Tag-arkiv: Barolo

Barolo er en appellation i Piemonte og måske en af verdens bedste og mest kendte appellationer. Intet kan måle sig med god Barolo vin og derfor siges det også, at Barolo er vinenes konge og kongernes vin.

Barolo laves selvfølgelig på ren Nebbiolo, som skal komme fra marker i et lille område omkring 11 kilometer syd for Alba i hele eller dele af de 11 små kommuner Barolo, Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba, Cherasco, Diano d’Alba, Grinzane Cavour, La Morra, Roddi,  Monforte d’Alba, Novello og Verduno i Cuneo provinsen.

Dette område omfatter omkring 1.700 hektar vinmarker og den årlige produktion ligger på cirka 10 millioner flasker Barolo … som jo i øvrigt har sit  velklingende navn fra landsbyen Barolo.

2017 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2017 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienManzones Barolo Gramolere har jeg efterhånden smagt nogle gange … masser af kvalitet til ret fornuftige penge. Vinen vandt fx en lille Barolo smagning i årgang 2015, men nu smager jeg altså vinen i årgang 2017.

Nebbiolo druerne er høstet i midten og slutningen af oktober. Gæring og maceration sker over 30-40 dage ved 28 grader. Efter fermentering er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 liter egefade efterfulgt af lagring i betontanke 2-3 måneder og efter aftapning på flaske – uden klaring eller filtrering – er den lagret yderligere 10 måneder.

Man bliver glad fra første snif … vi har nu åbnet førstehjælpskassen med plaster, gazebind suppleret med violer, knuste roser, blomster, læder og igen gammelt træ fra et kongeskib, lakridsrod og fennikel og en lys frugt i form af umodne kirsebær, ribs, kamfer og tobak. Der fornemmes samtidig en lille aromatisk og endda parfumeret sødme, hvorved det samlet dufter så fantastisk.

I munden har Manzones Gramolere også denne lille kække sødme, som binder vinen så forbandet godt sammen. Sødmen gør, at denne årgang 2017 måske ikke er helt så tør som 2016’eren, selvom det jo fortsat er en tør vin, hvor der skam også er vilde tanniner, som helt som forventet sætter sig rundt i munden. Der er ribs, lidt umodne blommer og hindbær … lidt juicy og saftig. Det hænger sgu da godt sammen, god syre og sødme balance, meget elegant. Der er god længde i eftersmagen med både syre samt en smule bitterhed, hvorved Houlberg atter er glad.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Scarzello, Barolo Sarmassa Vigna Merenda, Piemonte, Italien

2015 Scarzello, Barolo Sarmassa Vigna Merenda, Piemonte, ItalienVi sluttede rundturen i Piemonte med manér … for sidste vin var nemlig en lækker 2015 Barolo Sarmassa Vigna Merenda fra Scarzello. Et fint punktum.

Barolo Sarmassa Vigna Merenda er vel nærmest  topvinen fra vingården og druerne er fra parcellen Vigna Merenda, som er en unik parcel på Sarmassa og udelukkende ejet af Scarzello.

Vinhuset har lavet vinen siden 1978 og den er lavet med voldsom lang maceration, nemlig i hele 50 dage og derefter lagret på store 25 hektoliter egefade i 30 måneder efterfulgt af yderligere 2 års lagring på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt alene omkring 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en rund, men rank og strunk vin … der er en vis power over aromaerne med sorte kirsebær, jordbær, brombær og lidt hindbær, roser, knuste rosenblade, violer, ædeltræ, medicinskab, en smule anis, fenikkel, tjære, en gammel lædersaddel, umami, lidt vanilje, spegepølse og sådan lidt muskuløs.

Det gælder dog ikke smagsmæssigt, for der er vinen så ren, clean, skarp og vildt tør med klassisk oldschool klassicisme. Frugten er så bare lys og straight med ribs, rabarber og sure kirsebær, bare frisk samtidig med en en ren syre, men samtidig virker vinen silkeblød og koncentreret. Tanninerne er vildt tørre … gummemassage af bedste skuffe og det suppleres af lidt flint, marcipan, tørrede urter, basilikum, svag babybræk og røg.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 550 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Figli Luigi Oddero, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Figli Luigi Oddero, Barolo, Piemonte, ItalienDerefter stod den på Barolo, for næste vin kom fra vinhuset Figli Luigi Oddero, der holder til i en smuk piemontisk villa med et karakteristisk tårn lidt nordøst for La Morra.

