Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, Spanien

2016 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, SpanienSmack … den eksklusive topvin Tourán Garnacha hos Gil familiens seneste projekt Bodegas Morca er på alle måder en helt sindssyg vin. Intens, dyb, fed, vild og en knytnæve lige i sylten … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Jeg har tidligere skrevet om Juan Gil Bodegas Familiares, nemlig da jeg tilbage i august måned smagte en 2014 Rejón fra en af familiens mange vinhuse, nemlig Bodegas Tridente. Ja faktisk ejer familien en lang række vinhuse i flere områder af Spanien.

Familien Gil har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien med 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og opkøbt en række vingårde rundt om i Spanien.

Juan Gil Bodegas Familiares ejer således i dag samlet ikke mindre end 10 vinhuse og jeg nævner i flæng; Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla, Bodegas Tridente i Castilla y León … og senest altså også Bodegas Morca, der ligger i appellationen Campo de Borja i Aragon vinregionen.

Seneste skud er netop Bodegas Morca, som er tilkøbt i 2014 … et projekt til samlet 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en samlet produktion på 5-6.000 flasker.  I dag laves der 3 vine … Godina, Morca og denne Tourán.

Tourán Garnacha er den absolutte topvin fra Bodegas Morca, lavet på 100% Garnacha fra små vinmarker med gamle vinstokke, og druerne er omhyggeligt håndplukket … kun de absolut bedste anvendes til Tourán.

De nøje udvalgte druer er gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade i 22 måneder. Herefter er kun få udvalgte fade valgt til den endelige vin. En yderst eksklusiv produktion på få tusinde flaske og her alene i den 2. årgang fra Morca.

Duftmæssigt er Tourán Garnacha sammenpresset drueekstrakt i yderste potens med en duft, der er tæt, fed, opulent med sort frugt, blåblær, flamberede svedser og sødbrændte fade. Der er både vanilje, kanel, kafef, chokolade samt sød og blød lakrids.

Smagsmæssigt er det sindssygt blødt og cremet … og sindssygt kompakt. Den fede dame nærmest smelter i munden med en vild eksplosion af tung, tæt mørk frugt. Det en tung, tyggetung, lækker og smækker koncentrat, hvor alkoholen på de 16% også mærkes, men det er egentligt meget passende her, for de holder styr på vinens opulente kraft og vil styre selv en juleand.

Det er en tung vin … og selv flasken er sgu tung. Det er klart en ordentlig mundfuld, men på en god måde.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 799 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Didier Mouton, Terres & Mer Albera i Marenda, Sud-Ouest, Frankrig

2014 Didier Mouton, Terres & Mer Albera i Marenda, Sud-Ouest, FrankrigVi nupper lige sidste vin fra den lille biodynamiske vinbonde Didier Mouton … og denne gang vinen Terres & Mer Albera i Marenda … ren Grenache fra gamle vinstokke på 3 forskellige parceller.

Terres & Mer Albera i Marenda er en Vin de France, men som alle vinene hos Didier Mouton alene lavet i beskedent antal … denne alene i 354 eksemplarer med – som nævnt – druer fra 3 parceller, som ligger tæt ved Banyuls og har vinstokke plantet tilbage i 1950’erne i sandet og skiferrig jord.

Vinen er lavet med maceration på hele klaser og efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på gamle fade. Derefter er vinen lagret 6 måneder i kar inden vinen tappes på flaske uden tilsætninger af nogen slags.

Duften er kandiserede kirsebær, bio, krudt, brun farin, opulent med masser af fedme, sødme, blødhed, men også en vis syrlighed. Smagen er til den sødere side … faktisk næsten let perlende, dog med et vist tanninbid. Men samlet bliver det en sød og kirsebærdrevet vin.

