Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2009 Fess Parker Winery, Parker Station Pinot Noir, Californien, USA

2009 Fess Parker Winery, Parker Station Pinot Noir, Californien, USATorsdag bød på en vin, som jeg har nydt flere gange, nemlig Fess Parkers Parker Station Pinot Noir. Et rigtigt fornuftigt glas Pinot tïl fornuftige penge. Alle kender formentlig historien om Fess Parker, som jo 1950’erne havde en Hollywood rolle som David Crockett og for alle pengene købte en vingård i Santa Barbara. Vingården med også med i filmen Sideways … and so on.

Nå, men  Fess Parker er fra Texas, kan “over there” kan intet gøres i lille målestok, så antallet af hektarer er i dag vokset til 283 ha. Det giver da et par vinstokke at tilklippe.

Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb. At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Forskellen mellem Parker Station-serien og de andre vine fra Fess Parker er, at mosten udelukkende vinificeres på rustfrie ståltanke, så vinen er drikkemoden allerede, når den aftappes. Og det er også, hvad denne vin er, en easygoing, letdrikkelig vin, som bare smager godt, Men lad os nu blive lidt mere nuanceret. Duften er klart pinot, lidt animalsk og med en del sødme, blommer.

Smagen også tons af kirsebær, sødme, fylde – klart oversøisk i smagen. Sødmen nok også lidt for udpræget, men det elsker de amerikanere jo. Det er jo faktisk sådan, at flere europæiske vingårde laver en sødere version, hvis der skal eksporteres til USA! Jo, der er lidt marmelade og det er en lidt enkel vin. Mangler lidt syre til at give vinen rygrad.

Fås hos Vinspecialisten til 115 kr., og kan anbefales til prisen.

Vinanmeldelse 4/7  

2005 Weingut Schäfer-Fröhlich, Spätburgunder Trocken in Barrique gereift, Nahe, Tyskland

2005 Weingut Schäfer-Fröhlich, Spätburgunder Trocken in Barrique gereift, Nahe, TysklandDet gode ved at hælde en slat af forrige vin i maden er, at der så bliver plads til at åbne endnu en vin denne fredag aften.

Vi er nu i Nahe i Tyskland, og druen er igen Pinot Noir, eller Spätburgunder Trocken Im Barrique Gereift (jo jo … intet mindre), som Schäfer-Fröhlich har kaldt denne vin.

Og sikke en forskel i forhold til den tidligere vin. I glasset en transparent, let rød farve. I duften fortsat den animalske aroma, måske ikke så voldsom, men en mere kølig stil.

Pinot duften er der bestemt, og der er hindbær og jordbær dufte blandet med en smule eg, hvid peber og jord. Smagen meget rank, fin … hold da op, og syren er bestemt til stede, og jeg får masser af kirsebær og lang eftersmag. Vinen er mineralsk, syleskarp og ganske fantastisk.

Bestemt ikke easy-going, men en flot oplevelse. Hold den i glasset eller flasken i løbet af aftenen, og mærk udviklingen … den har kun godt at lidt luft. Alderen på 7-8 år mærkes overhovedet ikke … vinen hænger bestemt ikke med hovedet, men smagen hænger nærmere i ganen!

Vinmageren hedder Tim Fröhlich, og han er i løbet af de seneste år etableret sig i Nahe’s førende firkløver af producenter. Som den eneste af disse arbejder han udelukkende med spontangæring, som han mener giver de mest autentiske vine.

Han laver primært hvidvine, og har opnået mange priser for hans hvide vine. I 2010 blev han endda af Gault Millau kåret som “Årets producent”. I alle markerne ligger Schäfer-Fröhlich’s parceller i den stejleste del, hvor jordbunden er mest ufrugtbar og stokkene vokser direkte på den stenede undergrund.

Dermed kan Tim Fröhlich på mest dramatisk vis udvinde sine mineralske, kompromisløse essenser, som tilhører det største Tyskland har at byde på.

