Eftermiddagens sidste vin var denne Roero Riserva fra vinhuset Giovanni Almondo. Jeg har tidligere skrevet en masse om vinhuset, da jeg smagte husets hvide 2011 Giovanni Almondo, Roero Arneis, Bricco delle Ciliegie, og jeg skal derfor ikke trætte jer yderligere med en masse info om selve vinhuset.
Jeg havde valgt, at vinen skulle komme efter Barolo’en fra Renato Ratti, og det var vist en god idé, da vinen har langt mere syre og bid end Barolo’en, så på den måde gik rækkefølgen også op i en højere enhed i dag. Vinen er lavet på 100% Nebbiolo og har lagret 24 måneder på nye, franske 225 liter barriques. Der laves alene sølle 2.000 flasker af denne vin om året.
Ligesom med Barolo’en, så er det en vin, som har fået en lang række lovprisninger, bl.a. har Robert Parker givet vinen 94 point og udtalt; “The 2008 Roero Riserva Giovanni Almondo is drop dead-gorgeous. I am not sure where to start or end with this striking, breathtaking red. A gorgeous, well-articulated bouquet melds into expressive dark fruit as the wine opens up in the glass. Smoke, tar, licorice and a host of other brooding aromas and flavors build towards the dramatic, large-scaled finish. This is quite simply one of the finest – if not the finest – wine I have ever tasted from Roero. It is clearly the qualitative equivalent of many a Barolo or Barbaresco”.
Også Gastro … mit ynglingsblad … gav vinen 5½ ud af 6 stjerner i april 2012 med følgende flotte ord; “Fremragende Nebbiolo! Roero har just overrasket mig med Marco Porellos Torretta og nu kommer Almondos riserva-version og bakker op. Flaskerne er få, så man skal skynde sig – dyb, varm og alligevel frisk og ‘sur’ på den gode måde med hyben, tranebær og sort vintertrøffel! Raffineret tannin for en nebbiolo, men til gengæld en tank, en bulldozer på tungen med intensitet og saftig ‘rød’ frugtighed – eftersmagen forsvinder et eller andet sted langt ude i horisonten – sådan skal det gøres!”
I skal selvfølgelig heller ikke snydes for mine egne noter. Duftmæssigt langt mere kant end foregående Barolo. Her er der sure kirsebær, blæk, timian, tranebær og eg.
Smagsmæssigt også stram og præcis i udtrykket, der er tonsvis af tannin, og jeg tror, at jeg gjorde det rigtige ved, at tage denne vin efter Baroloen, for den viser virkelig muskler.
Er lidt mere grov i udtrykket, så på den måde passer udtrykker buldozer måske meget godt, men der er også finesse og frugtintensitet samt en sindssyg lang eftersmag, hvor tanninerne gør, at vinen sidder på hele gebisset. Uhmmmm, det er sgu ganske forførende.
Købt hos Randers Vinhus, som desværre nu er lukket, men ellers fås vinen hos Bichel Vine til 199,75 kr. på bud. Pt. er vinen dog udsolgt.
Der findes dage i livet, hvor du oplever ægte storhed. Vinmæssigt var denne lørdag en sådan dag, for udover gode venner på besøg, god mad … eller rettere gode oste, så bød dagen på 3 helt fantastiske vinoplevelser. Hvad er meningen med livet, hvis det ikke er godt selskab, god mad og fremragende vine? Jeg er fortsat helt salig.
Vi slutter rundturen i Toscana i det lille prestigefyldte vindistrikt Bolgheri på den smukke toscanske kyststrækning mellem Livorno og Grosseto små 100 km sydvest for Firenze, hvor vi finder vinhuset Tenuta Argentiera.
Det er svært at efterfølgende en kultvin, men jeg forsøgte med endnu en spansk vin, nemlig denne Finca Villacreces fra det fabelagtige dejlige område Ribera del Duero.
Vi gik fluks videre til næste vin, hvor vi blev i Spanien, men denne gang i det traditionsrige Rioja, nemlig hos vinhuset Bodegas Remelluri.
Jan stod også for den næste vin, en Estate Pinot Noir fra vinhuset Paringa Estate i Victoria. Victoria er nok den mest spændende vinregion i Australien.
Næste to vine var på druen Weisser Burgunder eller Pinot Blanc, som de kalder den i Frankrig. Vi startede dog i Tyskland, nemlig i Kaiserstuhl i Baden hos det fabelagtige dygtige vinhus Weingut Bercher, hvorfra jeg tidligere har smagt deres 
Så startede vi med de hvide vine fra henholdsvis Tyskland og Alsace, og de to første af slagsen var begge på Silvaner druen, eller Sylvaner som det skrives i Frankrig. Den første i glasset blev denne Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs fra Weingut Hans Wirsching i Franken, og det skulle vise sig at være en stor oplevelse … lidt om det senere.
Så var det tid til Clape … mesteren. Jeg havde ved Gunnar hos Bichel Vine fundet denne “Vin de Table de France” fra A. Clape, og da jeg tidligere “kun” har smagt hans Côtes de Rhône, Renaissance og Cornas, så skulle denne “Le Vin des Amis” absolut prøves. Clape er for mig den absolute éner i Nordrhône. Det er klassisk og fantastisk vellavet vin. Outstanding vil jeg nærmest kalde det. Men også dyrt. Domainet er et af referencepunkterne, ikke bare i appellationen, men i hele Rhônedalen.
Én af nytårsaftens store vine var denne Châteauneuf-du-Pape fra huset Clos du Mont-Olivet. Vinen er deres topvin Cuvée Papet opkaldt efter en af husets forfædre. Jeg har tidligere skrevet om vinhuset i et blogindlæg om deres “