2019 Bouchard Père et Fils, Chambolle-Musigny, Bourgogne, Frankrig

2019 Bouchard Père et Fils, Chambolle-Musigny, Bourgogne, FrankrigDerefter gik vi over til de røde vine, men det var sgu fortsat burgundisk og den første blev denne flotte 2019 Chambolle-Musigny fra Bouchard Père et Fils.

Vinhuset er grundlagt af Michel Bouchard, der var tekstilhandler fra Dauphiné i de franske alper. Han slog sig ned i Volnay efter salg af sine besiddelser i Dauphiné.

Han startede i stedet i vinbranchen med sin søn Joseph. Joseph Bouchard erhvervede den første vinmark for Bouchard Père & Fils ved købet af en ejendom i Volnay og et hus i Beaune.

Vinmarkerne købt dengang i Volnay, ejes fortsat og er nogle af de mest berømte marker i dag, såsom Les Caillerets, Les Chanlins og Les Taillepieds.

Bouchard Père et Fils er i familiens eje gennem mange generationer, men i 1995 blev huset overtaget af Joseph Henriot med fortid som skaber af luksuskoncernen LVMH inkl. Vve Clicquot og Moët. Han købte huset for sin pension fra luksuskoncernen – men gik bestemt ikke på pension!

Et utroligt arbejde blev sat i gang – nye domæner blev føjet til Bourgognes i forvejen mest imponerende, produktionen blev skåret ned og nye kældre blev bygget. I dag nægter få, at vinene fra Bouchard Père & Fils er i den absolutte topklasse.

Bouchard Père et Fils en samtidig en af Bourgognes tungeste jordejere og porteføljen tæller 74 vinmarker eller i alt 130 hektar vinmarker i hjertet af Côte d’Or – 12 hektar af dem er klassificeret som Grand Cru og 74 hektar som Premier Cru.

Huset har også med topkarakteren 7 stjerner og prædikatet Production Mythique opnået den højest mulige anderkendelse i den respekterede vinguide Gault-Millau 2011.

Vinhuset befinder sig dermed i den absolutte inderkreds af verdens allerbedste vinproducenter. Bourgognes største  domæne og fremragende nye kældre.

Denne 2019 Chambolle-Musigny er lavet med Pinot Noir druerne fra nogle af husets egne, små parceller ved foden af selve Musigny suppleret med købte druer fra en nabomark. Normalt er druerne så helt eller delvist afstilket … det afhænger lidt af årgangen.

Gæring og maceration er efterfølgende sket i små tanke over 12-15 dage efter af let presning og så er vinen lagret 10-18 måneder i 228 liters franske barriques, hvoraf 60-85% af fadene er helt nye.

Duftmæssigt er det en lys, let og livlig vin … der er bitre kirsebær og bitre jordbær, søde og røde skovbær, røde og syrligsøde bolsjer, røg, medicin og pilleglas, kul, fennikel og en snas nøddekompot. Man får også en cafe latte, mælkechokolade og søde krydderier, men at er pakket ind i vat og dermed svær at slå sig på … det er bare velvære.

Smagen er bare silkeglat og fløjlsagtig – uha – svævende elegant og frugtrig på en lys, let, feminin og kvindagtig. Det er blød babyhud for sjælen og samtidig er vinen nærmest proppet med lys frugt, virkelig mundsmeltende, læskende og blødgør samtidig dit hjerte. Det er sgu softpop med diskanten skruet i bund, hvorved man bare får let, blød og sart vin, så dermed 96 point.

Forhandles herhjemme af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 750 kr.

Vinanmeldelse 6/7