Familien Oddero har lavet vin  siden 1878, da Giacomo Oddero grundlagde vinhuset Poderi e Cantine Oddero udenfor La Morra.

Vinene blev solgt på små egetræsfade, bl.a. til Amerika og vine fra Oddero blev også fremvist i 1911 ved en stor international udstilling i Torino.

Men det var imidlertid først i 1951, at vinhuset reelt startede, da brødrene Giacomo og Luigi Oddero – 3. generation og børnebørn til den gamle grundlægger – begyndte at flaske og sælge vinene under egen etiket.

Arbejdsfordelingen mellem de to brødre var, at Luigi var ansvarlig for marker og vinproduktion, mens Giacomo var ansigtet udadtil og sådan kørte det også helt frem til 2006, hvor der kom en uoverensstemmelse mellem de to brødre.

Det betød, at vinhuset blev splittet op, hvorved Giacomo beholdt ejendommen, mens Luigi fik de bedste marker … 32 hektar med bl.a. parceller på marker som Riva i La Morra, Vigna Rionda i Serralunga d’Alba og Rocche dei Rivera i Castiglione Falletto.

Man fandt samtidig en smuk, gammel vingård lidt længere nede ad vejen, hvor man kunne producere vinene, som nu sælges og etiketteres som Figli Luigi Oddero.

I dag drives Figli Luigi Oddero imidlertid af Luigis hustru Lena og deres børn Giovanni og Maria, da Luigi desværre døde i 2009, så nu sker produktionen af vinene i samarbejde med den berømte Bruno Giacosa vinmager Dante Scaglione som konsulent og den unge vinmager Francesco Versio.

Francesco har også – som Dante Scaglione – arbejdet hos Bruno Giacosa, men har i dag ansvaret for hele produktionen på Figli Luigi Oddero … lige fra mark til kælder.

Francesco Versio viderefører ånden efter Luigi Oddero, som altid har lavet Barolo efter de gamle klassiske dyder, dvs. lang maceration og store fade – gamba botte – uden for meget toast, så Nebbiolo mosten ikke bliver overdøvet af ristet eg. Markerne dyrkes også uden pesticider og meget tæt på økologi.

Vinhuset Figli Luigi Oddero er ikke helt så kendt som det gamle Oddero, som i dag fortsat drives af Luigis bror. Giacomo var jo det kendte ansigt udadtil og havde også alle kontakterne til kunderne, hvorfor de hos Luigi Oddero haft svært ved at sælge deres vine, herunder bl.a. et stort lager af ældre vine, som Luigi fik med i forbindelse med bruddet.

Her er det altså husets basis Barolo, som er lavet efter den helt klassiske opskrift for Barolo med frugt fra vinemarkerne i la Morra, Serralunga og Castiglione Falletto. Vinen er lavet med den naturlige gær og 10-15 dages maceration, 24 måneder på store fade og til sidst minimum 12 måneders flaskelagring.

I næsen fanger jeg først lidt moden, lækker frugt, lys og aromatisk, godt med blomster, mariekiks, vanilje og lakridskonfekt, fadpræget klart større end forventet, men til gengæld er aromaerne luftige og lette og næsten en smule burgundiske. Det er parfumeret med lyse bær, ribs, hindbær, hæfteplasker, medicinskab, pilleglas, roser samt knuste blomsterblade, mentol og en gransov en kold morgen.

Smagen er præget af lyse druer … røde kirsebær, knuste hindbær, lidt jernholdige elementer suppleret af mynte, stjerneanis og en lille pleasende fyldighed, mens tanninerne heller ikke blive vilde, men er venlige og behagelige, hvilket gør vinen rund med en lille lys og stram syrlighed. Flot balanceret.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Massimo Rivetti, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Massimo Rivetti, Barolo, Piemonte, ItalienMassimo Rivetti ligger lidt øst for den lille by Neive … faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947. Det er derfra, at jeg nu smager næste vin, som er deres Barolo i en ung årgang 2017.

