Tag-arkiv: 5½

2011 Negretti, Nebbiolo d’Alba, Piemonte, Italien

2011 Negretti, Nebbiolo d'Alba, Piemonte, ItalienMin aften på Falernum sluttede med et 3. og sidste glas, som blev lidt Nebbiolo fra Azienda Agricola Negretti … et nyere vinhus beliggende lidt nord for La Morra i Piemonte.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af brødrene Massimo og Ezio Negretti, som kommer fra en familie med stor passion og kærlighed til vin.

Begge er uddannede som vinteknikere fra ITAES i Alba, og derudover er Massimo uddannet ønolog fra Turin University’s Faculty of Agriculture, mens Ezio supplerede hans uddannelse med administration samme sted.

Azienda Agricola Negretti har sammenlagt 13 hektar vinmarker fordelt på parceller i La Morra, Roddi og Monforte d’Alba. Selve vingården er forholdsvis ny og vinkælderen med state-of-the-art moderne udstyr til vinfremstillingen.

Negretti brødrene satser på forholdsvis feminine vine og udover vinene på de gængse Piemonte-druer Dolcetto, Barbera og Nebbiolo, så laver de også en skøn fadfermenteret hvidvin på Chardonnay, der er opkaldt efter deres mormor Dadà. Vinhuset er dog primært kendt for deres flotte Barolo’er.

Men her er det nu ikk’ Barolo, men en Langhe Nebbiolo d’Alba, hvor druerne kommer fra kalkholdige marker fra bakkerne omkring La Morra. Efter høsten afstilkes druerne og presses. Gæringen foregår i 12-14 dage sammen med drueskaller for at trække maksimal farve og tannin til mosten. Mosten trækkes fra pulpen og færdigudvikler sig på henholdsvis stålfade og på gamle franske Allier fade. Efter 12 måneder blandes vinen og tappes på flasker.

I næsen er der herlig aroma af violer, godt med syre … nærmest som italiensk Ferrari blod. Der er dybde, læder, blæk, let lakrids, mentol, kirsebær, hindbær, men der ligger også en svag fadsødme, som nærmest venter på at blive vækket … måske nogle af de stejlende hingstehestekræfter? Der er lidt hospitalsgang og plaster, våde fade, kaffe, vanilje og der fornemmes lidt alder og modenhed, selvom det kun er en 2011’er.

I munden er vin tør medmørke bær, italiensk syre og så alligevel en let sødme, fylde i vinen, som måske adskiller den en smule fra Barolo. Tanninerne er også lidt blødere og mere omgængelige. Modenheden smages også, så smagen er slet ikke så kyssemund syrlig ala Barolo … slet ikke så syrlig. En slags venlig, rund og tilgivende Barolo … uden de sidste hestekræfter. Men hvad gør det? Skidtet smager godt.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 190 kr. ved køb af 1 flaske og 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7  thumbthumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2011 Weingut Dr. Pauly-Bergweiler, Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Dr. Pauly-Bergweiler, Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg Riesling Spätlese Trocken, Mosel, TysklandBernkasteler alte Badstube am Doctorberg Riesling Spätlese Trocken … herligt navn til en herlig vin, og fra Weingut Dr. Pauly-Bergweilers berømte mark alte Badstube am Doctorberg … der som navnet næsten fortæller, ligger lige ovenfor Doctorberg.

Vinhuset Dr. Pauly-Bergweilers historie går helt tilbage til 1500-tallet, men driften blev i 2006 overtaget af seneste generation i form af Stefan Pauly. Han overtog driften efter faderen Dr. Peter Pauly og moderen Helga. De havde mange år forinden overtaget driften efter farfaren Zacharias Bergweiler. Stefans forældre hjælper dog fortsat på vingården.

Weingut Dr. Pauly-Bergweiler holder til i en gammel bygning i Bernkastel lige opad Mosel floden og ikke langt fra centrum i byen. Ja, det er næsten et lille slot, hvor smagelokalet ligger i bunden af bygningen med hvælvede lofter, støvede flasker og den gamle, charmerende Monika Schmitt bag disken.

Vinhuset har i alt 17 hektar vinmarker, og endda parceller på nogle af de allerbedste marker i området, både i Bernkastel, Graach, Wehlen, Zeltingen, Brauneberg, Ürzig og Erden.

Det er nemlig markerne Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg, Schlossberg, Lay og Johannisbrünnchen, Graacher Himmelreich og Domprobst, Wehlener Sonnenuhr og Klosterberg, Zeltinger Himmelreich, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr og Juffer, Ürziger Goldwingert og Würzgarten, Erdener Treppchen og Prälat.

Vinhuset laver omkring 130.000 flasker vin årligt, og selve vinproduktionen er lagt i hænderne på vinmageren Edmund Licht.