Ingen forhandler herhjemme, men i Frankrig koster en flaske 32€ … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2013 Didier Mouton, Terres de Paulilles Tramontane, Sud-Ouest, Frankrig

2013 Didier Mouton, Terres de Paulilles Tramontane, Sud-Ouest, FrankrigSå er vi atter tilbage hos Didier Mouton og det lille mikro vinhus, nemlig med vinen Terres de Paulilles Tramontane … Sydvestfrankrig smagningens første rødvin.

Terres de Paulilles Tramontane er en Vin de France og lavet på druesorterne Grenache samt Carignan. Den er som de øvrige vine i det lille vinhus lavet næsten uden tilsætninger af nogen slags. Inden da er vinen dog lagret 24 måneder på barriques samt 6 måneder i tank og så derefter flasket tilsat en lille, bitte smule sulfitter. Der er lavet beskedne 300 flasker af denne vin.

Duften er let og frugten lys med en fin modenhed … overmodne kirsebær, mælket babygylp, fed blæk og nogle nærmest rhôneagtige krydderier, lidt svævende lethed, tørhed samt en lille bio-kant.

I munden er det en moden, blid vin … smelter næsten i munden, og det er jeres flittige vinblogger jo altid vild med. Det er både tæt, let og luftigt med blæk, fennikel og har masser af frugt. Syren er bare delikat, styret og alligevel let, fin og harmonisk.

Ingen forhandler herhjemme og har heller ikke fundet en pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Domaine du Père Caboche, Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2016 Domaine du Père Caboche, Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigCaspar fra Plus Ultra Wine kaldte selv med dejlig udansk storhedsvanvid denne Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes fra Domaine du Père Caboche for Danmarks bedste neuf-køb til pengene … og det tester jeres flittige vinblogger selvfølgelig.

Domaine du Père Caboche ligger i Châteauneuf-du-Pape og er grundlagt i 1777, hvor Elisabeth Chambellan giftede sig med Louis Boisson. Chambellan familien havde drevet vingården siden 1652, mens Boisson familien gennem generationer havde været grovsmede.

Familien drev senere vinhuset ved siden af forretningen som grovsmede, hvorfor vinhuset også fik navnet Domaine du Père Caboche … det procencalske navn for hesteskosøm, da jobbet som smed også omfattede at smede hestesko.

I dag ejes Domaine du Père Caboche af Jean-Pierre Boisson, men det er dog datteren Emilie Boisson, som i dag driver domænet med en smule hjælp fra broderen Nicolas.

Jean-Pierre Boisson er en kendt mand i Châteauneuf-du-Pape, idet han var borgmester i byen gennem mange år, nemlig fra 2001 til 2014.

Derudover harJean-Pierre også været præsident for Chambre d’Agriculture de Vaucluse og medlem af flere statslige kommissioner om landbrugsspørgsmål.

Datteren Emilie er uddannet ønolog og gift med Vinent Durieu, der selv er vinmager og sammen med sin bror driver det 100 hektar store Domaine Durieu.

Domaine du Père Caboche har selv 63 hektar, som fatter 17 hektar i Châteauneuf-du-Pape bl.a. beliggende på legendariske La Crau, Les Plagnes, Les Serres, La Parc og La Font du Pape. Resten er under appellationerne Côtes du Rhône, Côtes du Rhône Village samt IGP Vaucluse.

Denne Elisabeth Chambellan Châteauneuf-du-Pape Vieilles Vignes er lavet med druer fra Le Crau … et skønt mix af 13 forskellige druesorter, nemlig 88% Grenache og 10% Syrah, mens de sidste 2% er både Mourvèdre, Cinsault, Clairette, Vaccarèse, Bourboulenc, Roussanne, Picardan, Counoise, Muscardin, Picpoul og Terret Noir.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de sorteres, afstilkes og knuses inden maceration i en måned og endelig fermentering. Derefter lagrer vinen i 14 måneder … halvdelen i cementtanke og halvdelen i store egefade.

