Saint Véran ligger nabo til Pouilly-Fuisse i det sydlige Bourgogne og der fås Chardonnay af lignende kvalitet, men til lavere pris. Netop dér på adressen La Roche i Saint-Vérand finder vi Domaine Pacaud, som jeg smager denne 2021 Saint-Véran La Côte fra.
Saint-Vérand ligger lidt syd for Chasselas mellem Mâconnais og Beaujolais blot et stenkast fra Roche de Solutré. Domaine Pacaud er et lille familieejet vinhus, der ejes og drives af brødrene Julien og Sébastien Pacaud som 3. generation af vinavlere.
Det var nemlig deres bedsteforældre Marie-Geneviève og André Pacaud, der i 1954 slog sig ned i området ved Chasselas og startede deres landbrug med både både afgrøder, dyr og vinavl.
Derfor var det også helt naturligt, at deres søn Guy Pacaud overtog gården i slutningen af 1970’erne og det var ham, som omdannede den til en rigtig vingård og løbende opkøbte flere vinmarker samt mere jord, som blev tilplantet med vinstokke.
Vinene blev dog blot solgt bulk i løs vægt, så det var først, da Julien og Sébastien Pacaud overtog driften, at man stille og roligt startede med selv af flaske og udgive vinene under familiens navn.
Det var egentlig Julien, der for 10 år siden startede med af lave vin og hansuddannelse som bioingeniør indenfor miljøteknik kom ham til gode, da han allerede var specialist indenfor agronomi, plante- og miljøbiologi og vidste en del om vindyrkning og mikrobiologi i kælderen.
Det var dog først i 2021, at hans bror Sébastien tilsluttede sig projektet … i starten for at bidrage med salg og markedsføring, men Sébastien havde i over 10 år rejst rund i flere vinområder.
Brødrene har i dag 13 hektar vinmarker, der ligger mellem Mâconnais og Beaujolais og alle med Chasselas som centrum og dermed laver de både vine fra Pouilly-Fuissé, Saint-Véran og endda Saint-Amour i Beaujolais.
Her smager jeg så brødrenes Saint-Véran La Côte, hvor Chardonnay druerne kommer fra 30 år gamle vinstokke på nogle af de øverste marker i 300-400 meters højde ved Chasselas … marker med kalk- samt jernholdig jord.
Druerne høstes ved optimal modenhed og presses langsomt over 4-6 timer. Gæres naturligt på druernes helt egne gærceller i store 500 liter egefade uden brug af svovl og så lagret sur lie 10 måneder på en kombination af 50% liter egefade og den anden halvdel på ståltanke og betonæg.
Det er klart Chardonnay med fad … men fadpræget er afdæmpet, behersket og tilbagelænet, så der slipper kun en smule brunet smør med i opskriften, der ellers har ingredienser af nytrykte aviser – for dem som kan huske sådanne – havvand, kridt, kalk, grønne pærer, en smule kvæde, grillede citroner, bitre pigeonæbler, en lille pose halv spist lakridskonfekt samt lidt salte og svovlede små prik.
Smagsmæssigt er den heller ingen fed smørfrakke på, så dermed står vinen næsten nøgen som en naturist nudist på Copacabana Beach en sommervarm dag. Det er så rent, clean, ærligt, autentisk, jomfrueligt og syrligt, men det er uden at blive hverken sur og gal. Det er i stedet nærmest genialt fortolket med svævende ren dybde, masser af frisk frugt, der mest er småbitre cideræbler, lemon og citroner suppleret med denne lidt kalk- og kridtagtige mineralitet. 95 point.
Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 370 kr., mens prisen pt ligger på 260 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 6/7