Denne Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg Riesling Spätlese Trocken kommer – som nævnt – fra marken Bernkasteler alte Badstube am Doctorberg.

Man støder også ofte på betegnelsen Bernkasteler Badstube, men Badstube betegnelsen dækker egentligt over flere af markerne ved Bernkastel, nemlig Bernkasteler Lay, Matheisbildchen, Bratenhöfchen, Graben, Doctor (eller Doctorberg) samt alte Badstube am Doctorberg … altså et såkaldt Großlage … men med 68 hektar det mindste Großlage i Tyskland.

Og får du en vin fra Bernkasteler Badstube, så er det højst sandsynligt med druer fra flere af markerne, idet producenterne selvfølgelig helst vil lave enkeltmarksvine.

Navnet Badstube – som rigtig nok på dansk betyder badstue – stammer formentlig fra middelalderen, hvor Bernkastel var kendt for deres varme kilder og dermed var et velbesøgt center for rekreation.

Men her har vi altså den ægte vare … fra den legendariske alte Badstube am Doctorberg. Marken er alene 1,8 hektar, men hele marken er faktisk ejet af Pauly-Bergweiler familien og anvendes i vinene fra både Weingut Dr. Pauly-Bergweiler og Dr. Heidemanns-Bergweiler.

Vinen har anstrøg af petroleum … man fornemmer straks noget substans i vinen, sød/syrlig aroma og næsten GG eller Grand Cru intensitet. Der er citrus, fersken, ananas, grapefrugt, mineraler fra skiferen og eksotiske krydderier. Dufter virkelig godt.

I munden er både livlig, saftig med god spændstighed, syrlig citrus, salt, godt med frugt, smørfedme og sødme fra de sent høstede druer … Spätlese rules. Eftersmagen holdes svagt syrligt med lidt citrus … herligt.

Købt på vingården til 11,90€ … eller cirka 89 kr. Billigt.

Rating 5,5/7 

2014 Anna et André Durrmann, Pinot Noir Cuvée Nature, Alsace, Frankrig

2014 Anna et André Durrmann, Pinot Noir Cuvée Nature, Alsace, FrankrigDe edbmæssige udfordringer har krævet lidt væske … og ét af væskedepoterne som måtte i spil var denne flaske Pinot Noir Cuvée Nature fra Anna et André Durrmann a.k.a. Domaine Durrmann. Og det hjalp på kræfterne … tak som spørger.

Domaine Durrmann finder vi ved byen Andlau, opkaldt efter floden L’Andlau, som løber lige forbi byen. Det er omkring 30 kilometer nord for Colmar i område Bas-Rhin i Alsace … lige for foden af det midterste bjerg i Vogeserne bjergkæden. Og helt præcis på adressen Rue des Forgerons.

Vinhuset er grundlagt af André Durrmann i 1979, hvor han overtog forældrenes gamle ejendom fra 1600-tallet midt i Andlau. Til ejendommen hørte også 1,5 hektar vinmarker, som forældrene havde passet og lavet en smule vine fra. De havde endda solgt lidt siden 1969, men da faderen var skomager, så blev det ikke til så meget vin.

Men der var en lang slægt af vinavlere på Andrés mors side, så de første år fortsatte André egentlig blot forældrenes hidtidige produktion, men efter nogle år begyndte han eksperimentere, købte yderligere vinmarker fra familie og naboer og omlagde også produktionen til principperne i permakultur.

Permakultur handler om at tage et personligt ansvar for egen adfærd, for samfundets indretning og for hele planeten. Efterhånden har permakulturen udviklet sig til en alsidig og verdensomspændende bevægelse for alle aspekter af økologisk og bæredygtig indretning af samfundet. Etikken i permakultur er omsorg og respekt for hele naturen, alle mennesker og ligelig fordeling af ressourcer.

For permakulturister handler det om at lære af naturens erfaringer ved at iagttage, aflæse og forstå naturens universelle mønstre. For André betyder det, at han planter træer i sine vinmarker, pløjer ikke, lader får trippe rundt i vinmarkerne, klipper aldrig sine stokke, men forsøger i stedet at bringe naturen tilbage i vinmarkerne. Nå, rolig nu Søren Ryge.

Tanken er at mikroorganismer nu engang har det bedre når naturen går sin egen naturlige gang. Træerne i vinmarkerne er med til at give mere liv, skygge i perioder med ekstrem hede (bliver mere og mere aktuelt) og skygge ved andre voldsomme vejr-situationer. Siden 1998 har vingården også været drevet økologisk.

