Antinoris Pian della Vigne vingård ligger omkring 6 kilometer fra Montalcino by og er opkaldt efter en jernbanestation beliggende på godsets arealer i det 19. århundrede. Derfra smager vi nu næste Antinori vin … en 2015 Pian delle Vigne Rosso di Montalcino.
Pian delle Vigne ejendommen er på 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker og ejendommen blev købt af Antinori tilbage i 1995. Der laves 3 forskellige vine på vingården og denne Rosso di Montalcino er den mindste og billigste, for de to andre er Brunello’er.
Pian delle Vigne Rosso di Montalcino er alene lavet siden 2012, så denne 2015 udgave er således alene 4. gang. Vinen er lavet på ren Sangiovese, som først afstilkes, presses og gærer ved 25 grader i rustfrie ståltanke 8-10 dage. Derefter følger den malolaktiske gæring efterfulgt af lagring 12 måneder i store egefade.
Igen er her en moden og måske endda overmoden frugt, mørk og blid med blommer, kirsebær og hindbær, tobak, champignon samt svampe, tør jord, mineraler, fennikel, blomster … virker nærmest parfumeret og samtidig med en moden frugtsyre.
Smagsmæssigt er vinen virkelig cremet, fed med vanilje, kanel, mørk frugt, meget mærkbare tanniner … virker dog runde og fint polerede. Der er fylde og friskhed, det er virkelig en blød vin med en let, lys og frisk side … og det smager rigtigt godt.
Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 199 kr., men kan fås til 159 kr. ved køb af 6 flasker.