Druerne til vinen kommer fra en mindre mark i La Morra med 30 år gamle vinstokke i 450 meters højde og med en sydvestvendt eksponering og en stor andel ler og kalksten.

.Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke ved 28 grader over 12-15 dage, hvilket så er efterfulgt af eftermaceration et par uger mere, hvorefter vinen har lagret 24 måneder på store 25-30 hektoliter slavonske egefade efterfulgt af 6 måneder på flaske.

Vinen er dejlig lys og transparent i glasset, mens duften er rig på læder, violer, roser, røg og lys frugt som jordbær kirsebær, tranebær, tør træ med lidt mælkede noter, let sur kærnemælk samt lidt grønne blade.

I munden har vinen samme dejlige og friske lethed, godt med bid, ribs, hindbær og rabarber, masser af blomster, tørhed og en lille sød samt bitter note. Det er virkelig en ung, viril og tør vin, tanninerne er også knastørre og utilgivende, så de river i både tandkød og tandsæt med insisterende iver. Jeg elsker det. Som sidst er det en knøs, en snothvalp eller barnerumpe, men frisk og spændstig Barolo.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr. mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Diego Conterno, Barolo Ginestra, Piemonte, Italien

2010 Diego Conterno, Barolo Ginestra, Piemonte, ItalienVi skulle da lige smage mer’ Piemonte vin fra magnumflaske og da en 2007 Barolo Monserra fra Raineri enten havde prop eller en underlig flaskefejl, så fandt jeg i stedet denne 2010 Barolo Ginestra fra Diego Conterno frem … også i magnum.

Diego Conterno har tidligere været en del af det fine vinhus Conterno Fantino og er nemlig fætter til Claudio Conterno, der jo grundlagde Conterno Fantino sammen med Guido Fantino.

Diego arbejdede da også oprindelig på Conterno Fantino, men i år 2000 forlod han imidlertid familieforetagendet for at etablere sin egen vingård med god hjælp fra sin hustru Anne samt børnene Lorenza og Stefano.

Siden 2010 har sønnen Stefano Conterno også deltaget i driften af deres samlet 7,5 hektar vinmarker i Monforte d’Alba. Der har Diego bygget sit vineri midt i markerne. Vinmarkerne dyrkes økologisk og produktionen ligger på beskedne 40.000 flasker årligt fordelt på 6 forskellige vine på Dolcetto, Barbera og Nebbiolo.

Vinmæssigt ligger stilen som en blanding af traditionalister og modernister. De bedste vine er selvfølgelig Barolo’erne, som Diego producerer 3 forskellige af, nemlig en basis Barolo og så topvinene Barolo Ginestra og Barolo Le Coste.

Her er det netop en af topvinene … Barolo Ginestra i årgang 2010 fra Ginestra marken, der er beliggende syd for Monforte d´Alba på en bakketop i 300 meter højde og regnes for en af de bedste enkeltmarker i Barolo-området.

2010 var faktisk første år, som Diego og Stefano lavede Barolo Ginestra og vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring samt maceration i 20-30 dage efterfulgt af lagring på 500 liter egefade i en periode mellem 24 og 30 måneder.

Lys, transparent med et modent udtryk, pænt brunlig farve i glasset samt masser af fin moden velduft, knuste sten, violer, læder, gummi, luftige og lette roser, trøfler, kirsebær, hindbær og let lakrids. Det er luftigt, let med så alligevel med modenhed, blomster, saltlakrids, brændte noter og smådekadent udtryk.

Smagen er saftig tør … godt med syre, virkelig frisk frugt, jordbær, kirsebær, tørre tanniner, som dog ikke er fuldstændig vilde, men nok til en kort udtørring i munden og til at sætte sig på tænderne. Syren har kontrollen, men på en fin og afstemt måde. Efter et par dage får man flere modne udtryk frem, mere blødhed og cremethed, hvilket virkelig klæder vinen og lige løfter den et par etager op. Nam.