Og hvor alt bare kontrolleret i denne vin … så storhedsvanviddet har bestemt fat i rullestenene i Le Crau. Yammy. Det er som om, at alt går op i en højere enhed. Frugten er blåbær, kirsebær, mørk og gæret, men ikke for mørk og ikke for gæret, for den er også frisk suppleret med blæk, kanel … og det virker elegant med en vis lethed, elegance samt en dekadent sødme.

Smagsmæssigt er det en kraftfuld, mørk Châteauneuf-du-Pape og selvom alkoholen er højoktan 15,5%, så bliver det aldrig for sprittet, da alkoholen er virkelig godt integreret. Det er vildt cremet og blødt … nærmest smeltende i munden med sødme, let peber, chokolade samt kakao. Det er kontrolleret og flot, flot lavet Châteauneuf-du-Pape. Mer’ Yammy.

Om det er Danmarks bedste neuf-køb til pengene skal jeg ikke kunne sige … men det er dæleme dytme god neuf.

Vinen forhandles af Plus Ultra Wine, hvor en flaske koster 195 kr. ved køb af 12 flasker. Info kan fås på info@plusultrawine.com.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Bodegas Carlos Valero, Heredad Garnacha, Aragón, Spanien

2012 Bodegas Carlos Valero, Heredad Garnacha, Aragon, SpanienBodegas Carlos Valero ligger i udkanten af Zaragoza. Det er egentlig ikke en rigtig vingård, men et stort distributionsfirma, som forhandler en række brands indenfor vin … men derudover også selv laver enkelte vine, bl.a. denne Heredad Garnacha.

Bodegas Carlos Valero forhandler primært mærker som Moët & Chandon, Marqués de Murrieta, Pago de Carraovejas, Protos, Laus, Enate, Aylés, Freixenet, Cune, Campillo, Vega Sicilia, Dom Perignon og Perelada til flere områder i Spanien.

Men derudover producerer de også en række vine med druer opkøbt fra vinavlere i området og lavet med hjælp fra den kendte flyvende vinmager Norrel Robertson, som vi også tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Denne Heredad Garnacha er lavet på ren Garnache aka Grenache fra lokale vinbønder under appellationen Campo de Borja og skulle efter sigende været dyrket økologisk, selvom det nu ikke fremgår af etiketten på vinen.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen … udover, at den er lagret 8 måneder på et mix af franske og amerikanske barriques, lavet i 7.079 eksemplarer og produceret i både årgang 2012 og 2014.

Duftmæssigt er det mørk og lettere parfumeret frugt med lakrids, kanel, solbær, blåbær, sæbe. Der er en vis modenhed over frugten, nærmest sådan lidt hengemt, lidt som en ældre vin.

Smagen er noget rustik med masser af krydderier og stærk peber, men frugten er egentlig meget frisk … mørke bær og derudover har den godt med tanniner, som virkelig tørrer munden ud. Klart lavet med et moderne snit, som giver en blød, fyldig og drikkeklar vin.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 97,99 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Clos Saint Michel, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

2015 Clos Saint Michel, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, FrankrigClos Saint Michel hedder også Vignobles Guy Mousset et Fils og ligger meget passende på Route de Châteauneuf-du-Pape i Sorgues syd for selve Châteauneuf-du-Pape by … og derfra smager vi selvfølgelig også denne 2015 Châteauneuf-du-Pape Tradition.

Vignobles Guy Mousset et Fils drives i dag af de to brødre Olivier og Franck Mousset … og Guy var deres far. De er 4. generation i det gamle vinfirma, som producerer vine under navnene Clos Saint Michel, Domaine Guy Mousset samt Domaine de Clairfont … både Châteauneuf-du-Pape vine, Cötes-du-Rhône, Côtes-du-Rhône Village og Vaucluse vine.

Det er Frank, der er ansvarlig for produktionen af vinene på Clos Saint Michel, men ved siden af driver Frank sammen med sin hustru Murielle også et andet vinhus, nemlig Domaine des Saumades.