I dag har André 7 hektar vinmarker, og producerer årligt mellem 25-40.000 flasker vin årligt … afhængig af årgangen. Hele produktionen sker på den gamle ejendom midt i Andlau, men der er ingen kælder i ejendommen, hvilket er umuligt pga. grundvandet. Derfor sker produktionen i et par sidebygninger, som stammer fra 1736. Og i produktionen sker tingene også helt naturligt, dvs. ingen tilsætningsstoffer … udover lidt svovl i de fleste af vinene og ellers fremstilles de fleste af vinene i rustfrie ståltanke.

Der er godt nok en række store foudres, som har tilhørt Andrés mors familie, men kun to af dem kan bruges … resten er efterhånden for gamle og utætte.

Hvad skal vi ellers sige om den gode André Durrmann? Jo, vi har helt glemt hans kone, som jo også tager del i slæbet. Hun hedder Anna og stammer fra Polen. Og så går André virkelig ind for miljøet og kører derfor selvfølgelig også i el-bil … en permakulturvenlig bil.

Her har vi Pinot Noir fra den skøre og geniale franskmand … og som importøren skriver; usvovlet, økologisk Pinot Noir – intet tilsat, kun natur! Og det kan sgu også smages, ja faktisk endda mest duftes, for næsen byder på godt med urter, surkål, nytårskrudt, røg fra et gevær, vilde jordbær, svag gran og en eller anden form for mineralitet. Virkelig nærmest biodynamisk, vild, syrlig og urtet i udtrykket.

Smagen er sådan meget frisk, frugtrig … nærmest læskende … men på en ganske syrlig og alligevel ganske let facon. Syrlig lethed. Der er grønne noter, mineralsk islæt, men på samme måde som Durst’s Pinot, så kommer der mere sødme og rund frugt – jordbær specielt – frem, når der kommer luft i glasset og vinen får tid til at ånde. Syrlig voksensaftevand af bedste skuffe. Hvor er det dog interessant!

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 105 kr., hvilket er billigt for denne oplevelse. Et must buy.

Rating 5,5/7  

2013 Weingut Durst, Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Andreas Durst, Pinot Noir, Pfalz, TysklandNavnet Durst har stolte traditioner indenfor fotografi … firmaet Durst – grundlagt af Julius og Gilbert Durst i 1936 – producerede nemlig forstørrelsesapparater til mørkekamre og konkurrerede bl.a. med Leitz/Leica. Derfor var det måske også ganske passende, at Andreas Durst blev fotograf, selvom han ikke – mig bekendt – kommer fra samme familie, ligesom han heller ikke er i familie med Fred Durst fra bandet Limp Bizkit.

Andreas er nemlig født i Wuppertal og oprindelig studerede fotografi og filmdesign. Han blev hurtigt en respekteret fotograf og arbejdede primært freelance. Han arbejdede bl.a. sammen med mange af de store tyske vingårde i forbindelse med et projekt, hvor han i 2006 levede fotografier til Stuart Pigotts vinbog Wein spricht deutsch.

Der rejste han rundt til alle vinregionerne i Tyskland og fangede både de smukke landskaber, vinbønderne og deres personligheder med sit kamera. Det var sikkert i løbet af det år, at Andreas blev inspireret til selv at kaste sig over vinproduktion. Og fik tørst for vinproduktion, so to speak.

I 2008 flyttede Andreas Durst til Bockenheim i den nordlige del af Pfalz og begyndte på hobbybasis sit lille vinprojekt med produktion af vin, ren spontangæring i to demijohns i hans kontor, men allerede året efter voksede projektet i omfang og produktionen blev flyttet til vaskerummet i en gammel stald og derudover måtte han også inddrage sin garage til vinene.

Andreas startede med at lave hvidvin, bl.a. vinen han kalder Riesling Grosser Durst Pfälzer Landwein, men i dag omfatter produktionen også vine på Grauburgunder og Weißburgunder, Silvaner, Portugieser samt Spätburgunder. Og det er alle håndlavede vine i beskedent produktionsantal. Produktionen er vistnok alene på omkring 5.000 flasker årligt.

Her har vi fat i Durst’s Pinot Noir, som er en NoSO2 … hvilket på dansk betyder uden brug af svovl/sulfitter. Svovl benyttes normalt i alle faser af vinproduktionen. Det kan tilsættes i små mængder på druerne eller når de presses for at fjerne uønskede bakterier og vildgær. Vinen svovles typisk igen når den hældes på beholder og igen når den kommer på flaske for at forhindre oxidering. Det kan også benyttes til at rengøre udstyr.

