Det er kun et par uger siden, at jeg testede den bondske rødvin l’Affranchi fra Château Saint Jean d’Aumieres. Da var det i en årgang 2017, men nu smager jeg den igen … blot i årgang 2018.
Vinen er – som de foregående årgange et blend på Grenache, Syrah og Carignan og hvis fordelingen mellem de tre druer er uændret, så er det så 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Carignan.
Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten kommes i åbne kar, hvor gæring sker ved 25-30 grader med løbende remontage aka overpumpning. Efter endt fermentering har vinen lagret på egefade indtil den har opnået tilstrækkelig modenhed og fylde. De fleste af fadene har været brugt 1-2 gange til husets egne topvine.
Duftmæssigt er 2018’eren knap så bondsk, landlig og eksplosiv som årgang 2017 af vinen, men den har dog en snert mødding. I stedet er der flere blomsternoter og igen rustik mørk frugt, blåbær, grafit, aske, jord, urter og pæn tørhed
Smagen er igen totalt saftig og igen med samme markante tanniner, som snapper og udtørrer overmunden, mens lidt peber vil lege med og bidrager med en krydret skarphed. Igen er der tørt, mørkt og alligevel med en friskhed. Vi kipper med den franske baret.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.