Videre til vin nr. 2 fra tirsdag, nemlig denne Chianti Classico Riserva Il Grigio med den bistre udseende mand på etiketten. Vinen er fra Società Agricola San Felice, hvorfra jeg for omkring 4 måneder siden smagte deres kendte supertoscaner, IGT-vinen Vigorello, som er en meget kraftig og habil vin.
Huset ligger i byen Castelnuovo Berardenga, omkring 20 km. nordøst for Siena. Huset ejer tre vingårde, hovedgården i Castelnuovo Berardenga i det klassiske Chianti samt gårde i Montalcino og Maremma.
Det er et større hus, idet San Felice i Chianti Classico zonen har 650 hektar jord, hvoraf 140 hektar er vinmarker og olivenlunde, Tenuta Campogiovanni nær Montalcino med 65 hektar og endelig godset Tenuta Perolla i Maremma med ikke mindre end 1.000 hektar, hvoraf dog alene 50 hektar er tilplantet med vin.
Godset i Chianti har sit navn efter martyren San Felice da Nola og en historie helt tilbage det 10. århundrede, men det er først i det 18. århundrede, hvor Cerretani familien får etableret en produktion på stedet. De næste hundrede år drives godset af Del Taja familien, men efter 2. verdenskrig forfalder godset langsomt. I 1968 købes San Felice imidlertid af en stor finansiel koncern, for derefter at blive solgt igen i 1978, hvor det blev overtaget af RAS (i dag Allianz forsikringskoncernen).
Forsikringskoncernen satte Enzo Morganti til spidsen for projektet, og han havde både erfaring i dyrkning af Sangiovese og en lang erfaring indenfor vinproduktion, og i dag er San Felice bredt anerkendt for sin innovative tilgang og for sin kompromisløs kvalitet, og har fået en bemærkelsesværdige succes i både Italien og på de globale markeder.
Ansvarlig vinmager hos San Felice er i dag Leonardo Bellaccini, som har arbejdet for San Felice siden 1984, først som vinmager og siden 1999 som ansvarlig for vinproduktionen. Hans ønske er ikke at sætte et særligt personligt præg på vinene, men derimod at gøre sit til, at vinene i så høj grad som muligt er et udtryk for “il territorio”, det som franskmændene kalder “le terroir”.
Denne Il Grigio er lavet fra druer fra marker omkring Castelnuovo Berardenga, og ifølge huset selv på 100% Sangiovese. Fermentering sker på skind ved 28-30 grader i 18-20 dage efterfulgt af malolaktisk gæring i stål. Herefter lagrer 80 % af vinen i 24 måneder i enten 60 eller 90 hektorliter store slovenske fade, men de sidste 20% lagrer i 225 liters franske barriques. Herefter lagrer vinen yderligere 6 måneder i flasken. Der laves årligt 240.000 flasker af denne vin.
De bistre, gråskæggede og middelalderlig mand på etiketten er i øvrigt ridderen Il Grigio … en legendarisk ridder fra renæssancen og kæmpede sammen med Sienas tropper, her flot portrætteret på maleriet “L’uomo in armatura” … mand i rustning … af den italienske maler Tiziano. Il Grigio betyder da også meget passende “den grå”.
Grå er vinen imidlertid ikke, for det er en mørk fætter … i hvert fald noget mørkere, end vi normalt finder en Chianti. Duftmæssigt godt med kælder, mørke bær, svedsker, lakrids, violer og generelt meget animalsk i næsen. Dejligt. Smagen er dejlig tør, krydderbuske, tør jord, grønne noter og fortsat godt med tannin i vinen. Langt kraftigere end andre Chianti’er, men jeg kan faktisk godt li’ vinen.
Købt i Føtex, hvor prisen var 169 kr. for 2 flasker.
Weekenden bød også på denne lille Vigna dei Merli Cabernet Sauvignon Riserva fra et vinhus, som hedder Società Agricola Fondo Cà Vecja. Vinhuset ligger syd for byen Ponticelli, få kilometersyd for Imola … I ved, der hvor Ferrari har deres hjemmebane Autodromo Enzo e Dino Ferrari, og hvor San Marinos Formel 1 løb køres hvert år.
En lille og prisbillig Barolo fra det lille vinhus Cantina F.lli Moscone. De ejer en smuk vingård i Monforte d’Alba, og samlet 18 hektar vinmarker.
Den anden vin fra Tenuta Giustini var denne Vecchio Sogno Negroamaro IGT.
Lige update fra i tirsdags, hvor vi smagte to vine fra Tenuta Giustini, en lille vingård som ligger ved byen Pulsano i hælen på støvlelandet, nemlig Puglien.
Smagte lørdag denne Puritani IGT fra et lille vinhus Vinicola Valenti eller Cantine Valenti, som er det officielle navn. Vi er på Siclien i et lille familiebrug, grundlagt i 2004 og drevet af Francesca Valenti, sønnen Giovanni og hans søn Alessandro. Helt præcis er vi tæt på byen Catania og dermed i området ved vulkanen Etna.
På Uhlandstrasse, en sidegade til Kurfürstendam ramlede vi – da sulten begyndte at melde sig – helt tilfældigt ind i den lille italienske restaurant Mizzio’s, som drives af den italienske familie Petrocelli, som i 1968 med Antonello Petrocelli i spidsen rykkede til den store by i vores broderland fra det skønne Syditalien for at lave ordentligt mad for tyskerne.
Weekenden blev tilbragt i Berlin … herlig by, og jeg skal nok vende tilbage til et par vine, som blev nydt i byen. Denne vin havde jeg imidlertid medbragt hjemmefra, og den blev nydt på værelset som indledning til opholdet. Vinen er en Il Bianco di Decugnano fra vinhuset L’azienda Agricola Decugnano dei Barbi, som ligger små 15 km fra byen Orvieto i bakkerne ved Lago di Corbara i Umbrien.
Med næste vin er vi hos det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, nemlig Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano. Denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina kommer fra det sidstnævnte slot.
I den sydvestlige del af byen Montalcino i det dejlige Toscana finder vi vinhuset Il Bosco di Grazia Società agricola s. s. Det er en lille vingård, der drives af de smukke søstre Elisabetta og Giulia Rubegni – som I ser på billedet ovenover – sammen med deres mor Maria Grazia.