I december drak jeg denne mousserende Riesling Brut Deutscher Sekt fra Weingut Auf Den Fünfzehn Morgen og var ganske imponeret. Nu er den nye årgang 2013 landet … og ved I hvad? Den er lige så god … klart et no-brainer køb. Charmerende som bare pokker.
Weingut Auf Den Fünfzehn Morgen ligger i den lille by Selzen i Rheinhessen. Vingården ejes og drives af Binzel familien, som siden 1620 har været vinbønder i området. Dengang hed familien Pinzelius, hvilket senere blev til Pintzel … og i dag Binzel.
Siden 1999 har det været ægteparret Frank og Petra Fuchs-Binzel, som har drevet Weingut Auf Den Fünfzehn Morgen sammen med de to sønner Michael og Dominik.
Navnet Auf Den Fünfzehn Morgen har vingården haft siden slutningen af 1800-tallet. Morgen er en gammel måleenhed for det område, som en plov med én hest eller én okse kunne pløje på én morgen. Man sagde, at der gik 4 x morgen til en hektar, så Auf Den Fünfzehn Morgen må vel … og nu gætter jeg lidt … svare til, at vingården dengang havde 15 x morgen = 3,75 hektar vinmarker.
I dag har vingården dog flere marker … hvor meget har jeg ikke kunnet finde … men de er primært tilplantet med druerne Riesling, Grau- und Weißburgunder, Spätburgunder, Dornfelder, Sauvignon Blanc, Chardonnay og Merlot.
Der er tale om et rigtigt landbrug, der både dyrker vin og andre afgrøder som hvede, byg og kartofler. Familien Binzel er således rigtige landmænd, men deres primære fokus er vinen og specielt deres Sekt, som de producerer i en høj kvalitet til attraktive priser. De har siden 1992 lavet sekt og i 2012 blev indsatsen belønnet med “Die Goldene Perle” for den bedste Riesling Sekt i Rheinhessen.
Her har vi nemlig en Riesling Sekt … årgang 2013 og lavet på ren Riesling … fremstillet på samme måde som champagner, dvs. med gæring i flaske i husets kælder i mindst 9 måneder, hvor gæren flyttes til flaskehalsen, som fryses og derefter adskilles via degorgering inden tilsætning af dosage.
Men er det så noget, som minder om champagne? Tja … både ja og nej.
Duftmæssigt meget lig med 2012’eren med fersken, hyld, pærer og nødder. I munden dejlig frisk … lidt nøddeagtig, krydret, toast, kalk, æbler og lidt sødme, tørhed og ganske blide bobler.
Forhandles af WineFLY, pris 90 kr., og selvom den er steget 5 kr. i forhold til 2012’eren, så er det en meget attraktiv pris.
Rating 5/7