzo Maffei i Valpolicella er markerne Palazzo, Roccolo og Sole.

Vinhuset laver mange forskellige vin, lige fra Bardolino vine til fede Amaroner … og så også lige denne Crocevento Pinot Nero Garda, der er lavet med Pinot Noir druer fra Monte Lessono i den nordlige del af Verona området i 600-700 meters højde og 10 år gamle stokke.

Efter en manuel høst er druerne sorteret og tørret en kort periode inden afstilkning og knust, hvorefter gæring og maceration er sket over 15-20 dage ved 20 grader. Efter gæringen er vinen laget 18 måneder på barriques og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen har 3,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen grøn og urtet … har noget mentol og mynte sammen med en frugt af blommer og kirsebær, skovbund samt små fadnoter med karamel og kaffe.

I munden er det en kraftig og saftig Pinot Noir ,,, frugten igen kirsebær og blommer, måske endda også lidt mørkere frugt, har en stor tørhed, lidt peber, træ, kul og ellers smidige og bløde tanniner suppleret med en svag sødme … spændende vin og 91 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 14,99€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Weingut Michel, Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland

2021 Weingut Michel, Spätburgunder Alte Reben, Baden, TysklandVi skal for en stund retur til Winzerweg i Achkarren i Kaiserstuhl, hvor vi for foden af ikoniske Schlossberg finder Weingut Michel og derfra smager vi nu deres Spätburgunder Alte Reben 2021.

Vinen er lavet med druer fra særligt udvalgte, gamle vinstokke på flere af husets vinmarker omkring Achkarren. Vinstokkene skal være mindst 25 år gamle og i mange tilfælde er de også ældre.

Al høst er foregået ved håndkraft, hvorefter druerne er nænsomt selekteret i både mark og bagefter ved ankomsten til vineriet. Vinen gæres på ståltanke og lagrer herefter i 12 måneder på franske, brugte barriques.

WAUW … i forhold til 2019’eren er duften mindre grøn og langt mere fadpræget. Der er sød animalsk hestestald, mælkechokolade, vanilje, kanel og så denne fine og lækre frugt med jordbær, hindbær, lidt tobak og nelliker, blomstermark og en blomsterbutik med nogle tørrede blomster … alt sidder lige dér, hvor det skal.

Smagen er som tidligere mild, rund og så arketypisk Spätburgunder med søde jordbær, hindbær og kirsebær, har en sødlig og læskende syre, blide tanniner, let peber … men for pokker, hvor smager vinen bare så lækker … lys, saftig, frisk, let og utrolig behagelig, så alle kan være med … jeg er i hvert fald mee, mums hvor lækker, så derfor klart 92 velfortjente point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., men kan fås til 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Domaine Henri de Villamont, Savigny-lès-Beaune Le Village, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Henri de Villamont, Savigny-lès-Beaune Le Village, Bourgogne, FrankrigI Domaine Henri de Villamont trekløveret var den sidste bourgognevin en rødvin … en 2017 Savigny-lès-Beaune Le Village fra husets lille monopolmark.

Monopolmarken Le Village tilhørende Domaine Henri de Villamont er på 4,5 hektar og den ligger lige udenfor den lille landsby Savigny.

Vinificeringen er sket på rustfrie ståltanke, hvor gæring og maceration er sket over 25 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret først med 11 måneder på barriques og derefter 6 måneder på ståltanke inden aftapning på flaske.

Duften er let … let og moden, hvor fadnoten også er tydelig med nogle lidt woody noter, våde fade, vanilje, sød finsk lakrids, kanel, karamel og chokolade sammen med jordbær og lyse kirsebær, men alle til den lidt modne side. De supplerende med lidt blomsterpollen samt sødme … meget indbydende lækker.

Sådan er smagen også … meget indbydende, men pænt til den lidt sødere side … og endda mere end jeg havde forventet. Man det gør vinen letdrikkelig og ganske saftig med søde jordbær, kirsebærlikør, chokolade, cafe latte og en mere rank syre, der dog er til at tale med og således ganske medgørlig og venlig. Det er blødt, fint, modent, let, blødt og næsten pleasende. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d’Auxerre Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d'Auxerre Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigJeg skal også smage den røde søstervin fra bourgognehuset Domaine Grivot-Goisot og det er denne 2022 Bourgogne Côtes d’Auxerre Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra 5 hektar vinmarker i Côtes d’Auxerre og 10 til 45 år gamle vinstokke … passet med grøn høst ig plukket manuelt.

Vinen er faktisk lavet som den hvide søstervin … altså alene med gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret små 10 måneder … formentlig også alene i ståltankene, men det fremgår ikke rigtigt nogle steder.

I glasset tyder både farve og duft på, at den alene er lagret på ståltanke, for det er en bondsk og næsten beaujolaisagtig aroma, der er bondsk og rustik med sure kirsebær, nelliker, lidt kanel, jod, jern og blæk … meget rank og lilla i duften.