Tim Fröhlich laver også Spätburgunder, men i små mængder … faktisk så små, at de ikke engang er medtaget på hans website, men Tim Fröhlich arbejder meget seriøst på sine spätburgundere, som han laver på gammeldags vis og frigiver meget sent.

2005 årgangen, som er den aktuelle årgang, stammer fra perfekte druer af både franske og tyske Pinot-kloner, som efter en 6-7 uger lang maceration har været lagret i delvist ny barrique, deraf jo navnet “in Barrique gereift”.

I årgang 2005 har Tim Fröhlich alene lavet én Spätburgunder, dvs. man har undladt at selektere de bedste fade, og det giver jo – alt andet lige – mere kvalitet for pengene.

Og når vi er ved det med prisen, købt hos Atom Wine for 139 kr. for nogle år siden og bestemt anbefalesværdig.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Viña Leyda, Pinot Noir Reserve Las Brisas, Leyda Valley, Chile

Denne vin fra Viña Leyda har i en periode været huset vin … her i … huset !!!, og sådan en fredag … hvor man træt kommer hjem, hvad er bedre end at åbne en god flaske Pinot Noir og sætte en gang Al Green på afspilleren?

Eneste anke jeg kan finde er, at en hel del af indholdet er hældt i den Boeuf Bourguignon, som jeg netop har sat til at simre på kakkelovnskomfuret (ja, induktionspladerne lyder sgu ikke specielt romantisk). Og mens aftenens ret livligt sender sine aromatiske og provokerende dufte rundt i køkkenet, så kan jeg jo lige sætte mig et par minutter og skrive et par bogstaver om denne vin.

Vi er i Chile hos vinhuset Viña Leyda, som – surprise – ligger i Leyda Valley. Leyda er blandt den nye generation af gode producenter i Chile. Bag Viña Leyda står Luis Alberto Fernandez, der efter i nogle år at have studeret Leyda Valley’s klima og jordbund plantede Sauvignon Blanc, Chardonnay, Pinot Noir og Syrah.

Denne “Las Brisas” er – som navnet antyder – en enkeltmarksvin, og stammer fra en lille parcel i  Leyda Valley, kun 14 km. fra Stillehavet. De kølige briser fra fra Stillehavet giver perfekt kølige betingelser for den sarte, men fremragende Pinot Noir drue. Las Brisas parcellen, der blev tilplantet i 1998 ligger på  en sydvest vendt skråning.

Det betyder dels mindre direkte sol og dels mere indflydelse fra de kølende vinde fra havet. Det giver Pinot Noir druerne den optimale lange og langsomme  modning, der sikrer en klassisk  Pinot stil og de fine, elegante og komplekse aromaer denne drue mestrer bedre end nogen anden.

Vinen her får 90 point hos herr Parker … ikke at dette nødvendigvis skal være en målestok. og jeg er da også langfra altid enig med denne mand. Andre har kaldt denne for Chiles bedste Pinot Noir, og det vil jeg nok også kalde at tage munden for fuld. Farven er til den mørke side … for en Pinot Noir.

Duftmæssigt er det godt … den dejlige animalske duft, som kun Pinot Noir elskere for alvor er vilde med. Derudover en smule egeplanker, lidt jordbær … vent lige … skal lige ha’ lidt mere i glasset! Meget tæt i duften.

Smagen fin og cremet … det smager sgu godt. Skal man komme en smule malurt i bægeret … her glasset, så skulle det måske være, at den godt kan mangle en smule rygrad … lidt europæisk finesse, men en easy-going vin, som jeg gerne anbefaler.

Prisen i danske vinforretninger ligger omkring 120 kr. Jeg fik købt 12 stk. i Tyskland for omkring 800 kr., og det er et godt køb. Har også et par stykker tilbage endnu.