Men hos Durst er der således slet ikke anvendt svovl og samtidig fuldstændig biodynamisk, og det fornemmes med det samme i duften, som har en lidt syrlig, biodynamisk side … meget animalsk, urtet … tæt på noget gæret ensilage. Men – meine damen und herren – med lidt luft og gerne et stort glas, så sker der sgu ting og sager. Der åbnes op for godt med kirsebær, tranebær, lidt anis og mere sødkrydrede noter samt et skvat kanel og vanilje.

Det syrlige og rå fortsætter i smagen, men den har alligevel en lidt sød side, dog med peber, jern, jod, hindbær, jordbær samt fin lethed og en insisterende syre, som fortsætter gennem hele smagsspekteret. Lidt af en charmetrold, men giv den endelig store glas samt godt med tid til at åbne op for sluserne. Så bliver du belønnet.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Domaine Eden, Pinot Noir, Californien, USA

2012 Domaine Eden, Pinot Noir, Californien, USASom usynligt bundet af et sæt af uskrevne og mystiske regler … et kodeks i et hemmeligt broderskab fortsatte vinaftenen med endnu en Pinot Noir … og atter oversøisk, nemlig fra vinhuset Domaine Eden, som er ejet af Mount Eden Vineyards, et af de store vinhuse i United States of America.

Domaine Eden ligger på en bakketop ved Saratoga i Californien og er købt af Mount Eden Vineyards i 2007, men var grundlagt i 1983 af Tom Mudd under navnet Cinnabar Winery. Tom havde tidligere selv arbejdet hos Mount Eden Vineyards og havde der bl.a. stået for tilplantningen af husets marker med Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Da Mount Eden i 2007 købte ejendommen fra Tom Mudd, så ændrede de navnet til Domaine Eden og ændrede fokus på ejendommen til primært druerne Pinot Noir og Chardonnay.

Mount Eden Vineyards er grundlagt tilbage i 1943 af Martin Ray. Martin var som barn vokset op i vinområdet ved Saratoga, hvor Paul Masson havde grundlagt det store vinhus The Paul Masson Champagne Company. Han blev snart ven med Paul Masson, som ikke selv havde børn og han lod Martin arbejde i vinkælderen sammen med de professionelle vinmagere.

Martin Ray blev imidlertid ikke selv vinmager … i første omgang, men i stedet en stor aktiehandler på Børsen i New York. Imidlertid gik han i 1936 – efter depressionen – ned med et nervøst nervesammenbrud og besluttede sig for en ny kurs i livet. Med en pæn optjent formue, så købte han derfor The Paul Masson Champagne Company, som var sat salg efter afslutningen af forbudstiden.

Paul Masson frarådede imidlertid Martin fra at købe vinhuset og opfordrede ham i stedet til at købe jorden ved siden af … på Mount Eden, men Martin var stædig og endte med at købe The Paul Masson Champagne Company. Men efter 6 år solgt Martin dog vinhuset igen til det store, internationale firma Seagrams og fulgte sin gamle læremesters råd og købte jorden ved Mount Eden.

Så gik han ellers i gang med at tilplante markerne med Pinot Noir og Chardonnay stiklinge fra Paul Massons La Cresta vineyard, et besværligt arbejde på de stejle marker. I en tid hvor man blandede al vin troede Martin Ray fuldt og fast på kølige vine baseret på en enkelt druesort – Chardonnay, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon.

I 1970 mistede Martin Ray imidlertid ejendommen til en gruppe investorer og han endte med at bo de sidste år af sit liv i en lille bolig i bunden en af husets mange vinmarker. I dag er vinhuset ejet af Jeffrey Patterson, som oprindelig startede på Mount Eden Vineyards i 1981 som assisterende vinmager. Han har haft en kæmpe indflydelse på udviklingen af vinene fra vinhuset og har også løbende fået mere og mere indflydelse … og langsomt siden 1986 også større og større ejerandel inden familien Patterson i 2008 overtog hele aktiemajoriteten.

Mount Eden er i dag absolut kult, ikke kun af historiske grunde, men også fordi de producerer nogle af landets bedste og mest raffinerede vine. De arbejder i dag økologisk, alt gærer på det naturlige gær og dette er nogle af de mest langtidsholdbare vine fra Californien, og det gælder selvfølgelig både vinene fra Mount Eden Vineyards og lillesøster Domaine Eden.

Denne Pinot Noir kommer fra en mosaik af forskellige marker og forskellige Pinot Noir kloner, bl.a. klonerne Dijon 777, 667 og 828 og fra parceller både på Mount Eden, Calera og Swan. Hver parcel er passet og plejet efter Mount Edens strikse standarder med bl.a. lavt udbytte … under 5 tons pr. hektar. Vinen er gæret på det naturlige gær, ca. 20% hele drueklaser. Efter vinifikationen er vinen lagret 11 måneder på franske burgundiske barriques både 1. og 2. års fade. Vinen er flasket uden klarering eller filtrering.