Forhandles af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske 2012 i normal størrelse koster 525 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2013 Marchesi di Barolo, Barolo, Piemonte, Italien

2013 Marchesi di Barolo, Barolo, Piemonte, ItalienJeg har smagt mange vine fra vinhuset Marchesi di Barolo og anmeldt en del her på bloggen. Nu var næste vin netop en vin fra det piemontiske vinhus … en basis Barolo årgang 2013.

Det er en vin, som er lavet af druer fra næsten alle af husets vinmarker, selvfølgelig 100% Nebbiolo. Druerne håndplukkes og presses, hvorefter mosten lagres 3 år på både små, nye egetræsfade samt ældre og større fade. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere nogle måneder, således den frigives 4 år efter høsten.

Duftmæssigt en moden frugt suppleret med læder, mentol, svag eukalyptus, mahogni ædeltræ, roser, blyanter, skovbund,  røde bær og en smule balsamico.

I munden er der tranebær og lidt mørkere bær, egentlig lidt stærk og småbitter, hvorved den får et lidt rustikt udtryk. Syren er også rustik og samtidig lidt moden. Det er – som sidst jeg smagte vinen – en lidt kantet Barolo og mangler lidt elegance og balance.

Forhandles af VinMedMere.dk, hvor en flaske i nyere årgang koster 215 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Bergadano, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Bergadano, Barolo, Piemonte, ItalienDen tredje Barolo havde jeg også smagt en gang tidligere … i årgang 2016, for det er nemlig Azienda Agricola Bergadanos almindelige Barolo, som jeg nu smager i årgang 2017.

Nebbiolo druerne til vinen kommer fra marken Pugnane i Monforte d’Alba. Druerne er høstet ved håndkraft og kun de bedste druer indgår i vinen, der så gærer og macererer i rustfrie ståltanke – som de øvrige vine – med remontage flere gange dagligt. Gæringen er temperaturstyret og foregår ved 26-28 grader over 15 dage.

Derefter sker der en spontan malolaktisk gæring, hvorefter vinen lagres i 24 måneder på italienske botti … store fade på 1.800 liter lavet af fransk egetræ. Efterfølgende lagres vinen yderligere 12 måneder på ståltanke inden den flaskes og lagres i yderligere 6 måneder inden frigivelse.

I næsen er det herlige aromaer … knuste rosenblade, knuste sten, friske og lyse kirsebær, ribs, hindbær, grønne blade, tør jord, læder og læderfedt, bivoks samt lidt tulipaner,  balsamolie, mentol, tør tobak, mørk chokolade og lidt vanilje.

Smagsmæssigt er det bare ren og klar Nebbiolo og som med 2016’eren, så er den både feminin, rar og venlig. Tanninerne er stramme og fine, udtørrer munden og sætter sig på tænder, men uden at tage hele emaljen. Der er god kompleksitet, fin struktur og flot balance i vinen, har let bitterhed, mandler og grape, tør, strunk, elegant og smuk. Det er god og venlig Barolo, så atter 5,5 tomler med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2016 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2016 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienNæste Barolo behøver nok ikke den helt store præsentation, for det var såmænd Barolo’en, som i årgang 2015 for knap et år siden vandt en lille Barolo smagning. Nu smager jeg så Manzones 2016 Barolo Gramolere.

Med denne 2016 Barolo Gramolere er Nebbiolo druerne høstet i midten og slutningen af oktober. Gæring og maceration sker over 30-40 dage ved 28 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 liter egefade efterfulgt af lagring i betontanke 2-3 måneder og efter aftapning på flaske – uden klaring eller filtrering – er den lagret yderligere 10 måneder.

I næsen er der først lidt gammelt træ … indbydende som Fregatten Jylland på en våd efterårsdag, dejlige lyse parfumerede Barolo noter med knuste roser, violer, blomster, læder, lakridsrod og fennikel, lys frugt i form af umodne kirsebær, måske endda lidt mørke Amarena kirsebær og hindbær, gazebind, bagepulver, vanilje og kanel. Vildt tiltrækkende.