Nu må jeg senere se, om min Boeuf Bourguignon også tilgiver mig dette kontinentmæssige sidespring, men kan for pokker ikke nænne at hælde bourgogne i maden.

Vinanmeldelse 4/7 

2006 Brightwater Vineyards, Young Vine Pinot Noir, Nelson, New Zealand

2006 Brightwater Vineyards, Young Vine Pinot Noir, Nelson, New ZealandFredagsvinen blev endnu en Pinot Noir … vist det man kan kalde en stime … i form af denne “letvægter”fra Vin & Vin.

Vinen kommer fra Brightwater Vineyards, som startede i 1992, hvor Gary og Valley Neale besluttede at lave vin i det smukke område ”Nelson” i New Zealand.

Regionen er kendetegnende ved de mange solskinstimer, smukke grønne bjerge og vinhuse beliggende tæt ved havet. De mange soltimer kombineret med den kølige vind fra havet, giver vinene en langsom modning, der bevarer aromaerne i vinene.

Markerne ligger på en gammel flodseng tæt på byen Brightwater og produktionen er på kun 10.000 kasser årligt. Indtil videre dyrker man Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Chardonnay, Riesling og Merlot.

Brightwater Vineyards blev Årets Winemaker 2012  i New Zealand.

I glasset en meget tynd, næsten orange og transparent vin. Her lever den bestemt op til sit navn … Brightwater!

Duften klassisk Pinot … tons af kostald … minder i duft om både Johner og Keller. Smagen er mild og blød med meget moden frugt og svag tone af læder. Det smager saft susme godt. Den er både frisk, frugtrig med lyse bær og god balance.

Prisen er 139 kr. eller 95 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk. Køb da endelig 6 flasker, for det er en god pris for denne vin, som jeg absolut kan anbefale.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2004 Weingut Schloss Esterházy, Pinot Noir, Burgenland, Østrig

2004 Weingut Schloss Esterházy, Pinot Noir, Burgenland, ØstrigNæste vin igen Pinot Noir … og for anden gang på kort tid fra Østrig. Denne gang kunne jeg dog ikke gætte, at det var en Østrigsk vin … endog, at der var tale om en Pinot Noir, og vinen er da også lidt atypisk i forhold til andre vine på samme drue.

Samtidig viste det sig også, at der er tale om en vingård med en lang historie, og det er jo altid interessant. Esterházy har eksisterende siden 1758. Esterházy var oprindelig en magtfuld ungarsk fyrsteslægt med store jordbesiddelser i det tidligere Østrig/Ungarn.

De var loyale overfor den habsburske kejser og den romersk-katolske kirke og styrede derfor i generationer uden om ødelæggende fejder. Fyrstens hof var berømt for overdådige selskabeligheder, store middage og masser af vin.

I 1758 gav fyrstens frue Maria Theresia besked om at få importeret Pinot Noir fra de bedste marker i Bourgogne. Hun mente at vinstokkene ville give meget bedre i det milde klima ved Neusiedlersøen i Burgenland. Det var starten på familien Esterházy som vinbønder.

Pinot Noir blev en succes, og det er fortsat frem til i dag, hvor Esterházy står med et super high tec state-of-the-art vineri klar til at omdanne druerne til moderne klassiske vine.

Det ligger i byen Eisenstadt der er hovedstad for delstaten Burgenland med direkte udsigt til Schloss Esterházy. Det som er vist på etiketten. Det imponerende Esterházy har en total kapacitet på 600.000 flasker og 600 egetræsfade.

Duften er lidt speciel, ikke så stor, og ikke den klassiske kostald. Smagen heller ikke typisk Pinot Noir, jeg fik smag af havsalt, laurbærblade, krydderier og måske er den en smule flad i smagen. Det er dog en spændende vin, som vinder lidt efter flere glas. Sjovt at prøve. Bernt havde købt vinen lokalt i Østrig, men Lesiner Wine er dansk importør af Schloss Esterházy.