I glas og næse er det klart, at vi her har fat i Pinot Noir … aromaen let, elegant med hindbær, jordbær, men også mørkere bær som kirsebær, lette blommer og svag animalsk med sødme, hestestald og mejeri. Frugten er måske lidt mere moden end hos dens europæiske søstre, men har samtidig denne smukke lethed. Herligt. Der er også syrlige elementer med grønne blade, mynte samt andre friske urter.

I munden er vinen cremet, blød … og har samme lethed, som duften lover. Der er lysebær, modne kirsebær og meget afbalanceret syre. Der er også pæn sødme, som måske kammer en smule over, men godt smager det sgu.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 1 flaske, men 300 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7 

2010 Villa Giada, Nizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, Italien

2010 Villa Giada, Nizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, ItalienNizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore … hvilket herligt navn og hvilken herlig vin, selvom den ikke følger det ellers ubevidst lagte Pinot Noir spor, men nærmest bliver et lille chassé trin i en smuk lancier. Det er dog også Barbera fra den allerbedste mark hos vinhuset Azienda Agricola Villa Giada Andrea Faccio, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Vinhuset ligger i Ceirole bakkerne ved byen Canelli, lige midt mellem Torino og Genova i det dejlige Piemonte. Huset er grundlagt i 1934, og havde tidligere fungeret som et almindeligt landbrug. De gamle kældre på ejendommen stammer dog helt tilbage fra 1790 og var oprindelig bygget til vinproduktion.

Vingården drives af Faccio familien, og siden 1993 har det været seneste generation i form af den unge Andrea Faccio.

Han har udviklet vingården yderligere, bl.a. har den unge Andrea har udstyret vinkælderen med det mest avancerede udstyr til vinfremstilling, herunder moderne temperaturkontrollerede gæringstanke i rustfrit stål.

Modningen foretages i de gamle underjordiske kældre, gravet ud under gården for mere end to århundreder siden. Kælderen har en konstant temperatur på 14-16 grader og en optimal relativ luftfugtighed på omkring 80%.

Gården består af 25 hektar vinmarker, fordelt på 4 forskellige vinmarker, nemlig Cascina Ceirole a Canelli på 7 hektar, Cascina del Parroco a Calosso på 4 hektar, Cascina Dani ad Agliano Terme på 14 hektar og endelig juvellen Bricco Dani, en lille bjergskråning mod sydøst, hvor de bedste af vingårdens druer dyrkes.

Og druerne – selvfølgelig 100% Barbera – kommer fra juvellen … marken Bricco Dani, der med sin sydøstlige eksposition har en perfekt beliggenhed. Druerne er håndplukket i begyndelsen af oktober. Efter endt gæring overføres vinen til små egefade, hvor den bliver i mindst 18 måneder. Efter tapning lagrer vinen yderligere i mindst 1 år på flaske, inden den frigives til salg.

Og hvilken herlig aroma, som vel kan siges at ha’ en lidt mørkere side end de foregående vine. Vi er her ovre i kul, blæk, sorte bær, modne frugter, mulle kælder, oliven, bacon, gamle fade, urter og vanilje. I smagen går de mørke bær igen sammen med en vis modenhed, men virker lettere i smagen end i duften, for vinen er frisk, syrerig og tør med gode, faste tanniner samt urter, bitter chokolade og god balance.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 249 kr., men 224 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7 

2007 Château Léoville Las Cases, Le Petit Lion du Marquis de Las Cases Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Léoville Las Cases, Le Petit Lion du Marquis de Las Cases Saint-Julien, Bordeaux, FrankrigI fransk for viderekomne er vi med næste vin igen tilbage ved Delon familien, som jo også – udover både Château Nénin i Pomerol samt Château Potensac – ejer Château Léoville Las Cases. Og ligesom med Nénin har vi også her fat i slottets 2. vin, nemlig vinen Le Petit Lion du Marquis de Las Cases fra Château Léoville Las Cases.

Slottet ligger i Saint-Julien og var oprindeligt en del af den store Léoville ejendom, der kan dateres tilbage til 1638, og blev grundlagt af køkkencheffen Jean de Moytié, som var blevet adlet og gjort byrådsmedlem i Bordeaux.

Det var Moytié, som plantede de første vinstokke på slottets marker. Senere blev én af de bedste marker faktisk opkaldt efter grundlæggeren … Mont Moytié.

Og i mange år var ejendommen i familien Moytiés ejerskab, men da en datter i 1707 giftede sig med Blaise Antoine Alexandre De Gasq, som var et indflydelsesrigt parlamentsmedlem i Bordeaux, så gik ejerskabet over til De Gasq familien.