Clos Saint Michel har samlet 30 hektar vinmarker, heraf 15 hektar AOC Châteauneuf-du-Pape, 12 hektar Côtes-du-Rhône og så lidt forskellige derudover.

Châteauneuf-du-Pape Tradition er lavet på 40% Grenache, 30% Syrah og 30% Mourvedre fra vinstokke på den stenede Les Coulets vinmark. Vinen er lagret 12 måneder på store egefade … ellers ikke mange oplysninger udover en årlig produktion på 3.500 kasser.

I glasset er vinen noget lysere og langt mere transparent, end jeg lige havde forventet, men det øger kun spændingen. Der er duftmæssigt god gæret frugt, brombær, kirsebær, hindbær, lidt landlige aromaer, mødding, tobak, teblade, krydderier, grafit, mentol samt lidt lakrids.

Smagen er blød, rund og virkelig elegant … ingen bulder eller fuldfed klumpe-dumpe, men ren frugt med god lethed, lidt jern og peber. Det er fløjlsblødt og med masser en let, frisk frugt, så bestemt et virkelig godt glas Châteauneuf-du-Pape.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 183,67 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Mas Gabinèle, Tradition Faugères, Languedoc, Frankrig

2015 Mas Gabinèle, Tradition Faugères, Languedoc, FrankrigLidt nord for den lille by Laurens ved foden af bjergkæden Cévennes i den nordlige del af Languedoc finder vi vinhuset Mas Gabinèle. De producerer vine under appellationen AOC Faugères, herunder denne røde basisvin.

Vinhuset er grundlagt i 1998, hvor Thierry Rodriguez købte et par vinmarker af sin ven Gabriel Mas. Gabriel blev venskabeligt kaldt Gabinelle, og da Unà Gabinelà betyder et lille skur, så var det så oplagt at anvende dette til navnet på vinhuset. Thierry Rodriguez havde inden købet drevet et lille handelsfirma Le Prieuré Saint-Sever, som havde specialiseret sig i vine fra området, men købet af markerne blev starten på vinhuset Mas Gabinèle.

Senere i 2013 fik Thierry Rodriguez dog også bygget sin egen vingård med 750 kvadratmeter under tag, en kælder med 20 store rustfri ståltanke, hvilket repræsenterer en samlet kapacitet på 1.330 hektoliter, samt masser af egefade.

Alt udstyr er blevet omhyggeligt udvalgt for at sikre maksimal bevaring af høstkvaliteten og alle tanke har naturligvis automatisk temperaturstyring, så man altid har kontrol over vinen.

I dag har Mas Gabinèle omkring 24 hektar jord, der er erhvervet tålmodigt gennem årene. Det er dog alene 20 hektar, som er omlagt til vinmarker, som ligger i omkring 180 meters højde og er tilplantet med sorterne Carignan, Mourvèdre, Syrah, Grenache,, Lledoner Pellut og Grenache Gris.

Jorden i markerne består af okker, grå eller blå sandsten og er meget stenet. Dette er meget krævende terroir, som naturligvis giver lave udbytter. Landskabet er bølgende, og vinmarkerne er omgivet af naturligt hegn, skov og hule egeskove.

Denne Tradition Faugères er husets røde basisvin, som i årgang 2015 er lavet på 35% Grenache, 30% Syrah, 20% Carignan og 15% Mourvèdre , som kommer fra 30-60 år gamle vinstokke. Udbyttet har været beskedne 20-30 hektoliter pr. hektar.

Druerne høstes manuelt og vinen er fermenteret i de store ståltanke med lang gæring og 20-30 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på en kombination af nye og brugte franske egefade.