Som sidst er det en ung, spændstig, adræt og agil Barolo, som er monstertør og har masser af syre og et lille juicy touch. Tanninerne tørrer din mund totalt ud … vilde og ustyrlige. Der er ribs, umodne blommer og hindbær, meget stringent og elegant. Der kommer en lille saftig note, som gør vinen totalt imødekommende og tjenstvillig. Det hænger vildt godt sammen allerede i denne unge alder og syren er fin, stram og kontrollerende. Der er god længde i eftersmagen med både syre samt en smule bitterhed. WAUW.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men kan i øjeblikket fås på tilbud til 269,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket bare er vildt billigt.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Cascina Chicco, Barolo Rocche di Castelletto, Piemonte, Italien

2016 Cascina Chicco, Barolo Rocche di Castelletto, Piemonte, ItaliencSå blev det lige tid til lidt Nebbiolo og det er der jo altid tid til. Den første vin blev denne Barolo Rocche di Castelletto fra Cascina Chicco i en fin årgang 2016.

Cascina Chicco er grundlagt tilbage i 1950’erne af  Ernesto Faccenda, som oprindelig var slagtet med speciale i tørrede skinker. Han så et potentiale for vin, købte derfor et par hektar marker tæt ved Canale i hjertet af Roero og startede med at producere Nebbiolo og Barbera d’Alba vine, som han solgte i store demijohns eller bulk … ved siden af sine tørrede skinker og hjemmedyrkede ferskner.

Det bliver dog Ernestos søn Federico Faccenda, som – selvom han også primært driver familiens slagerforretning videre – begynder at flaske vinene og sælge dem under Cascina Chicco navnet med hjælp fra sin hustru Maddalena.

Siden 1980’erne har vingården dog været drevet af Enrico og Marco, Federico og Maddalenas to sønner, som begge er uddannet ønologer fra vinskolen i Alba. De har siden overtagelsen opkøbt en række marker i Vezza d’Alba, Castellinaldo og Castagnito, nemlig marker som Valmaggiore, Granera Alta, Bric Loira samt senere Ginestra og Rocche di Castelletto i Monforte d’Alba.

De har også i 2014 bygget et helt nyt vinieri, hvorfra de nu laver vinene fra deres i alt 44 hektar vinmarker.

Her smager vi Faccenda brødrenes Barolo Rocche di Castelletto, hvor Nebbiolo druerne kommer fra marken Castelletto i Monforte d’Alba. Marken ligger i Grassi mellem Monforte d’Alba kommune og landsbyen Perno lige op til Ginestra og nærmest nabo til Elio Grasso.

Vinmarken har en sydvestlig og vestlig eksponering i en zone, der er særligt velegnet til dyrkning af Nebbiolo til Barolo. Høsten foregår i anden halvdel af oktober måned og udføres ved håndkraft af husets markarbejdere med særlig vægt på druesortering.  Hver plante høstes to gange med en periode på 6-10 dage imellem.

Fermentering varer 15 dage og sker i små, rustfrie ståltanke med gentagen overpumpning og macerationen fortsætter efter gæring i alt 40- 5 dage. Derefter lagrer vinen i kroatiske egetræstønder på 2.000-5.000 liter nogle år, før den igen lagrer på rustfri ståltanke, således den sammenlagt efter 4 år aftappes på flaske og frigives.

I glasset er Barolo’en lys og transparent … ikke helt lys, men tilstrækkelig til, at mine forventninger skrues i vejret. Op af glasset kommer der læder, masser af læder, er meget parfumeret, har roser, violer, ribs, hindbær, tranebær og egentlig er frugten meget moden. Der er skovbund, grafit, blæk, tørt træ, kanel, spidskommen, fennikel og gazebind … fin duft og en kende til den maskuline side.