De Gasq døde imidlertid barnløs i 1769, og den store Léoville ejendom gik i arv til 4 nevøer, ledet af Marquis de Las Cases. Under den franske revolution må Marquis de Las Cases flygte ud af landet, og det endte med, at slottet efter revolutionen blev opdelt i flere dele … men på en eller anden måde lykkedes det dog Las Cases at beholde en del … og det er den del, som senere – da sønnen Pierre Jean de Las Cases arver slottet – bliver til Château Léoville Las Cases.

Op til den franske revolution, hvor ejendommen blev delt, var Château Léoville det største vinbrug i Haut Médoc. I dag er der tre Léoville ejendomme, nemlig Léoville Barton, Léoville-Poyferré og Léoville Las Cases. Alle er klassificeret som 2. Cru Classé i den berømte 1855 klassifikation.

Las Cases familien drev Château Léoville Las Cases indtil de rendte ind i økonomiske vanskeligheder omkring 1900, hvor en del aktierne i slottet blev købt af Théophile Skawinski, som også overtog driften. Han endte med at overtage hele slottet og det blev efterfølgende overtaget af hans arvinger, nemlig Delon familien med Michel Delon i spidsen. Han får købt øvrige aktionærer ud og snart blev familien Delon således eneejere af slottet.

Michel Delon var både beundret og hadet, og hans fokus på kvalitet sendte chockbølger mod kollegerne eller konkurrenterne, da han i top-årgangene 1986 og 1990 deklassificerede henholdsvis 50% og 67% af produktionen. Det var uhørt og sendte et tankevækkende signal til forbrugerne om at se sig for ved køb af disse årgange.

I dag er Michel Delon dog død, så slottet videreføres af sønnen Jean-Hubert Delon, som jo – som nævnt – også ejer Château Potensac i Medoc og Château Nénin i Pomerol. Château Léoville Las Cases ligger nabo til det legendariske Château Latour og den gode Robert Parker er da også af den opfattelse, at slottet kvalitetsmæssigt bevæger sig blandt 1. Cru Classé slottene. Eksperter mener også, at slottet ville ende som 1. Cru Classé, såfremt der 1855-klassifikationen skulle revurderes.

Château Léoville Las Cases har samlet omkring 98 hektar vinmarker, hvor hovedmarken – den store Clos , der leverer druer til 1. vinen – er på omkring 60 hektar. Der laves 3 forskellige vine på slottet, nemlig 1. vinen Le Grand Vin de Léoville du Marquis de Las Cases, derefter vinen Le Clos du Marquis, som første gang er lavet i 1902 og i mange år blev betegnet som 2. vinen. Imidlertid kommer druerne fra andre marker end 1. vinen, hvorfor det reelt er forkert at kalde den 2. vinen.

Den betegnelse har “den lille løve” … Le Petit Lion du Marquis de Las Cases imidlertid nu fået, hvor druerne netop kommer fra de yngste vinstokke Clos de Léoville yngre vinstokke og derudover har en større andel Merlot i. Den vin er første gang lavet i årgang 2007 … og det er jo netop denne vin, som vi smager her. Helt præcist som med Nénins 1997 Fugue de Nénin.

Der laves årligt omkring 200.000 flasker Le Grand Vin de Léoville du Marquis de Las Cases og 250,000 flasker Le Clos du Marquis. Jeg ved ikke, hvor mange der årligt laves af Le Petit Lion du Marquis de Las Cases. Den er i denne årgang 2007 lavet på 71% Merlot og 39% Cabernet Sauvignon og har ikke lagret så lang tid på eg som sine storesøstre, alene 10 måneder og alene med 10% nye fade.

Men der er virkelig flot vin … specielt af en 2. eller måske nærmere 3. vin. I næsen virkelig herlig animalsk stald, mejeri, kærnemælk, syrlige sokker, solbær, friske solbær, skovbund, efterår, nedfaldne blade, cigaræsker, lidt lakrids og bitter chokolade. I munden er vinen silkeblød. Vi snakker fløjl og nervøs velour, det er blidt, blødt … men syren er fast, bærene mellemrøde og tanniner tilstede, men bliver ikke for meget. Flot og blød Bordeaux … jeg synes, at blødheden fra Saint-Julien viser den bedste side af Bordeaux.

Forhandles en primeur hos fx Theis Vine, hvor en årgang 2014 koster 219 kr.

Rating 5,5/7 

2013 Château de Beaucastel, Côtes du Rhône Coudoulet de Beaucastel, Rhône, Frankrig

2013 Château de Beaucastel, Côtes du Rhône Coudoulet de Beaucastel, Rhône, FrankrigDe 3 sidste vine, som Matthieu Perrin præsenterede var selvfølgelig fra Château de Beaucastel, og vi startede helt naturligt med den vin, som kommer fra de marker, som lige præcis ligger udenfor AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen … altså reelt blot AOC Côtes du Rhône.