Duftmæssigt lægger jeg først mærke til en syrlighed i en lidt mørkgæret frugt. Der er noget virkelig landligt over vinen, som dufter af både bomuld, fåreuld og gedestald, men det er sgu meget fascinerende. Frugten er blåbær, enebær og det hele virker bonedry med masser af blæk, grafit, buksbom, nelliker, læder og samt smule peber, dog slet ikke massivt. Der er samtidig noget virkelig frisk over frugten i vinen … virkelig spændende,

Smagen er tæt og der er bestemt nogle elementer fra Nordrhône med lidt peber og tætte tanniner, som bestemt viser sig frem uden at bide dig. Det er sådant set også lidt rundt og blødt, men uden at miste præcisionen. Der er lidt mint, svag kakao og en superfin balance. Det smager sgu bedre end mange vine fra Rhône … som om, at vinen har et yderligere gear. Like it a lot.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2016 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigI august måned smagte jeg første gang denne M de Malijay Côtes du Rhône fra den underskønne Aude Deltin på Château Malijay og var begejstret. Dengang var det i årgang 2015, men nu har jeg en nyere årgang 2016 i glasset … og må se, om den kan leve op til forventningerne.

Château Malijay ligger lidt nordøst for den lille by Jonquières tæt på Orange og ikke langt fra Vacqueyras og Gigondas. Historien om slottet og yderligere information om marker m.m. kan I læse om i mit tidligere blogindlæg/anmeldelse af 2015 M de Malijay Côtes du Rhône.

M de Malijay Côtes du Rhône er lavet på 50% Grenache, 45% Syrah og 5% Mourvèdre, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er vinificeret i store betonkar med gæring og maceration i 15 dage og efter en malolaktisk gæring lagret i rustfrie ståltanke på bærmen i 6 måneder.

Igen er vinen herlig flæsket i aromaen … oss’ med mælkede elementer, mejeri, urter, lakridskonfekt, mørk og gæret frugt, brombær og masser af enebær, blæk samt sødme. Det er råt og rustikt med masser af Rhône kvaliteter. Og som 2015’eren, så giv den endelig godt med luft og server hellere vinen et par grader for koldt til at starte med.

Smagen har en vis kølighed og saftighed over sig, virkelig godt med saftig frugtsyre … måske endda mere end 2015’eren. Det er en kødfuld, rå vin med masser af urter, peber, chokolade, blommer samt et tannisk, jernholdig bid med bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 79,75 kr. Fortsat et godt køb til prisen.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Nassos, Priorat, Spanien

2016 Rodríguez Sanzo, Nassos, Priorat, SpanienSå støder vi igen på den altfavnende Javier Rodríguez fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo. Han laver vine fra de fleste områder i Spanien og her er det hans vin fra Priorat … og den kaldes bare Nassos.

Bodegas Rodríguez y Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid, som ligger omkring 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León. Vinhuset drives som skrevet af Javier Rodríguez, som kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere århundrede og Javier har da også omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter hans hustru. Det er et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Rodríguez Sanzo er således siden starten blevet en pæn stor affære, og huset har i dag en kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Denne Nassos er lavet på 100% Garnacha aka Grenache, som er købt fra udvalgte vinavlere i Priorat og en række marker i omkring 300 meters højde.

Inden gæringen gennemgår druerne en 5 dage lang kold maceration, der trækker aromaer og farvestoffer ud af drueskindet. Herefter gæres druerne og trækker yderligere på skindet i 21 dage. Derefter lagret vinen 9 måneder på 300 og 500 liters fade af fransk og amerikansk eg.

Duftmæssigt har vinen en tætpakket og syrlig mørk frugt, blåbær, sorte kirsebær, enebær samt en herlig landlighed. Derudover er der engelsk lakrids, skråtobak, chokolade, baconfedt og samtidig er vinen en smule parfumeret, har næsten lidt æter, urter samt balsamiske noter. Hmmm.

