Når et verbum er bøjet i pluskvamperfektum, så placeres perfektum participium sidst i en hovedsætning på tysk … men det lyder sgu som volapyk for mig. Jeg er helt blank.
Men jeg ved, at næste vin – der kom på bordet ved tirsdagens hyggelige jule-kom-sammen – er en Steinmergel Pinot Noir Trocken – a.k.a. vaskeægte tysk Spätburgunder – fra vinhuset Weingut Heid, der er beliggende i centrum af den lille by Fellbach i Remstal-Stuttgart området under vinområdet Württemberg.
Vinhuset er tussegammelt, grundlagt helt tilbage i 1699 af Jakob Melchisedec Heid, som stammede fra Heilbronn, men slog sig ned i Fellbach som vinbonde. I dag drives vingården fortsat af Heid familien, nemlig af 10. generation i form af ægteparret Markus og Daniela Heid.
Heid familien har samlet knap 8 hektar vinmarker, bl.a. med markerne Fellbacher Goldberg og Fellbacher Lämmler. Der dyrker de økologisk de røde sorter Trollinger, Lemberger, Spätburgunder, Regent, Dornfelder, Samtrot, Syrah, Portugieser, St. Laurent, Cabernet Dorio, Cabernet Dorsa og Cabernet Mitos samt hvidvinssorterne Riesling, Kerner, Rivaner og Sauvignon Blanc.
Vinene vinficeres i den gamle ejendom midt i byen, hvor de bl.a. råder over gamle hvælvede vinkældre tilbage fra det 17. århundrede. De bruges – udover til lagring af vinene – også til kulturelle arrangementer og festivaler.
Det er primært rødvine, som Markus Heid producerer … hele 70% af produktionen er rødvin, som typisk laves på store, moderne rustfrie ståltanke, men lagrer på egetræsfade i 1-2 år.
Denne Steinmergel Pinot Noir Trocken er lavet med druer fra flere forskellige marker, hvor undergrunden er præget af både mergel, ler og sten … selvfølgelig også derfor, at vinen hedder Steinmergel. Lavet med middellang maceration – antal dage er ikke oplyst – og derefter lagret 8-11 måneder i brugte barriques. Der er alene 1,2 gram restsukker pr. liter, så det er bestemt en tør vin.
Det er også en forholdsvis kraftig og fadlagret vin, hvor næsen nærmest er varmkrydret, vådkrydret … hvis det giver mening? Det er klart kirsebær med eg, råt kød, tobak, spidskommen og jernvitriol … lyder som en giftig blanding, men dufter meget godt.
Smagen er også præget af krydrede elementer, kirsebær, jordbær, vanilje, men alligevel med en dejlig lethed. Smagsmæssigt også en lidt kraftigere Pinot Noir, men ganske spændende.
Koster 12,00€ på vingården, hvilket svarer til 89 kr. Herhjemme er Vinpusheren vistnok forhandler.