Smagen har godt med tørhed og en sort-te-agtig smag, tranebær, ribs, syrlige kirsebær og måske endda lidt tung i frugten. Der er jern, bitterhed, tanninerne bliver aldrig helt vilde, men er afbalancerede og smårunde. Det er en kraftfuld, fyldig Barolo, som har dette lidt maskuline, varme og kraftige udtryk.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2005 Scarzello, Barolo Vigna Merenda, Piemonte, Italien

2005 Scarzello, Barolo Vigna Merenda, Piemonte, ItalienTilbage i maj 2011 smagte jeg første gang denne 2005 Barolo Vigna Merenda fra Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli. Nu er det efterhånden 10 år siden, hvorfor det vel er okay at skrive om vinen igen?

Dengang var det også Jan, som serverede vinen og nu var det efter et forsøg på vinen i årgang 2006, men den var væk og helt flad. Men så fandt Jan i stedet 2005’eren og den var perfekt.

Sjovt nok havde jeg faktisk smagt Barolo Vigna Merenda 2006 – eller Barolo Sarmassa Vigna Merenda – for nogle år siden, hvor det intet var galt med vinen, men det kan jo blot være en flaskefejl.

Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli ligger i den nordlige del af Barolo by i Piemonte. Scarzello familien har en lang historie, men vingården er reelt grundlagt i 1947 af Giuseppe Scarzello, der efter 2. verdenskrig startede som vinbonde i Barolo.

I dag er det 3. generation i form af Federico Scarzello, som driver vingården. Federico overtog tøjlerne i det gamle familiebrug, da han i år 2000 var færdig med vinskolen Scuola Enologica  i Alba som 20-årig og han har siden knoklet løs for at hæve niveauet … siden 2009 helt uden faderens hjælp.

Federico  er en meget ung, ambitiøs, kompromisløs og charmerende Piemontesisk vinbonde, som laver dybe, intense og klassiske Piemonte vine.

Federico går mod den moderne strøm, der har hersket i Piemonte i mange år med brug af små nye fade og kort macerationstid. Federico laver klassiske vine med lang macerations og lagring på store brugte fade, vine der tydeligt er inspireret af Giacomo Conterno og vennen Beppe Rinaldi.

Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli har samlet 5 hektar vinmarker og ejer bl.a. 3 hektar på topmarken Sarmassa, fordelt på 4-5 parceller, hvor der dyrkes på Nebbiolo og Barbera. De er således eneejer af Vigna Meranda parcellen på Sarmassa marken. Men derudover ligger husets marker i Terlo og Pajagallo.

Alle markerne drives økologisk, og derudover arbejder Federico også efter biodynamiske principper, men er dog ikke certificeret biodynamisk. Federico nedtoner også selv sit troskab til økologi og biodynamik, idet han ikke ønsker at konkurrere på, hvem der er mest økologisk eller biodynamisk og vil ikke lade certificeringen definerer hverken ham eller hans vine.

Der produceres alene 4 forskellige vine på Scarzello, nemlig en Barbera d’Alba Superiore, en Langhe Nebbiolo, en fin Barolo del Comune di Barolo og så denne topvin Barolo Sarmassa Vigna Merenda, der således er topvinen fra vingården.

Barolo Sarmassa Vigna Merenda kommer fra monopol parcellen Vigna Merenda på Sarmassa. Vinstokkene er ikke voldsomt gamle, alene 15-20 år, selvom denne vin faktisk er lavet første gang tilbage i 1978.

Den er lavet med voldsom lang maceration, hele 50 dage og derefter lagret på store 25 hektoliter egefade i 30 måneder og så efterfulgt af yderligere 2 års lagring på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt alene omkring 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er der knust rosenblade, violer, læder, tjære, ædelhed, mahogni træ, lakrids, lakridsrod, ribs, tranebær, tør jord og våd hund, tulipaner, let karamel og marcipan. Det er en duft to die for … virkelig indbydende med en slags dekadent ædelhed.

I munden er vinen bare så ren, tør og vildt tør, så alderen trykker på ingen måder. Det er ikke til at smage, at vinen er 16 år, for alt spiller. Der er ribs, tranebær samt tørre og bitre tanniner, der stramt samt kontant udtørrer munden på strengeste vis. Det suppleres med en vis mineralitet og samtidig med perfekt balance, så dermed klart omkring 6-6,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske i en nyere årgang 2015 efterhånden koster 550 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7