Med nytåret lige om hjørnet, så skal vi da smage lidt bobler og selvfølgelig med vaskeægte champagne i form af denne Les Quatre Terroirs N° 19 fra champagnehuset Georges Rémy.
Historien om Rémy familien startede i 1829, hvor de i Grand Cru landsbyen Bouzy i Montagne de Reims købte de første marker og startede med at dyrke druer … men det var først i 1950, at man stoppede med at sælge druerne og i stedet selv startede med at lave bobler.
Men produktionen varede kun en enkelt generation, for den nuværende ejer Georges Rémys far var mere forelsket i markerne og druerne, så han stoppede i 1989 produktionen og i stedet igen startede med at sælge druerne til andre producenter.
Men hans søn Georges Rémy blev dog uddannet ønolog fra landbrugsskolen i Avize og fik endda også masser erhvervserfaring fra Bordeaux … og med dette vendte han retur til sin far i Bouzy, hvor han hjalp med at passe vinstokkene, men også fik en 0,15 hektar stor vinmark Les Vaudayants med gamle Pinot Noir stokke.
Ud fra denne lille parcel producerede Georges i 2011 en almindelig Pinot Noir rødvin, som han solgte kommercielt som en Bouzy Rouge og dermed blev familien igen producent. Men der manglede bobler i vinkælderen, så i 2014 vendte familien tilbage til at producere champagne … og har gjort det lige siden.
I dag ejer Georges Rémy og familien over 4 hektar vinmarker omkring Bouzy i Montagne de Reims og fortsat med Pinot Noir som den mest udbredte drue.
Denne Les Quatre Terroirs N° 19 er lavet på 77% Pinot Noir og 23% Chardonnay fra de 4 terroirs i både Bouzy, Tauxiéres, Louvois samt Ambonnay. Jeg har skrevet, at det er en årgang 2019, da de fleste af druerne – helt præcis 94% – er fra årgang 2019 og resten fra årgang 2018 … og efter de blev høstet, så er de sorteret og afstilket inden presning i pneumatisk presse.
Gæringen er så sket på egefade af varieret størrelse, både 228 liter burgundiske barriques samt 300, 500 og 600 liter tønder, hvor vinen så også gennemgår malolaktisk gæring og hviler en periode … druer fra årgang 2019 i 10 måneder og druerne fra 2018 i 22 måneder i fadene inden aftapning på flaske i juli 2020.
Så er vinen så ellers lagret med 2. gæring i husets kældre frem til degorgeringen, som er sket i april 2022. Der er produceret 6.084 flasker af champagnen.
Champagnen er pænt gul i glasset, selvom den jo faktisk ikke har lagret monsterlang tid på flasken, men duften fejler absolut slet ikke noget, men er ganske wunderschön med godt brus aka mousse samt en aroma fra henkogte æbler, grapefrugt, hyben og stikkelsbær, lidt ristet rugbrød, gær, afbarkede grene, hvidtjørn og modellervoks.
I munden spiller det fandeme også max … et brus med små fine bobler og en vis modenhed i frugten suppleret med en let og sart sødme, hvilket binder den vildt godt sammen. Der er grapefrugt med en sukkerknald oveni, der er presset hybensaft, godt med en lemon bitterhed som i en vild lækker gin og tonic.
Der er masser af tørhed, hvorved champagnen samlet set bliver knastør med en klar kalket mineralitet samt enorm lang eftersmag og dermed strækker den halsen pænt over mange andre og dyrere champagner og er sgu langt, langt smukkere end selv den dyreste nytårsraket med krudt i … 96 point.
Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 450 kr. ved køb af 6 flasker. De kan kontaktes på mail@blancs.dk samt mobil 28266678 … de har også hele sortimentet fra Remy inklusive magnumflasker.
Vinanmeldelse 6/7