Men det nu er næsten så tæt på Châteauneuf-du-Pape, som du overhovedet kan komme. Coudoulet vinmarken ligger blot på den forkerte side af motorvejen A7 … blot 100 meter fra AOC Châteauneuf-du-Pape. Og vinen hedder selvfølgelig passende nok Coudoulet de Beaucastel.

Coudoulet marken er dog langt fra ordinær. På samme måde som på den anden side af motorvejen er jorden på Coudoulet også præget af de runde Galets sten. Og hos Beaucastel dyrker man denne mark på samme måde som Châteauneuf-du-Pape markerne.

Coudoulet de Beaucastel kaldes derfor også ofte for en Baby-Châteauneuf, men sandheden er, at den kvalitetsmæssigt ligger over gennemsnittet af mange rigtige Châteauneuf vine. Der produceres både en hvid og en rød Coudoulet de Beaucastel.

Coudoulet de Beaucastel bliver ligesom Château de Beaucastel produceret efter biodynamiske principper. Produktionen sker – som med de fleste af Perrins vine – på Château du Grand Prébois lidt udenfor Orange på vej mod Jonquières. Denne vin lagres også der … men de rigtige Châteauneuf-du-Paper lagres i kældrene på Beaucastel.

Her i årgang 2013 er vinen lavet på 40% Grenache, 30% Mourvèdre, 20% Syrah samt 10% Cinsault. Perrin siger selv, at Mourvèdre druerne er helt perfekt til denne … at den nordlige placering gør druerne helt optimale. Hver druesort er vinificeret separat med maceration i cementtanke i 12 dage. Efter blanding/sammenstikningen lagrer vinen på foudres i 6 måneder.

Duften er knap så hård som Gigondas’en … her er det rigtig klassisk Rhône med mere Rhône krydderier, lavendel, solbær, kirsebær samt lidt sødme og fylde. Som da jeg for nogle år siden smagte vinen i en årgang 2009 er den meget ren og frugtrig i næsen, selvom der fortsat er både animalske og mineralske noter.

Smagen er flot blød med en blid … men præcis syre, sødme, grønne noter og en spand kul. Smagen er sådan meget vedvarende … holder ved i hele smagsspektret og der er fin og frisk, syrlig frugt i eftersmagen. Dejlig vin … og jeg havner faktisk på nøjagtig samme rating, som ved 2009’eren, nemlig 5,5 fede tommelfingre op.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 190 kr.

Rating 5,5/7 

2012 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, Italien

2012 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, ItalienDenne vin i en årgang 2007 smagte jeg tilbage i 2013, hvor jeg gav den 5 fede tommelfingre op … og nu har vi igen fat i vinen Do Ut Des … en IGT supertoscaner fra vinhuset Fattoria Carpineta Fontalpino. Og hvor ikke udfordre byggesjakket med en supertoscaner, som måske minder om noget andet?

Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Cresti, selvom gården har traditioner for vinfremstilling så langt tilbage som det sidste århundrede. Gården ligger lige ved den lille by Monteaperti i nærheden af den historiske landsby Castelnuovo Berardenga og vel omkring 5 kilometer øst for Siena.

Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Cresti er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Cresti er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.

Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer (Petit Verdot, Alicante, og mange andre). Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.

Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta, opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.

Der laves 6 forskellige vine på Fattoria Carpineta Fontalpino og alle rødvine … en Chianti Colli Senesi DOCG, en Montaperto IGT, en Chianti Classico DOCG, en Fontalpino Chianti Classico DOCG, vinen Dofana samt denne Do Ut Des IGT.

Vinen er lavet på 34% Merlot, 33% Sangiovese og 33% Cabernet Sauvignon fra marker i Monteaperti. Jeg vil gerne kunne sige, at Do Ut Des betyder “tre af hver”, men det er jeg ingenlunde sikker på. Maceration på 20 dage for Merlot og Cabernet Sauvignon druerne og 18 dage for Sangiovese. Derefter har vinen lagret 18 måneder på 225 liter egetræsfade, og der produceres årligt omkring 19.000 flasker af denne vin.

Og det er en vin, som fortsat er ganske ung … behøver lidt luft i glasset. Virker måske lidt grøn og stram ved første møde, men så åbner sluserne altså også op. I næsen er der mørke noter, grønne noter, moden frugt … modne kirsebær, brombær, klare elementer af eg, chokolade, toast, vanilje, let mineralsk islæt samt krydderier. Lidt landlig i næsen, hvilket jo er herligt.