Vinanmeldelse 3/7  

2006 Bannock Brae Estate, Goldfields Pinot Noir, Central Otago, New Zealand

2006 Bannock Brae Estate, Goldfields Pinot Noir, Central Otago, New ZealandDenne vin gættede jeg også blindt, Pinot Noir og New Zealand! Rigtigt! Den har den karakteriske næse, som man typisk finder i både tysk spätburgunder eller new zealandsk pinot noir.

Denne har måske lidt mere varme end de tyske … derfor New Zealand. Dejlig vin … fra vingården Bannock Brae Estate, som ligger ved den lille by Bannockbur i Central Otago i New Zealand. Bannock Brae er et godt eksempel på, at det går stærkt i Central Otago.

I 1996 eksisterede ejendommen slet ikke. Parret Crawford og Catherine Brown slog til, og ved hjælp af de bedste ”vinkonsulenter” skabte man ud af ingenting grobunden for produktion af vin i topklasse.

Her snart 15-16 år efter er Pinot Noir vinene fra Bannock Brae Estate blandt de bedste i New Zealand. Stilen er moderne og international med god koncentration og kompleksitet.

Grundmaterialet er det bedst tænkelige, nemlig Pinot Noir klonerne Dijon 115, 5 og 6. planterne er podet på amerikanske rødder og hermed er truslen fra phylloxera stort set elimineret.

Produktionen på Bannock Brae Estate er meget begrænset. Frugten kommer fra bare 15.000 vinstokke (alle nordvest vendte) plantet på et areal svarende til 8,5 hektarer.

Goldfields udgaven her er vingårdens basisvin. Alle druer håndplukkes. Kun de bedst modnede druer ender op i denne blanding. Efter høsten afstilkes de fleste drueklaser.

For at øge tanninindholdet tillades ca. 15% hele klaser. Mosten køles for at øge koncentrationen, og herefter starter gæringen, der typisk står på i 7 dage. Efter endt vinifikation lagres vinen ca. 10 måneder på franske barriques, hvoraf 35-40% er nye.

I glasset fin lys, duft er klar Pinot. Det er den duft, som jeg ofte har fundet i de tyske og i de new zealandske pinot noir, og det er en duft, som er animalsk, sød og også fyldig. Man kan blive helt “høj” af bare af dufte til sådanne vine.

Smagen har delikat frugt, fylde, sødme og er meget harmonisk. Det er et godt glas vin. Vauw. Kan købes hos Sigurd Müller, og prisen er ca. 150 kr. En vin, som er meget anbefalelsesværdig.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Domaine Machard de Gramont, Chorey-Les-Beaune Tue Boeuf, Bourgogne, Frankrig

2005 Domaine Machard de Gramont, Chorey-Les-Beaune Tue Boeuf, Bourgogne, FrankrigSelvom vinen var tildækket, så gættede jeg med det samme; Pinot Noir & Bourgone … og ganske rigtigt. Machard de Gramont er en traditionel og klassisk familieejendom i Nuits St. Georges, og de har marker i Còte de Nuits og Côtes de Beaune, og her er vi  i den lille kommune Chorey Les Beaune lige nord for Beaune.

Jordbunden er kraftig og giver vine med god fylde og intensitet. De røde Bourgogner hos Domaine Machard de Gramont laves efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift: lang gæring med nogen andel af stilke på druerne, i åbne fade (16–22 dage) med daglig bearbejdning for at udtrække så mange smagsnuancer og så meget farve som muligt.

Efterfølgende modner vinene på små egefade i 15–20 mdr. afhængig af kvalitet og type. I duft og smag repræsenterer Gramonts vine Pinot Noir den landlige, rustikke og fyldige stil.