I munden går de balsamiske elementer igen … masser af syrlighed i den mørke frugt, så det bliver på ingen måder en tung eller klumpet vin, for udover masser af syre er der også godt med tørhed, bidende peber samt tonsvis af tanniner. Det bliver lidt sur hønserøv, men på en dejlig straffende og smertelig facon. Like it.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 169,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Château Cavalier, Terre de Provence, Provence, Frankrig

2017 Château Cavalier, Terre de Provence, Provence, Med sommeren kraftigt på hæld kan jeres flittige vinblogger lige nå at teste endnu en rosévin … Terres de Provence Rosé fra vinslottet Château Cavalier, der ligger lidt sydvest for den lille by Vidauban for foden af bjergkæden Massif des Maures i Provence.

Château Cavalier er en del af den store vinkoncern Châteaux & Domaines Castel, som er grundlagt af Castel familien i Bordeaux i 1949. De var i alt 9 brødre og søstre, som grundlagde firmaet, der oprindeligt blot handlede med vin og senere begyndte at flaske vin. I 1957 begyndte de dog også selv at producere vin, da de købte Chateau de Goelane i Bordeaux.

I dag er det en kæmpestor historie, som nu i 3. generation drives af Castel familien. Samlet ejer de 21 vinhuse i henholdsvis Bordeaux, Loire, Languedoc og Provence.

De fleste af vinhusene ligger i Bordeaux, på venstre bred er det Château Tour Prignac, Château Barreyres, Château d’Arcins, Cru la Maqueline og Château Ferrande.

På højre bred er det Right Bank Château Latour Camblanes, Château Campet, Château de Goëlane, Château du Lort, Château Malbec, Château du Bousquet, Château Montlabert, Château de Haut-Coulon oh Château Hourtou.

Udover et par stykker i Loire, Languedoc og altså Château Cavalier i Provence, så producerer de en masse almindelig Vin de Table under forskellige navne, idet de i 1992 købte Société des Vins de France fra Pernod Richard. Det er typisk vine under brands som Barton & Guestier, Baron de Lestac, Roche Mazet, Vieux Papes og La Villageoise samt mange, mange flere.

Castel ejer – hold fast – 1,400 hektar vinmarker i Frankrig og 1.600 hektar marker i Marokko, Tunesien og Etiopien. Den samlede produktion ligger på 640 millioner flaske vin hvert år … og så producerer de altså derudover også lige lidt olivenolie samt masser af mineralvand og øl.

Bare i Afrika producerer Castel 28 millioner hektoliter øl og derudover en masse mineralvand under navnene Flag og  Castel. De er en af verdens største producenter af vin, øl og mineralvand, som sælges i ikke mindre end 130 forskellige lande.

Nå, men i Provence ejer Châteaux & Domaines Castel altså også Château Cavalier, som samlet har 132 hektarer vinmarker, som danner basis for en produktion af 4 forskellige rosévine. De købte ejendommen i år 2000 og den har sit navn efter et vandløb, der løber gennem slottets marker.

Der laves som nævnt alene 4 forskellige rosévin på slottet og denne Terre de Provence er én af disse. Den er lavet på et mix af forskellige druer, nemlig 67% Cinsault, 16% Grenache, 10% Mourvèdre, 5% Ugni Blanc og 2% Clairette Blanche.

Terre de Provence er udelukkende vinificeret og lagret på rustfrie ståltanke for at bibeholde så megen frugt som muligt. Der er under 2 gram restsukker pr, liter, så det er en forholdsvis tør vin.

I glasset er vinen den herlige blege roséfarve, som er kendetegnet på rosévinene fra Provence … selvom den på billedet måske ser en tak mørkere ud. Duften har lidt sødme, jordbær, ananas, blomster, meget svag citron, men ikke så kompleks og jeg får lidt en saftevand fornemmelse.

I munden er vinen en kende smagsneutral, let vandet med lidt lemon. Det er let og tilgængelig vin med eksotisk frugt. Det er klart en ukompliceret pleaser, som skal nydes iskold på terrassen … og hustruen var vild med den.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 125 kr.

Vinanmeldelse 3/7