Smagsmæssigt er vinen fyldig, blød … stor tørhed og tanninerne tætte og stramme, så den megen fadlagning kommer virkelig til udtryk. Der er fin balance i vinen, krydderierne blander sig i smagsspektret og eftersmagen er fin og lang. Det er brombær, blåbær … frugten er virkelig flot, og vinen efterlader sammenlagt et flot indtryk. Jeg elsker altså bare supertoscanere.

Købt hos SuperVin i Hjørring til 134,95 kr., hvilket er prisen ved 6 flasker. Det er en sindssygt billig pris. Sidste gang jeg købte vinen gav jeg 299 kr. ved Veras Vine og SuperVin indikerer da også en pris på 299,95 kr., hvis du kun køber 1 flaske. Køb endelig 6 flasker.

Rating 5,5/7    

2014 Ampeleia, Cabernet Franc, Toscana, Italien

2014 Ampeleia, Cabernet Franc, Toscana, ItalienDet siges, at Cabernet Franc er stamfader til Cabernet Sauvignon. Den er jo ellers mest kendt som blandingsdrue i vine fra fx Bordeaux og andre steder. De bedste vine på ren 100% Cabernet Franc finder man vel i Loire, men også i Toscana får enkelte vinavlere fantastiske resultater med druen.

Det ville jeg bevise via en lille tvekamp mellem Loire og Toscana under temaet; Den gamle stamfader fra skyggen … i forskellige afskygninger, hvor den toskanske duellant kom fra vinhuset Ampeleia Società Agricola, som ligger ved byen Roccatederighi i Maremma området ved kysten i det sydlige Toscana.

Ampeleia er grundlagt i 2002 som et projekt mellem vennerne Elisabetta Foradori, Giovanni Podini og Thomas Widmann. De købte ejendommen i Roccatederighi af ægteparret Heather og Peter Max Suter. De stammede fra Schweiz og havde selv i 1960’erne købt gården, som dengang var nedlagt og forfalden.

Suter familien forvandlede den imidlertid til en velfungerende ejendom med skovdrift, korn, får og en mindre vinproduktion. De var også ansvarlige for, at der i stor stil blev plantet både Cabernet Franc og Merlot på markerne.

Det er Elisabetta Foradori, som er den drivende kraft i foretagendet, og hende er vi da også tidligere stødt på her på bloggen. Hun driver nemlig familieforetagende Azienda Agricola Elisabetta Foradori oppe i Alto Adige området. Jeg har tidligere smagt og skrevet om en af vinene derfra, nemlig en 2010 Morei Teroldego, lavet på druen Teroldego.

I dag er det dog også alene Elisabetta Foradori og Giovanni Podini, som driver Ampeleia, da Thomas Widmann i 2009 måtte udtræde på grund af forretninger i hans hjemland.

Ampeleia Società Agricola består af samlet 150 hektar jord, men alene 40 hektar er vinmarker, som ligger i tre niveauer … det som de lokalt kalder Ampeleia di Sopra, hvilket er den øverste del, dernæst Ampeleia di Mezzo og endelig Ampeleia di Sotto, som den laveste beliggende del. Der dyrkes i dag primært druesorterne Cabernet Franc samt Sangiovese, men også andre druer som Grenache, Carignano, Mourvedre, Alicante og Marsellan.

Denne vin er 100% Cabernet Franc, som kommer fra en enkeltmark beliggende i 500 meters højde med høstudbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Jordbunden er ler og kalk, hvilket er med til at give en mineralsk vin. Dyrket biodynamisk, selvom gården alene er certificeret økologigsk, og vinificeret så naturligt som muligt, dvs. ingen tilsætning af gær og ikke filtreret. Gæret og lagret på cement i 6 måneder og flasket med minimal svovl.

Og i glasset en ganske lys og let vin … markant lysere end udfordreren fra Loire. I næsen er der klare Cabernet Franc noter … faktisk ganske tydeligt. Det er lidt stald … ganske rustikt og jeg fik også noteret, at den virker biodynamisk i udtrykket. Det var inden, at jeg fandt ud af, at den faktisk er produceret biodynamisk. Der er blyanter, blåbær, brombær, krydderier samt en syrlig note, nærmest typisk italiensk grøn syre.

I munden er vinen ganske let, saftig … og det er utroligt, at den kommer fra den sydlige del af Toscana, hvor vinene ellers normalt er en tand mørkere end i resten af Toscana. Virker næsten, som om at den kommer fra Loire, men utrolig frugtrig med blåbær, brombær og en gennemgående lethed. Tanninerne indikerer en meget ung vin … har et syrligt bid og en markant mineralsk syrlighed over sig. Spændende vin.

Købt hos Bichel Vine, pris 199,75 kr.

Rating 5,5/7