Smagen er imidlertid meget let … men har lidt samme bondske smag med kirsebær, lidt jordbær og tranebær, kanel, jod og nelliker, nogle tørre tanniner, røde rosenblade og en lemonagtig bitterhed. Det er en saftig, stram og frisk bourgognevin, som lander på 90 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Les Trois Terroirs, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Les Trois Terroirs, Bourgogne, FrankrigVi skal igen smage endnu en vin fra det familiedrevne vinhus Domaine Michel Rebourgeon beliggende i Pommard med rødder helt tilbage til 1540 og det er netop med en 2020 Pommard Les Trois Terroirs.

De 3 terroirs refererer til, at Pinot Noir druerne her er fra de 3 vinmarker La Rue au Port, Les Poisots samt La Vache, hvor den sidstnævnte mark i øvrigt også stå bag husets absolutte topvin.

Druerne afstilkes uden knusning og koldmacererer før  spontangæring med terroirets  og druernes egen gær. Med daglig pigeage udtrækkes nænsomt farve, smag og tanniner fra skindet inden vinen efter 3 uger presses med skånsom blærepresse.

Derefter er vinen lagret 18 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, hvoraf omkring 15% er helt nye. Der er lavet 1.600 flasker og denne er nummer 330.

I næsen en lidt mørk og maskulin vin … der er en skøn aroma af både mørk moden frugt som mørke kirsebær, blommer og hindbær, noget oksefond, teaktræ og mahogni. røg, lakrids, vanilje, chokolade, kaffe, skovbund med lidt friske blomster. Det er maskulinitet i habit, hvor alt er friseret, pænt, blødt og virker endda cremet og elegant.

Sådan smager vinen også … har en maskulin lethed, hvor det mørke, cremede og intense går hånd i hånd med en tynd lethed. Det giver en blød, cremet og lækker vin, hvor den næsten smelter på tungen, har blide muskler, er så ren og ordentlig … men smager ganske godt på denne tyndmørke facon. Glimrende. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Beaune 1er Cru Les Chouacheux, Bourgogne, Frankrig

2020 Michel Rebourgeon, Beaune 1er Cru Les Chouacheux, Bourgogne, FrankrigLad os da endelig snuppe endnu en bourgognevin og det blev så en 2020 Beaune 1er Cru Les Chouacheux fra Domaine Michel Rebourgeon.

Der er tale om et familiedrevet  vinhus, der ligger i Pommard og har rødder helt tilbage til 1540.

Men det nuværende vinhus har været kendt under Rebourgeon navnet siden start af 1960’erne, da Michel Rebourgeon overtog driften i 1964 og startede med at sælge vinene i eget navn. I dag er det Michels datter Delphine, som med sin mand Stephen står for driften.

Indtil for ganske nyligt blev hele produktionen nemlig solgt gennem husets vinkælder eller på torvet i Pommard, men i dag er huset også startet med at sælge deres vine til udlandet.

Samlet har Domaine Michel Rebourgeon 4,25 hektar vinmarker fordelt på nogle af de bedste marker i Pommard, Volnay og Côte de Beaune, herunder Les Rugiens, der af mange nævnes som en mark med Grand Cru-niveau.

Den samlede produktion er beskedne 20.000 flasker om året, så samlet er der tale om små kultproduktioner med ganske få fade pr. mark … og alt laves med gammelt klassisk manuelt håndværk lige fra arbejdet i marken, beskæring, opbinding, grøn høst, pløjning og i selve kælderen er sker alt skånsomt og nænsomt.

Druerne bliver afstilket uden at bærrene knuses og der gøres brug af såkaldt peristaltisk overpumpning af mosten således, at mosten ikke bliver for hårdt behandlet. Mosten koldmacererer omkring en uge og placeres ved hjælp af tyngdekræften i franske egetræsfade i 12-18 måneder alt afhængigt af vinen.

Stephen og Delphine har siden deres overtagelse i midten af 1990’erne bragt vinene op på et ekstremt højt niveau. De er dog så småt på vej på pension og er derfor ved at overdrage tøjlerne til deres søn William Whitehead, der har været med til at lave vine siden han var 18 år og af flere bliver betegnet som et vin-geni.

Denne Beaune 1er Cru Les Chouacheux er lavet med Pinot Noir druer fra 58 år gamle vinstokke på marken Les Chouacheux og er sorteret  hele to gange …  først af plukkerne, siden på et sorteringsbord og er afstilket fuldstændigt.

Druerne er derefter placeret i termoregulerede rustfri stål- og betonkar, hvor de gærer og macererer over 3 uger, hvor der udføres to pumpeovers samt to udstansninger om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på franske fade.

WAUW … duften er dyb, klart lidt til den mørke side for en burgundisk vin med frugt af kirsebær, brombær, jordbær, lakrids, våde fade, mørk chokolade, gammelt klædeskab, mahognitræ, oksefond, bark, kaffebønner og en luftig, æterisk og parfumeret aroma, der lige gør tingene en kende mere interessant.

Hvor smager den godt … meget blød, cremet og modent. Smagen smyger sig rundt i munden, rund, silkeagtig velour, blidt og elegant. Der kommer lidt tør engelsk lakrids, men frugten er moden og mørk med brombær, sorte kirsebær og hindbær … tanninerne meget bløde og integrerede … hold nu kaje, hvor smager den fremragende. Dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7