Tag-arkiv: Piemonte

2006 Renato Ratti, Barolo Marcenasco, Piemonte, Italien

2006 Renato Ratti, Barolo Marcenasco, Piemonte, ItalienStilhed i huset … børnene leger ovenpå, hustruen tager en morfar, og mens jeg forbereder aftens menu, så er det da vist tid til at finde aftenens vin. Igen til Italien … og nærmere sagt Piemonte med denne Barolo årgang 2006, et i øvrigt rigtigt godt år i netop Piemonte. Vinen er fra Renato Ratti, som hører til blandt Piemontes mere moderne producenter. Ejendommen drives i dag af Renatos søn Pietro Ratti, som efter faderens død i 1985 har haft det fulde ansvar. Ejendommen ligger i den sydlige del af La Morra kommunen. I et område tæt på en række andre “moderne” producenter som Elio Altare og Revello.

Marcenasco er Rattis standard Barolo. Vinen har været igennem en ultra kort macerationstid på 7 dage, men lagret på 25 hl Slovensk eg. Så på trods af den korte maceration, er der jo ikke tale om en ultramoderne vin. Rattis andre Baroloer, som laves fra Conca og Rocche markerne lagres ikke kun i store fade, men også Barrique. Vinene fra Pietro ratti afspejler netop dét hans far ønskede; Elegante, silkeagtige Barolo-vine i verdensklasse. Renato Rattis stil sammenlignes ofte med det bedste fra Bourgogne.

Vinen står uigennemsigtig i glasset, og duften er skovbund, grønne noter, lidt blomme og lidt chokolade. Smagen er skøn, tanninholding, syre, elegant og meget lang eftersmag. Sidder i hele mundhulen, og varer bare ved. Det er et godt glas vin. Vinen i denne årgang har fået 95 point af WS, 91 point af RP og 94 point af Wine Enthusiast. I 2010 endte vinen endda i årgang 2006 som nr. 1 på Wine Enthusiasts liste over de mest eftertragtede vine. Som første gang jeg smagte vinen er den fortsat ung, og tror jeg vil gemme de sidste par flasker en del år endnu … selvom det bliver svært, for godt smager det.

Prisen ligger omkring 250 kr. hos Phillipson.

En vin, som jeg bestemt vil anbefale.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Fontanafredda, Barolo Serralunga d’Alba, Piemonte, Italien

2007 Fontanafredda, Barolo Serralunga d’Alba, Piemonte, ItalienLørdag aften var jeg indbudt til et såkaldt “byggemøde”. Det inkluderede en massiv vinsmagning af primært Mollydooker vine, helt præcis 5 stk. fra Sarah og Sparky samt lidt “diverse” vine, herunder en Ripasso, en Amarone, en Chateauneuf, en amerikaner, en bordeaux samt denne Barolo fra Fontanafredda … aftenens bedste vin.

I glasset er Fontanafredda vinen klart rød uden at være mørk, lidt lukket i næsen, men alligevel noter af blomme, tobak og fad. Fuldmoden og tør i munden og pga. den unge alder fortsat en del tanniner, selvom der også er en blødhed over vinen. Der er også … som tit med Barolo lidt svedsker eller blommer. Giv den gerne lidt luft i glasset.

Fontanafredda er en af Coops faste vine, og deres vine har stået på hylderne i rigtig mange år. Huset Fontanafredda laver mange vine, både røde, hvide, rosé og mousserende.

Dette er én af deres topvine, som er en enkeltmarks Barolo, dvs. niveauet over deres traditionelle linje, som blot benævnes Barolo.

Vinen koster 189 kr. i Coop-forretningerne, og på denne aften, hvor de tunge Mollydooker skyts var kørt i stilling, så synes jeg denne vin var blandt de bedre.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Cordero di Montezemolo, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2010 Cordero di Montezemolo, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienSmagte denne vin tirsdag fra Cordero di Montezemolo, en dejlig italiener fra Piemonte, lavet på barbera-druen. Vinen er købt gennem nogle friske Vestas-folk, som importerer lidt italienske vin. En flot fyldig og mørk vin i glasset, og duft af mørke bær. Smagen også til den fyldige side, men fortsat med lidt syre. Også lidt krydret smag, og et rigtigt flot glas vin.

Vinen kommer fra vingården Cordero di Montezemolo i bydelen Annunziata i hjertet af Langhe, og vingårdens historie går helt tilbage som til middelalderen.

I dag består ejendommen af 28 sammenhængende hektar, og i midten af alle vinmarkederne vingården sammen med et 150 år gammelt cebertræ, som kan ses fra alle vinmarker. Sikkert pral, men det lyder meget romantisk.

Vinstokkene har en betydelig alder og en unik og kompleks undergrund. År efter år danner denne eftertragtede jord grundlaget for nogle af de vine, der har gjort Piemonte berømt over hele verden. Der produceres de traditionelle lokale druesorter (Nebbiolo, Dolcetto, Barbera, Arneis).

Vinen kostede ca. 100 kr. og kan varmt anbefales.

Vinanmeldelse 4/7