Flot lys vin i glasset, og duft med masser af Pinot Noir, grønne noter, syre og marcipan. Smagen er tynd, men alligevel fyldig. Der er også grønne noter, stilke og dejlig elegance. En rustik, men dejlig vin, hvor man får et lille indtryk af Bourgogne.

Forhandles hos Bichel, og prismæssigt vel omkring 140-150 kr. Kan bestemt anbefales.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Kendall-Jackson, Vintner’s Reserve Pinot Noir, Californien, USA

2006 Kendall-Jackson, Vintner's Reserve Pinot Noir, Californien, USALige et par vine fra bestyrelsesmøde torsdag hos den gode Bernt, som overraskede og serverede en række Pinot Noir + det løse.

Èn af vinene er denne kending fra Kendall-Jackson, ét af AMKAs kendte vinhuse, som måske primært er kendt for deres merlot-baserede vin.

Vingården, som i 1974 blev købt af familien Jackson, består af 35 ha. og er beliggende i Lakeport, i det nordlige Californien. Da de købte den, var det en frugtplantage, men i 1982 blev den omdannet til vingård.

Hos Kendall-Jackson er man stolte over at få druer fra nogle af de bedste og fineste vingårde i Californien. 1986 blev året hvor vingården blev udnævnt til “Winery of the Year” i Californien.

I 1987 købte familien Jackson en part af jorden fra Tepusquet vingården i Santa Maria Valley og dette fik navnet Cambria. 2 år efter, i 1989, vandt de 127 medaljer i større vinkonkurrencer, bl.a. 5 “Best of Show’s” medaljer og 36 guldmedaljer.

Dette år blev de også udnævnt til “Winery of the Year” i Wine & Spirits Magazine. Til at fremstille vin af en meget høj kvalitet benytter Kendall Jackson de traditionelle vinifikationsmetoder sammen med de seneste nyheder inden for teknologien.

Denne vin er produceret af 100% Pinot Noir druer, der er dyrket i Monterey County (60%), Santa Barbara County (16%), Napa County (10%) Mendocino County (8%) og Sonoma County (6%) i Californien. Vinen har været lagret på franske egetræsfade.

I glasset “mellemlys”, der er duft af Pinot Noir, men ingen stor kostald, og den er lidt tynd i duften. Smagsmæssigt klar pinot noir, med sødme og syre. Den er til den varme side, og eftersmagen ikke så lang, men et fint glas vin. Vinen kan købes i de supermarkeder, som AMKA leverer til, og prismæssigt ligger vi omkring 75 kr. Det er meget okay.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2008 Weingut Trenz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Trenz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandSøndag igen vin … nu er vindepotet vist også ved at være fyldt godt op, men det er jo ferie og fridag i morgen igen, inden det igen er arbejdsdag. Igen et smut til Tyskland, nærmere bestemt til Rheingau til Weingut Trenz.

Weingut Trenz er beliggende i Johannisberg, som er en del af Rheingau, og vingården har eksisteret siden 1670. De klimatiske og geologiske forhold i Rheingau er ideelle til vindyrkning, og de giver vinstokkene fremragende vækst. I stor højde domineres jordbundsforholdene af kvartsit, grus og sandsten som giver usammenlignelige mineralske vine med livlig syreindhold og en buket af fine frugt varianter. De lavtliggende vinmarker har dybde og lerede forhold, som giver rige og rørige vine med en lang afslutning.

Den unge Michael Trenz er vinmager og leder af huset, og endnu mere end sine forgængere, forøger han på sin egnen måde at få kvaliteten frem i sine vine. “Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt”, er hans motto, som er en opfordring til tilbageholdenhed fra alle kunstige indgreb.

Hos Trenz arbejder man med omhyggelig beskæring af vinstokkene, så saften og kvaliteten af druerne optimeres. Druerne udvælges selektivt og høstes pr. håndkraft.

Derudover har de investeret i nyt moderne udstyr i kældrene. Deres søgen efter nye metoder har ført Trenz til Stellenbosch i Sydafrika, hvor han har indledt et samarbejde med en winemaker for at opnå maksimal inspiration.

