2016 Domaine de la Vougeraie, Gevrey-Chambertin La Justice, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine de la Vougeraie, Gevrey-Chambertin La Justice, Bourgogne, FrankrigJan serverede endnu en lækkerbisken for os … en underskøn 2016 Gevrey-Chambertin La Justice fra den økologiske, biodynamiske og anmelderroste producent i Premeaux-Prissey og det er Domaine de la Vougeraie.

Domainet er grundlagt i 1964, hvor familien Boisset købte en parcel på marken Les Evocelles i Gevrey-Chambertin.

Siden har familien opkøbt masser af parceller med over 100 år gamle vinstokke fra de bedste appellationer og i 1999 forenet det under vinhuset med navnet Domaine de la Vougeraie.

Det var Jean-Claude Boisset, som grundlagde Domaine de la Vougeraie sammen med sin frue Claudine og han var i forvejen en respekteret vinproducent og ejer af Boisset Collection, der ejer og driver flere prestigefyldte vingårde og vinmarker i Bourgogne og handler med vin på verdensplan.

I dag råder Vougeraie over 37 hektar vinmarker fordelt på hele 9 Grands Crus, 11 Premier Crus og 4 monopolmarker og er i dag det største økologisk certificerede vinhus i hele Côte d’Or. Det opfatter marker i områder som Gevrey-Chambertin, Chambolle-Musigny, Pommard, Meursault, Vougeot og flere andre.

Det er i dag Jean-Claude og Claudines to børn Patrick og Valérie Boisset, som har overtaget ansvaret for vinhuset og produktionen, der fortsat sker efter helt gamle traditioner. Således pløjes fortsat med heste i Grand Cru-parcellerne.

Høstudbytterne holdes lave og der anvendes en høj andel helklasefermentering i kælderen. Druerne gennemgår streng selektering på Vougeraies kendte selekteringsbord, som er det absolut længste i hele Bourgogne. Deres berømte Musigny Grand Cru plukkes endda drue for drue og således med en endnu mere kompromisløs tilgang til sortering og kvalitet.

Al træ til egefadene til lagringen kommer fra særligt udvalgte træer i skoven Cîteaux og omkring 20% af de anvendte fade er små og nye, mens resten er større eller brugte.

Denne 2016 Gevrey-Chambertin La Justice er med Pinot Noir druer fra en 0,6695 hektar store parcel på La Justice marken og høstet med et udbytte på 46 hektoliter pr. hektar. Derefter er alle druerne ikke knust, men sat til en kølig forgæring ved 12-15 grader over 5 dage.

Gæringen er så sket spontant helt uden tilsat gær og med gæring over 18 dage med løbende overpumpning. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på egefade, hvoraf 33% er nye og alle fra Cîteaux. Der er kun lavet 3.043 flasker af vinen.

Duften er mere intens, kraftige og mere umamirund end den foregående, for der er nåde ristede kastanjer, nødder samt sorte kirsebær, jordbær og skovbær, lidt kandiserede cocktailbær. Der er også nogle søde trænoter, ædeltræ, teak og mahogni. Det er en duft, der er berusende, imponerende vinskønhed med sart, elegant og tæskelækker vinsjæl.

Ihhh, hvor det smager fremragende … smelter i munden og væsken flyder ud i mundhulen som en isterning i et smeltedigel. Det er sorte kirsebær, vilde jordbær, hindbær, nødder, sød lakrids, vanilje, kanel og lidt mellemristede kaffebønner. Tanninerne er blide og er utrolig flot integrerede. Alt er zen og det er sgu nærmest meditationsvin, hvorfor jeg ender på 97 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i en nyere årgang koster 594,95 kr., mens prisen er 495 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7