På Trenz vingården er de også opbygget en restaurant/vinbar, hvor 90 mennesker i middelhavsatmosfære kan nyde gårdens vine … og den lokale specialitet … struds! Trenz er blevet præmieret med “2 druer” som ”opdagelsen i år 2008” af vinguiden Gault Millau.

Her har vi Trenz almindelige “trocken” spätburgunder, dog i den version, som ikke har været på barrique. I glasset er vinen meget lys, næsten transparent. I duften er der alene en anelse pinot noir … men ingen stor kostald. Virker i duften lidt anonym, og med lidt duft af candyfloss eller noget i den retning samt måske lidt mørke bær.

Smagen er lidt tyggegummi blandet med grønne toner, og masser af syre. Eftersmag af bacon? Den bider lidt, og får munden til at snerpe sig lidt sammen, ellers smag af sorte kirsebær og fylde, men ikke så elegant som mange af dens øvrige tyske konkurrenter. Dog meget frugtrig i smagen.

Det skal også med i billedet, at vinen faktisk vinder lidt ved at blive godt luftet i glasset, måske stå lidt inden vinen smages. Jeg kunne forestille mig, at udgaven på barrique er markant bedre, idet faglagring oftest klær’ spätburgunder. Smagte hos den gode Vicent Sipp sidste sommer hans pinot noir både uden og med barrique, og sikke en forskel. Udgaven, som havde lagret på barrique, var bare mange klasser over den almindelige uden faglagringen. Måske det også bare er sådan hos Trenz?

Prisen er på 149 kr. hos Vin & Vin, og en spændende oplevelse … længere kan jeg vist ikke strække mig, men vil næste gang prøve den udgave, som har fået barrique.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Weingut Johanneshof Reinisch, Pinot Noir, Thermenregion, Østrig

2008 Weingut Johanneshof Reinisch, Pinot Noir, Thermenregion, ØstrigVidere med endnu en charmerende vin fra JR aka Weingut Johanneshof Reinisch i Thermenregion i Østrig, nu i form af en Pinot Noir, også årgang 2008 som den forrige Zweigelt. Mærkeligt nok kalder Johanneshof Reinisch ikke deres røde vin her for en Blauburgunder, men bruger det mere internationale “Pinot Noir”.

I øvrigt er Weingut Johanneshof Reinisch et rigtigt familieforetagende, som består af Johann, Johannes, Anita, Veronika, Chritian, Barbara og Michael Reinisch, som alle spiller en rolle i produktionen og salget af vinene.

Området omkring Johanneshof Reinisch har en lang tradition for vindyrkning, helt tilbage til romerne. Hos familien Reinisch er filosofien: “At producere vine med sjæl, at hver årgang afspejler naturens udvikling i marken, og så bevare den nuværende rolle, som vingården har i området”.

Denne vin er også fra “Steinfeld-serien”, som Reinisch’erne selv betegner som; Vine som fremstilles på den klassiske måde: i ståltanke og derefter i store træfade. Frugtagtig og frisk, ungdommelig og fed. Steinfeld er familiens basiscuvée, og derudover laver familien en reserve serie samt en premium serie.

I glasset en dejlig lys, rubinrød farve, og duften er ribs, grønne noter, stilke, lethed, mint. Den har også klar pinot-duft, men der er måske ikke så meget kostald.

Smagen dejlig frisk, der er lyserøde bær, syre. Er måske en smule “tysk” i fremtoning, og det er et flot glas vin, som JR bestemt godt kan være bekendt. Den er også blød, og bider slet ikke på samme måde som vinen på Zweigelt.

Prisen er også fornuftig, 129 kr. ved køb af 1 flaske og 109 kr. ved køb af 6 flasker.

En vin, som jeg godt kan anbefale.

Vinanmeldelse 4/7